Internt rum This page in english
Sidst opdateret:
7. apr '08 Kl. 15:52 af ASG

København oktober 2007

Udtalelse fra DSAM’s Årsmøde 2007 med temaet ”Børn i almen praksis”

På DSAM’s årsmøde den 28. september 2007 fremlagdes resultater fra tre store danske undersøgelser om graviditet og børns trivsel.

Statens Institut for Folkesundhed har evalueret de forebyggende børneundersøgelser hos egen læge ved hjælp af spørgeskemaer og interview af en gruppe tilfældigt udvalgte praktiserende læger og børnefamilier. Evalueringen viser iflg. SIF, blandt andet, at børneundersøgelsen er et uhyre effektivt redskab til somatisk screening, idet lægerne fandt abnorme fund hos ca. 1/3 og væsentlige fund hos 14 %, hvilket er højere end ved de fleste forebyggende screeninger. Der er relativ lavest deltagelse blandt enlige forældre og forældre med lav uddannelse.

Lægerne efterspurgte efteruddannelse, især inden for familiedynamiske temaer.

Halvdelen af forældrene ønskede indkaldelse til børneundersøgelserne og mange savnede oplysninger om indholdet i undersøgelsen forud for deltagelse i de enkelte børneundersøgelser.

Da undersøgelsen er foretaget blandt de forældre, som lægerne fandt kunne besvare spørgeskemaerne og interviewes uden tolk deltog etniske minoriteter med manglende danskkundskaber ikke i undersøgelsen.

Se mere om undersøgelsen på SIF’s hjemmeside og Power point præsentationen på dsam.dk.

Foreløbige resultater fra den store undersøgelse ”Bedre sundhed for mor og barn” viste behov for revision af rådgivning af gravide mht. kost og motion. Se de foreløbige resultater på www.bsmb.dk.

Fødselskohorten fra børnepsykiatrisk afdeling MiniQ fra Glostrup viste, at man allerede hos børn mellem 0 – 3 år kan påvise tegn til psykiske vanskeligheder med relationsforstyrrelser, spise – og søvnforstyrrelser. Disse børn har behov for en indsats og vejledning fra sundhedspersonale. Ikke altid nødvendigvis børnepsykiatere, egen læge kan i mange tilfælde yde den nødvendige vejledning, evt. under supervision af børnepsykiatere.

På den baggrund skal vi ud fra en lægelig vurdering foreslå

  • Revision af de hidtidige anbefalinger om forebyggende sundhedsydelser til børn og unge, herunder

    1. Udarbejdelse af oplysningsmateriale til forældre om indholdet i de enkelte børneundersøgelser og børnevaccinationer, der kan ligge i barnets bog og desuden udleveres som pjece ved behov.

    2. Generel indkaldelse til deltagelse i de forebyggende børneundersøgelser ved 5 uger, 5 mdr., 1, 2, 3, 4, og 5 år. Undersøgelserne er værdifulde til somatisk screening og vurdering af behov for en ekstra indsats ved risikobørn og andre børn med særlige behov.

    3. Generel indkaldelse til deltagelse i børnevaccinationsprogrammet. Deltagelsen er vigende, og desuden indføres nye vaccinationer og ændringer af tidspunkt for ældre vaccinationer.

  • Der bør nedsættes en gruppe, der skal analysere mulighederne for et øget tværfagligt samarbejde omkring børn. Den bør inddrage alle interessenter på området som fx praktiserende læger, sundhedsplejersker, pædagoger og kommunernes børne-ungeafdelinger.

  • Der bør iværksættes en undersøgelse  af hvordan de data, de praktiserende læger indhenter vedr. børns udvikling, kan anvendes til generel beskrivelse af børns helbredstilstand.

  • I forbindelse med nedlæggelse af den lægelige rutinescreening af nyfødte fra årsskiftet 2007/2008 vil der være behov for en registrering af abnorme fund hos nyfødte i perioden fra fødslen og frem til 5 ugers undersøgelsen. 

Roar Maagaard, formand DSAM
Peter Torsten Sørensen, direktør DSAM
Kirsten Lykke, DSAM’s børnegruppe
Lene Flachs, DSAM’s børnegruppe

DSAM, Øster Farimagsgade 5, Postboks 2099, 1014 København K - T: 3532 6590 - F: 3532 6591 - E: dsam@dsam.dk
Dudal Webdesign