DSAM/FYAM's årsmøde fredag den 6. oktober på Comwell Kolding

Tilmelding er åben. Tilmeld dig her.

ÅRSMØDE FOR ALLE – også for dig!

Fremtidsperspektiverne for almen praksis er noget, der optager os alle. Richard Roberts indleder dagen med en keynote om glæden ved at være praktiserende læge og give sit bud på, hvordan almen praksis’ centrale rolle kan blive styrket i et sammenhængende sundhedsvæsen. Richard Roberts er tidligere præsident for både de amerikanske praktiserende læger og for WONCA, og han har haft en stor rolle som deltager i planlægning af almen praksis i en række lande. Nærmere oplysninger om Richard Roberts kan findes her.

Dagens øvrige program er bygget op omkring selskabets 4 søjler: forskning, uddannelse, kvalitetsudvikling og det internationale samarbejde. Der er rigtig mange spændende sessioner at vælge imellem, hvad enten du er medicinstuderende, uddannelseslæge, praktiserende læger eller blot har interessere i netop forskning, uddannelse, kvalitetsudvikling og internationalt samarbejde. Der vil være 6 parallelle sessioner at vælge imellem både formiddag og eftermiddag.

Ph.d.-cup

Hvilken ph.d.-studerende i almen praksis er årets bedste formidler? I denne korte fællessession får en ph.d.-studerende fra hvert forskningsmiljø muligheden for at formidle tre års studier til publikum på 3-5 minutter. Publikum bestemmer, hvem der er årets bedste formidler, og det vindende forskningsmiljø belønnes med en vandrepokal. Det kræver mod at stille sig op foran en hel flok praktiserende læger og forsøge at formidle sin forskning klart og praksisrelevant på meget kort tid. Kom og vær med til at vurdere, hvordan deltagerne klarer udfordringen.

Regionalt networking i pauserne

Kunne du tænkte dig at høre om regionale aktiviteter i enten SAMS, FYAM eller DSAM? Eller er du nysgerrig efter, hvordan du bliver aktiv i en af foreningerne? Overvejer du, hvad der bliver gjort for rekruttering i netop din region? Eller kunne du tænke dig at finde mulige købere til din praksis? I årsmødets tre pauser kan du møde medlemmer af PLO’s rekrutteringsudvalg og engagerede SAMS’ere, FYAM’ere og DSAM’ere fra hver af de fem regioner ved særlige borde i foyeren. Desuden vil der være mulighed for, at læger, der ønsker at sælge deres praksis, kan møde potentielle købere via salgsopstillinger ved de enkelte borde. Med andre ord er pauseeventet alle tiders mulighed for at blive klogere på din region, så kig forbi – måske møder du et nyt menneske eller en kommende kompagnon!

 

Efter endt fagligt program afholder FYAM årsmøde, medlemmer fra nogle af DSAM’s netværks- og interessegrupper afholder egne møder, og alle øvrige deltagere inviteres på et glas vin eller en walk and talk. 

Og tøv endelig ikke med også at tilmelde dig til aftenens brag af en fest. I løbet af aftenen skal vi have uddelt årets talentpris, og så skal der ellers danses og festes. Det er ingen ringere end The Late Show, som spiller op til dans – måske nogle husker dem fra WONCA-festen sidste år?

Årets talentpris

Talentprisen gives til en person, der ved en ekstraordinær indsats har medvirket til at profilere selskabet og/eller standen og/eller har ydet noget ud over det sædvanlige virke som praktiserende læge til gavn for patienterne og faget almen medicin.

Har du en god kandidat i tankerne, så send dit forslag til, hvem det skal være og hvorfor, senest den 1. august 2017 til dsam@dsam.dk.

Traditionen tro uddeles årets Talentpris på årsmødet. Med prisen følger æren og en check på 10.000 kr.

Refusion fra Fonden for Almen Praksis

Årsmødet er godkendt til refusion fra Fonden for Almen Praksis for praktiserende læger og uddannelseslæger i fase 2 og 3. Årsmødet har fået aktivitetsnummer 2017-0360. Se mere på PLO’s hjemmeside.