Tilbage til blog oversigten
tirsdag 7. marts 2017 kl. 12:56
Man bliver ikke rask af mange undersøgelser

Jo før, jo bedre. Prædiabetes. Lægen flytter ind. Tidlig opsporing. De syv tegn. Helbredstjek. Mænd går for sjældent til lægen. Den stille dræber …

Et sandt bombardement af slogans, kropssignaler, symptomer, tegn og fornemmelser i mediekampagner og tv-programmer. Kombineret med politisk vedtagne handleplaner, tidlig indsats-programmer og -politikker for flere og flere enkeltsygdomme og helbredstrusler er det med til at få os til at tro, at vi er syge, indtil det modsatte er bevist, og at vi kan kureres, hvis bare vi bliver diagnosticeret i tide. 

En selvstændig håndværker kommer og beder om et ”43.000 kilometers eftersyn”. Jeg spørger ham, hvad han er bekymret for. ”Det hele, siger min kone”. Han er ikke arveligt belastet, han føler sig ikke syg, men han vil da gerne vide, at han er rask. Han indrømmer utvungent ”lidt for mange bajere”, for få grønsager, ingen sport, at være for tyk, og at firmaet ødelægger hans nattesøvn. Han ved, hvor skoen trykker.

Blodtrykket er som forventet lige i overkanten. Hele snakken om det at leve, sove, være familiefar, ny konsultation, kolesterol 5,4 med pil opad i skemaet (som flertallet), blodtryk stadig lidt til den høje side, oppe om natten for at tisse, potensen ikke, hvad den har været, humøret heller ikke. Prostata normal, men han vil gerne scannes og kende ”sit tal”, og ”min forsikring vil gerne betale”. Ny konsultation om problemer ved dette, om humørtab, om fysisk aktivitet og alkohol. Ville gerne, men kan ikke finde tid og evner til at blive gladere og leve sundere. Hvornår skal vi måle blodtrykket igen? Skal jeg have medicin? Min kollega fik da taget prostataprøver? I stedet for at blive beroliget, har han fået nye bekymringer og ønsker om nye undersøgelser.

Det bliver en stadigt vanskeligere og mere omfangsrig opgave at forklare danskerne, at jævnlige lægeundersøgelser, scanninger og prøver ikke gør dem mere raske eller sunde. Ønsket om at blive tjekket fører i stedet ofte til overundersøgelse, der igen fører til overdiagnostik, overforbrug af sundhedsvæsen og ofte overbehandling. Deraf følger en bred vifte af skadevirkninger, som vi knap nok har overblik over. Lige fra unødvendig behandling med negativt udkomme, over svigtende evne til at vurdere eget helbred og øget bekymring, til stækket evne til at mestre egen sundhed.

Konsekvenserne for det i forvejen hårdt belastede sundhedsvæsen er, at man nu i tiltagende grad undersøger raske risikanter med meget få symptomer – om nogen overhovedet. For nylig var også kardiologer ude at klage over, at de måtte undersøge et stigende antal raske. ’Jo før, jo bedre’-bølgen er begyndt at ramme sygehusene også.

Begrebet overdiagnostik sælger ikke billetter. Det er da trods alt bedre at blive undersøgt, og vi bliver paradoksalt nok ofte taknemmelige for en tidlig diagnose. ’Jo før, jo bedre’ og ’tidlig opsporing’ er blevet selvindlysende sandheder. Det gælder bare langt fra altid.

En frisk mand på 27 med rygsmerter, uden alvorlige udstrålende symptomer, blev, uden indikation og via privathospital, MR-scannet, og fundet af en diskusprolaps kan forklare let nedsat følesans i dele af det ene ben. Privathospitalet skemalægger operation, og kun ved en tilfældighed opdager jeg det dagen før og fraråder operation. Han bliver intensivt genoptrænet, og bliver fuldt funktionsduelig igen – taknemmelig og rystet.

De hårde fakta* er, at:

  • overdiagnostik udgør en risiko for patienters sundhed og folkesundheden.

  • overdiagnostik drives af en antagelse om, at læger altid bør være i stand til at opdage eller forebygge alvorlig sygdom på et tidligt tidspunkt, og bæres af en overdreven tiltro til teknologi, individualiseret forebyggelse, og af kommercielle interesser.

  • det er meget vigtigt, at den praktiserende læge medvirker til reduktion af overdiagnostik, da vi er både gatekeepere og tovholdere for sundhedsvæsenets samlede tilbud.

  • læger og sundhedsmyndigheder må anerkende, kommunikere og yde støtte til det synspunkt, at selv det bedst muligt fungerende sundhedsvæsen ikke altid kan opdage alvorlig sygdom i et tidligt stadie.

Solidt prioriteringsarbejde skal inkludere, at vi erkender og nedbringer nyttesløs og skadelig aktivitet for at minimere risikoen for, at patienter overbehandles, og for at frigøre ressourcer til meningsfulde og gavnlige aktiviteter. Det kan f.eks. være at optimere omsorgen for et stigende antal medborgere med flere kroniske lidelser, og at øge opmærksomheden over for de borgere, som ikke selv magter at opsøge sundhedsvæsenet, selv når de føler sig syge.

*Position paper: Overdiagnosis and related medical excess, Nordic Federation of General Practice 2016 

Anders Beich
7. marts 2017

Dette debatindlæg er bragt i Altinget den 9. marts 2017

Der er ingen kommentarer til dette indlæg:
Skriv en kommentar til dette indlæg
Kommentar:
Navn:
Email: