Bestyrelsens blog

Som praktiserende læger udløser vi meget store udgifter for samfundet gennem vores medicinordinationer. Vores individuelle ordinationsret er vigtig, men også i fare, hvis samfundet føler, at vi ikke handler ud fra neutral videnskabelig viden.
Derfor er det vigtigt, at vores efteruddannelse er frigjort fra medicinalindustrien.
Det må kræves, at den efteruddannelse, som samfundet betaler gennem vores overenskomst (efteruddannelses fonden), er uafhængig af medicinalfirmaer.
Efteruddannelse der arrangeres af medicinalfirmaer kan ikke udløse refusion, men efteruddannelse arrangeret af læger, men sponsoreret af medicinalindustrien har hidtil godt kunne få refusion.
Det var meget vigtigt, at Lægedage bestemte sig for at være uden sponsor, og det har fungeret godt også økonomisk uden.
Vi har i Amadeus længe arbejdet på et forslag om, at efteruddannelse, der var sponsoreret, ikke kan udløse refusion fra Efteruddannelsesfonden.
Forslaget blev ikke vedtaget i sin oprindelige form, fordi der var uklarheder i forhold til grænsesituationer, hvor medicinalfirmaer var repræsenteret uden for undervisnings lokalerne, som fx de medicinal firmaer, der er til stede på lægedagetorvet.
Nu er der kommet et større tilbud af sponsoreret efteruddannelse, og det aktualiserer problemet.
Jeg synes, at det rigtigste er, at samfundet kun skal betale til efteruddannelsen, der er helt uden økonomisk sammenhæng med medicinalindustrien.
Hvad synes du?

Venlige hilsner

Johan Reventlow Medlem af DSAMs bestyrelse og formand for AMADEUS (Almen Medicisk Efteruddannelsesudvalg).

Datafangst - Sker der i det hele taget nogen kvalitetsudvikling i egen klinik?

Datafangst modulet har nu været tilgængeligt i mere end 1,5 år. 220 klinikker er tilmeldt forløbsydelsen og kan dermed gøre brug af datafangst. Jeg kunne godt ønske, at langt flere var tilmeldt udfra et kvalitetsudviklings synspunkt, men økonomi og IT besværligheder har gjort "fødslen" lidt besværlig. Og mon ikke overenskomstens parter arbejder på at gøre det nemmere og smidigere at gøre brug af dette geniale værktøj? Vi ved nogenlunde hvordan det går overordnede set, gennem de data der bliver indberettet til den Dansk Almen Medicinske Database. Men hvordan går det ude i de 220 klinikker som får tilbagemeldinger? Bliver refleksion, ændringer og uddelegering en del af den nye hverdag i praksis efter at datafangst blev introduceret?
Hvad sker der når man nu kigger på populationer i stedet for før på enkeltpersoner og har mulighed for nemt at få fat i høj risiko patienter?
Sidder du og har tilmeldt dig datafangst og har lyst til at viderebringe din erfaring, så blog endelig løs.

Med venlig hilsen
Bjarne Jørgensen
Bestyrelsesmedlem DSAM

I DSAM støtter vi afgjort princippet om det samarbejdende sundhedsvæsen - og om at der er tale om et gensidigt forpligtende samarbejde! Jeg mener, at vi spiller os helt af banen på sigt som en troværdig stand af primærlæger, hvis vi ikke kan levere vores del af varen, hvad dette samarbejde angår. Derfor er det problematisk, hvis nogle af vores kolleger ikke kan eller vil leve op til aftalte spilleregler. Vi praktiserende læger kan ikke i et moderne sundhedsvæsen agere som "lonely cowboys". Nå, hvad er så anledningen til disse statements?

I 2008 har vi fået udarbejdet en stribe kræftpakkeforløb (og flere er på vej), og det har været en proces, som DSAM har været meget involveret i. PLO og praksiskonsulentordningen har også støttet op om processen. For alle kræftformer udarbejdes en beskrivelse af det optimale forløb, der sikrer, at de af vores patienter, hvor vi har begrundet mistanke om en specifik kræftsygdom, får den hurtigst og bedst mulige udredning og behandling. Jeg synes det er svært at være modstander af dette princip... Der har siddet praktiserende læger med ved udarbejdelsen af alle disse pakkeforløb. Én del af aftalen er, at disse patienter med "begrundet mistanke" ikke underkastes sædvanlig visitationsprocedure på modtagende afdeling - afdelingen skal modtage patienten uden unødig forsinkelse (< 48 timer i princippet). Én anden del af aftalen er, at henvisende læge sikrer sig, at de aftalte henvisningskriterier og henvisningsoplysninger er til stede ved henvisningen - dette er en forudsætning for, at vi trykker på "den røde knap og siger akut kræftpakkeforløb".

Problemet er nu, at visse overlægekolleger bider os halvoffentligt i haserne, fordi nogle af vores kolleger ikke lever op til aftalen om, at akutte kræftpakkehenvisninger skal indeholde bestemte oplysninger. Jeg ved udmærket, der har været og fortsat er tekniske problemer med at finde de krævede oplysninger på teknisk enkelt vis (og til info: praksiskonsulenter og sundhed.dk arbejder på sagen! - og det bliver givetvis bedre og nemmere) - men det undskylder ikke for, at vi ikke søger at levere oplysningerne.

Har vi et problem (jeg mener, problemet er til at overskue, hvis det er få bad apples - men hvis det nu er en noget større gruppe)? Hvad gør vi (DSAM/PLO/Praksiskonsulenter) ved disse kolleger? Gør vi noget? Hvor hårdhændet kan evt. kurskorrektion foretages?

For at hjælpe debatten lidt i gang har jeg forsøgt at melde lidt klart ud - og vi i DSAM er spændte på reaktioner og forslag!

Med disse ord ønskes alle et GODT NYTÅR fra os i DSAM,

Roar Maagaard.

En lille julehilsen fra DSAM.

Som I måske har set er Megafons undersøgelse (for PLO) af befolkningens syn på os praktiserende læger blevet offentliggjort - ellers kan I følge disse links:

1. Hele Megafons rapport: www.laeger.dk/nyhed/download/docs/F4585/TE-Praksis1008-af1.doc

2. Og her er hovekonklusionerne: www.laeger.dk/nyhed/download/docs/F4490/Megafon%20sammendrag%202.DOC

Det er jo en undersøgelse vi kan lune os ved - men jeg kunne tænke mig at fokusere lidt på kilometergrænsen, der jo er på 15 km uden for København. Hvad vil der ske ved ophævelse af denne grænse? Ikke overraskende ønsker vores ældre patienter og de hyppige brugere, at nærhedsprincippet bevares - og det taler jo altså kraftigt imod ophævelsen af 15 km grænsen.

Overenskomstforhandlingerne går jo i gang nu - men Sundhedsministeriet har allerede ladet forstå, at såfremt man ikke "selv kan finde ud af en ophævelse af km-grænsen", så vil der komme et regeringsindgreb, der ophæver grænsen (idet det er en aftale i henhold til Regeringsaftalen med Dansk Folkeparti). Ingen har mig bekendt haft den gode løsning på sygebesøgene til patienter langt væk fra praksis!?

Men DSAM's medlemmer har måske løsningen på det problem? - og hvad siger I i det hele taget til disse udsigter mht. km-grænsen??

Kommentarer til Megafonundersøgelsen i det hele taget er også velkomne.

Glædelig jul ønskes alle fra DSAM,

Roar Maagaard.

Alt tyder på at der bliver langt mere klinikpersonale i almen praksis i de kommende år, – processen er i allerhøjeste grad i gang. Det medfører mindst disse udfordringer:

Opgradering af nyt personale, der kommer ind i vores sektor - typisk med en uddannelse fra den sekundære sundhedssektor.
Videreuddannelse af nuværende klinikpersonale, der i mange klinikker vil få flere nye opgaver pga. opgaveglidning.
Løbende efteruddannelse af klinikpersonalet.
Opgaveglidningen medfører, at personalet får behov for instrukser/handleplaner/opskrifter på hvordan det så lige er, at man i almen praksis i XX-klinik tager sig af YY kroniske sygdom eller ZZ praktiske opgaver. Disse opskrifter er mange allerede i gang med at lave (der opfindes mange dybe tallerkener for tiden…)

I DSAM ved vi, der er initiativer på vej i flere regioner på dette område.

DSAM vil gerne koordinere indsatsten på dette område, som vi finder meget vigtigt.

Vi tænker os,

at der skal laves en beskrivelse af de kompetencer, som vi ønsker klinikpersonalet skal beherske, så et uddannelsescurriculum kan beskrives.
at uddannelsestilbuddene koordineres.
at vort personale har behov for ”en basisbog for klinikpersonale” om forholdene og arbejdsopgaverne i almen praksis.
at vi skaber en elektronisk platform, hvor vi kan gemme de praktiske instrukser nævnt ovenfor, så vi ikke i alle klinikker skal starte ”fra bunden af”.

DSAM er gået i gang med arbejdet – og vi hører gerne jeres kommentarer til dette vigtige emne.

Venlig hilsen
Roar Maagaard

Den nylige rapport fra ”Regeringens udvalg vedr. almen praksis’ rolle i fremtidens sundhedsvæsen” redegør for mange af de fremtidige udfordringer, som vi står over for. Der oplistes også forslag til forskellige løsningsmuligheder. Jeg synes, vi skal forsøge at starte en debat om nogle af emnerne i rapporten.

Mange gange omtales, at ”større praksisenheder med mere klinikpersonale” er en del af løsningen på nogle af udfordringerne. Der tales også om opgaveglidning til andre personalegrupper.

Som jeg sagde ved Lægedages åbning, har en del af os læger ”allerede stemt med fødderne”, idet denne udvikling i allerhøjeste grad er i gang! Og jeg tror ikke, at denne udvikling grundlæggende kan (eller bør) stoppes – men det må på ingen måde blive sololægernes snarlige exit! Mange læger vil også i fremtiden arbejde i solopraksis, og disse skal også udvikles – og ikke afvikles.

Men i bestyrelsen kan vi fint have glæde af input til denne debat fra vores medlemmer: hvad betyder denne udvikling frem mod større klinikker og mere klinikpersonale – på godt og ondt? Hvor er mulighederne – og hvor skal vi passe på?

Debatten er hermed åbnet – og vi venter kun på Jeres indspark!

Venlig hilsen
Roar Maagaard, formand for bestyrelsen