Bestyrelsens blog

Den nye overenskomst mellem Danske Regioner og PLO træder i kraft om få dage, nemlig 1.april 2011. I den overenskomst er der bestemmelser om indførelse af ICPC-kodning og datafangst. Det er planen, at disse tiltag skal være gennemført i hele praksissektoren i løbet af to år.

Det er en meget stor opgave, man her har lagt ud til de enkelte praksis og DAK-E, og man kan godt have sine tvivl om, hvorvidt det kan nås på denne korte tid. Det er næppe så vigtigt, om det lige bliver på dato, man kommer igennem projektet – det er hensigten, der tæller. Og denne hensigt er at kunne bedømme kvaliteten i vores arbejde. Man må her gøre opmærksom på, at ICPC-kodning er langt det vigtigste og bør tages i brug, længe før man melder sig til Sentinel datafangst. Det er et nærmest uforståeligt faktum, at man samtidig med denne positive og lovende indførelse af redskaber, som vi alle kan have gavn af, har valgt at slagte DAK-E, således at kun selve IT-delen er bevaret. Det betyder, at man kan gennemføre et projekt som beskrevet ovenfor, men at alle medarbejdere, der beskæftigede sig med udvikling og fremtid, er sat på gaden. Vi har altså en situation, hvor nutiden og den allernærmeste fremtid er sikret rent kvalitetsmæssigt i praksis, men der er ingen, der beskæftiger sig med den fortsatte udvikling inden for området for kvalitet, patientinddragelse og databasedrift. De medarbejdere, der på engageret og fremsynet vis har arbejdet inden for området, bliver spredt for alle vinde, og det kommer på et senere tidspunkt til at koste meget og tage lang tid at genskabe denne ekspertise.

Arbejdet med Den Danske Kvalitetsmodel er lige nu lagt i hænderne på IKAS, dvs Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet, der drives af Danske Regioner. Vi savner her at se et bud på, hvordan en sådan model kan se ud. Vi venter naturligvis spændt på pilotforsøg eller bare nogenlunde færdige lister over indikatorer, man ønsker at måle på. Jeg kommer fra en praksis, der er akkrediteret og ved noget om, hvor meget forberedelse og planlægning det kræver at gennemgå sin praksis. Jeg vil på den baggrund formode, at vi her taler flere år, før man kan iværksætte den egentlige danske kvalitetsmodel i større målestok.

Før man fortvivler helt, er det vigtigt at gøre opmærksom på, at en del af dataene fra datafangst videreformidles til NIP, det Nationale Indikator Projekt, og at DAK-E IT tilbagefører data til jeres egen praksis og i anonym form stiller data til rådighed for bedømmelse af kvaliteten inden for vores egen sektor.

Vi har således noget at arbejde med under forudsætning af, at kvalitet kan måles på det område, vi taler om. Det er jo vældig let, når det handler om diabetes eller hypertension, hvor talværdierne kan sættes i skemaer og justeres efter nationale retningslinier. Men alle de bløde værdier i praksis – patientrelationer, palliation og den svære samtale - måler vi ikke på. Hvem udvikler på det område?

Var der nogen, der sagde kontrol? Sygesikringen og Regionerne har ikke adgang til personlig identificerbare data, men på de områder, hvor Regionerne kan måle, f.eks. på vores afregninger, er der for tiden en målrettet bestræbelse på kontrol af overenskomsten. Min egen oplevelse er, at det i høj grad er kontraproduktivt og ofte meget irriterende, at der på sygesikringssiden ikke er nogen forståelse for, at tidsforbruget skal honoreres. Der har indtil nu været en situation, der kunne sammenlignes med gynger og karruseller, altså man udførte ofte opgaver, der gav et meget lille honorar, men tog meget lang tid og omvendt. Nu skal der tænkes anderledes butiksagtigt, hvis man skal tage inspirationen fra sygesikringshenvendelserne alvorligt.
Og kvaliteten og fagligheden skulle gerne kunne bevares gennem denne turbulente udvikling.

Hvis du har nogle gode ideer til, hvordan jeg gør det, så skriv til mig.

Lars G. Johansen, medlem af DSAM's bestyrelse