Internt rum This page in english
Tilbage til blog oversigten
fredag 19. august 2011 Kl. 19:38
Strukturreform igen??? Eller varm luft i en valgtid?

Kære kolleger!

Jeg tror mange af jer deler min forbavselse og mismod over dagens politiske aftale mellem Regeringen og Dansk Folkeparti vedr. regionernes og sundhedsvæsenets fremtid.


Sundhedsvæsenet er jo en ikke ubetydelig del af vort fælles velfærdssamfund - og man måtte indtil i dag formode, at dramatiske ændringer af sundhedsvæsenet skulle basere sig på grundige analyser, inddragelse af patienterne og aktørerne i sundhedsvæsenet, en offentlig debat og en grundig politisk beslutningsproces til sidst. Men sådan skulle det så ikke være! Man træffer en politisk beslutning overnight - og så kan et par hurtigtarbejdende udvalg lave forslag til en ny struktur til erstatning for den, som man har besluttet at sprænge i stumper og stykker!


Helt uforståeligt - og umiddelbart virker et ord som "uklogt" i den grad som en underdrivelse...


Vi har jo for ganske nyligt været igennem en stor strukturreform, og Sundhedsvæsenet var nu lige ved at have fundet sine ben efter dette (og bedre gående end før!)  Almen praksis var også ved at finde en god samarbejdsform med de nye regioner – og samarbejdet med kommunerne har også været under udvikling. Dette skal så splittes ad. Set fra almen praksis' synsvinkel er det helt essentielt, at vores tætte samarbejde med sygehusene har topprioritet - og derfor bør almen praksis naturligvis organiseres sammen med sygehusene. Aftalen siger imidlertid, at almen praksis skal organiseres under de 98 kommuner - og sygehusene og de praktiserende speciallæger skal organiseres under de tre nye sygehusenheder. Skulle dette skabe et bedre samarbejdende og sammenhængende sundhedsvæsen? Atomisering af almen praksis.


Naturligvis vil vi praktiserende læger under alle omstændigheder arbejde for at give vores patienter den bedste behandling og service - men det er i den grad uforståeligt, at man nu lægger snubletråde ud for det samarbejdende sundhedsvæsen - og oven i købet helt bevidst spænder ben for os!


Vanvid er vel det ord som passer bedst?
 

Kan nogle af Jer andre forklare dagens aftale? – Jeres kommentarer er meget velkomne!

Roar Maagaard, formand for DSAM:
 

Der er 5 kommentarer til dette indlæg:
#1 20. aug '11 Kl. 11:35 skrev Martin Bach Jensen:
Jeg er meget enig og man har jo heller ikke kunne opdrive en ekspert der synes at det er en god ide.
Derfor tvivler jeg på at der er lydhørhed overfor kritik af forslaget. Desværre.
#2 20. aug '11 Kl. 16:32 skrev Thomas Gorlén :
Hej

Jeg er enig i at det virker merkelig med en sugehusreform allerede inden regionerne har fundet sin færdige form. Dog mener jeg personlig at vi vil væ bedr stillet ved organisatorisk at ligge under kommunerne end under reegionerne. I Norge har almen helsetjenesten været under kommunalt ansvar fra 84. Jeg tror at med kommunen som ansvarlig samarbejdspartner, kommer vi betydelig nærmere beslutningstakerne, og det er også de som virkelig ser vores arbejde på nært hold. Måske vil det give større muligheder for tilpasning til lokale behov?
#3 20. aug '11 Kl. 18:01 skrev Roar Maagaard:
Hej Thomas,
Jeg kan fint forstå dine argumenter a la Norge - men tænker alligevel på at vores samarbejdsflade primært går i retning af vores lægekolleger i speciallægepraksis og på sygehusene , så jeg synes det endog meget risky business at blive skilt fra dem. Ligeledes er der efter min mening risiko for meget uensartede forhold/tilbud med 98 kommuner. Og et af argumenterne for planen er jo ellers, at der skal sikres ensartet høj kvalitet - og kan det ikke klares med 5 driftsherrer, hvordan skal det så kunne klares med 98 driftsherrer på vores område?? Og så synes jeg sporene skræmmer rigtigt meget da man for ca. 25 år siden udskilte psykiatrien fra det lægelige til socialområdet - jeg mener det er gået psykiatrien ilde siden da.
#4 22. aug '11 Kl. 14:27 skrev Berit E. Kaae:
Vi taler så meget om ulighed i det danske sundhedsvæsen og den rådne banan. Mon den rådne banan bliver mindre rådden med dette nye tiltag og mon uligheden bliver mindre? Man må tvivle! Jeg mener PLO og DSAM bør kæmpe imod fragmenteringen af almen praksis med næb og kløer.
#5 22. aug '11 Kl. 19:42 skrev Henning Tved:
Det er vigtigt praksis beholder sin primære tilknytning til sygehusvæsnet, undgår for store forskelle i adgang til sundhedsydelser og vi ikke bliver afhængige af kommunerne. Det er positivt i sig selv at vi er lokal forankret, men ikke tilknyttet kommunen, når der nu og da skal kæmpes lidt med kommunen for borgerens skyld. Hvem skal ellers?
Skriv en kommentar til dette indlæg
Kommentar:
Navn:
Email:

DSAM, Øster Farimagsgade 5, Postboks 2099, 1014 København K - T: 3532 6590 - F: 3532 6591 - E: dsam@dsam.dk
Dudal Webdesign