Bestyrelsens blog

Vi er mange praktiserende læger, der har behov for tolkebistand i varierende omfang. Sygehistorien er helt afgørende for kvaliteten i patientbehandlingen. Uden en god kommunikation med patienten, og herunder en god anamnese, kan man ikke forvente god behandling, og en ringe eller fejlagtig anamnese vil ofte føre til fejl.

I sundhedsloven fra 2005 står, at patienterne fra 1. juni 2011 selv skal betale udgifterne til tolkebistand, såfremt de har været i landet i mere end 7 år.

Vores typiske tolkebrugere i almen praksis er ældre, der har været i landet mange år, de har ingen eller næsten ingen skoleuddannelse og ingen tradition for at lære sprog. De er ofte meget dårligt stillede økonomisk, fx er mange på nedsat pension, fordi de ikke har arbejdet i Danmark i 40 år. Mange i målgruppen har en og ofte flere kroniske sygdomme.

Denne patientgruppe er de første, der skal udsættes for brugerbetaling hos praktiserende læger og sygehuse. Mange vil ikke kunne betale, og hvad gør vi så? Umiddelbart må vi selvfølgelig gøre vores bedste, men uden en ordentlig anamnese er risikoen for fejl stor. Jeg har derfor spurgt Sundhedsstyrelsen, hvordan man er stillet i den situation? Kan vi fritages for ansvaret for fejl, der skyldes manglende eller dårlig tolkning? Har vi alternativt lov til at lade være med at behandle, hvis vi skønner, at risikoen for fejl er for stor?

Efter at have læst Indenrigs- og Sundhedsminister Bertel Haarders kommentarer i Ugeskrift for Læger fra 20. september 2010 er der ikke grund til at tro, at der vil blive taget hensyn til sund fornuft. Når ministeren i fuld alvor fastslår, at man kan lovgive sig ud af folks manglende evner til indlæring, er det nok mere et spørgsmål om, hvem man kan lide - og især ikke kan lide.

At det er uetisk og imod lovens ønske om at skabe lighed i sundhed bekymrer tilsyneladende ikke.

 
Johan Reventlow,
næstformand DSAM og formand for DSAM’s udvalg for kronisk sygdom