|
Sidst opdateret: 26. okt '11 Kl. 11:18 af SBS |
Line Flytkjær JensenIkke-deltagelse i screening for brystkræft Vejledere: Peter Vedsted, Anette Fischer Pedersen og Berit Sanne Andersen Baggrund Danske kvinder har en høj brystkræftdødelighed i forhold til sammenlignelige lande. I følge Sundhedsstyrelsen kan en af forklaringerne på dette være, at flere danske kræfttilfælde diagnosticeres i et senere stadie, hvor prognosen for overlevelse er dårligere. Som følge af Sundhedsloven er screening for brystkræft i dag implementeret i alle danske regioner med det formål at opsporer sygdommen i et tidligt stadie for derved at nedsætte dødeligheden af brystkræft blandt danske kvinder. En høj deltagelsesrate er essentiel for, at programmet opnår den ønskede forebyggende effekt af brystkræftdødeligheden men opgørelser viser at næsten hver fjerde kvinde i Region Midtjylland valgte ikke at deltage i første screeningsrunde. For at kunne øge deltagelsen i programmet er det en forudsætning, at man ved, hvilke grupper der vælger ikke at deltage i en dansk kontekst. Formål og metode: Som følge heraf er formålet med projektet at beskrive og analysere, hvilke faktorer der har betydning for deltagelse i mammografiscreening med udgangspunkt i kvinder bosiddende i Region Midtjylland. Vi vil undersøge sammenhængen mellem deltagelse i mammografiscreening og socio-demografiske faktorer, psykosociale faktorer samt sundhedsrelaterende faktorer. Projektet er et registerstudie. Deltagelse i første rundes mammografiscreening indsamles for alle kvinder, som blev inviteret til første screeningsrunde i Region Midtjylland (n=150.457) via en opgørelse fra Afdeling for Folkeundersøgelser i Randers. Der indsamles oplysninger om populationens socio-demografiske forhold mm. via registre som fx CPR-registret og Danmarks Statistik. Perspektiver Projektet vil bidrage med vigtig viden om, hvilke faktorer der har betydning for ikke-deltagelse i screening for brystkræft, og dermed muliggøre identifikationen af kvinder, som er i særlig risiko for ikke at deltage i screeningsprogrammer. Dette er væsentligt i forhold til design af interventioner, der har til formål at øge deltagelsen og dermed bidrage til at nedsætte dødeligheden af brystkræft. Status Projektet er netop startet og forventes afsluttet september 2014. Sidst redigeret den 26. oktober 2011 |