Internt rum This page in english
Sidst opdateret:
4. nov '11 Kl. 12:00 af SBS

Projektansvarlig

Mads Lind Ingeman, Speciallæge i almen medicin. Hovedvejleder: Professor Peter Vedsted. Medvejledere: Professor, praktiserende læge og forskningsleder Flemming Bro og semorforsker og praktiserende læge Morten Bondo Christensen

Baggrund

Foreløbige opgørelser peger på, at de nuværende pakkeforløb for kræft ikke har medført mindre ventetid for patienter med ukarakteristiske og atypiske symptomer. Region Midtjylland etablerer et pakkeforløb for patienter, som mistænkes at have kræft, men som ikke har organspecifikke symptomer (en organ-uspecifik/okkult kræftpakke). Implementering af en kræftpakke for okkult cancer giver en unik mulighed for at karakterisere de henviste patienter samt for at afdække, hvilke faktorer der ligger til grund for den praktiserende læges henvisning.

Formål

Formålet med studiet er, at undersøge alment praktiserende lægers brug af henvisning til den organ-uspecifikke kræftpakke samt at undersøge hvem og hvorfor, der henvises og hvilket resultat der er af udredningen. Undersøgelsen skal således belyse:

  • Brugen af henvisning til den organ-uspecifikke kræftpakke
  • Kliniske forløb og symptomer, der udløser henvisning til den organ-uspecifikke kræftpakke
  • Hyppigheden af kræft og alvorlig sygdom blandt de henviste patienter

Metode

Studiet designes som en kohorteundersøgelse, hvor der oprettes en klinisk forskningsdatabase med alle patienter der henvises til udredning for okkult cancer i Region Midtjylland i løbet af et år. Studiet benytter sig af registerdata, data fra ´Center of Excellence´ i Silkeborg og spørgeskemaer til de praktiserende læger.

Perspektiv

Undersøgelsen vil give helt ny, vigtig viden om den organ-uspecifikke kræftpakke og dermed også om en vigtig del af de kræftpatienter, der ikke indgår i de organspecifikke kræftpakker. Data om diagnoser vil sammen med en detaljeret beskrivelse af symptomer og objektive fund ved henvisning, kunne lede til bedre viden om symptomkomplekser og kliniske fund associeret med okkult cancer eller anden alvorlig sygdom.

Stadium i projektforløb

Indskrevet som ph.d-studie 1. juni 2011. Spørgeskemaundersøgelsen igangsættes 1. januar 2012.


Sidst redigeret den 4. november 2011
Mads Lind Ingeman, speciallæge i Almen Medicin, ph.d.-studerende, Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus Universitet. E-mail: mads.ingeman@ALM.AU.DK

DSAM, Øster Farimagsgade 5, Postboks 2099, 1014 København K - T: 3532 6590 - F: 3532 6591 - E: dsam@dsam.dk
Dudal Webdesign