KOL-diagnosticering

Diagnosen stilles på baggrund af ryge- og erhvervsanamnese, symptomer samt spirometrifund (se Figur 1 side 21). Ved spirometri måles FEV1 og FVC (eller VC), og herefter foretages en beregning af FEV1/FVC % samt af FEV1 i % af forventet værdi (se referenceværdier i Bilag 2). En obstruktivt nedsat lungefunktion er karakteriseret ved nedsat FEV1/FVC ratio. KOL-diagnosen forudsætter, at man påviser FEV1/FVC <70 % efter bronkodilatation. Grænsen er fastlagt i internationale vejledninger (5;9).

På diagnosetidspunktet og ved efterfølgende spirometriske undersøgelser er det vigtigt at måle FEV1 og FVC efter bronkodilatation – den såkaldte postbronkodilatatoriske værdi – idet denne værdi bedst er relateret til prognosen (12) og bruges som baggrund for bedømmelse af sværhedsgraden (stadieinddeling). Den postbronkodilatatoriske FEV1 og FVC findes efter inhalation af 400 mikrogram salbutamol eller ækvipotent bronkodilatator med måling af respons 15 minutter efter behandlingen. Hvis patienten i forvejen tager kort- eller langtidsvirkende bronkodilatatorer, må man sikre sig, at patienten har indtaget medicinen før spirometri.

Den væsentligste differentialdiagnose til KOL er astma. Diagnostisk reversibilitetstest bør gennemføres hos alle patienter med obstruktivt nedsat lungefunktion, hvor man er i tvivl om diagnosen. Ved bronkodilatator-reversibilitetstest måles FEV1 og FVC før og 15 minutter efter inhalation af 400 mikrogram salbutamol eller ækvipotent bronkodilatator. En stigning i FEV1 på 200 ml betragtes som positiv og kan ses hos både KOL- og astmapatienter. Den kliniske tolkning er lettest ved et meget udtalt respons, idet en stigning i FEV1 på over 500 ml taler meget stærkt for astma. Omvendt vil en beskeden stigning i FEV1 <200 ml tale for KOL. Patienten må ikke have indtaget korttids- og langtidsvirkende bronkodilatatorer i henholdsvis 6-8 og 12-24 timer og må ikke have røget 1 time inden undersøgelsen.

Testen kan suppleres med en glukokortikoid-reversibilitetstest, som kun bør gennemføres i stabil fase, dvs. minimum 4 uger efter en eksacerbation. FEV1 og FVC måles før og efter 14 dages behandling med tabl. prednisolon 37½ mg pr. dag (man kan også anvende inhaleret budesonid 1.600 mikrogram/døgn eller tilsvarende i 6 uger). En stigning i FEV1 på 200 ml betragtes som positiv. En beskeden stigning <200 ml vil også her tale for KOL, mens en stigning >500 ml vil tale for astma.

Reversibilitetstest kan undertiden være vildledende, idet gentagne FEV1-målinger kan vise små spontane variationer, og effekten af langtidsbehandling med kort- og langtidsvirkende bronkodilatatorer samt inhalationssteroider kan ikke forudsiges ved en reversibilitetstest.

Ved fortsat usikkerhed om diagnosen henvises til vurdering ved speciallæge i medicinske lungesygdomme.

Bemærk

Reversibilitetstest, hvor man fokuserer på selve ændringen i FEV1, skal skelnes fra måling af den postbronkodilatatoriske FEV1, hvor man fokuserer på selve den postbronkodilatatoriske værdi. Ved reversibilitetstest skal patienten holde pause med bronkodilaterende medicin forud for testen, mens dette ikke er tilfældet, når man skal bestemme den postbronkodilatatoriske værdi.