|
Sidst opdateret: 29. apr '08 Kl. 10:34 af ASG |
KOL-patienter og lungekirurgisk interventionLungekirurgi, herunder lungetransplantation, er specialiserede behandlinger, som er indicerede hos ganske få patienter med svær og tidligt udviklet KOL. Bullektomi Hos enkelte patienter med store cyster eller bullae kan såkaldt bullektomi komme på tale. Indgrebet er relevant, hvis en stor cyste/bulla komprimerer det tilstødende lungevæv. Operationen kan i dag foretages torakoskopisk (83). Volumenreducerende kirurgi Denne procedure kan være relevant hos patienter med svær lokaliseret emfysem, specielt i overlapperne. Hos disse patienter ses ofte en udtalt øgning af total lungekapacitet, som medfører hyperinflation, hvorved brystkassen udvides, og det respiratoriske arbejde øges kraftigt. Ved operationen fjerner kirurgen en del af det emfysematøse lungevæv med henblik på at reducere hyperinflationen og herved få de respiratoriske muskler til at arbejde mere effektivt. Samtidig vil lungens elasticitet bedres, og der kan postoperativt ofte ses en bedring i FEV1 (84;87). Relativt få patienter er egnet til denne behandling, og der foregår for øjeblikket studier med udvikling af ventiler, som bronkoskopisk kan placeres i bronkietræet og få de emfysematøse lungeafsnit til at kollabere, hvorved en lignende effekt opnås (88). Lungetransplantation Blandt udvalgte patienter med meget svær KOL og begrænset comorbiditet kan lungetransplantation være en mulighed (89;90). Behandlingen begrænses af manglen på donororganer, selv om man i dag næsten altid transplanterer én lunge for at udnytte donororganerne bedst muligt. Lungetransplantation er en dyr og højteknologisk behandling, som kræver vedvarende immunsuprimerende behandling og tæt kontrol resten af livet, men som hos udvalgte patienter kan have slående effekt på livskvaliteten og funktionsniveauet. På sigt kan behandlingen kompliceres med akut og kronisk afstødning, infektioner, nyreinsufficiens og udvikling af lymfomer. |