Internt rum This page in english
Sidst opdateret:
7. jul '08 Kl. 15:03 af ASG
Hvordan vurderes risikoprofilen hos nydiagnosticerede patienter?

Patienter med
• hjerte-kar-sygdom, og/eller
• nyrepåvirkning (mikro/makroalbuminuri)
bør betragtes som højrisikopatienter. Vær derfor ambitiøs i valg af behandlingsmål!

Hos patienter uden hjerte-kar-sygdom eller nyrepåvirkning bør behandling og behandlingsmål tilpasses den enkelte patient med udgangspunkt i en risikovurdering.

Hos alle patienter vælges individuelle behandlingsmål under hensyntagen til patientens alder, formåen og ønsker.


Generelt er risikoen for, at personer med type 2-diabetes udvikler hjerte-kar-sygdom 2-4 gange forøget i forhold til baggrundsbefolkningens risiko (uafhængigt af niveauet af andre risikofaktorer). Risikoen for komplikationer stiger eksponentielt med stigende niveauer af hver enkelt risikofaktor. Gevinsten ved behandlingen er derfor størst, jo højere niveauer af lipider, blodtryk og blodglukose, der behandles.

I alle tilfælde vil valget af behandling kræve en individuel vurdering hos den enkelte patient med hensyntagen til risikofaktorer og patientens alder, formåen og ønsker.
Alle patienter med enten hjerte-kar-sygdom eller nyrepåvirkning (mikro/makroalbuminuri) er at betragte som højrisikopatienter. Hos disse patienter anbefales det, at man gør en særlig indsats for at opnå lave behandlingsmål. Dette er oftest ensbetydende med, at patienterne må tilbydes intensiv polyfarmakologisk behandling.

Patienter uden hjerte-kar-sygdom eller nyrepåvirkning har alene på grund af deres diabetes også en forøget risiko for at få komplikationer. Hos disse patienter vurderes den samlede risiko på baggrund af eventuelt allerede eksisterende komplikationer og tilstedeværelsen af/niveauet af den enkelte risikofaktor, eventuelt ved hjælp af computerprogrammer udviklet til formålet (Diacard® eller UKPDS (UK Prospective Diabetes Study) Risk Engine (www.dtu.ox.ac.uk)).

 

DSAM, Øster Farimagsgade 5, Postboks 2099, 1014 København K - T: 3532 6590 - F: 3532 6591 - E: dsam@dsam.dk
Dudal Webdesign