Internt rum This page in english
Sidst opdateret:
13. jul '09 Kl. 10:14 af ASG

Tid og sted:
 

16. januar 2009 fra 15.15 – 16.00 på DSB's Kursuscenter Knudshoved, Nyborg  
 

Til stede:

Bestyrelsen: Roar Maagaard, Johan Reventlow, Jørgen Lassen, Mette Rimmen, Julie Damgaard Nielsen, Mads Søndergaard, Lars G. Johansen, Bjarne S. Jørgensen, Elma Korac
 

Observatører: Karin Pryds, Mogens Vestergaard, Jens Søndergaard, Claus Rendtorff, Flemming Skovgaard, Niels Kr. Kjær. Særlige gæster: Søren Friborg og Ivar Østergaard
 

Sekretariatet: Torsten Sørensen, Tina Pedersen, Annette Gehrs 
 

Afbud:

John Sahl Andersen, Ivar Østergaard

 

Dagsorden:

1.       Meddelelser fra formand, sekretariat, observatører, udvalg, andre.

2.       Forhøjelse af honorarer v/kasserer og direktør

3.       Ansættelse af akademisk medarbejder v/kasserer og direktør

4.       Fastlæggelse af tilskud til kongresser, Årsmøde, Lægedage m.v.

5.       Status for Nordisk Kongres 2009

6.       Planlægning af DSAM arrangement til WE kongres i Basel september 2009

7.       Helbredsundersøgelser

8.       Evt.

 

Pkt. 1: Meddelelser

  • Roar indledte med at orientere om forskningstræffet i Århus, hvor 113 deltog i et flot og interessant program. Præsentationer fra mødet bliver lagt på www.almenpraksis.dk. På ledermødet blev især drøftet nedskæringen i studenterundervisningen i Kbh og Nordisk Kongres. Alle deltagere var enige om, at det er nyttigt at mødes ved denne lejlighed.
     
  • Der er planlagt et møde med den nye kontorchef i udannelsesafdelingen i SST og DSAM/PLO. DSAM har fremsendt en længere dagsorden, herunder bl.a. diskussion af ledige pladser på H-stillingerne.
     
  • APO afholder seminar 6.3, Johan deltager.

Sekretariatet:

  • SST har inviteret en repræsentant fra DSAM til at deltage i MTV gruppe om patientuddannelse. Vi indstiller Helle Therkildsen, sygeplejerske, som arbejder på ph.d. om patientuddannelse.
     
  • KU har reduceret det kliniske ophold i praksis i studenterundervisningen fra 10 til 8 dage. Sekretariatet skriver til diverse ministerier og Afdelingen arbejder intern i KU. Frygt for at ideen breder sig til øvrige universiteter, og at det blot er begyndelsen på en længerevarende salamitaktik. Grundlæggende skal finansieringen ændres fra universiteterne til regionerne i lighed med de øvrige kliniske ophold. Regionerne skal derfor inddrages.
     
  • De videnskabelige selskaber er af SST opfordret til at revidere deres vejledninger for diabetes i 2009 og gerne inddrage Map of Medicine i dette arbejde.
     

Pkt. 2. Forhøjelse af honorarer

Fravær fra praksis: efter længere diskussion enighed om, at det er økonomisk ansvarligt at hæve honoraret lidt, men det kan ikke blive dækkende for de faktiske udgifter. Satserne fra 1.1.09 er herefter:

Hel dag: 3000 kr., halv dag (praksis forlades inden kl. 14): 1500 kr. og - som noget nyt - hvis praksis forlades mellem kl. 14 og 15.30: 750 kr. FYAM taksterne reguleres med den same procentvise stigning. Taksterne lægges på hjemmesiden. Om muligt skal sekretariatet belyse konsekvenserne af de nye beslutninger efter 6 mdr.

Forhøjelse af honorarer til redaktør, formand og konsulent på kliniske vejledninger: Personsager skal ikke diskuteres i dette forum, en detaljeret stillingsbeskrivelse skal angive omfanget af aktiviteter omfattet af honoraret, dog enighed om at fraværet ved kongresser er omfattet af den faste løn.
 

Pkt. 3: Ansættelse af akademisk medarbejder

Kassereren begrundede forslaget med, at sekretariatet er presset, måske en tidsbegrænset ansættelse under arbejdet med Nordisk Kongres.

Direktøren oplyste, at sekretariatet havde udarbejdet en stillingsbeskrivelse: varetage det administrative arbejde omkring bestyrelsen, profilere/brande selskabet, udarbejde politikpapirer, støtte direktøren og være ansvarlig for uddannelsesområdet. Udgiften for en fuldtidsmedarbejder vil være ca. 500.000 årlig brutto. Flere enige i arbejdsfunktionerne, dette vil styrke selskabet udadtil, men mange bekymrede for selskabets økonomi, når lægerne ser de nye takster for PLO medlemskab. Enighed om at vente mindst et år med beslutningen.
 

Pkt. 4: Fastlæggelse af tilskud til kongresser, årsmøder, Lægedage m.v.

Sekretariatet fremlagde oversigt over udgifterne i 2008. Det blev besluttet, at sekretariatet udarbejder oversigt over aktiviteterne i 2009 som på næste bestyrelsesmøde skal være grundlaget for en beslutning om antal deltagere og tilskudsstørrelse. Samtidig efterlyses en årskalender med de faste møder.

FYAM kommer med forslag til, hvem der herfra skal gratis med til årsmøder.

Igen fremsættes ønsket om, at DSAM’s repræsentanter i Lægedages styregruppe honoreres af Lægedage.
  

Pkt. 5: Status for NK 2009

Bestyrelsen tog aktuelle data for tilmelding til efterretning og foreslog diverse tiltag.
 

Pkt. 6: Planlægning af DSAM-arrangement til Basel

Bestyrelsen fandt ikke grundlag for dette.
 

Pkt. 7: Helbredsundersøgelser

Et foreløbigt udkast til forslag til helbredsundersøgelser i almen praksis blev forelagt. Det er endnu ikke kommenteret af alle arbejdsgruppens medlemmer.

Der efterlyses et bilag om overvejelserne vedr. evidens. Det skriftlige materiale er vanskeligt tilgængeligt for svage patienter og/eller fremmedsprogede. Hjælp til udfyldelse og tolk bør overvejes, da disse grupper er den vigtigste målgruppe, de andre skal nok komme. Diskussion om praksis skal løfte den organisatoriske opgave eller en regional enhed. Praksis bedst for patienterne, men en tung opgave.

DAK-E skal indtænkes tidligt i forløbet mhp maksimal udnyttelse af datafangst og DAMD.

Sekretariatet arbejder videre med udkastet.
 

Pkt.8: Evt.

Ingen bemærkninger

 

Ref: pts efter noter fra tmp

 

DSAM, Øster Farimagsgade 5, Postboks 2099, 1014 København K - T: 3532 6590 - F: 3532 6591 - E: dsam@dsam.dk
Dudal Webdesign