Internt rum This page in english
Sidst opdateret:
1. nov '10 Kl. 14:05 af ASG

Tid og sted:

20. august 2009 kl. 15.00 - 19.00 med efterfølgende spisning i DSAM's lokaler.
 

Til stede:

Bestyrelsen: Roar Maagaard, Johan Reventlow, Ynse de Boer, Julie Damgaard Nielsen, Lars Johansen, Mads Søndergaard.
 
Observatører: Flemming Skovgaard, Jens Søndergaard, John Sahl Andersen, Claus Rendtorff, Søren Friborg
 

Sekretariatet: Torsten Sørensen 

 

Finn Klamer deltager under pkt. 2.
 

Afbud:

Niels Kr. Kjær, Jørgen Lassen, Mette Rimmen, Mogens Vestergaard, Karin Pryds

Beslutninger/notater fra mødet er skrevet i kursiv.

 

 

1: Godkendelse af dagsorden

Ok. 
 

2: Status for sundhed.dk og Lægehåndbogen

Finn Klamer fortæller om nyheder og kommende udvikling i sundhed.dk. Finn er en af de tre almenmedicinske redaktører i Lægehåndbogen og vil give en status for udviklingen af denne.

Finn Klamer fortalte om og demonstrerede nye funktioner i sundhed.dk: sundhedstilbud fra kommunerne, praksisdeklaration, e-journal og orienterede om at der kommer længere log on tid og at linkportalen retableres snarest. Der arbejdes for tiden med telemedicin, NPI (Nationalt Patient Index) og hjemmemonitorering.

Lægehåndbogen har nu 3000 faglige opslag og 3000 patientvejledninger. Der er ved at blive etableret en faglig følgegruppe (med repræsentanter fra DSAM, DSR og Danske regioner) og en interessentgruppe med repræsentanter fra PLO og Danske Patienter.

Enighed om at sikre sammenhæng imellem LH og DSAM’s vejledninger.
 

3: Lægedage 2010

Lægedages styregruppe efterlyser ideer til temaer for Lægedage 2010 og ønsker kommentarer til oplægget for åbningen til dette års Lægedage.

Der var tilslutning til det nye program for debatmødet på åbningsdagen. Til 2010 blev foreslået flg. temaer: sårbare patienter, den ”rene” almenmedicinske patient som fx uafklarede muskel-skelettilstande, funktionelle lidelser og kroniske smertepatienter.
 

4: Meddelelser fra formanden

Møde i PLO’s bestyrelse 18.8 (ref. er udsendt)

FAYL møde 18.8
Formanden mødtes med uddannelsesinteresserede yngre læger for at diskutere videreuddannelsen. På mødet blev også diskuteret forskellige rekrutteringstiltag, bl.a. var det støtte til et forslag fra region Nordjylland om at give en bonus til fase 3 læger, hvis de nedsætter sig i regionen.

Møde PLO i Region Midtjylland om kandidatfest for nye speciallæger.
De nyuddannede speciallæger i regionen har efterlyst en markering af deres afsluttede uddannelse. Der var tilslutning til at gå videre med ideen om et arrangement, selv om kassereren var bekymret for udgifterne forbundet hermed.

Næste bestyrelsesmøde
Næste bestyrelsesmøde blev flyttet til Skødstrup fra kl. 16.15 – 19.15.

 

5: Meddelelser fra sekretariatet

Medlemsundersøgelse
På baggrund af brugerundersøgelse via mail blandt hovedstadens læger blev det besluttet at spørge medlemmer om lov til at benytte mailadressen til medlemsundersøgelser og lign.

Ingen kandidat i Statens Fri Forskningsråd – SFF.
Der er blevet udpeget nye medlemmer til SSF, bl.a. til afløsning for Jørgen Lous, der har repræsenteret almen medicin. DSAM’s kandidat blev ikke indstillet og dermed er der ingen almenmedicinsk repræsentation i SFF. 
Det blev besluttet, at rette henvendelse til relevante organisationer for at beklage denne afvisning. Almenmedicinsk forskning er ikke registerforskning og kan aldrig nå op på det antal publicerede artikler, som andre forskere gør og vil derfor altid tabe en indstilling baseret på dette.

 

6: Meddelelser fra bestyrelsesmedlemmer, observatører og udvalg

  • Referat fra møde i IT-udvalget i juni.
     
  • TPL har udsendt Årsrapport for 2008, der viser et underskud. Formanden skriver i følgebrevet, at det vil være vanskeligt at undgå et underskud på de nuværende betingelser, hvorfor tilskuddet til PLU-fonden skal tages op til overvejelse.

    Det blev besluttet at drøfte TPL’s økonomiske problemer på næste bestyrelsesmøde, hvor formanden for TPL deltager.

  • Økonomien for DAK-E i en periode uden overenskomst? 
    Søren Friborg redegjorde for problemerne i DAK-E i en længerevarende periode uden overenskomst. Organisationen er afhængig af OK-midler og de ansatte har tre måneders opsigelse. 
     
  • Orientering fra Pandemigruppen.
    Det er uhensigtsmæssigt at sende gratis behandlingsmedicin over større afstande med taxa. PLO har reageret på dette. Bestyrelsen fandt ikke, at det var nødvendigt at tilbyde de praktiserende læger kurser i influenzahåndtering. Det er vigtigere, at der er lettilgængelige, kortfattede opdaterede anbefalinger til håndtering af smittede.
     

7: Status for den hollandske telefonvisitationsguide

Efter Flemming har oversat guiden, har Medibox tilpasset 15 opslag til danske forhold. De ligger på Medibox under Telefonvisitation i åbningsmenuen. Bestyrelsen skal afprøve disse for at vurdere deres anvendelighed.

De 15 opslag blev gennemgået. Der var tilfredshed med de afklarende spørgsmål i alle opslag, men der var flere prioriteringer til rød, gul, grøn visitation, der ikke passer til danske forhold, bl.a. pga cancerpakkernes visitationskriterier. De 15 opslag bliver nu gennemgået af klinikpersonale, hvorefter bestyrelsen tager stilling til det videre forløb.
 

8: Evaluering og regnskab vedr. NK09

Sekretariatet vil gennemgå evalueringerne og regnskabet. Regnskabet eftersendes.

Der var tilfredshed med at regnskabet viser et overskud og det blev foreslået at videregive flere af bemærkningerne i evalueringerne til de kommen arrangører.
 

9: Samarbejdet med medicinalindustrien (udskudt fra sidste møde)

Siden mødet i maj sidst har der været tre mailrunder/emner vedr. samarbejdet med industrien:

- PPP – PrivatePublicPartnership
Formanden omtalte på sidste møde en henvendelse fra et medlem. Efterfølgende var der en kort maildebat. Yderligere kommentarer?

- KOSMOS

Der er orienteret om sagen fra flere sider. Spørgsmål eller kommentarer?
Sagen har rejst spørgsmål om Multipraksisudvalgets sagsbehandling. Ifølge kommissoriet skal udvalget ”blot” forholde sig til forskningsprojekter, om disse er relevante for almen praksis og sikre, at de ikke er for tidskrævende. Udvalget har dog i nogle tilfælde forholdt til andre aspekter.
Udvalgets formand har svaret på henvendelse fra sekretariatet.
Skal udvalget fremover være opmærksomt på elementer som dataaflevering og –lagring?
Eller på andre aspekter, fx etiske, som skal forelægges nævnte for selvjustits?
DAK-E har opfordret udvalget til at genbehandle de to nævnte projekter KOSMOS og CARE. Støtter bestyrelsen denne opfordring?
Den 14.5 har vi modtaget nyt forslag fra Astra.

- Samarbejdsnævn for læger og industri
2007 er der etableret et nævn for selvjustits med LIF, LF og Apotekerforeningen. Efter en indkøringsperiode er nævnet 1.4 begyndt sin egentlige virksomhed. DMS har orienteret om dette.
Jens kan sikkert orientere yderligere.

Formanden gennemgik de enkelte punkter, men der var ikke yderligere kommentarer.
 

10: Ansøgning om projektstøtte

DSAM’s uddannelsesudvalg har modtaget en ansøgning om støtte til et uddannelsesprojekt. Udvalget har oversendt ansøgningen til bestyrelsen.

Der var enighed om at projektet ser interessant ud, men DSAM har hverken humane eller finansielle ressourcer til at støtte projekter. Der kan ikke gøres forskel på projekter fra forsknings- og kvalitetsmiljøerne og uddannelsesområdet. Der henvises i lighed med andre projekter til diverse fonde.
 

11: Talentprisen

I lighed med tidligere år skal Talentprisen uddeles på Årsmødet. Krav til prismodtager og tidligere modtagere ses her.

Der var enighed om at indstille en kandidat til prisen.
 

12: Anvendelse af ICPC koder i medicinalfirma sponserede publikationer

DSAM’s ICPC-gruppe er blevet anmodet om at ICPC-kode et kompendium målrettet almen praksis. Publikationen vil være sponsoreret af medicinalindustrien og indeholde annoncer. Der er i gruppen opstået tvivl, om de skal medvirke, om der skal foreligge en tilladelse fra DSAM, og om der evt. skal betales honorar til DSAM.

Der var enighed om at det er vigtigt at udbrede kendskabet til og brugen af ICPC kodning mest muligt. Bestyrelsen ser således ingen problemer i at kolleger med indsigt i ICPC kodning som privatpersoner bistår diverse publikationer med dette.
 

13: Eventuelt

Julie fortalte, at hun skal være paneldeltager i en konference om kontrol af kræftpatienter. Der var enighed om de synspunkter hun vil fremføre.

 
Ref.: PTS

 

DSAM, Øster Farimagsgade 5, Postboks 2099, 1014 København K - T: 3532 6590 - F: 3532 6591 - E: dsam@dsam.dk
Dudal Webdesign