Chefredaktør på Practicus

Er du vores nye chefredaktør på Practicus?
Practicus er en af DSAM’s vigtigste kommunikationskanaler. Og bladet skal i stigende grad integreres med DSAM’s hjemmeside, nyhedsmail og digitale medier. Det er desuden et ønske, at Practicus i højere grad kobles til forretningen DSAM – og der kommer større synenergi til bl.a. vejledninger og faktaark.

Har du viljen og lysten til at stå i spidsen for denne proces, samtidig med at du i samarbejde med en engageret og veldrevet organisation årligt sørger for udgivelse et fast antal numre til DSAM’s medlemmer?

Om dig
- Lægefaglig baggrund (men med stor viden om kommunikation og digitale medier)
- Gode samarbejdsevner
- Stort netværk
- Skarp formidler både på print og i digitale medier
- Skarp til at overholde deadlines og god til at give feedback

Om stillingen
Practicus udgives i dag 5 gange årligt, hvor hvert nummer har et tema. Til bladet er knyttet en redaktion bestående af en FYAM-redaktør, redaktionssekretær og en journalist. Desuden er der et velfungerende samarbejde med en layouter, der også deltager på redaktionsmøderne. Bladet postomdeles til alle DSAM’s medlemmer og findes desuden i en elektronisk udgave. Chefredaktørens rolle er at sidde for bordenden og sikre fremdrift og udvikling af bladet. Stillingen kræver en bred indsigt og et bredt netværk i det almenmedicinske landskab, da koordinering og motivering af kolleger til at bidrage til bladet er en væsentlig del af rollen.

Praktiske oplysninger
Den nuværende chefredaktørs kontrakt udløber pr. 1. april 2018, og stillingen ønskes besat senest denne dato. Stillingen honoreres det første år med 223.517, 40 kr. pr. år svarende til 7 timer pr. uge. De følgende år honoreres stillingen med en løn svarende til 5 timer pr. uge, og hvor det resterende beløb op til 7 timer kan bruges til ekstern bistand/udviklingstiltag. Dette skyldes, at vi gerne vil give den nye chefredaktør god mulighed for at komme godt ind jobbet og sikre den nødvendige tid til udviklingstiltag.

Ansøgningsfristen er 1. februar 2018, og ansøgning sendes til dsam@dsam.dk.

Der holdes samtaler den 22. februar efter kl. 13.00. Samtaleudvalget består af DSAM’s formand og repræsentanter fra Practicus-redaktionen og sekretariatet. Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte enten FYAM redaktør Daniel Faust Nathansen på mobil 61666174 eller sekretariatschef Louise Hørslev på mobil 51541353.