Nyhedsbreve

21. okt '15 kl. 14:19
Partners in Practice (PiP) er en selvstændig forening under DSAM med projekter i Rwanda, Nepal og Botswana
3. mar '14 kl. 16:38
30. apr '13 kl. 15:45
19. mar '13 kl. 15:16
Tilbage til blog oversigten
mandag 3. marts 2014 kl. 15:50
PiP Rwanda, PiP Nepal og nu også PiP Botswana

Partners in Practice (PiP) har udviklet sig en del i 2013. PIP er nu oprettet som en selvstændig forening under DSAM og omfatter PiP Rwanda, PiP Nepal og PiP Botswana. Hermed en kort status.

PiP Rwanda

Læge Lars Bønløkke og hans kone Susanne blev udsendt til Gitarama/Kabgayi i Rwanda i 6 måneder fra marts til september 2013 og bistod med uddannelsen af speciallæger i almen medicin. Et ganske succesfuldt ophold, og som planlagt returnerede de til Danmark til oktober. Vi har nu en dansk ph.d.-studerende, der sammen med sin hustru bor i PiP’s hus, og desuden er en rwandisk læge knyttet til projektet og indskrevet ved Aarhus Universitet som ph.d.-studerende. Selve speciallægeuddannelsen i almen medicin er midlertidigt på standby, fordi den rwandiske sundhedsminister ønsker ar revurdere uddannelsen, men inden længe er den formentlig oppe at køre igen.

PiP Nepal

Ved udgangen af 2013 havde i alt 7 danske læger og 2 medicinstuderende boet og arbejdet som frivillig hos Clinic Nepal, og der er ret mange interesserede på listen. Medio februar i år rejste læge Ivan Krasnik til Meghauli i Chitwan, Nepal, til et 5-6 ugers ophold hos Clinic Nepal, den private lokale organisation, som er vores samarbejdspartner. Der er desuden aftaler med yderligere to læger i foråret og flere aftaler er ved at falde på plads. Se i øvrigt Hildburg Jørgensens rapport fra et ophold i oktober måned under links på hjemmesiden.

PiP Botswana

Som noget relativt nyt er speciallægeuddannelsen i Botswana kommet godt i gang, men der er stærkt brug for lærerkræfter, både som tutorer, men også som teoretiske undervisere. Og dem har de ikke alle selv. Men de formelle aftaler mellem PiP og Acting Head of Depart. of Family Medicine, Acting Head of School of Medicine og Dean of Faculty of Health Sciences i Gabarone er på plads, og vi er snart klar til at finde bolig og den person, som skal sendes ud. Vedkommende skal bo i Maun, som ligger ved Okavango-deltaet. På nuværende tidspunkt har en velkvalificeret praktiserende læge meldt sig som interesseret. Men der er brug for flere.

De tre ovenfor nævnte projekter er alle samlet under paraplyorganisationen Partners in Practice, som er en godkendt almennyttig non-profit organisation med bestyrelse, vedtægter, generalforsamling og regnskab (det har vi dog først om et år). Foreningen har til formål at fremme udviklingen af primær sundhedstjeneste på verdensplan, herunder ved at indgå i samarbejde med internationale organisationer om at udvikle, facilitere og implementere udviklingsprogrammer inden for almen medicin i lande, hvor almen medicin mangler eller udgør en utilstrækkelig del af deres primære sundhedstjeneste.

Alle med interesse for almen medicin kan tegne et medlemskab for et årligt kontingent på kr. 500 (medicinstuderende dog halv pris), og den helt nystartede forening har siden november opnået et medlemstal på 61. Kontingentindtægten dækker alle administrative omkostninger til foreningens drift, så eventuelle sponsorater eller tildelinger går til at dække omkostninger i forbindelse med udsendelse af læger til Rwanda og Botswana, f.eks. flybilletter, vaccinationer, visumansøgninger, og basale leveomkostninger under udsendelse.

Der er ingen tvivl om, at læger, praksis og andre, der vælger at støtte Partners in Practice, er pionerer for viljen til at tage globalt ansvar for udbredelsen af primær sundhed. Det er en indsats, der er karakteriseret ved at lægge særlig vægt på at styrke det første led i sundhedsvæsenet og de kerneværdier, der kendetegner dansk og færøsk almen praksis med udgangspunkt i lige adgang til personrettede sundhedsydelser. Foreningens medlemmer bidrager til at skabe en sammenhængende og kompetent primær sundhedstjeneste, som kan imødekomme befolkningens og lokalsamfundets behov for kvalificerede og patientnære sundhedsydelser og som kan arbejde forebyggende.