I mange dele af verden eksisterer almen medicin/family medicine ofte ikke som speciale, eller er nedprioriteret. Således også i Nepal. PiP Nepal har siden 2011 arbejdet sammen med Clinic Nepal, og aktuelt ligger fokus på oprettelsen af et nyt projekt i nærheden af Pokhara - Developing Primary Health Care through community participation in Lekhnath Municipality – modelling, evaluation and regeneration.

1.     Projekt Clinic Nepal

Clinic Nepal er en privat nepalesisk organisation, som siden 1997 bl.a. har drevet en lægeklinik i Meghauli, en større landsby, der ligger i det sydlige Nepal i nærheden af Chitwan National Park. Der er ikke nogen fast lægebemanding, men et par sygeplejersker, laborant, farmaceut, manager, ambulancechauffør og lidt andet personale. Klinikken er dårligt udstyret. Ud over klinikken afholder Clinic Nepal ’health camps’ i det nærliggende og fattige Madi distrikt 4-6 uger hvert forår og hvert efterår.

Siden 2011 har 13 danske almenmedicinere/uddannelseslæger i almen medicin arbejdet som frivillig i Nepal nogle uger, og de giver efter hjemkomsten udtryk for, at danske almenmedicinere vil kunne bidrage med en stor mængde erfaring og ekspertise til udviklingen af faget almen medicin i Nepal.

I takt med den forbedrede infrastruktur reduceres relevansen af afholdelse af ’health camps’. Patienterne kan meget lettere og billigere transportere sig til læge og hospital. Så derfor bør udviklingen koncentreres omkring de etablerede klinikker/health posts. Sammenlagt er der ca 10.000 patientkontakter årligt på klinikken i Meghauli og i ’health camps’.

Formålet med dette projekt er at give danske almenmedicinere mulighed for at arbejde på frivillig basis i nogle uger hos Clinic Nepal - enten i klinikken i Meghauli eller på ’health camp’. Desuden mere langsigtet gennem den indhøstede erfaring og kontakt til de relevante nepalesiske sundheds- og universitetsmiljøer at undersøge muligheden og behovet for dansk almenmedicinsk bistand til at styrke den primære sundhedssektor i Nepal.

Er det noget for dig? – så kontakt os her 

Hvis du som speciallæge/uddannelseslæge i almen medicin har lyst til at arbejde som frivillig i Nepal nogle uger eller mere på klinikken i Meghauli eller at deltage i ’health camp’ i de fattige landsbyer i Madi og hermed bidrage til udviklingen af faget almen medicin i Nepal, så er du velkommen til at kontakte os. PiP Nepal formidler kontakten mellem Clinic Nepal og interesserede danske almenmedicinere og uddannelseslæger. Lægerne betaler selv deres rejse til Nepal, hvorefter Clinic Nepal står for resten. Efter opholdet i Nepal afrapporteres til PiP Nepal.

 

2.     Projekt Pokhara/Lekhnath, Nepal

For øjeblikket arbejder vi for en tilknytning til et eller flere projekter, der udføres af en nepalesisk PhD-studerende, der er indskrevet ved Aarhus Universitet, blandt andet mulighederne for, at en dansk læge kan indgå i styrkelsen af en Family Health Clinic i relation til forskningsprojektet, hvor de såkaldte Female Community Health Volunteers kan henvise personer med identificeret forhøjet blodtryk. Lægen vil indgå i teamet på klinikken og bidrage til organisering og tilrettelæggelse af behandling og evt viderehenvisning i samarbejde med det nationale sundhedssystem. Forskningsprojektet og de kliniske aktiviteter foregår i Kaski distrikt ca 10 km fra Nepal’s næststørste by, Pokhara (udgangspunkt for trekking-ture til de verdensberømte bjerge i Annapurna Range).

Se artikel om dette projekt i Practicus.

Vi samarbejder her med NEDS - Nepal Development Society, en nepalesisk NGO - en ikke-statslig, ikke-politisk organisation i civilsamfundet. NEDS blev etableret i 2013 med en vision om at støtte udviklingen i Nepal gennem en integreret tilgang. Medlemmerne af NEDS har mange års faglige og uddannelsesmæssige erfaringer i Nepal og i udlandet fra prestigefyldte organisationer som USAID, Red Barnet, UNICEF, WHO, Sundhedsministeriet i Nepal og Tribhuvan University. Et stort fokusområde for NEDS er at støtte udviklingen af den primære sundhedstjeneste i Nepal, især mhp non communicable diseases. Mens antallet af overførbare sygdomme synes at være faldende, kan der konstateres en hurtig stigning af livsstils-sygdomme og deres risikofaktorer i mange lav- og mellemindkomstlande, herunder Nepal. Størstedelen af befolkningerne i disse lande har ikke adgang eller råd til de ofte dyre og livslange behandlinger for disse kroniske sygdomme. For at løse dette problem, gennemfører NEDS projektet “Community-Based Management of Non-Communicable Diseases in Nepal (COBIN)” i samarbejde med Center for Global Sundhed, Aarhus Universitet, og Ministry of Health and Population, Nepal, og der er mulighed for et samarbejde med PIP mhp at forbedre diagnostik og behandling af ikke-smitsomme sygdomme i den primære sundhedstjeneste i Nepal.

 - 23,9 KB - 20 KB