Efter mere en elleve år i den samme praksis har jeg en stor viden om mange af mine patienter - især de sygeste. Jeg har også akkumuleret en del data om dem i klinikkens journaler. Men der er meget stor forskel på den viden, jeg anvender i mit møde med patienten, og de data, der findes i journalen.

Der er selvfølgelig også overlap. De data, jeg har indsamlet om den enkelte patients blodtryk over tid, danner jo baggrund for behandlinger, og de kan til dels forklare begivenheder som bivirkninger, indlæggelser, blodprøveresultater og besøgshyppighed. Men den viden, jeg har om patientens helbred, kan ikke aflæses af journalens data. Data kan højst tjene til at begrunde nogle af de valg, jeg har truffet.

Og data ER centrale for praksis' behandlingsvalg. I øjeblikket er vi i færd med at omlægge diabetesbehandlingen på grund af data fra store undersøgelser, der radikalt har ændret vores opfattelse af, hvad diabetes er. Denne nye viden skal jeg formidle i mødet rned mine patienter, og det vil i sig selv afføde nye behandlingsdata. Der er tale om et lige så centralt paradigmeskifte, som da data om transfedtsyrer, magnyl og statiner ændrede kost og behandling af hjertepatienter og medførte en halvering af hjertedødeligheden fra 1995 til 2015.

Der er tale om data fra store undersøgelser - fra mange patienter. Når den enkelte patient oplever en apopleksi, et AMI eller får hudkræft, kan vi jo ikke se det store billede. Men når data akkumuleres på tværs, kan der tegne sig et billede, som giver anledning til nye anbefalinger - ny viden, som giver anledning til ændrede behandlingsregimer og dermed bedre behandling og mindre sygdom og lidelse i fremtiden. At data har denne kraft, har medført fokus på de store datamængder, som vi akkumulerer i almen praksis som et biprodukt af vores undersøgelsesarbejde. Tanken er, at der må gemme sig viden i disse "hverdagsdata", som kan bruges til fælles bedste - eller som i det mindste kan sige noget om den kvalitet, der ydes.

Mere end tre år efter lukningen af den almenmedicinske database indberetter vi således igen data om vores diabetespatienter. Data indberettes nu direkte fra den enkelte praksisjournal og indgår i RKKP på lige fod med data fra diabetesambulatorierne. Men de data, som vi registrerer i almen praksis, er meget kontekst-afhængige. Det er jo helt banalt, når vi taler om blodtryk, hvor der kan være stor forskel på, om blodtrykket er målt hjemme eller i konsultationen. Men der er også forskel på, om langtidsblodsukkeret er målt på en ellers rask diabetespatient eller på en hjertepatient. Der er behov for viden om konteksten for at forstå data.

Så selv om det principielt er godt, at vi i almen praksis igen har fået en mulighed for at dokumentere en begrænset del af vores behandling, er det problematisk, at data nu indsamles uden mulighed for at medinddrage den praktiserende læges viden, fx om komorbiditet. Det er ikke let at måle på den almenmedicinske kerneydelse, men ved at lade sig nøje med løsrevne "objektive" data risikerer indsamlingen og sammenligningen at give et falsk billede af den virkelighed, vi oplever sammen med vores patienter.

Den almenmedicinske viden, baseret på kontinuitet, helhedssyn og tillid står på mange måder i modsætning til det mere fragmenterede, sygdomsorienterede perspektiv i det øvrige sundhedsvæsen. Hvis dette ikke erkendes, risikerer ukritisk indsamling og sammenligning af data at forvrænge - snarere end at formidle - kommunikationen på tværs. Og det kommer der jo ikke mere viden ud af, tværtimod.