Det tegner nu til, at der efter flere års pause igen kan indsamles data fra almen praksis til Regionernes Kliniske KvalitetsProgram, RKKP. Fra DSAM's side har det været afgørende, at der kun sker overførsel af data, hvor der er udtrykke­lig lovhjemmel, idet man har været bekymret for, at patienterne skal miste tiltroen til lægernes tavshedspligt.   1niste til­ troen til lægernes tavshedspligt. Men set fra Patientforeningens side er bekymringerne af en helt anden art.

Dagens Miedicin har citeret Diabetesforeningens forhenværende lægefag­lige chefrådgiver Torsten Lauritzen for, at datastoppet i almen praksis har dybt skadelige konsekvenser og i sidste ende kan koste patienterne både livskvalitet og føre til tidlig død. Foreningens direktør Henrik Nedergaard sætter trumf på, idet han til Dagens Medicin udtaler:

"Det er umuligt at sige, om den mangelfulde dataindsamling har kostet liv eller forvoldt skade. Men jeg ved, at vi i Diabetesforeningen løbende har medlemmer, som giver udtryk for, at de er blevet fejlbehandlet. Og de undrer sig over, at de fx skal have taget de samme blodprøver, når de skifter læge eller sektor. Det viser med al tydelighed, at de manglende dataregistreringer gør det enormt svært og tidskrævende for patienterne at nagivere i sundhedsvæsenet. Vi har brug for et centralt registreringssystem, hvor data om patienterne kan deles på tværs."

Fra stolen i klinikken må man undre sig over disse udtalelser. Hvis datakvalitet blot er, at alle behandlende læger skal have adgang til alle laboratoriesvar på tværs af sektorer, så er problemet jo vidtgående løst med laboratoriesvarsportalen, som har fungeret upåklageligt i årevis. Og hvis man forestiller sig, at diabetesbehandlere kan blive vejledt til bedre behandling af deres patienter ved læsning af de årlige kvalitetsrapporter fra RKKP, så bliver man skuffet. Så hvorfra kommer denne store tiltro til, at fritflydende data til centrale databaser vil forbedre behandlingskvaliteten?

Svaret er komplekst. Ligeså komplekst som det er at behandle patienter med kroniske livsstilsrelaterede ri­siko- og sygdomstilstande. Men fordi det ikke er til at få hold på al denne kompleksitet, så griber interessenterne, lederne, administratorerne og de ansvarlige politikere efter noget mere håndgribeligt, og her byder data sig til. Data kan indsamles, adderes, analyseres statistisk og opstilles i tabeller og blokdiagrammer. Det giver en god for­nemmelse af overblik og styr på kvali­teten for den, der ikke har indsigt, tid eller mulighed for at gå ned i det enkelte patientforløb. Den største kilde til manglende data i RKKP skyldes godt nok manglende tid til indtastning eller manglende kompatibilitet mellem datasystemer. Men for Patientforeningen er der åbenbart ingen tiltro til, at den enkelte behandler har levet op til sit faglige ansvar, hvis det ikke året efter kan dokumenteres i RKKP's årsrapport.

Der er tale om et paradigmeskift. Fordi målene med sundhedsvæsenets indsats (helbrede, lindre, trøste - ikke skade) er så afhængige af individuelle forhold og interpersonelle relationer, og dermed så svære at kvantificere, har data med stor succes budt sig til som det virkelige resultat af sundhedsvæs­enets indsats.

Med OK18 har vi i praksis fået rammer for en indsats, som fortsat kan være bå­ret af tillid, nærhed, tilgængelighed og kontinuitet. Vi har også fået mulighed for at udskifte den forkætrede akkreditering med kvalitetsarbejde i klynger, og i den sammenhæng vil kvalitetsdata ganske sikkert vise sig at være et godt redskab til en intern dialog, der kan fremme den faglige kvalitet i klinik­kerne. Men for at vi kan begå os i den nye datavirkelighed, vil det være afgø­rende, at vi også forsyner RKKP's centrale registre. Forhåbentlig kan det ske uden for meget ekstraarbejde, og uden at vores patienter føler sig udleverede.