PLO mener, at almen praksis skal udvikles – og ikke afvikles. Det er jeg glad for, fordi jeg elsker mit fag. Min praksis skal være et fristed for mine patienter. Her skal enhver kunne mødes med rummelighed, hjælp og trøst, uanset hvad hun fejler, og uanset om hun vil følge god klinisk behandling eller ej. Hellere tolerance end fundamentalisme. Tolerance fremmer frihed, værdighed og tryghed for den enkelte – det modsatte, intolerance, fremmer skyld og skam, som forhindrer patienten i at udfolde sig. Jeg kender næsten alle mine 2.350 patienter, og jeg glæder mig over det fortrolige rum, vi har skabt sammen gennem 21 år. Jeg lægger mærke til en årvågen opmærksomhed, når Else på 87 kommer til årskontrol med sit blodtryk, og hun fortæller mig, at hun drikker et glas vin hver dag til sin aftensmad. Samme opmærksomhed har Jens, som kommer til kontrol med sin diabetes, og som spiser en pakke smør dagligt. Og Jane, som ikke vil spise medicin for sin depression, og Niels, som ikke vil til rehabilitering efter kræftbehandling. De er alle patienter, der har taget et valg, som ikke stemmer overens med god klinisk praksis. Men jeg ved, de har taget valget, fordi jeg snakker med dem respektfuldt om, hvordan det giver mening for dem at leve, som de gør. På samme måde finder jeg en måde at være læge på over for alle de øvrige patienter, fordi vi gennem tiden har opbygget en relation. Den relation er truet udefra af mange aktører, der mangler forståelsen for kerneværdien i almen praksis, og som udvander retten og pligten til at være et selvstændigt menneske. Vores egen organisation, PLO, arbejder for større praksis, hvor læge-patient-relationen udvandes. Vores nye overenskomst lægger op til, at vi får pålagt endnu flere opgaver i en tid med lægemangel, så den reelle tid mellem læge og den enkelte borger bliver endnu kortere.

Styrelsen for Patientsikkerhed kommer på risikobaserede tilsyn uden indsigt i det komplekse arbejde, der udføres med udgangspunkt i individuelle patienter, der ikke nødvendigvis kan passes ind i skabeloner. Der indføres nye arbejdsgange omkring fx kørekortfornyelser, og almen praksis pålægges opgaven løbende at vurdere patienternes evne til at føre motorkøretøj. Da jeg den 20. marts 2018 kontakter styrelsen for at høre, hvordan jeg skal gribe det an i forhold til særlige patientgrupper, så kan jeg ikke få svar. Da jeg presser på for svar, så bliver jeg venligt spurgt, om jeg vil gøre mig den ulejlighed at sende en mail med alle mine gode overvejelser, så de kan få styr på, hvordan det skal håndteres fremover. I akkrediteringen holdes vi op på, at vi har alt ansvar for, at alle patienter får udført undersøgelser, får svar på deres undersøgelser – også helt almindelige rutineblodprøver, som oftest er normale. Vi bruger tid på en masse kvalitetstjek på områder, som aldrig har vist at give problemer i dagligdagen.

Kommunen er stadig ny samarbejdspartner. Det er mere vigtigt end nogensinde, at kommunen har en skarp praksiskonsulent, der kan lære kommunen om, hvad vores opgaver er, og som har overblik over og mod til at sætte grænser for samarbejdet. Vi presses af samarbejdspartnere fra mange sider, som er forgabt i videnskabelig kontrol, og som har en illusion om, at vi kan besejre døden med en nulfejlskultur. Ovenstående er ikke udvikling af almen praksis – det er afvikling.

Patienterne lades i stikken. De har brug for en praktiserende læge at sparre med. Pas på praksis’ patienter.