Målbeskrivelse for start efter 1. jan. 2004

Forord

Speciallægekommissionens betænkning "Fremtidens speciallæge" fra maj 2000 var startskuddet til uddannelsesreformen på speciallægeområdet. En reform der skal fuldt implementeres fra 2004.

Ét af elementerne i reformen har været, at alle specialer har måttet skrive nye målbeskrivelser for uddannelsen i eget speciale. Nærværende "Målbeskrivelse for speciallægeuddannelsen i almen medicin" gælder således for alle påbegyndte speciallægeuddannelsesforløb i almen medicin fra 2004 og fremad (alle forløb, hvor stillingen har været opslået efter 1. januar 2004).

Vi er overbeviste om, at den nye målbeskrivelse og den ledsagende omlægning af uddannelsen i almen medicin vil medføre, at uddannelsen i almen medicin bliver endnu bedre. Det vil betyde, at fremtidens praktiserende læger vil være godt kvalificerede til at løse de ogpaver, som patienter, samarbejdspartnere og samfund forventer at de praktiserende læger gør.

Målbeskrivelsen indeholder en beskrivelse af specialet, en beskrivelse af den praktiske udformning af den nye 5-årige uddannelse, beskrivelse af læringsstrategier og evalueringsstrategier, udformning af kursusdel og forskningstræningsmodul - og først en fremmest en detaljeret gennemgang af de 119 mål eller kompetencer som udgør de minimumskompetencer, som den kommende almenmediciner skal besidde. Disse kompetencer er grupperet i henhold til de 7 roller, som den kommende speciallæge i almen medicin skal kunne beherske:

• Rollen som professionel
• Rollen som kommunikator
• Rollen som leder/administrator
• Rollen som samarbejder
• Rollen som sundhedsfremmer
• Rollen som akademiker
• Rollen som medicinsk ekspert

DSAM's Uddannelsesudvalg har været ansvarlig for processen - og vi vil her gerne takke alle deltagere i arbejdet - uden deres store engagement i arbejdet havde vi ikke fået en så god målbeskrivelse. Tak!

Følgende har taget del i arbejdet:

• Anne Vibeke Schiødt
• Bente Vyberg
• Birte Jastrup
• Charlotte Tulinius
• Flemming Bro
• Frede Olesen
• Frits O. Christensen
• Hanne Heje
• Hanne Hollnagel
• Hans Christian Møller
• Helena Galina Nielsen
• Helle Skelmose Ibsen
• Jens Tørning
• Karen Hansen
• Klaus Børch
• Kristina de Leon
• Lars Bjerrum
• Lars Foged
• Lars Poulsen
• Lars Skovfoged Nielsen
• Lene Unnerup
• Lise Dyhr
• Maj-Britt Lauritsen
• Martin Ryt-Hansen
• Merete Lundsteen
• Niels Karsten Mørkbak
• Niels Kristian Kjær
• Peter Krogh
• Roar Maagaard
• Søren Kaltoft
• Steen Ruhwald
• Ulla Marslew
• Vibeke Ersbak

Vi vil også gerne takke vores "sponsorer": Uden den økonomiske støtte fra DSAM, PLO og Sundhedsstyrelsen havde vi ikke kunnet gennemføre processen.

Rigtig god læselyst!
DSAM's uddannelsesudvalg

1. Specialet almen medicin

1.1. Specialets historie

Den almenmedicinske arbejdsmetode og de centrale værdier i faget går helt tilbage til Hippokrates. Faget almen medicin, som vi kender det i dag, udviklede sig dog først i begyndelsen af 1800-tallet. Dansk Selskab for Almen Medicin dannes i 1970, første Institut for almen medicin etableres i 1974 og faget anerkendes som et lægeligt speciale i 1994.

1.2. Fagets udøvere

Uddannelsen i almen medicin fører primært frem til et arbejde som alment praktiserende læge med aftale med Den Offentlige Sygesikring ("ydernummer"). Der er cirka 3.600 alment praktiserende læger med ydernummer spredt ud over hele landet - der er dog mulighed for at dele et ydernummer, så reelt er der flere læger som arbejder som alment praktiserende læger.

Speciallæger i almen medicin kan også finde alternative beskæftigelser, fx som kommunallæger og lægekonsulenter.

1.3. Uddannelsespotentiale i specialet

Uddannelseskapaciteten i specialet er for få år siden øget fra 104 uddannelsesstillinger/år til nu 180 stillinger. Der er planer om en yderligere øgning til ca. 230 uddannelsesstillinger/år for at modvirke en fremtidig stor mangel på alment praktiserende læger (pga. en skæv aldersprofil for specialets nuværende udøvere). P.t. er der i alle amter uddannelsespladser i såvel almen praksis som på hospitalsafdelinger svarende til de 180 stillinger/år - og almen praksis arbejder nu på at sikre, at der er et tilstrækkeligt stort antal uddannelsespraksis til rådighed i forbindelse med en øgning i stillingsmængden og en øgning af uddannelsestiden i eget speciale. For tiden er der normeret 81 uddannelsesstillinger i Region Øst, 45 stillinger i Syd og 54 stillinger i Nord.

1.4. Beskrivelse af specialet

Dansk almen medicin har tilsluttet sig den nye europæiske definition af specialet (WONCA Europe, juni 2002). Her beskrives specialet og dets udøvere:

Praktiserende læger er speciallæger uddannet i fagets principper. De er personlige læger; primært ansvarlige for den samlede og vedvarende behandling uanset alder, køn og sundhedsproblem. De tager sig af den enkelte i forhold til dennes familie, lokalsamfund og kultur i respekt for den enkelte patients autonomi. De vedkender sig også deres professionelle ansvar overfor lokalsamfundet. De integrerer fysiske, psykologiske, sociale, kulturelle og eksistentielle faktorer i den behandlingsplan, de sammen med patienten udarbejder, styrket af den viden og tillid, der opstår ved gentagne kontakter.

Praktiserende læger udøver deres professionelle rolle ved at fremme sundhed, forebygge sygdomme, eller ved behandling, omsorg eller palliation. Dette sker direkte eller gennem andre personer ud fra de sundhedsbehov og tilgængelige ressourcer der er i det samfund, de betjener, og de hjælper samtidig patienterne med adgang til disse ydelser i det omfang, det er nødvendigt.

De skal tage ansvaret for udvikling og vedligeholdelse af egne færdigheder, personlige integritet og for de værdier som danner grundlaget for en effektiv og sikker omsorg.

Der kan opstilles en række karakteristika for specialet almen medicin:

Almen medicin er en akademisk og videnskabelig disciplin med sin egen uddannelse, forskning evidensbase og kliniske indhold og er et klinisk speciale inden for den primære sundhedstjeneste.

Forhold der karakteriserer faget almen medicin:

1. Er almindeligvis borgerens første, frie og uvisiterede kontakt til sundhedsvæsenet, hvor alle helbredsproblemer uanset personens alder, køn, eller andre karakteristika behandles.
    
2. Sikrer effektiv udnyttelse af sundhedsvæsenets ressourcer ved koordineret behandling, samarbejde med andre sundhedsprofessioner i den primære sundhedstjeneste og ved at sikre hensigtsmæssig kontakt og samarbejde med specialister i det sekundære sundhedsvæsen. Fungerer som patientens advokat, hvor dette måtte være nødvendigt.
    
3. Arbejder med en personcentreret tilgang, der både er rettet mod den enkelte, familien og lokalsamfundet.
    
4. Anvender en særlig konsultationsproces, som skaber et personligt forhold over tid gennem en effektiv kommunikation mellem læge og patient.
    
5. Er ansvarlig for kontinuiteten af behandlingen over tid defineret ud fra patientens behov
    
6. Har en særlig beslutningsproces, der er bestemt af sygdommenes forekomst (prævalens og incidens) i lokalsamfundet.
    
7. Tager sig samtidig både af akutte og kroniske sundhedsproblemer hos den enkelte.
    
8. Tager sig af helbredsproblemer der i sin tidlige fase præsenterer sig ukarakteristisk, men som måske kræver umiddelbar intervention.
    
9. Fremmer sundhed og velbefindende ved både relevant og effektiv indsats.
    
10. Har et særligt ansvar for sundhedstilstanden i lokalsamfundet.
     
11. Forholder sig til sundhedsproblemernes fysiske, psykologiske, sociale, kulturelle og eksistentielle dimensioner.

2. Speciallægeuddannelsen i almen medicin - praktisk opbygning

Efter fuldført turnusuddannelse er speciallægeuddannelsen 5-årig:

½ års introduktionsstilling (I) og
4½ års hoveduddannelse (H).

2.1. Introduktionsstilling

Introduktionsstillingen udgøres af ½ års ansættelse i en godkendt uddannelsespraksis.

Alle uddannelsessøgende har (eller bør have) et grundlæggende kendskab til specialet på forhånd, idet det sidste halve år af turnusuddannelsen er en praksisreservelæge-ansættelse i almen medicin. Introduktionsstillingen medfører således yderligere et halvt års erfaring i specialet. Formålet med introduktionsstillingen er følgende:

• at den uddannelsessøgende opnår visse basale kompetencer (især inden for kommunikationsområdet og vedr. konsultationsprocessen) - se beskrivelsen af kompetencekravene
• at den uddannelsessøgende bliver sikker i sit specialevalg
• at det vurderes om den uddannelsessøgende er egnet til specialet.

2.2. Hoveduddannelse

De 4½ års ansættelser og ledsagende teoretisk uddannelse skal tilsammen sikre, at målbeskrivelsens kompetencer opfyldes, således at man efterfølgende kan nedsætte sig som alment praktiserende læge. Disse kompetencer skal erhverves via ansættelse ved:

• almen praksis
• kliniske sygehusafdelinger
• evt. ved fokuserede almenmedicinske ophold

ad fokuserede almenmedicinske ophold:
Såfremt enkelte kompetencer helt eller delvist ikke kan opnås via ansættelse på et givet uddannelsessted kan der for den enkelte uddannelsessøgende arrangeres korte fokuserede ophold på andre uddannelsessteder. Under sådanne ophold er den uddannelsessøgende fortsat ansat ved sin stamafdeling eller stampraksis. Det forudsættes, at der er et specifikt program for det korte fokuserede ophold, og at opholdet aftales mellem hovedvejleder/mentor, den uddannelsessøgende og det uddannelsesgivende sted. Det skal understreges, at disse ophold kun vedrører de uddannelsessøgende, der ikke via normale ansættelser kan få opfyldt alle kompetencer i målbeskrivelsen

En oversigt over uddannelsen fremgår af figur 1, de enkelte elementer af hoveduddannelsen skal her beskrives med flere detaljer:

2.3. Praksisansættelser

1. Ansættelse som "Praksisamanuensis, fase 1" finder sted i en godkendt uddannelsespraksis - her kaldet "praksis A". Praksis A kan godt være identisk med den praksis, som den uddannelsessøgende var ansat i som "Introduktions-amanuensis" - og måske også som praksisreservelæge. I mange tilfælde vil det dog være tilrådeligt, at disse tre ansættelser finder sted i mindst to forskellige praksis.
    
2. Ansættelse som "Praksisamanuensis, fase 2" finder sted i praksis A. Den uddannelsessøgende har igennem hele det mellemliggende hospitalsforløb kontakt med denne praksis via returdagene til praksis og via hovedvejlederen/mentor, der er tutorlæge i denne praksis. Praksis A kaldes også stam-praksis.
    
3. Ansættelse som "Praksisamanuensis, fase 3" finder sted i "praksis B". For at gøre uddannelseslægens uddannelse og erfaringsgrundlag så bred som mulig må praksis B ikke være identisk med praksis A.

2.4. Hovedvejleder/mentor

Tutorlægen i praksis A er hovedvejleder for den uddannelsessøgende gennem hele hoveduddannelsen. Herudover tilknyttes en mentor, som ikke nødvendigvis er hovedvejlederen. De interpersonelle forhold mellem den uddannelsessøgende og denne hovedvejleder kan få stor indflydelse på uddannelsesforløbet og vejledningen i denne. Man bør derfor ved den praktiske allokering af uddannelsessøgende til de forskellige uddannelsespraksis i et amt sikre, at den uddannelsessøgende og tutorlægen har sagt god for den kobling!

2.5. Returdage til praksis

I løbet af de 2½ års hospitalsansættelse arbejder den uddannelsessøgende i sin "stampraksis" 1-2 dage månedligt (minimum 1 dag månedligt). Formålet med disse returdage til praksis er:

• at den uddannelsessøgende vedligeholder og opretholder sin almenmedicinske referenceramme
• at kunne følge patientforløb i praksis
• at den uddannelsessøgende vedligeholder kontakten til praksismiljøet
• at den uddannelsessøgende får inspiration til at uddrage det praksisspecifikke af hospitalsansættelserne
• at den uddannelsessøgende møder hovedvejlederen/mentor og har uddannelsesorienterede samtaler/mentor-sessioner med denne
• at kunne drøfte projektet i forskningstræningsmodulet med tutorlægen
• at evt. få mulighed for at samle data mv. til projektet i forskningstræningsmodulet

2.6. Hospitalsafdelinger, generelt

I målbeskrivelsens afsnit med kompetencekrav og tilhørende læringsstrategier fremgår det, at:

• nogle mål opnås via ansættelse i almen praksis
• nogle mål opnås via ansættelse på kliniske hospitalsafdelinger
• nogle mål opnås ved ansættelse i såvel praksis som på hospital
• nogle mål opnås som et resultat af en samlet uddannelsesindsats fra såvel almen praksis som hospitalsafdelinger

Med udgangspunkt i kompetencekravene i målbeskrivelsen og uddannelsespotentialerne på de forskellige afdelinger sammensættes hospitalsdelen på maksimalt 30 måneder således, at den uddannelsessøgende kan opnå de opstillede mål, der relaterer sig til sygehusansættelser, via ansættelser på disse hospitalsafdelinger. I de enkelte amter må uddannelseskoordinatorer i almen medicin (almen medicinske uddannelseskoordinatorer, postgraduate kliniske lektorer o.a.) sammen med sygehusafdelinger og forvaltninger sammensætte de 30 måneder således, at det samlede hoveduddannelsesforløb sikrer målopfyldelsen.

Her kan fokuserede almenmedicinske ophold også vise sig nødvendige. Uddannelsesplanen for den enkelte uddannelsessøgende er i sidste instans med til at sikre at det konkrete uddannelsesforløb fører frem til målopfyldelse.

2.7. Hospitalsafdelinger, specifikt

Nedenstående afdelingstyper indgår i hoveduddannelsen. For at facilitere den praktiske sammensætning af uddannelsesblokkene anføres vejledende tidsangivelser for de enkelte ansættelser:

• Kirurgiske specialer: 4 - 6 mdr. (fokuseret ophold på ortopædkirugisk afdeling/skadestue kan være aktuel)
• Intern medicin: 10 - 14 mdr.
• Pædiatri: 4 - 6 mdr.
• Gynækologi/obstetrik: 4 - 6 mdr.
• Psykiatri 4 - 6 mdr.

Samlet hospitalsansættelse udgør dog maksimalt 30 mdr.

Lokale forhold vedr. uddannelsespotentiale og patientsammensætning skal som ovenfor beskrevet medinddrages, når blokkene sammensættes. Fx kan nogle af målene inden for luftvejssygdomme og allergiske lidelser opnås både på intern medicinske afdelinger og på pædiatriske afdelinger.

2.8. Specialespecifikt teoretisk kursus

I hver af de 3 uddannelsesregioner (Nord, Syd og Øst) udbydes der specialespecifikke kurser i almen medicin, som består af elementerne a, b og c, se nedenfor. I hver region etableres et udvalg, hvis opgave det er at planlægge og samordne denne teoretiske undervisning. Udvalget består af:

1. én eller flere amtslige uddannelseskoordinatorer fra regionen (AMU'er og/eller postgraduate kliniske lektorer),
2. lederen af det teoretiske kursus i almen medicin i regionen.

1. Det specialespecifikke teoretiske kursus (regionalt) består dels af en A-del på 10 dage, der ligger, medens den uddannelsessøgende er Praksisamanuensis, fase 1, og af en B-del på 20 dage, der afholdes svarende til Praksisamanuensis, fase 2 og 3. I Region Syddanmark ligger heraf pt. 5 dage i sygehusdelen med en dag hvert halve år (kurser i sygehusdelen: KIS). Se detaljeret beskrivelse af kursus i afsnit 5.2.
    
2. Temadage (amtslige): desuden afholdes temadage i de enkelte amter for de specialeuddannelsessøgende i almen medicin. Det drejer sig om hele eller halve dage, der arrangeres af de lokale almenmedicinske uddannelseskoordinatorer (AMU'er og/eller postgraduate kliniske lektorer). Formålet med disse dage er:
    
   • at give teoretisk undervisning - i samarbejde med den regionale kursusleder for det specialespecifikke kursus - svarende til 9 kursusdage under hele forløbet. Fordelt på 1 dag eller 2 halve dage pr. 6 mdr. Emnerne er fokuseret om områder, hvor lokale forhold har indflydelse på diagnostik, behandling og samarbejde
      
   • uddannelse med fokus på det lokale samarbejde, de lokale samarbejdspartnere og samarbejdsrelationer
      
   • lokal netværksdannelse mellem de uddannelsessøgende. Netværksdannelsen er nyttig både i løbet af uddannelsen og efter fuldført uddannelse.
      
3. Supervisionsgrupper: deltagelse i sådanne (fx Balint-metoden) i amtsligt regi. Dette finder typisk sted som kvarte/halve eftermiddage. Deltagelse i sådanne grupper foregår som minimum i Praksisamanuensis, fase 3-tiden.

2.9. Tværfaglige kurser

1. Det tværfaglige kursus i kommunikation forudsættes fuldført som led i turnusuddannelsen.
    
2. Det tværfaglige kursus i pædagogik består af et læringsmodul, som afholdes på turnusniveau og af et vejlednings-modul på 2 dage, som afholdes medens den uddannelsessøgende typisk er I-læge (for nogle uddannelsessøgendes vedkommende måske forinden I-stillingen tiltrædes eller umiddelbart efter afsluttet I-stilling). Se endvidere afsnit 5.1. 
    
3. Det tværfaglige kursus i ledelse, administration og samarbejde indeholder i alt 10 dages undervisning: 2 dage er placeret i I-stillingen og i alt 3 moduler á henholdsvis 3, 1 og 4 dage er placeret i hoveduddannelsen. Se endvidere afsnit 5.1.

2.10. Forskningstræningsmodul

Det 12 ugers forskningstræningsmodul er nærmere omtalt i afsnit 5.3.

Forskningstræningen tilrettelægges specialespecifikt - dog med mulighed for at kunne medinddrage vejledere fra øvrige specialer såfremt projektemnet tilsiger dette. Forskningstræningsmodulet planlægges og afvikles i tæt samarbejde de tre almenmedicinske universitetsinstitutter og de almenmedicinske forsknings-enheder og - miljøer.

3. Oversigt over de forskellige kompetenceområder

Den praktiserende læges 7 roller:

• Rollen som professionel
• Rollen som kommunikator
• Rollen som leder/administrator *)
• Rollen som samarbejder *)
• Rollen som sundhedsfremmer
• Rollen som akademiker
• Rollen som medicinsk ekspert
  • medicin og neurologi
  • psykiatri og misbrug
  • kirurgi og gynækologi
  • børn
  • øre-næse-hals
  • øjne
  • hud og seksuelt overførte sygdomme

*) Disse roller beskrives samlet

4. Læsevejledning og definitioner

4.1. Generel læsevejledning

Det er minimumskompetencer!
I afsnit 2.3 findes beskrivelsen af de minimumskompetencer, lægen skal have erhvervet sig ved endt speciallægeuddannelse i almen medicin. Det er skal understreges, at det er minimumskompetencer. Uddannelseslægen må gerne kunne mere, men mestrer lægen ikke de nævnte kompetencer, er kravene til uddannelsen ikke opfyldt.

Det er repræsentative kompetencer!
Herved forstås, at specialet almen medicin er andet og mere end de oplistede kompetencer. Har man via det beskrevne uddannelsesforløb opnået alle de oplistede kompetencer, har man helt sikkert også opnået en hel række andre vigtige kompetencer (som blot ikke er beskrevet i denne målbeskrivelse af volumenmæssige årsager). De oplistede krav må således opfattes som kernekompetencer og repræsentative kompetencer.

7 roller
Den praktiserende læge har 7 roller.
Rollen som professionel, som kommunikator, som leder/administrator, som samarbejder, som sundhedsfremmer, som akademiker og rollen som medicinsk ekspert. Hver enkelt rolle kræver specifikke kompetencer - men rollerne er flere steder overlappende, fordi flere roller kræver mestring af de samme kompetencer.
NB! Rollen som leder/administrator beskrives sammen med rollen som samarbejder.

Begrebskort
For hver rolle - og for rollerne indbyrdes - er der udformet et begrebskort. Disse kort kan hurtigt give et indtryk af landskabet inden for den enkelte rolle. Hvilke forhold er vigtige at kende til i denne rolle? Hvordan spiller forhold og faktorer sammen inden for dette felt? Og hvilke kompetencer skal erhverves inden for denne rolle? Begrebskortet viser i hvilken sammenhæng kompetencerne skal læres og gør mængden af mål overskuelig.

Tidsramme for kompetenceopnåelse
For syv af kompetencerne gælder, at de skal være erhvervet ved afslutningen af introduktionsstillingen - disse kompetencer er mærket "I". Det drejer sig om kompetencerne # 1, 2, 9, 16, 26, 34 og 45.
For de øvrige kompetencer gælder, at de skal erhverves i hoveduddannelsen - og kompetencerne skal alle være erhvervet ved hoveduddannelsens afslutning.

Den skematiske opstilling af kompetencekravene
Efter beskrivelsen af begrebskortet følger beskrivelsen af de kompetencer, der skal erhverves inden for den enkelte rolle.

Kompetencerne er delt ind i

• Mål, der beskriver det overordnede mål, som lægen vil blive evalueret på.
• Konkretiserede mål, der beskriver på hvilken måde målet skal forstås.
• Læringsrammer, der beskriver hvor kompetencen kan læres.
• Læringsstrategier, der beskriver hvordan kompetencen kan læres - og for visse mål angives tillige mulige Læringsrammer i kursiv, der beskriver, hvor kompetencen kan læres, hvis ikke det fremgår entydigt.
• Evalueringsstrategier, der angiver hvordan det kan evalueres, om kompetencen er erhvervet.

Målene er overvejende praktiske kliniske mål, men for enkelte mål er minimumskravet, at lægen har en viden eller en forståelse inden for området. Dette fremgår tydeligt af både mål og konkretiserede mål.

4.2. Definition af læringsstrategier

For læringsrammerne "almen praksis" og "sygehusafdeling" er angivet mulige læringsstrategier.

De anførte læringsstrategier skal opfattes som en helhed, og for at opnå det angivne mål skal alle læringsstrategier som hovedregel anvendes - dog gælder denne læsevejledning: er der mellem to læringsstrategier anført "og" skal begge metoder anvendes; er der mellem to læringsstrategier anført "og/eller" kan man frit vælge den ene, den anden eller evt. begge metoder; er der anført "eller" anbefales kun en metode anvendt.

De anvendte begreber er defineret nedenfor.

"Varetagelse af praktisk arbejde"
kan bestå i deltagelse i kliniske arbejdsopgaver, fx konkret arbejde med patienter, undersøgelse, samtale, rådgivning, vejledning, tilrettelæggelse af behandlingsforløb eller udredningsprogram.
Det kan dog også være mere specielle opgaver i forbindelse med drift, administration eller kvalitets udvikling.

"Portefølje"

• "Den åbne portefølje" er den åbne del af porteføljen (må ses af tutorlæge/vejleder). Denne kan rumme uddannelseslægens beskrivelse af
  • uddannelsesplan
  • uddannelsesstedet og en vurdering af dette
  • klinisk vejledning og supervision
  • klinisk arbejde, eksempelvis udvalgte patientforløb
  • læreprocesserne, samt af
  • logbogen
     
• "Læringsdagbogen/den private portefølje" er den del af porteføljen, der fungerer som læringsdagbog til uddannelseslægens personlige brug, Heri kan uddannelseslægen eksempelvis notere
  • refleksion over patientforløb
  • refleksion over uddannelsesforløb
  • refleksion over læringsprocesser og deres betingelser i klinikken
  • evalueringsskema for uddannelsesforløb og uddannelsessted

"Refleksion over egen arbejdspraksis"
betyder, at uddannelseslægen overfor tutor/vejleder præsenterer temaer ud fra optegnelser i portefølje både løbende under uddannelsesforløbet og ved de formelle evalueringssamtaler.

"Observation af tutorlæges/vejleders arbejdspraksis"
er det begreb, der kommer tættest på mesterlæreprincippet - "en-til-en vejledningen" og "demonstrationen under arbejdet" med henblik på at den uddannelsessøgende dernæst overtager arbejdsfunktionen med større og større selvstændighed.

4.3. Definition af læringsrammer

De mulige læringsrammer er angivet:

"Almen praksis"
refererer både til det daglige arbejde i klinikken, vagtlægearbejde samt det eksisterende uddannelsesmiljø.

"Teoretisk kursus"
refererer til det specialespecifikke teoretiske kursus. Andre kurser specificeres.

"Sygehusafdelinger"
refererer dels til det daglige arbejde dels til uddannelsesmiljøet. Afdelingstype er kun specificeret, hvis målet kun kan nås på en bestemt type afdeling.

"Færdighedslaboratorium"
refererer til amtslige eller regionale færdighedslaboratorier, hvor færdigheder kan trænes fx ved hjælp af fantomer.

4.4. Definition af evalueringsstrategier

Disse strategier skal som hovedregel betragtes som ligestillede muligheder, og hvor der er anført mere end én evalueringsstrategi, skal evalueringen altså ikke nødvendigvis omfatte alle de anførte. Der gælder her følgende læsevejledning: er der mellem to evalueringsstrategier anført "og" skal begge metoder anvendes; er der mellem to evalueringsstrategier anført "og/eller" kan man frit vælge den ene, den anden eller evt. begge metoder; er der anført "eller" anbefales kun en metode anvendt. De anvendte begreber er defineret nedenfor:

"Vurdering af opgaver"
Dette kan omfatte uddannelseslægens

• gennemgang af specifikke opgaver sammen med tutor/vejleder såsom: Henvisninger, attester, patientforløb, kvalitetssikring (kontrol/kalibrering af instrumenter)
• case præsentation - fremlæggelse af patientforløb, video, litteraturgennemgang ved konference.

"Vurdering af porteføljeoptegnelser"
Denne metode indebærer, at tutor/vejleder sammen med den uddannelsessøgende gennemgår optegnelserne i den åbne del af porteføljen.

"Vejledersamtale"
Vejledersamtale er en evalueringsmetode, der primært anvendes med henblik på afdækning af den uddannelsessøgendes viden på specifikke områder. Fx kan metoden med udgangspunkt i en konkret patient-case anvendes til at tutor/vejleder afdækker den uddannelsessøgendes viden om "lovgivningen omkring provokeret abort", viden om begreber som "compliance" og "mestring" og viden om "klimakteriets fysiologi og udtryksformer". Udgangspunktet for en sådan vejledersamtale kan også være elementer fra porteføljen.

"Struktureret kollegial bedømmelse"
Ved læring i praksis (almen praksis og/eller hospitalsafdeling) kan den uddannelsessøgendes færdigheder og adfærd observeres direkte eller indirekte. Til understøttelse af tutor/vejleders vurdering kan anvendes et struktureret observationsskema, der synliggør de forskellige elementer i aktiviteten, således at alle relevante forhold kan komme med i vurderingen. Evalueringsmetoden kan omfatte:

• supervision af arbejdsopgaven med feedback
  • direkte (tutor er "flue på væggen")
  • indirekte (samtale om patientforløb/video/taperecording/oplysning fra andet personale/andet) ved tutor/vejleder
• observation af færdigheder og adfærd (uden feedback) - igen direkte eller indirekte

"Samlet vurdering"
Er evaluering bestående af både struktureret kollegial bedømmelse, refleksion over egen arbejdspraksis, vurdering af porteføljeoptegnelser og evt. vurdering af opgaver.

"Patientevalueringer"
Denne evalueringsstrategi er nævnt enkelte steder. Når validerede redskaber foreligger til brug i almen praksis, bør disse indarbejdes i målbeskrivelsen.

DE 119 SLUTKOMPETENCER, LÆRINGSSTRATEGIER OG EVALUERINGSSTRATEGIER

Begrebskort: Den praktiserende læges 7 roller 

Begrebskortet viser, at lægen som person rummer både en professionel del og en privat del. Men disse to dele er i evig udveksling og aldrig i et statisk forhold.

Refleksion og selvudvikling bestemmer, hvor stor en del af hele personen, der udgøres af det private, og hvor stor en del det professionelle fylder.

Det professionelle rummer elementer af alle rollerne - rollen som samarbejder, kommunikator, leder/administrator, akademiker, sundhedsfremmer og medicinsk ekspert.

Det optimale er en sund balance mellem det professionelle og det private.
Hvis det professionelle udgør for stor en del af personen, risikeres udbrændthed - hvis det udgør for lille en del risikeres faglig inkompetence.

Begrebskort: Lægen med rygsæk

For at nære refleksion og selvudvikling som redskab til kompetenceudvikling, er det nødvendigt at se på lægens rygsæk: I sit arbejde bærer lægen på en rygsæk, som indeholder forskellige former for viden (teoretisk, tavs, praktisk viden) samt færdigheder, holdninger, værdier, lægens personlighed og et opnået niveau af professionalisme. For at udvikle kompetenceniveauet er det nødvendigt, at lægen i enhver klinisk situation er bevidst om og handler ud fra denne bevidsthed om egne faglige og personlige grænser.

Indholdet i rygsækken ændres med tiden ved denne refleksion og selvudvikling. Når lægen tillader og er opmærksom på denne kontinuerte læring, betyder det, at lægen i den enkelte situation er i stand til at handle optimalt, hvilket også omfatter færdigheden at kunne bede om hjælp, faglig eller personlig vejledning, supervision eller anden faglig støtte til arbejdet.

Ud over rygsækkens indhold er lægens arbejde altid påvirket af organisation, fysiske rammer, overenskomster samt love og forordninger.

Rollen som professionel

Rollen som kommunikator

Rollen som leder, administrator og samarbejder

Rollen som sundhedsfremmer

Rollen som akademiker

Rollen som medicinsk ekspert

5. Obligatoriske teoretiske kurser

5.1. Tværfaglige kurser

5.1.1. Kursus i pædagogik
Det overordnede formål med dette kursuselement er at medvirke til at den uddannelsessøgende ka opnå de opstillede pædagogiske mål i målbeskrivelsen. Kurset er specifikt angivet som læringsstrategi for mål inden for rollerne som sundhedsfremmer og akademiker.

Kurset består af et læringsmodul, som afholdes på turnusniveau og et kursus i vejledning (2 dage), som afholdes medens den uddannelsessøgende typisk er I-læge for nogle uddannelsessøgendes vedkommende måske forinden I-stillingen tiltrædes eller umiddelbart efter afsluttet I-stilling). Kurset afholdes regionalt og det regionale råd er ansvarlig for den praktiske udmøntning af kurset.

Vejledningskurset skal også:

• give deltagerne de nødvendige forudsætninger for at kunne vejlede og supervisere andre,
• bibringe deltagerne en basal viden om hvilke faktorer, der fremmer og hæmmer læringsprocessen med henblik på at fremme et godt læringsmiljø i en lægepraksis.

5.1.2. Kursus i ledelse, administration og samarbejde
Det overordnede formål med dette kursuselement er at medvirke til at den uddannelsessøgende kan opnå de opstillede mål inden for dette område i målbeskrivelsen. Kurset er specifikt angivet som læringsstrategi for mål inden for rollen som leder, administrator og samarbejder.

Kurset afholdes dels regionalt og dels centralt og det/de regionale råd er ansvarlig for den praktiske udmøntning af kurset.

Kurset består af 3 moduler - i alt 10 dage:

Modul 1: Gennemføres i introduktionsuddannelsen, regionalt (2 dage)
Formålet er at give deltagerne et basalt kendskab til det danske sundhedsvæsens funktion belyst ved lokale (decentrale) eksempler samt at medvirke til at skabe en regional identitetsfølelse.

Modul 2: Gennemføres i begyndelsen af hoveduddannelsen, regionalt (3 + 1 dage)
Formålet er at give deltagerne en basal viden inden for ledelse, organisation og samarbejde samt at bibringe dem nogle basale færdigheder i at anvende denne viden i forbindelse med løsning af konkrete forvaltningsmæssige og organisatoriske problemstillinger af relevans for deres kliniske funktion.

Modul 3: Gennemføres i løbet af hoveduddannelsen, centralt (4 dage)
Formålet er at give deltagerne et basalt kendskab til det danske sundhedsmæsens funktion på centralt niveau samt give deltagerne et grundlæggende kendskab til love, bekendtgørelser, aftaler og overenskomster af betydning for sundhedsvæsenets funktion.

5.2. Det specialespecifikke teoretiske kursus

Rationalet
Med udgangspunkt i det kliniske indhold i almen medicin skal det specialespecifikke kursus sammen med de amtslige temadage belyse og give mulighed for fordybelse i og debat om almenmedicinske sygdomme og tilstande med stærk vægt på almenmedicinske arbejdsmetoder, herunder diagnostiske og terapeutiske tiltag, som den alment praktiserende læge benytter.

Kursus skal sammen med temadagene afklare og præcisere indholdet i det almenmedicinske arbejde og afstikke grænserne og brudfladerne til andre specialer og instanser, som er de almenmedicinske samarbejdspartnere.

Kursusrækken er obligatorisk. Det specialespecifikke kursus er karakteriseret ved at det primært ligger i uddannelsestiden i almen praksis, for at det på kursus lærte kan afprøves i praksis umiddelbart. Kursusrækken opdeles i et centraliseret, regionalt element (21 dage) og et decentralt, amtsligt element (9 dage). Det decentrale element sikrer det almenmedicinske aspekt gennem hele uddannelsen, både i praksis- amanuensis delene fase 1,2 og 3 samt i sygehusdelen.

Det centrale element af kurset er inddelt i to dele:

• den første del (A) på 7 dage afholdes i praksisamanuensis fase 1
• den sidste del (B) afholdes i praksisamanuensis fase 2 og 3 og omfatter 14 dage

Indholdet i første del A er tilpasset introduktionen til faget og arbejdsredskaber til at tilegne sig almenmedicinsk tankegang inden for de syv roller.

Indholdet i anden del B svarer til et betydeligt højere kompetenceniveau – emnevalg og læringsstrategier afspejler dette.

Valget og vægtningen af emnerne, samt fordelingen mellem de centrale, regionale kursusdage og de decentrale, amtslige kursusdage er sket med udgangspunkt i kompetencerne inden for de 7 roller i målbeskrivelsen om hvilke det gælder, at kompetencen:

1. kun kan erhverves til fulde gennem et teoretisk kursuselement
2. kun kan erhverves til fulde gennem et teoretisk kursuselement som supplement til den kliniske uddannelse (på hospitalsafdeling og i almen praksis)
3. kun kan erhverves til fulde gennem et teoretisk kursuselement som supplement til den kliniske uddannelse og de tværfaglige teoretiske kurser

Målet
Den teoretiske uddannelse i almen medicin skal både i kursusdelen og på temadagene samle erfaringerne fra den kliniske uddannelse i en større teoretisk sammenhæng af relevans for kursisternes fremtid i almen praksis.

Målet er dels et læringsudbytte vedrørende de store almenmedicinske sygdomme og tilstande, dels indsigt i og debat om almenmedicinske arbejdsmetoder: diagnostiske og terapeutiske arbejdsmetoder, praktiske arbejdsmetoder; organisations- og overenskomstforholds indvirkning på arbejdet som læge og selvstændigt erhvervsdrivende, samt holdninger og etik forbundet med faget.

Kurserne skal rumme den faglige refleksion, som er nødvendig for at sikre kvaliteten af det kliniske arbejde og stimulere og give redskaber til fortsat efteruddannelse og forskning.

Indhold og metoder
Undervisningen planlægges problemorienteret og med høj grad af kursistaktivitet. Deltagerne får mulighed for at anvende såvel personlige som faglige egenskaber i en tryg læringsramme og i et stimulerende miljø.

Kursisterne opnår viden, øver færdigheder og afprøver værdier og holdninger med hensyn til:

• samfundsmæssige forhold af betydning for almen praksis.
• profylakse: primær (børn, svangre), sekundær og tertiær
• screening
• kommunikation specielt for almen praksis som overbygning på tværfagligt kursus
• patienter i almen praksis med anden etnisk baggrund
• visitation og samarbejde: internt, eksternt og i lægevagt.
• fortsat professionel udvikling: fagligt, personligt, egenomsorg og supervision.
• etik og tavshedspligt
• organovergribende symptomer
• sygdomme i kroppens organer set fra en almenmedicinsk referenceramme
• psykiatri og misbrug
• kriseramte; tab og traumer
• livsforløbet: familien, interaktioner, sexologi, geriatri og gerontopsyk., terminal pleje
• rationel farmakoterapi
• organisationsforhold
• almen medicin som virksomhed: køb, salg, og drift af praksis.

Læringsstrategier i teoretisk specialespecifikt kursus

• debatskabende teoretisk undervisning diaglogbaseret, problem-based-learning, aktivering i grupper
• sygehistorier/case- præsentationer
• MEQ
• gruppearbejde
• praktiske kliniske demonstrationer
• rollespil – supervision live eller videobaseret
• videooptagelser af konsultationer i praksis
• introduktion af personlig læreplan
• katedrale indlæg

Evaluering

Skriftlig og mundtlig evaluering af undervisningens indhold og kvalitet. Den løbende evaluering medfører, at kursus justeres i takt med de indkomne evalueringer.

Fagets udvikling og ændring i opgavefordelingen mellem primær og sekundær sundhedstjeneste indebærer løbende justering.

Organisation

Sundhedsstyrelsen har det overordnede ansvar for de teoretiske kurser. Under dette ansvar administreres kurserne af Dansk Selskab for Almen Medicin.(DSAM), hvor opgaven er uddelegeret til kursusudvalget.

Kursusudvalgets opgave er løbende at følge det specialespecifikke teoretiske kursus i uddannelsen til speciallæge i almen medicin.

Udvalget skal sikre en løbende udvikling, kvalitetssikring samt koordination af undervisningen på de tre kursussteder, samt administrere tildelingen af kursuspladser på de teoretiske kurser på vegne af Sundhedsstyrelsen.

DSAM reorganiserer sit kursusudvalg således, at der heri er repræsentation for:

• de uddannelsessøgende
• underviserne
• de amtslige uddannelseskoordinatorer
• lederne af de regionale teoretiske kursussteder

I hver region etableres et udvalg, hvis opgave det er at planlægge og samordne denne teoretiske undervisning. Det regionale udvalg består af

• én eller flere amtslige uddannelseskoordinatorer fra regionen (AMU’er og/eller postgraduate kliniske lektorer)
• repræsentation for de uddannelsessøgende i regionen
• lederen af det teoretiske kursus i almen medicin i regionen.

DSAM indstiller til Sundhedsstyrelsen valget af en kursusleder til hvert kursussted, og denne har ansvar for det specialespecifikke regionale kursus’ praktiske afholdelse, evaluering, udvikling og økonomi.

Kursussteder: København, Odense og Århus.

Uddannelsesgrupperne bestående af ca. 20 kursister dannes regionalt i Syd, Nord og Øst. Dette for at fremme gruppedannelsen regionalt og amtsligt, og tillige for mere permanent at øge tilskyndelsen til den kontinuerlige efteruddannelse, og fremme en netværksdannelse, der kan danne basis for fremtidig gensidig faglig og personlig erfaringsudveksling.

Skematisk fremstilling af det specialespecifikke teoretiske kursus

5.3. Forskningstræningsmodul

Forskningstræning er det nødvendige værktøj til at sikre, at lægen arbejder på grundlag af den til enhver tid eksisterende viden. For de øvrige medarbejdere i det team, hvor lægen indgår, vil denne derfor repræsentere en særlig kompetence, der sikrer et forskningsbaseret grundlag for patientens undersøgelse og behandling.

Modulet er for almen medicin planlagt specialespecifikt. Ansvaret for forskningstræningsmodulet er placeret hos de regionale råd for lægers videreuddannelse. Den praktiske gennemførelse af forskningstræningen – og specielt indholdsdelen - involverer dog også Dansk Selskab for Almen Medicin, de postgraduate kliniske lektorer i almen medicin og især de almenmedicinske forsknings- og institut-miljøer i Århus, Odense og København (+ andre lokaliteter på vej). Modulet skal her beskrives overordnet, hvad angår indhold og praktiske forhold – en detaljeret beskrivelse af modulet er udarbejdet af DSAM og de almenmedicinske ”miljøer”.

De tidsmæssige rammer

De tidsmæssige rammer er afsat til 12 uger. I de 12 uger skal der formuleres et projekt, projektet skal gennemføres, og der skal ske en såvel skriftlig som mundtlig afrapportering. Desuden skal den uddannelsessøgende deltage i nødvendige kurser for at understøtte projektet.

Formål og rationale

Forskningstræning i speciallægeuddannelsen tager sigte på at opøve en kompetence til at opsøge og vurdere ny viden samt at overføre denne til praktisk klinisk brug.
Rationalet for forskningstræning i speciallægeuddannelsen er først og fremmest at sikre træning i en arbejdsform, som kan danne grundlag for livslang læring.

Forskningstræningsforløbet

Faserne i forskningstræningen er følgende:

• Formulering af et spørgsmål /en problemstilling
• Indsamling af viden og datamateriale og en efterfølgende analyse heraf på basis af relevante forskningsbaserede metoder.
• Kritisk analyse af resultaterne og en sammenstilling af en sammenfattende konklusion
• Afrapportering – dels i form af en mundtlig præsentation, dels i form af udarbejdelse af en rapport.

Mål

Efter at have gennemgået forskningstræningsforløbet skal lægen selvstændigt kunne opsøge, vurdere og formidle ny viden indenfor specialets og tilgrænsende specialers emnekreds.

Det skal derfor dokumenteres, at følgende mål er nået:

• At kunne formulere en problemstilling med udgangspunkt i aktuel klinisk praksis inden for sit speciale og påvise tilstedeværende og manglende viden omkring problemstillingen.
• At kunne formulere en plan for at revidere aktuel viden gennem en systematisk eftersporing i forskningslitteraturen.
• At kunne fortolke litteraturens resultater kritisk og omsætte dem til løsningsforslag inden for den givne problemstilling
• At kunne sammenfatte resultaterne og formidle disse og problemstillingerne til kolleger og samarbejdspartnere.
• At kunne vurdere de organisatoriske, økonomiske og etiske konsekvenser af at ændre praksis gennem udnyttelse af forskningsresultaterne.

Forskningstræningens indplacering i specialeuddannelsen i almen medicin

Forskningstræningen består af en teoretisk del som er placeret i begyndelsen og en projektdel, hvortil der er knyttet vejledning.

Forskningstræningen placeres i specialeuddannelsen således, at forløbet strækker sig over cirka 20 måneder, hvoraf selve projektdelen strækker sig over cirka 12 måneder.(Dette af logistiske og vejleder-kapacitetsmæssige grunde). Dette svarer til at der kan anvendes 2-3 dage per måned i denne periode, hvor kursisterne skal være helt eller delvist væk fra det kliniske arbejde.

Undervisningen/seminarer finder sted på i alt 20 dage, der hovedsageligt er placeret i starten af forløbet, således at det teoretiske grundlag for projektdelen er indlært. Der er af afsat 40 dage til projektdelen.

De første 5 måneder er afsat til litteraturkursus (søgning, læsning, evidensbaseret), valg af forskningsemne og første protokoludkast. Den individuelle vejledning foregår i månederne 7 -19 samtidig med, at selve projektet afvikles. Der afsættes som en vejledende rettesnor 4 måneder til endelig udarbejdelse af projektplan og litteraturlæsning mm., 4 måneder til dataindsamling og 4 måneder til analyse og skrivning afhængig af projektets karakter.

Vejledning til projektarbejdet

Den uddannelsessøgende har to vejledere under projektarbejdet:

• Tutorlægen i ”stampraksis A” giver den uddannelsessøgende klinisk sparring vedr. projektet - diskuterer projektidéen med henblik på at sikre, at det er et klinisk relevant forskningsmæssigt/kvalitetsudviklingsmæssigt spørgsmål. Returdagene til praksis A kan i øvrigt evt. anvendes til indsamling af data til projektet
• Forskningskvalificeret vejleder. Denne vejleder har forskningsmæssig erfaring/træning og giver individuel og gruppevis vejledning. Den forskningskvalificerede vejleder har typisk tilknytning til ét af de almenmedicinske ”miljøer”.

Omfanget af projektet

Projektets størrelse skal indrettes efter, at der i alt er afsat 60 dage til planlægning, gennemførelse og afrapportering. Ud fra erfaringerne fra et allerede eksisterende forskningsmetodologisk grundkursus, som har ca. samme varighed, vil det komme til at dreje sig om mindre kvalitetsudviklingsprojekter, litteraturstudieprojekter, pilotprojekter til egentlige forskningsprojekter eller projekter ud fra allerede eksisterende data fra journaler eller fra andre forskningsprojekter.

Evaluering af forskningstræningsmodulet

Evaluering foregår både undervejs (procesevaluering) og som vurdering af om lægen har opnået målet (resultatevaluering).

Procesevalueringen består hovedsageligt i en vurdering af, hvordan forskningsprojektet skrider frem – og processen følges via: fremlæggelse og formidling undervejs (startseminar og midtvejsseminar), optegnelser i forskningsdelen af logbogen, diskussion med supervision af vejleder og kolleger i større eller mindre grupper.

Resultatevalueringen foregår ved den endelige fremlæggelse af projektet i en større gruppe, ved opponering til et andet projekt (slutseminar) og ved en skriftlig rapport. Endvidere medvirker en af det regionale sundhedsvidenskabelige fakultet udpeget eller anerkendt bedømmer, der enten metodemæssigt eller emnemæssigt er særlig relevant til denne bedømmelsesopgave.

Bilag: Roller i uddannelsen

Almen medicinsk uddannelseskoordinator, uddannelsesansvarlig tutorlæge i almen praksis og daglige kliniske vejledere

I den ny speciallægeuddannelse er fokus på den uddannelsessøgendes egen læring af komplekse kompetencer i klinisk og paraklinisk virksomhed, og ikke på undervisning. Der skal således oprettes et optimalt læringsmiljø i almen praksis og på hospitalsafdelinger for de uddannelsessøgende, hvilket kræver administrativ og pædagogisk tilrettelæggelse.

Dette kræver 3 forskellige funktioner: 1) almen medicinsk uddannelseskoordinator (AMU), 2) uddannelsesansvarlig tutorlæge i almen praksis (TL) og 3) daglige kliniske vejledere (DKV). Disse personer er udpeget med ansvar for at uddannelsen bliver gennemført med påkrævet kvalitet.

Hvordan disse personers funktioner samordnes fremgår af Tabel 1.

I professionsuddannelser kan der også findes en mentor. Denne er oftest en ældre kollega som deltager frivilligt og på ideel grund uden ansvar som ansat/arbejdsgiver. En mentor deltager således ikke i planlægning og gennemførelse af uddannelsen, men fungerer kun som rådgiver og søtte til den uddannelsessøgende læge.

Erfaring viser at en godt fungerende mentor kan være til stor nytte i en professionsuddannelse. At opsøge en mentor og at fungere som mentor er frivilligt fra begge sider.

Det overlades derfor til den uddannelsessøgende læges eget skøn at søge en mentor. Da denne funktion i den postgraduate lægeuddannelse ikke kræves, bliver den fortsat ikke beskrevet.

Almen medicinsk uddannelseskoordinator (AMU)
I alle amter er ansat en eller flere alment praktiserende læger, som koordinerer uddannelsen i almen medicin - Almen medicinsk uddannelseskoordinator (AMU).

Arbejdsopgaverne i relation til speciallægeuddannelsen er bl.a.:

• Medvirke i godkendelsesproceduren for nye tutorlæger.
• I samarbejde med Det amtslige videreuddannelsesråds sekretariat facilitere produktionen af uddannelsesprogrammer.
• I samarbejde med Det amtslige videreuddannelsesårds sekretariat tilpasse uddannelsesprogrammet til de lokale forhold i såvel praksis som på sygehusafdelinger.
• Give afdelinger og praksis tilbagemeldinger på uddannelsen, iværksætte og gennemføre kvalitetssikringsarbejde.
• Deltage i håndtering af uhensigtsmæssige uddannelsesforløb.

Uddannelsesansvarlig tutorlæge i almen praksis (TL)
Den administrative funktion af speciallægeuddannelsen varetages af en uddannelsesansvarlig tutorlæge i almen praksis (TL) fra "praksis B" og senere fra "praksis C".

Tutorlægen er godkendt af Det amtslige videreuddannelsesråd efter indstilling fra den almen medicinske uddannelseskoordinator i amtet.

Idet speciallægeuddannelsen i almen medicin foregår i praksis og på forskellige hospitalsafdelinger er det nødvendigt, at én person har overblik over hele uddannelsesforløbet. Denne opgave påhviler tutorlægen i "praksis B" i de første 3½ år af H-stillingen - herefter overdrages ansvaret til tutorlægen i "praksis C", der har den uddannelsessøgende ansat i det sidste år af uddannelsen.

I de dele af uddannelsen hvor den uddannelsessøgende læge er ansat i hospitalsafdelinger overtager en hovedvejleder (HV) herfra tutorlægens funktioner. I hospitalsmiljøet har hovedvejlederen (HV) således stort set de samme funktioner som den uddannelsesansvarlige tutorlæge (TL) har i almen praksis.

Arbejdsopgaverne for tutorlægen er at:

• Sætte sig grundigt ind i uddannelsesprogrammet for det gældende uddannelsesforløb.
• Være ansvarlig for at introduktionsprogrammet bliver gennemført.
• Sammen med den uddannelsessøgende udarbejde en uddannelsesplan.
• Sikre at uddannelsesplanen bliver gennemført.
• Sikre løbende justeringer af uddannelsesplanen.
• Informere daglige kliniske vejledere om uddannelsesplanen.
• Sikre videreførsel af uddannelsesplanen når den uddannelsessøgende er ansat i hospitalsafdelinger. TL opretholder kontakt til den læge som overtager hovedvejlederfunktionen i sygehusafdelingen.
• Yde daglig klinisk vejledning og give feed back.
• Sammen med den uddannelsessøgende anvende pædagogiske redskaber, fx ugentlige/månedlige individuelle læringskontrakter. Evt. uddelegeres opgaven til en eller flere daglige kliniske vejledere.
• Instruere daglige kliniske vejledere.
• Samle op på de daglige kliniske vejlederes evalueringer og godkendte kompetencer.
• Evaluere og attestere enkelte kompetencer eller delkompetencer hos den uddannelsessøgende.
• Gennemføre fortløbende vejledersamtaler.
• Sikre og udføre evaluering af uddannelsen.
• Inddrage den almen medicinske uddannelseskoordinator i uhensigtsmæssige uddannelsesforløb.

Daglige kliniske vejledere (DKV)
For uddannelsessøgende i almen medicin vil der være daglige kliniske vejledere i almen praksis og på hospitalsafdelinger (DKV).

Al vejledning af den uddannelsessøgende kan ikke, og bør ikke, varetages af en enkelt person. I den daglige arbejdssituation kan derfor enhver anden praktiserende læge/ansat læge have ansvar som vejleder. Den uddannelsesansvarlige tutorlæge/hovedvejleder har dog fortsat overordnet ansvar.

Arbejdsopgaverne er at:

• Holde sig orienteret om uddannelsesplanen for den uddannelsessøgende læge.
• Deltage i gennemførsel af introduktionsprogrammet.
• Efter delegering fra TL/HV anvende pædagogiske redskaber, fx individuelle læringskontraktere.
• Yde daglig klinisk vejledning og give feed back.
• Efter delegering evaluere enkelte kompetencer eller delkompetencer og rapporteree til TL/HV.