|
Sidst opdateret: 8. sep '08 Kl. 10:27 af ASG |
Årsberetning fra Uddannelsesudvalget 2007-2008Prægraduat Der har længe været et generelt ønske om en optimeret koordinering med den præ-graduate undervisning og turnus uddannelsen. Almen medicin er gået forrest og udvalget har haft møde med de tre almen medicinske universitetsmiljøer. Det var et godt og konstruktivt møde, planen er at det følges op af møder i efteråret, hvor lægeskolens curriculum sammenlignes med målbeskrivelsen for den kliniske basisuddannelse mhp. gensidig inspiration. Turnus / klinisk basisuddannelse ”Den klinisk basisuddannelse”, som det fremover skal hedde, er startet og blev som bekendt på 12 måneder. Det betyder at ikke alle nyuddannede læger kommer i almen praksis. DSAM beklager dette af mange gode årsager, især tabet af forståelse for det sammenhængende sundhedsvæsen og patientforløb på tværs af den primær og sekundær sektion, men også tabet at en række vigtige basale lægefaglige færdigheder, bekymrer os. DSAM har haft et forbilledligt samarbejde med PLO for at sikre, at en så stor andel af nyuddannede læger får et ophold i almen praksis. Et synspunkt lægeforeningen har støttet. Rigtigt mange gode kræfter lokalt i regionerne har støttet op om implementeringsarbejdet. Resultatet blev 80 % i almen praksis, det bedst opnåelige i den politiske situation. Der forestår et stor lokalt implementeringsarbejde i regionerne af den nye målebeskrivelse. Udvalget har aktivt opfordret til undersøgelser, der sammenligner den kendte turnus uddannelsen med den nye kliniske basisuddannelse, og flere er på vej. Videreuddannelsen Udvalgets fokus har primært været videreuddannelsen i almen medicin. Overgangen til den nye uddannelse har været imponerende effektiv og målrettet, og første nye speciallæger er på trapperne. Udvalget har udarbejdet et forslag til uddannelsen i lægevagt, inspireret af de praktiske erfaringer fra regionerne. De første forskningstræningshold er færdige, og erfaringerne har været positive, som beskrevet i Prakticus. Udvalget har med respekt fulgt det store arbejde uddannelses koordinatorerne og kursuslederne har ydet rundt om i regionerne. Men vi mangler fortsat at implementere gruppesupervisions- træning for fase 3 læger. Indtil videre fungerer det i projektform takket være energiske lokale kræfter. Det bliver et kommende fokusområde, på basis af disse erfaringer, at få gjort ordningen obligatorisk i alle regioner. Regionerne har vedtaget at afskaffe point-systemet ved ansættelser i hovedforløb til fordel for en ”faglig profil”. Udvalget har i samarbejde med PUF lektor Jesper Isaksen, udarbejdet et en sådan ”faglig profil”. Tankerne bag er beskrevet i Praktikus. Profilen er godkendt af regionerne, og en vejledning til tutorlægerne om hvordan den skal anvendes er under udarbejdelse. Udfordringen lokalt bliver at få overgangen fra det gamle til det nye system til at være så fair som muligt for de ansøgende læger, der har tilrettelagt deres ”profil” efter de gamle regler. Udvalget er begyndt justering af målbeskrivelsen. De nye mål for Intro-stillingerne er godkendt af SST. Sundhedsstyrelsen har efter anbefaling fra PLO og DSAM øget dimensioneringen til 240 hoveduddannelsesstillinger pr år hvis kapaciteten tillader det. Udvalget følger denne udvikling. Konverteringen af vores elektroniske portefølje til det nye format (LUB) synes at fortabe sig i det uendelige. SST har meddelt at de godkender kompetencer på basis af porteføljens liste. Der arbejdes på en gennemgående opdatering af den eksisterende portefølje i erkendelse af vi formentlig beholder den i adskillige år endnu. Udvalget har faciliteret udviklingen af en særlig ”almen medicinsk inspektor ordning” hvor tutorpraksis tilbydes dialog om optimering af den kliniske uddannelse. Ordningen starter i projektform som forsøg i Region Syd i løbet af efteråret. Efteruddannelsen DSAM følger og præger efteruddannelsen gennem vore repræsentanter i AMADEUS. Almen praksis har i et internationalt perspektiv en meget aktiv efteruddannelses aktivitet. Udvalget har understøttet et PLO initiativ til at styrke efteruddannelsen gennem såkaldt ”sikret efteruddannelse”, en model der skulle sikre lægen kendskab til nye vigtige faglige erkendelser og misforhold mellem klinisk praksis og eksisterende viden. Desværre er disse planer midlertidigt sat på standby pga. økonomiske uenigheder mellem regionerne og PLO. DSAM har tidligere haft planer om udvikling af en efteruddannelsesmålbeskrivelse forankret i en PLP model. Der pågår overvejelser om hvorvidt disse planer skal afvente en afklaring af ”sikret efteruddannelse” eller om processen kan startes uafhængigt af dette. |