DSAM Logo

Praktiserende læge i Danmark – status og drømme

Vi har en af verdens bedst fungerende almen praksis, men vi kan stadig gøre det bedre. Myndighederne stiller krav, og samfundet udfordrer os. Hvilke knapper kan vi selv dreje på for at bevare vores etiske ståsted og fastholde arbejdsglæden? Det skal vi debattere på DSAM’s årsmøde.

Den enkelte praktiserende læge i Danmark er en af flere tusinde. Men hver lille klinik er en del af et samlet og forbundet netværk, der når ud til landets grænser. Vi er forskellige, og alligevel er vi meget ens. Vi er hver for sig og alligevel sammen. Glæden ved det daglige kliniske arbejde og mødet med det enkelte menneske er stor. Men udfordringerne står også i kø. Ofte føler vi os som gruppe ikke tilstrækkeligt forstået. Krav fra myndigheder og samfundet kan føles som en belastning og i værste fald være svære at opfylde. Det kan få os til at føle os overbelastede, og det kan få os til at miste glæden og gøre det svært at se meningen med arbejdet.

På DSAM’s årsmøde vil vi stille en række spørgsmål til samfundet, myndighederne og hinanden om vores virke: Hvilken retning skal vi tage? Og på hvilken måde? Hvordan skal fremtidens praktiserende læge se ud − set i lyset af omverdenens og egne forventninger? Det er vigtigt, at vi ikke uddelegerer blindt. Det er vigtigt, at vi står fast på det, vi er rigtig gode til. Og det er vigtigt, at vi gør det i lyset af en professionsetik.

Vi læner os op ad det udkast til professionsetik, som du har modtaget sammen med Practicus nr. 259. I et par af de parallelle sessioner debatterer vi delemner fra professionsetikken, og udbyttet herfra tager vi med som input til en fælles professionsetik for praktiserende læger i Danmark. Andre sessioner byder på emner som lægedækning, drømmepraksissen, supervision, ultralyd, patientklager, ulighed i sundhed, vejledninger og forskningstræning.

Uanset hvor du er i det almenmedicinske miljø, håber vi, at du har lyst til at deltage, blive inspireret og yde dit bidrag til vores fælles fremtid.