Relation og kontinuitet – i fortid, nutid og fremtid

Coronakrisen og de nye arbejdsforhold med videokonsultationer har om noget understreget værdien af en god læge-patient-relation, og at DSAM ramte plet med kampagnebudskabet ”Det gør en forskel, at vi kender hinanden”. Men der er mere i det end det. Vi udfordrer udsagnet og spørger, hvilken forskel det gør, at vi kender hinanden; at relation og kontinuitet kendetegner almen praksis - og hvordan det vil se ud i fremtiden. Hvordan forholder vi os til de kendte gevinster ved, at læge og patient lærer hinanden at kende over tid, og at patienten ikke har mange skiftende behandlere? Og kan der være risici forbundet med at blive set af den samme læge hver gang? Desuden har corona fyldt så meget i den sidste tid, at vi må kaste et blik på, hvad vi har lært af krisen. Det kan vores keynotespeaker Margaret McCartney tale med om, ligesom hun vil tale om kontinuitet med fokus på fremtidens udfordringer for almen praksis. Margaret McCartney er praktiserende læge i Glasgow og har en brændende interesse for evidensbaseret medicin. Hun er forfatter til flere bøger og broadcaster til radio.

Da vi også skal fejre vores 50-års jubilæum, får vi besøg af Niels Bentzen, speciallæge i almen medicin, professor emeritus ved Aalborg Universitet, der – også med fokus på kontinuitet – kaster et blik tilbage på de forgangne 50 år og måske giver os et par tips til de kommende 50 år.

Ud over de fælles sessioner i plenum vil der være to runder med parallelle sessioner, som berører mange forskellige emner. Læs om sessionerne her.

Også aftenens program lægger op til fest med god mad og festlig underholdning. Da især denne del er corona-usikker, bliver det dog først annonceret senere. 

Vi åbner for tilmelding 1. juni 2020 og garanterer pengene tilbage, hvis vi må aflyse årsmødet.

Bemærk!

Ingen af os kender dagen i morgen og ved, om det bliver tilladt eller tilrådeligt at forsamles i større mængder. Men vi har i DSAM besluttet indtil videre at fortsætte planlægningen af årsmødet 2020.

Det er selvfølgelig med alverdens forbehold for, at vi må aflyse eller ændre setup for årsmødet, fordi vi stadig ikke kan forsamles i større antal, og med forbehold for ændringer i programmet, hvis flyene stadig holder på jorden og vores keynotespeaker ikke kan komme frem.

Det er ærgerligt i sådan et jubilæumsår, hvor vi ellers har lagt op til den helt store fejring, men sådan er det nu engang. Vi holder vejret og håber…

Vær dog ikke nervøs for at tilmelde dig. Hvis vi må aflyse pga. corona, får du din betaling refunderet - uanset hvor sent aflysningen falder.