De kommende praktiserende læger vil være selvstændige klinikejere. De ønsker ikke et liv som ansatte i fx en regionsklinik. Samtidig lægger de vægt på at have gode kolleger og på balance mellem arbejdsliv og familieliv. Det slår en ny undersøgelse fra Forum for Yngre Almenmedicinere (FYAM) fast.

93 procent af de adspurgte i FYAM’s medlemsundersøgelse forventer at arbejde i almen praksis fem år efter, de er færdige med speciallægeuddannelsen i almen medicin. 85 procent forventer at have egen klinik. Mindre end én procent ønsker på sigt at være ansat i regionsklinikker.

Da Lægedækningsudvalget for nylig præsenterede sine forslag til at løse lægemanglen, var regionsklinikker et af de forslag, der blev talt en del om. Det ærgrer formand for FYAM Lene Therkelsen, at der politisk er så stort fokus på, at flere regionsklinikker skulle være en af løsningerne på manglen på praktiserende læger:

”Flere regionsklinikker kommer ikke til at løse lægemanglen, det flytter bare rundt på problemet. Vi får jo ikke flere læger af, at en del af dem ansættes i en regionsklinik. Og spørger man de unge læger, som vi har gjort, ønsker kun forsvindende få ansættelse i en regionsklinik. De unge vil være selvstændige, men de vil have sikkerhed for fremtiden og rimelige arbejdsbetingelser, så familielivet kan hænge sammen. Lægedækningsudvalget foreslog heldigvis en række andre spændende løsninger, som jeg håber på, man nu vil udforske,” fortæller Lene Therkelsen. 

FYAM’s undersøgelse viser, at der blandt medlemmerne er en overvægt af yngre kvinder, og størstedelen af dem har børn. Til spørgsmålet om, hvad der er vigtigst for FYAM’s medlemmer, hvis de skal arbejde i et lægedækningstruet område, angiver hovedparten: 'Gode kolleger', 'familien skal trives' og ’muligheden for nedsat tid’.

”Det er oplagt at kigge på at forbedre muligheden for at være på nedsat tid i forhold til i dag med eksempelvis muligheden for et lavere patientantal i en vis periode, en lempelse af kravene til åbningstider i praksis eller pendlertid indeholdt i arbejdstiden. Det kunne være relevant i lægemangeltruede områder, hvor en læge på nedsat tid er bedre end alternativet - ingen læge,” siger Lene Therkelsen, der også peger på den seneste arbejdsmiljørapport fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO), som viser, at 38 pct. af de nuværende praktiserende læger i dag er udbrændte, hvilket selvfølgelig bekymrer de kommende speciallæger.

FYAM's undersøgelse viser også, at de kommende praktiserende læger vil have kolleger. Langt hovedparten ønsker at arbejde i praksis med to til fem læger.

”Det er vigtigt at have fokus på, at fremtidens praktiserende læger lægger meget stor vægt på kolleger og mulighed for faglig sparring og dialog. Vi skal finde veje til at understøtte større lægepraksis og kollegialt fællesskab på tværs af store og små praksis. Klyngestrukturen, som man kender fra bl.a. Holland, er en rigtig spændende mulighed, og det tror jeg kunne være med til at skabe faglige netværk over hele landet og styrke områder med lægemangel,” siger Lene Therkelsen. 

Formanden for PLO’s Rekrutteringsudvalg, Gunver Lillevang, der også har været medlem af Lægedækningsudvalget, siger: 

”Jeg hæfter mig særligt ved, at de unge så tydeligt siger, at de ønsker den struktur, vi kender i dag, hvor de praktiserende læger har egen praksis. Det skal vi værne om og understøtte politisk. De unge tøver med at købe praksis, fordi de er usikre på fremtiden og bekymrede for arbejdsbetingelserne. Derfor håber jeg, at den kommende overenskomst for almen praksis, som PLO og Danske Regioner lige nu forhandler om, vil sende et tydelig signal: Der skal satses på vækst og udvikling af almen praksis, som vi kender den i dag. De unge må ikke være i tvivl om, at det er den vej, alle ønsker. Og de skal tro på, at arbejdsforholdene i almen praksis fremover vil være rimelige,” siger Gunver Lillevang.

Se FYAM’s medlemsundersøgelse her

Highlights fra undersøgelsen:

359 har besvaret undersøgelsen. 80 pct. af respondenterne er kvinder. 78 pct. af respondenterne har børn.

93 pct. forventer at arbejde i almen praksis fem år efter endt speciallægeuddannelse – 85 pct. af dem som ejere af egen praksis. Kun 0,6 pct. ønsker at arbejde i regionsklinik.  <

92 pct. angiver gode kolleger som den vigtigste overvejelse i forhold til at købe praksis. 95 pct. ønsker at være i lægehuse med 2-5 læger. 3 pct. ønsker fem eller flere kollegaer. Under 2 pct. kan se sig selv i en solopraksis.

66 pct. angiver ’usikkerhed for fremtiden i almen praksis’, 61 pct. angiver ’stor arbejdsbelastning’ som de største bekymringer i forhold til at købe praksis.

Om FYAM

FYAM består af knap 1.500 medlemmer, der er ved at uddanne sig til speciallæger i almen medicin, og som derfor er de læger, der på kort sigt skal være med til at løse manglen på læger i almen praksis.

For yderligere information kontakt kommunikationschef i Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) Louise Hørslev, lh@dsam.dk, mobil: 51541353 eller

Pressekontakt i Praktiserende Lægers Organisation (PLO) Charlotte Kiil Poulsen, ckp.plo@dadl.dk, mobil: 40836542

Som opfølgning på DSAM’s brev af 27. maj 2016 til sundhedsordfø­rerne om L 184, opridser DSAM i vedhæftede brev nogle af problemstillingerne i L 184 om videregivelse af personfølsomme oplysninger, ligesom DSAM har diverse spørgsmål indenfor de forskellige områder.

Læs brevet her

Dansk Selskab for Almen Medicin anbefaler, at L 184 ikke vedtages i sin nuværende form, og har defor sendt et brev til alle sundhedsordførere, hvor kritikken uddybbes. Kritikken går bl.a. på, at mange organisationer formentlig ikke har været opmærksom på lovforslagets brede hjemmel til fastsættelse af regler om videregivelsen af personfølsomme oplysninger, hvorfor høringssvarene desværre ikke kan anses for ud­tømmende at dække lovkomplekset. Læs brevet her.

 

Et barn med en ADHD-diagnose kan være en stor udfordring for de berørte familier, – både før, i undersøgelsesforløb og efter en diagnose. Og der er brug for højt specialiseret faglig ekspertise, både når det gælder udredning og behandling. Det er da også besluttet af Sundhedsstyrelsen, at diagnosen kun kan stilles af en speciallæge i børne-/unge psykiatri og at opfølgning er en tværsektoriel opgave med mange aktører.

Derfor bekymrer det de praktiserende lægers videnskabelige selskab (DSAM), at de praktiserende læger i nye retningslinjer, ”Udredning og behandling af ADHD hos børn og unge” (februar 2016), får en mere central rolle.

”Vi er på patienternes vegne kede af, at opfølgning i højere grad forventes placeret hos de praktiserende læger. Det er en meget vanskelig opgave at lave en kvalificeret opfølgning af ADHD hos unge individer under udvikling, og vi føler os ikke fagligt klædt på til det. Vurdering af behovet for justering af eller ophør med medicin er en specialistopgave. siger formand for DSAM, Anders Beich. Det er med andre ord ikke en rutineopgave for en praktiserende læge.

Der er en betydelig stigning i antallet af børn og unge med diagnosen ADHD, og selv om der er mangel på børne-/ungepsykiatere nogle steder i landet, og enkelte praktiserende læger har en særlig viden om ADHD-patienter, så nytter det altså ikke noget, at man nu forventer at almen praksis i højere grad overtager opfølgningen, når det er et område, der kræver høj faglig ekspertise. Det bekymrer Anders Beich, der fortsætter:

”Det er også problematisk, at det er patienterne selv, der skal bestille tid til opfølgning, for her risikerer særligt de ressourcesvage familier at komme i klemme.  Børn og unge med ADHD-diagnose kræver en tæt opfølgning især for at undgå overbehandling og for observation af anden psykiatrisk lidelse. Det er vigtigt at sikre, at de børn og unge, der måske ikke længere opfylder kriterierne for diagnosen, trappes ud af evt. medicinsk behandling.  Og selv om lægen kan etablere et samarbejde med børnepsykiatrien i et område, så overtager voksenpsykiatrien når den unge fylder 18 år, og vi ved at mange svigt i sundhedsvæsenet sker i forbindelse med overgange.”

Retningslinjerne er blevet til i samarbejdede mellem Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner og KL. DSAM har ikke været inviteret med i arbejdet:

”Jeg synes, det er problematisk, at vi som selskab ikke er blevet taget med på råd, når vi er en central aktør i de nye retningslinjer. Det er i sidste ende patienterne, der kommer i klemme, og det er jeg rigtig ked af, da de fortjener højt kvalificeret behandling”, siger Anders Beich. 

For yderligere information

Anders Beich, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, mobil 41 35 67 48.

tirsdag 22. december 2015 kl. 14:00 | 0 kommentarer

KOL er en af de alvorligste sygdomme i Danmark, og behandlingen af patienter med sygdommen og dens følgetilstande fylder meget hos den praktiserende læge. Vi måler f.eks. lungefunktion, hver gang det giver mening. 

De praktiserende lægers videnskabelige selskab – Dansk Selskab for Almen Medicin – hilser fokus på denne sygdom og behandlingen af den meget velkommen. Vi vil rigtig gerne behandle vores KOL-patienter bedst muligt.

Der er bare en del af denne dyre satsning, som blot vil tage den praktiserende læges tid uden at gøre gavn. Det er den del, der handler om at screene raske rygere ved at måle deres lungefunktion:

For mange sygdomme gælder det, at jo før de bliver opdaget, jo bedre er prognosen for patienten. Det kan desværre ikke siges at gælde for alle sygdomme og i hvert fald ikke for sygdommen KOL. Afsløring af tidlige og lette stadier af sygdommen gør ikke prognosen bedre, og det fører ikke til færre indlæggelser.

Det skyldes især to ting: Måling af lungefunktion kan ikke vises at få rygerne til at kvitte tobakken, og medicin for let KOL fører ikke til, at sygdommens udvikling forsinkes, eller at der spares indlæggelser. Desuden kan man frygte, at mange rygere, der ved sceeningen viser sig at have normal lungefunktion, vil se det som en blåstempling af deres helbred i forhold til rygning, hvilket det på ingen måde er, da rygning jo kan forbindes med en række forskellige sygdomme, f.eks. mange kræft- og hjertesygdomme. Rygestop er vigtigt, uanset om lungefunktionen er normal eller nedsat, ganske som mådehold med alkohol er vigtigt, uanset om leverfunktionen er påvirket af et overforbrug.

Vi ønsker at bruge vores tid på de patienter, for hvem vi kan gøre en positiv forskel. Det kan vi ikke ved at afsløre lette tilfælde af KOL, hvis vi systematisk undersøger lungefunktion på rygere. Derfor foreslår vi, at den del af satsningen stryges, og at man i stedet bruger de frigjorte midler på de strukturelle initiativer, som vi ved kan hjælpe. 

fredag 13. november 2015 kl. 13:15 | 0 kommentarer

Akkreditering er indført i det danske sundhedsvæsen i form af DDKM. Den er i det forløbne år afskaffet i sygehusvæsenet. Akkrediteringen, som fandt sted i sygehusvæsenet, kan ikke umiddelbart sammenlignes med den akkreditering, der skal finde sted i almen praksis.

I overenskomsten december 2010 blev det aftalt at udvikle og teste en model for akkreditering i almen praksis. Repræsentanter fra DSAM har siden været med til at udforme og begrænse mængden af standarder. Desværre blev pilottestningen ikke så omfattende, som det var foreslået fra almen praksis side. Den planlagte akkreditering vægter primært kvalitetssikring af organisatoriske standarder.

Det er uvist, om der vil komme kvalitetsudvikling ud af forløbet, al den stund der ikke er sat ressourcer af til egentlige kvalitetsudviklingstiltag i processen.

DSAM bifalder, at der forskes i akkrediteringen i almen praksis. Især den del af forskningen, der beskæftiger sig med at evaluere, om der rent faktisk sker en kvalitetsforbedring i forløbet, finder vi interessant.

DSAM forholder sig neutralt til akkrediteringen i almen praksis, men vi vil medvirke til processen indenfor de rammer, der er vedtaget i overenskomsten. DSAM vil gerne støtte sine medlemmer så godt som muligt i at komme helskindet igennem processen ude i den enkelte praksis ved at holde nøje øje med forløbet og tage kritisk stilling undervejs i udrulningen. Af hensyn til både rekruttering og fastholdelse finder DSAM det vigtigt, at akkreditering hverken ophøjes eller nedgøres, men at vi forholder os neutrale til processen og lærer så meget som muligt i forhold til fremtidens planlægning af kvalitetsudvikling og -sikring i almen praksis.

Akkreditering i almen praksis har ikke andet fokus end at vurdere, om de vedtagne akkrediteringsstandarder er overholdt. For at undgå misforståelser må det specifikt nævnes, at processen på ingen måde har til formål at vurdere eller videregive andre oplysninger om fagpersonerne eller forhold i klinikken, der måtte synes afvigende.