Dette bliver så min 6. og sidste formandsberetning, da jeg falder for funktionstidsbegrænsningen på det kommende repræsentantskabsmøde. Der har været flere markante sager i det forløbne år, og jeg vil her beskrive de vigtigste set fra min stol.

I dansk almen praksis har vi den arbejdsdeling, at PLO tager sig af det overenskomstmæssige, og vi i DSAM tager os af det faglige. Det lyder meget fornuftigt, at vi hver især gør det, vi er bedst til. I Norge er man dog for nogle år siden gået en lidt anden vej, idet de to organisationer her er fusionerede, men dog med to intakte opgaveområder. Tilsvarende tanker har flere gange været til kortvarig debat i DSAM. Jeg tror, det er sundt at tage denne debat med jævnlige mellemrum, idet skiftende vilkår og muligheder for vores speciale og for vort arbejdsområde kan gøre det nødvendigt, at vi også re-organiserer os for at få tilstrækkelig gennemslagskraft, så det er nok ved at være tiden igen, hvor en lille debat på dette område kan være på sin plads. Evt. ændringer skal dog være noget mere gennemtænkte end den aktuelle politiske beslutningskortslutning vedr. regionernes fremtid! 

Omtalen ovenfor er foranlediget af, at jeg nemlig vil starte denne DSAM-beretning med at omtale et PLO-område: den ny landsoverenskomst. Langt om længe fik vi før jul en ny aftale på plads, som så har haft virkning fra foråret af. Det var bestemt ikke nogen drømmeoverenskomst – specielt ikke for os i DSAM – men usikkerheden og modløsheden var blevet så stor, at det var svært at bevare optimismen – og specielt ødelæggende er sådanne perioder med usikkerhed for vores kommende kolleger. Så set i det perspektiv var det godt, at LOK kom i hus. Men i DSAM begræder vi stærkt, at kvalitetsområdet kom amputeret igennem processen: DAK-E har været vores vigtigste udviklingsplatform gennem de senere år. DAK-E får lov at fortsætte i stærkt amputeret form som primært en driftsenhed, der skal implementere og drive datafangstområdet, og det er naturligvis rigtig godt – men hvor skal udviklingen komme fra?? Denne neddrosling af vores udviklingsplatform er vi meget kede af. Nye ideer og metoder kan ikke stampes op af jorden fra dag til dag, så et kontinuert udviklingsarbejde må alle virksomheder, der vil fremtidssikre sig, investere i – det bør vi også sikre os sker i almen praksis! 

Reduktionen af DAK-E efterlod hele kvalitetsområdet i et tomrum, hvor en række bolde bare blev tabt på gulvet. DSAM’s bestyrelse besluttede, at vi i DSAM må forsøge at samle så mange af boldene op som muligt, men vi har hverken manpower eller økonomi til at løfte alle DAK-E’s aktiviteter. Vi har besluttet, at Kvalitetsudvalget, som vi har fælles med PLO, foreløbig to gange årligt skal mødes med de lægelige repræsentanter i Kvalitets- og Efteruddannelsesudvalgene for at skabe overblik over lokale aktiviteter.

Overenskomsten blev generelt en ”mens vi venter” overenskomst, som set med faglige øjne rummer både skidt og kanel ud over det anførte ovenfor. Mens vi venter på den nye overenskomst i 2013 skal der arbejdes med at finde en ny honorarstruktur, en akkrediteringsmodel for almen praksis, og en revision af de tre for DSAM vigtige fonde for forskning, efteruddannelse og kvalitet.  

Der er grund til at glæde sig over, at kronikerområdet fik et løft ved den nye LOK. Jeg tænker her specielt på ICPC kodning, ny årskontrol ydelse og datafangst til alle praktiserende læger. Det bliver rigtigt spændende at se, hvordan de nye muligheder bliver udnyttet, når datafangst er rullet ud til alle. Jeg tror, at vi vil kunne dokumentere, at vi gør det ganske godt i almen praksis – men at vi naturligvis har nogle forbedringsområder – og vores patienter med kroniske sygdomme skal profitere af at vi nu har disse muligheder for bedre overblik og systematik.

På kvalitetsområdet sker der dog fortsat noget, selv om vi i DSAM har et højere ambitionsniveau. Det er jo sådan, at ”Den Danske Kvalitetsmodel” også skal udrulles til primærsektoren – herunder almen praksis. Det er en flere år gammel politisk beslutning. Aktuelt arbejdes der på at udvikle såvel kliniske som organisatoriske indikatorer, der kan indgå i en kvalitetsmodel for almen praksis. Men den fortsatte udvikling af disse indikatorer og udarbejdelsen af en kvalitetsmodel for almen praksis ligger nu primært i IKAS og NIP, de to organisationer som finansieres af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening, og som hidtil primært har arbejdet inden for hospitalssektoren. DSAM har nu udpeget nogle gode folk til at deltage i arbejdet, men der er fortsat vanskeligheder med honoreringen. Det kan ikke være DSAM’s medlemmers opgave at finansiere dette arbejde, som tidligere blev finansieret via DAK-E. Det er også en svær opgave. Det er vanskeligt og langt fra ideelt, at overtage et kvalitetssystem udviklet til hospitaler.

Når der skal udvikles nye områder, som fx akkreditering, er det godt med inspiration fra andre, der arbejder med eller har erfaringer fra området. Så meget belejligt havde vores europæiske kvalitetsnetværk, EQuiP, planlagt en konference i København i april, hvor ca. 100 personer deltog. Udover kollegerne fra netværket havde vi inviteret en række interessenter på området fra regioner, kommuner, Sundhedsstyrelse etc., og de fik megen nyttig information og inspiration fra flere plenumforelæsninger og adskillige workshops med både danske og udenlandske oplægsholdere. I øvrigt en stor tak og stor ros til Tina Eriksson, præsident for EQuiP, for dette arrangement!

Almen praksis skal nu i lighed med apoteker og kommuner indberette utilsigtede hændelser. Hidtil har det været muligt at indberette hændelser opstået i sekundærsektoren, men nu skal vi indberette hændelser fra egen praksis og vores samarbejdsparter. Vores UTH-udvalg har lavet et grundigt forarbejde og fremlagt planer for hvordan UTH skal håndteres i forhold til almen praksis. Desværre har det ikke været muligt at finde økonomi til at løse de opgaver, vi har beskrevet. Det er derfor nu op til den enkelte praksis at etablere en intern struktur, der sikrer vidensdeling og læring af UTH. Et godt kvalitetsredskab kunne dermed være tabt på gulvet, men det virker som klinikkerne er begyndt at arbejde med årsagsanalyser og læring. 

Der er megen aktivitet inden for den almenmedicinske forskning, og der er kommet mange nye hoveder til. Vi har fået flere nye professorater og alle tre enheder melder om tilgang af PhD- studerende og mange henvendelser fra interesserede. Forskningsenhederne er delvist finansieret af Forskningsfonden, og da det er velkendt, at almen medicin så godt som aldrig får del i uddelingen fra de store forskningspuljer, vil DSAM arbejde for at forskningsmidlerne ikke beskæres i den nye fondsstruktur. Forskningsenheden i Aarhus har fået ny leder i årets løb – Flemming Bro – og en ny er på vej i Odense. DSAM er sikker på, at vi kan videreføre det gode samarbejde med de nye forskningsledere.

Uddannelsesudvalget har haft et travlt år. Ved årsskiftet blev udvalget reorganiseret, så det er et fællesudvalg sammen med PLO og det hedder nu VIA = Videreuddannelsesudvalget. Målbeskrivelsen for videreuddannelsen trænger til revision, så den passer til den virkelige verden. Der skal tages højde for den øgede specialisering i sygehussektoren og med de nye fælles akut modtagelser. Dertil kommer et behov for at ændre selve hospitalsdelen på grund af stigende problemer med at skaffe tilstrækkelig med uddannelsesstillinger i nogle specialer som fx gynækologi og pædiatri. Målbeskrivelsen er nu i høring og forventes udsendt senere på året. 

Uddannelsesudvalget blev også pålagt at udarbejde en målbeskrivelse for efteruddannelse. Den opgave har udvalget løst meget fikst ved at indskrive læringsmetoder for de enkelte mål inden for efteruddannelsen.

VIA har også fremsendt forslag til nye krav til tutorlæger i høring. Det er vigtigt, at uddannelsen i vort speciale er blandt de allerbedste specialeuddannelser (gerne den bedste!), så vi skal hele tiden have fokus på sikring af kvaliteten i uddannelsen.

Den nye målbeskrivelse vil indeholde en opgradering af de kompetencevurderingsmetoder, som tutorlæger skal benytte ved deres vurdering af uddannelseslægernes præstationer. Denne opgradering nødvendiggør en opkvalificering af mange tutorlæger, og det er en opgave, som vi håber de regionale uddannelseskoordinatorer vil tage på sig – men en revideret tutorlægevejledning har vi også behov for.

Sundhedsstyrelsen har anmodet PLO og DSAM om at komme med et forslag til antallet af hoveduddannelsesstillinger i de kommende fem år på baggrund af styrelsens prognoser for antallet af kandidater frem til 2030. Der bliver flere ældre, der er mere lægesøgende, og der er et stigende behov for generalister. Når vi samtidig ser, at flere speciallæger i almen medicin går til andre specialer som fx psykiatri og akutmedicin, er det DSAM’s holdning, at antallet af uddannelsesstillinger foreslås øget.

På uddannelsesområdet er der generelt sket en re-organisering, så der er tale om fællesudvalg med PLO:

VIA = Videredannelsesudvalget

UKF = Uddannelsespolitisk koordinationsforum

UPU = Udvalg for klinikpersonaleuddannelse

Vedr. internationale forhold henvises særskilt til beretningen fra Internationalt Udvalg.

Jeg vil blot her nævne, at vi i DSAM fortsat finder det ekstremt vigtigt at engagere os i dette samarbejde med selskaber og kolleger i Norden, i Europa og på verdensplan. 

I DSAM har vi et nyt projekt i den retning i støbeskeen, ”Partners in Practice”, hvor Per Kallestrup vil forsøge at få etableret en model, hvor dansk almen praksis (og DSAM) kan indgå i partnerskaber med lande og områder, der kan profitere af vores støtte. Det fortalte jeg også om sidste år – men det ser nu ud til, at der kommer noget ud af flyveøvelserne.

Med hensyn til de internationale kongresser har 2010 budt på WONCA Europe kongres i Malaga i oktober og i 2011 er der kongres i Warszawa i september.

Vores fælles nordiske videnskabelige publikation – Scandinavian Journal of Primary Health Care – har skiftet redaktør i årets løb: Jakob Kragstrup, Odense har efter en stor og mangeårig indsats valgt at stoppe – og den nordiske bestyrelse har valgt Peter Vedsted, Aarhus som ny redaktør. SJPHC udkommer jo nu i en åben elektronisk form SJPHC får mange artikler tilsendt, idet tidsskriftet er ét af de mest citerede i almen medicin, så det kan vi være tilfredse med – og lidt stolte over.

Den 17. Nordiske Kongres blev i år afholdt nord for Polarcirklen i Tromsø. Det blev et tilløbsstykke med flere end 1000 deltagere, der fik et spændende og afvekslende program inkl. sessioner i arktisk medicin på samisk! Der var (naturligvis) rigtigt mange danskere med, og heldigvis et stort kontingent unge læger. Kongressen fik hård konkurrence fra den betagende natur omkring Tromsø med fjorde og fjelde, der på 3. uge lå badet i sol 24 timer i døgnet. Næste kongres bliver i Tampere, Finland, den 21.- 24. august 2013.

Samarbejdet med PLO

Det har været et travlt år for PLO med en ny formand, der straks blev kastet ud i overenskomstforhandlinger. Vi har fortsat et fint samarbejde med PLO, der er god til at tænke på DSAM i flere sammenhænge, hvor vi ellers ikke er medtænkt. Vi har flere fælles projekter, bl.a. de to nyetablerede udvalg for rekruttering og personaleuddannelse og arbejder fortsat videre med systematisk efteruddannelse. Vi har skal fortsat have tæt kontakt omkring arbejdet med en kvalitetsmodel til praksis, herunder akkreditering. Vi kan bidrage med erfaring og viden fra ind- og udland og PLO må sikre at projekterne ikke bliver for omfattende, så kvalitetsarbejdet mere opleves som en besværlig kontrolinstans i stedet for et lærings- og udviklingsredskab.

I lighed med tidligere år har vi selvfølgelig et nært samarbejde på efteruddannelsesområdet. Vi har i år etableret en ny struktur på området, der sikrer overblik og koordinering af alle efteruddannelsesaktiviteter. I den forbindelse skal jeg lige nævne, at vi år ser frem til Lægedage med særlig spænding. Bella Centeret har udvidet kapaciteten og Lægedage følger trop og udbyder i år flere kurser end tidligere.

Det nære samarbejde på især kvalitets- og uddannelsesområdet har afdækket et behov for at have en fælles elektronisk platform til præsentation af fælles områder. Sammen med PLO er vi nu ved undersøge mulighederne for dette.

Småt og hot

ICPC koder er på vej som ”App” og vi undersøger mulighederne for at få vejledninger og andet materiale til IPad og mobil. Akutvejledningen og personaletriagevejledningerne er på vej i en elektronisk udgave. Der er udkommet et e-learningprogram om spirometri. For to år siden gik vores udvalg for kronisk sygdom ind i en proces med at overbevise relevante parter om de meget uheldige konsekvenser ved at indføre loven egenbetaling til tolkebistand efter syv års ophold her i landet. Det var en stor opgave og heldigvis tog Lægeforeningen over, men sagen er tabt og loven sat i kraft.

Flere politiske partier vil nu nedlægge regionerne og lade sygehusene drive af tre bestyrelser.  Jeg har umiddelbart ingen holdning til dette forslag på sygehusområdet, men den deraf følgende overflytning af administrationen af almen praksis til kommunerne vil få katastrofale følger. Vi har set flere eksempler på vigtigheden af alle specialer er under samme hat. Psykiatriens overførsel til socialområdet er et skræmmende eksempel.

Det er ikke kun i DSAM, at der snart er valg. I skrivende stund ruller valgløfterne over skærmen og flere partier har forslag om at indføre helbredssamtaler i almen praksis – en idé som DSAM har arbejdet med i flere år. Det er vigtigt at få beskrevet ny viden om, hvad der virker, hvad der skader og hvad der nytter/ikke nytter, inden dette evt. indføres.

Fra de indre linjer i DSAM

Sekretariatet sagde i foråret farvel til Anette Lindblad, der valgte at gå på efterløn. Anette har været ansat siden 2003 og har primært varetaget arbejdet med de kliniske vejledninger. Sekretariatet foreslog bestyrelsen at opnormere den ledige stilling og ansætte en akademisk medarbejder. Bestyrelsen godkendte forslaget og vi glæder os til at hilse på den nye medarbejder, Tina Louise Olsen, på Årsmødet. Tina Louise (vi har jo en Tina Malene i forvejen!) er 44 år gammel, uddannet cand. scient. pol. og kommer fra en stilling i administrationen på Abdominalcenteret, RH.

Der bliver behov for den nye arbejdskraft. Selskabet er involveret i mange aktiviteter og oplever en stabil medlemsfremgang. Vi har nu 3800 medlemmer i alt og antallet af yngre læger har lige rundet 1000.

På sidste års repræsentantskabsmøde afløste Janni Kristensen, Region Nordjylland, Mads Søndergaard som regionens repræsentant i bestyrelsen. Vi afventer nu valgene i regionsbestyrelserne for at se den kommende sammensætning af repræsentantskabet, og repræsentanterne kommer på arbejde på det kommende repræsentantskabsmøde. Formentlig for første gang i selskabets historie ser det nu ud til, at der er kampvalg til posten som DSAM’s formand! Det vælger jeg at se som et positivt tegn på en sund udvikling og et demokratisk overskud. 

Så kom til Hindsgavl den 30.9. (hvor vi indvier de nye mødefaciliteter i stalden) til et inspirerende Årsmøde og bliv til lørdagen for at overvære repræsentantskabsmøde og valget af ny formand. Alle medlemmer er velkomne, men kun repræsentanterne har stemmeret.

Tak!

Til slut vil jeg gerne række en stor tak til bestyrelsen, udvalg, arbejdsgrupper og enkeltvis udpegede DSAM-repræsentanter for et stort arbejde igen i år. Uden denne indsats var DSAM ikke til megen nytte!

I året løb har vi måttet sige farvel til Mads Søndergaard – en stor tak for indsatsen i en lang periode Mads!

Og ligeledes en meget stor tak til sekretariat og direktør for en stor og dedikeret indsats for selskabet – som tidligere vil jeg håbe, at det må fortsætte.

Personligt vil jeg tilføje, at jeg har haft 6 meget spændende år som formand for selskabet, men finder at det er rigtig godt, at en ny formand kommer til nu. Jeg håber at selskabet er i lige så god gænge, som da jeg tog over for 6 år siden – men det må andre bedømme.

Almen medicin og DSAM fylder meget i mit univers – og vil gøre det i en rum tid fremover er jeg sikker på, så jeg håber, at jeg også efter 1. oktober kan få lov at bidrage til specialets udvikling og til arbejdet i DSAM på mange måder.

Vi ses på Hindsgavl!

 

September 2011, Roar Maagaard