Det er min første beretning for det første år som Formand for DSAM. Og sikke et år! Alle har taget godt imod mig og takket være et godt og solidt samarbejde med bestyrelse og sekretariat har vi nået mange af de planlagte mål og mere til, samt deltaget i samarbejde med både nationale og internationale partnere.

Af særlige emner vil jeg fremhæve samarbejdet med PLO. På et tidspunkt, hvor en ny forhandlingsproces skulle i gang på området, valgte vi at sætte formanden ind som observatør i PLO’s bestyrelse, og det har givet både kendskab til området, til samarbejdspartnere og i visse situationer konkrete resultater. Jeg er taknemmelig for modtagelsen og forventer et effektivt samarbejde i det næste år, hvor selve forhandlingen mellem PLO og Danske Regioner skal forløbe.

Vi har nænsomt renoveret vores arbejde i bestyrelsen med en forretningsorden og en standarddagsorden, der placerer diskussionspunkter først på møderne og orienteringspunkter sidst. Hensigten er naturligvis at sikre friske hjerner på det rette tidspunkt!

Desuden har bestyrelsen været drivende i arbejdet med at udarbejde et nyt værdigrundlag for DSAM, og for hele det almenmedicinske område. Dette arbejde har rod i Årsmødet 2010, hvor Lars Foged efterlyste bind 2 af den gamle pamflet om samme emne, der nu er godt 12 år gammel. Processen er blevet modtaget meget positivt af medlemmer, både etablerede og nytilkomne. Der er udsigt til inddragelse af hele medlemsskaren gennem præsentation af i alt 5 scenarier, hvor den enkelte får mulighed for at påvirke billedet: hvordan skal vi udvikle os i de næste år? Vi forventer at kunne udsende disse scenarier i efteråret 2012 og vil holde møder om dette blandt andet med fædrene til den gamle pamflet og med FYAM-medlemmer. Resultater af processen vil løbende blive præsenteret og repræsentantskabet vil blive inddraget.

I Nordisk sammenhæng har vi i den nordiske føderation, NFGP, nu fået både sammenhæng og indhold. Vi har påbegyndt arbejdet med policy-papirer, der kan få større vægt, når de viser nordisk solidaritet. Foreløbigt er der vedtaget to papirer, et om præsentation af evidens med absolutte tal for risiko og et om forholdet til medicinalindustrien og den medikotekniske industri. Der er i dansk regi planlagt to yderligere arbejdsområder:

1: Preventive Medicine inspireret af norske og svenske papirer og
2: Barbara Starfield Classic, et produkt der tager udgangspunkt i Starfields tanker om betydningen af en stor og solid primær sektor, som vi kender den i Skandinavien.
Se mere på www.nfgp.org

Vi er også her i et godt samarbejde med PLO og har senest udmøntet dette på det nordiske møde for både selskaber og fagforeninger i Gøteborg i september 2012. 

Vi har på vegne af de nordiske faglige selskaber, altså NFGP, ved dette års møde i Wonca Council budt på og fået Wonca Europe-kongressen 2016 til Danmark. Der skal skabes en dansk organisationskomite og en nordisk videnskabelig komite. Vi er stolte og glade for opgaven. Sekretariatet har allerede gjort en stor indsats - og det bliver også en synlig aktivitet i de kommende år. Der bliver brug for alle i denne proces.

Vi har i det forløbne år haft to større projekter sammen med PLO – analyse af fondene og en IT-portal.
I de sidste overenskomstforhandlinger blev det aftalt, at der skulle iværksættes en analyse af de tre fonde på området: forskningsfonden, kvalitetsfonden og efteruddannelsesfonden. Fagligt Udvalg skulle også inddrages. Arbejdet blev indledt med en undersøgelse og rapport fra et konsulentfirma. De havde en anbefaling, som mange kan være enig i: for at øge synergi og sammenhæng skal de tre fonde administreres af en bestyrelse i stedet for tre. På det afsluttende møde kunne PLO og Danske Regioner imidlertid ikke blive enige om nogle andre forhold, så forhandlingerne blev afbrudt og evt. nye beslutninger vedrørende fondene skal træffes i dette års overenskomstforhandlinger.

Vi har haft flere møder om en fælles PLO-DSAM IT-portal. De nuværende hjemmesider bevares, men der etableres en fælles portal med al relevant information for det daglige arbejde i klinikken. En arbejdsgruppe har kigget på forskellige udbydere, og vi forventer inden årets udgang at have fundet en leverandør.  

Forskning
Den lille ny, forskningsenheden i Ålborg, er kommet godt i gang. Foreløbig har de valgt ”Bevægeapparatet” som fokusområde, et område som fylder meget i almen praksis, men hvor der ikke forskes meget.  Alle forskningsenhederne oplever stor interesse for at blive ph.d. studerende, og det begynder at knibemed pladsen – og især med økonomien. Almen medicin har meget svært ved at få del i de store statslige fondsmidler og må ofte søge andre kilder. Medicinalindustrien er ikke meget interesseret i vores projekter – og omvendt! DSAM og PLO har haft et meget inspirerende møde med Trygfonden. De arbejder med forskellige indsatsområder fra år til år, men når vi har sammenfaldende interesser skulle der være gode muligheder for finansiering derfra.

Kvalitet
Det har været vanskeligt at løfte alle kvalitetsområderne, som tidligere lå i DAK-E. DAK-E blev som bekendt beskåret i deres bevilling, så de kun skal varetage udrulning og implementering af datafangst i 2011 og 2012. Det går rimeligt med udrulningen, i starten af september er 65% på datafangst, men det kan vise sig vanskeligt at få de sidste 10 – 20 af lægerne med. Der er ikke aftalt evt. sanktioner.

Det går imidlertid ikke så godt med kvalitetsUDVIKLINGEN! Nu har dette vigtige område ligget stille i to år. Vi har forsøgt at tage hul på problemet ved at holde nogle af møderne i det fælles kvalitetsudviklingsudvalg sammen med regionale repræsentanter fra KE-udvalgene, men nogle konkrete resultater har vi til gode.  

I år fik vi så til gengæld afprøvet akkreditering i almen praksis. En barberet model med en række, for nogen, irrelevante organisatoriske indikatorer og en enkelt sygdomsspecifik indikator. Erfaringerne med forsøget var blandede. Et konsulentfirma evaluerede det samlede forløb til et gennemsnit på 2,8-3 på en skala fra 1-5, og de personlige erfaringer var mere spredte. Generelt fortælles at personalet var mere begejstrede end lægerne, og at tidsforbruget er stort. Forbruget er opgjort i en enkelt praksis til mindst 25 timer pr. læge og enkelte ansatte havde et væsentligt højere timeforbrug. Det bliver spændende at se, hvad overenskomsten vil bringe på dette område!

Uddannelse
Inden for videreuddannelsesområdet har vi fået udarbejdet en ny målbeskrivelse – tak til de involverede for en kæmpeindsats. Målbeskrivelsen er godkendt i Sundhedsstyrelsen, men med de to interessante forbehold, at der ikke må komme indvendinger og Danske Regioner skal godkende. Da det er foreslået, at flytte et halvt år fra hospitalsophold til almen praksis tænker regionerne sig om, men ideen er rigtig, og så må regionerne se, om de kan finde arbejdskraften andre steder.

På efteruddannelsesområdet har vi oplevet, at den nye struktur med et tæt samarbejde mellem PLO og DSAM har styrket området. Både Lægedage og vores Årsmøde oplever år for år flere deltagere og Lægeforeningens kurser er meget søgte, så må tiden vise, hvad der kan blive tilbage til andre udbydere!

Vejledninger
Det har været et magert år for vores vejledninger. Ingen vejledninger i 2011 og den første i 2012 er lige udkommet! Opdateringen af diabetesvejledningen og den nye vejledning om funktionelle lidelser skulle begge være udkommet i 2011, men blev forsinkede af forskellige årsager.  Nu kommer der så fem traditionelle og to elektroniske vejledninger på akutområdet på mindre end et år. Det er uheldigt og vanskeliggør implementeringsaktiviteter.  Vi venter spændt på udviklingen på vejledningsområdet. Sundhedsvæsenet har nemlig fået en ny forkortelse: NKR – Nationale Kliniske Retningslinjer. Sundhedsstyrelsen har fået opgaven med at udarbejde tværfaglige og tværsektorielle retningslinjer for 20 mio. kr. om året. Hvilken rolle får DSAM’s vejledninger i forhold til dette arbejde? Vi ved det ikke endnu, men flere kilder har tilkendegivet, at der fortsat vil være behov for vores vejledningsarbejde.

UPU
Blandt de mange udvalgsarbejder vil jeg bare berette om interessante nyheder fra et af de små udvalg: UPU – Udvalg for Personaleuddannelse.  UPU har haft møde repræsentanter for uddannelsen af SOSU-assistenter. Der er flere muligheder for relevante uddannelsestilbud fra denne udbyder. DSAM og PLO har lavet en spørgeskemaundersøgelse i almen praksis, der skal afdække hvilke opgaver, der udføres af de forskellige personalegrupper. Resultaterne herfra skal bruges til at skræddersy en overbygning på SOSU-uddannelsen med de færdigheder, almen praksis efterspørger. Der vil ligeledes blive udbudt kurser som efteruddannelse. Der gives lønrefusion til efteruddannelse for SOSU-assistenter og personale med samme eller lavere uddannelsesniveau.

Dette blev så min første beretning som formand for DSAM. Jeg blev valgt efter kampvalg – et udtryk for den stigende aktivitet i selskabet. Det første år har heldigvis ikke været præget af kampe. Hele bestyrelsen og observatørerne har samarbejdet om at gøre selskabet endnu bedre og mere synligt. Jeg har ikke været den eneste nye i bestyrelsen. Jeg blev afløst af Helle Ibsen fra Haderslev som repræsentant fra Region Syddanmark og Christian Vøhtz afløste Rikke Pilegaard som FYAM-formand. I løbet af året har Jette Kolding Christensen afløst Mogens Vestergaard som repræsentant for miljøet i Aarhus og i foråret overtog Bo Christensen, Aarhus, posten som redaktør af Practicus efter Claus Rendtorff.  Jeg skal herved takke de afgåede for mange års arbejde for DSAM.

Samtidig med årsmødet sidste år fik sekretariatet også en ny medarbejder – cand. scient.pol. Tina Louise Olsen. Tina Louise blev ansat til primært at varetage arbejdet med kliniske vejledninger, uddannelsesområdet og kommunikation. Tina Louise har styrket kommunikationen med hyppigere nyhedsbreve og mere kommunikation til repræsentantskabet, men hun er også blevet en vigtig og meget interesseret medspiller i værdidebatten. 

Vi har brug for arbejdskraften. Vi har fået godt 100 nye medlemmer siden sidste år, så vi nu i alt er over 4000 medlemmer, heraf er ca. 1100 FYAM- medlemmer. Jeg skal derfor takke alle i og omkring bestyrelsen, repræsentantskabet og sekretariatet for den store indsats i mit første år som formand.

Lars G. Johansen