Tid og sted:               

 

 Torsdag, den 21. juni 2018 kl. 16:00 - 18:00 hos DSAM

 

Til stede:

Bestyrelsen: Anders Beich, Annette Houmand, Lise Dyhr, Maria Bach Nikolajsen, Dorte Jarbøl, Bolette Friderichsen, Annemette Pihl Lundberg, Claus Rendtorff

Observatører: Ellen Louise Kristensen, Niels Ulrich Holm, Roar Maagaard, Martin Bach Jensen

Sekretariatet: Louise Hørslev

 

Afbud:

Bestyrelsen: Jette Kolding Kristensen

Observatører: Christian Freitag, Annelli Sandbæk, John Sahl Andersen, Frans Boch Waldorff, Niels Kristian Kjær

 

1. Velkomst og godkendelse af dagsorden

Referat

Dagsordenen blev godkendt. Anders Beich orienterede om erfaringerne fra Folkemødet, som udelukkende var positive. Delegationen fik varetaget DSAM’s interesser gennem debatter, og det virkede til, at der var god folkelig opbakning til kampagnen ”Hvis min læge ikke var her”, som blev skudt i gang på Bornholm.

Opfølgning

Ingen.

DEBATPUNKTER

2. Forældede DSAM vejledninger som andre linker til v/Annette Houmand

Indstilling

Det indstilles, at bestyrelsen drøfter og beslutter, hvordan DSAM forholder sig til, at andre linker til forældede DSAM-vejledninger.

Baggrund

DSAM har på hjemmesiden vejledninger liggende tilbage fra årtusindeskiftet.

Det er tidligere blevet besluttet, at det giver god mening, at over 5 år gamle vejledninger er tilgængelige, da der fortsat er meget brugbar information i dem. De ligger derfor i et arkiv med følgende tekst:
Nedenfor kan du finde vejledninger, der er mere end 5 år gamle, og som ikke er opdaterede. DSAM tager derfor forbehold for, at der kan være nye retningslinjer/ny evidens på området. Men vi har valgt at lade dem ligge på hjemmesiden, da der stadig er en del brugbar information i dem.

Annette Houmand har med baggrund i, at hun har været på systematisk efteruddannelse om børn og unge, hvor der blev henvist til den gamle DSAM-vejledning om emnet, ønsket, at punktet drøftes.

SST linker eksempelvis her til DSAM-vejledningen på side 31 og 33 og er referencenr. 35 (der findes ikke anden litteratur om emnet end DSAM-vejledningen):

SST's vejledning om Monitorering af vækst hos 0-5-årige børn

Bestyrelsen bedes drøfte, hvordan selskabet forholder sig til dette:

  • Skal vejledninger over 5 år gamle fortsat være i arkiv?
  • Skal nogle af de gamle vejledninger opdateres og nogle kasseres? Hvis ja: hvordan gør vi?
  • Skal sekretariatet aktivt kontakte de myndigheder og styrelser, som de har kendskab til linker til forældede vejledninger, hvis bestyrelsen beslutter, at de ikke ønsker, der linkes til den?

Referat

Annette Houmand orienterede om baggrunden for punktet. Det blev drøftet, at vejledningerne i arkiv ikke skal ligge på samme side som de vejledninger, der gælder nu.

Opfølgning

Sekretariatet sikrer, at ældre vejledninger lægges på en anden side end den nuværende. Hvis muligt kommer der et vandmærke henover, hvor der står ”fra før ” eller lign.

3. Faglig begrundelse for forløbsplan for lænderyg v/Annette Houmand og Martin Bach Jensen

Indstilling

Det indstilles, at bestyrelsen drøfter om de indikatorer og patientinformationer, der er foreslået til forløbsplan for scanningsverificeret lumbal discusprolaps er dækkende set ud fra et fagligt perspektiv

Baggrund

Som en del af OK18 skal der udvikles og implementeres digitale forløbsplaner til patienter med KOL, diabetes og lænderygsmerter.

Aktuelt er det faglige indhold for KOL og diabetes afklaret, forløbsplaner for KOL testes i lægepraksissystemerne og om kort tid sker det samme for diabetes. Fra 3.kvartal i 2018 vil det således blive muligt for praktiserende læger at tilbyde patienter med KOL og/eller diabetes en digital forløbsplan – fx i forbindelse med patienten er forbi til årsopfølgning.

Der skal som sagt også tilbydes en digital forløbsplan til patienter med lænderygsmerter. PLO har i den forbindelse peget på lænderygsmerter ved scanningsverificeret lumbal discusprolaps som det relevante diagnoseområde. I den forbindelse har PLO behov for DSAM’s vurdering af dette valg af diagnoseområde. Gerne ved en skriftlig tilbagemelding, der præsenterer de faglige argumenter for netop at tilbyde denne gruppe af patienter en forløbsplan.

Den skriftlige tilbagemelding fra DSAM vil efterfølgende blive drøftet med Sundheds- og Ældreministeriet, Sundhedsstyrelsen og indgår i den projektorganisering, der aktuelt arbejder med implementering af digitale forløbsplaner i regi af Medcom.

Referat

Martin Bach Jensen redegjorde for baggrunden for punktet. Der var opbakning til oplægget. Det blev drøftet, at forløbsplanen med fordel kan være så enkel som mulig.

Opfølgning

Annette Houmand og Martin Bach Jensen tager drøftelserne med i det videre arbejde og sikrer, at oplægget bringes videre til PLO.

4. Fremtidens Lægevagt v/Bolette Friderichsen

Indstilling

Det indstilles, at bestyrelsen drøfter synspunkter til, hvordan de ser fremtidens lægevagt.

Baggrund

Bolette Friderichsen deltager i regi af SST i arbejdet omkring "Faglige anbefalinger for det akutte sundhedsvæsen for de næste 10 år" og har sendt nedenstående baggrund samt et bilag (ideliste), som udgangspunkt for bestyrelsens drøftelser:

”Arbejdet består af 5 spor og 2 overordnede arbejdsgrupper. DSAM deltager i 3 af sporene, nemlig akutmodtagelsen FAM og psykiatrisk akut modtagelse PAM (mig) og 1813/lægevagten (Anders og mig) samt i den overordnede arbejdsgruppe (Marianne Puge). (De sidste 2 spor er Akut kommunalt arbejde og Præhospitalet, hvor vi ikke deltager).

For at løse min opgave har jeg talt med mange folk i landskabet. De 4 vagtchefer, folk fra PLO-C, PLO-R fra de 5 regioner, samt Niels Kristian Kjær og Gunver Lillevang omkring læring, samt Morten Bondo Christensen omkring hans forskning. Desuden overlæger og regionsfolk fra min deltagelse i arbejdet med de andre 2 spor, hvor jeg hører, hvad de ønsker sig af lægevagten (svar: God visitation).

I den proces har der dannet sig en idé-liste, som udvikler sig - sneboldeffekt. Se bilag. Vi havde første møde med SST den 6.6.2018, og der blev da lyttet til os. Jeg vil gerne høre, om bestyrelsen har synspunkter, jeg skal bringe med videre i arbejdet."

Referat

Bolette Friderichsen redegjorde for punktet. Der var opbakning til idélisten. Det blev drøftet, at det er vigtigt at stå fast på fagligheden, og servicemål er mindre vigtige men bør drøftes. Det blev fremført, at det kunne anføres, at det blev gjort mere trygt for de yngre læger at varetage lægevagten (fx de pointer som er med omkring færre visitationssteder). Det blev fremført, at det svenske system fungerer godt, hvor patienterne sendes ind til visitation i lokalområdet hos en distriktsjøterske (sygeplejerske specialuddannet til akut vurdering og visitation), og hvis de ikke selv har mulighed for at transportere sig, får de transport til nærmeste vårdcentral (distriktslægestation/akutklinik). Det blev drøftet, om en ”telefonist”, der visiterer videre til 112, lægevagt, sundhedsplejerske etc., er en god ide.

Opfølgning

Bolette Friderichsen starter en tråd på intra, hvor man kan byde ind og sikrer, at bestyrelsens drøftelser kommer med i det videre arbejde.

5. Interessegruppe: Gi' mest til dem med størst behov v/Lise Dyhr

Indstilling

Det indstilles, at:

  • bestyrelsen giver feedback på, hvorledes de kan implementere den præsenterede viden i hvidbogen som del af deres ordførerskaber og øvrige aktiviteter i selskabet
  • det drøftes, hvorledes der kan sikres en videndeling omkring området på tværs af bestyrelsen/selskabet
  • det drøftes, om bestyrelsen er enig i, at der arrangeres en national konference om emnet, og at der afsættes midler til dette.

Baggrund

DSAM nedsatte i 2016 interessegruppen ”Gi’ mest til dem med størst behov” med Lise Dyhr som formand. Ønsket var at inddrage/aktivere såvel interesserede praktiserende kollegaer, samt personer med særlig viden og erfaring indenfor området med det formål at sætte især pejlemærke 3 og 6 mere konkret i spil. I alt 40 personer meldte sig til gruppen, som alt i alt repræsenterer bredt felt af viden. Gruppen mødtes sidste år på DSAM´s årsmøde, hvilket forventes at blive en tradition. Derudover udveksles erfaringer pr. mail. En mindre skrivegruppe har arbejdet med at lave en ramme om gruppens arbejde (hvidbog), som er drøftet blandt gruppens medlemmer. Det er besluttet, at skrivegruppen vil prioritere det kommende kvalitetsarbejde i klynger og bidrage til, at den beskrevne personcentrerede tilgang og forståelse af lighedsbegrebet og forslag kommer i spil, herunder at præsentere konkrete erfaringer til inspiration for medlemmerne.

Endvidere er det ønsket, at DSAM – i samarbejde med relevante aktører - er vært for en national konference for beslutningstagere og praktikere indenfor en kortere årrække. Formålet skal være at highlighte emnet og videndele. Det foreslås, at konferencen afholdes i DSAM’s jubilæumsår (2020), og at der for at få ejerskab til konferencen + der kommer et så bredt fagligt funderet program som muligt nedsættes et fagligt udvalg med relevante deltagere fra andre videnskabelige selskaber, myndigheder og faglige organisationer. Planlægningsgruppen består af sekretariatet og 2 fra interessegruppen, herunder formanden.

Der er lavet et spædt udkast til budget, der forudsætter 100 inviterede deltagere, samt at konferencen holdes over en dag og i plenum:

Post

Beskrivelse

Udgift

Oplægsholdere

Der bruges ”gratis” oplægsholdere

30.000 kr. (rejseomkostninger)

Konferencested

100 deltagere, der inviteres 1 dag på et godt sted i København, ca. 800 kr. per person + det løse. Det forudsætter, at DSAM ikke yder tabt arbejdsfortjeneste til deltagerne (ellers er dette 3.000 kr. ekstra pr. mand til dem, der skal have det + transport)

100.000 kr.

Planlægning
(sekretariatet stiller arbejdskraft til rådighed, hvilket vil betyde at konferencen i mindre omfang vil tage fokus fra andre opgaver i en periode)

Møder i planlægningsgruppen og fagligt udvalg.

50.000 kr. (tabt arbejdsfortjeneste og mødeforplejning til deltagere i særligt fagligt udvalg)

Kongresmateriale

Navneskilte, program, inspirationsmateriale, give away’s

20.000 kr.

I alt

 

200.000 kr.

Der skal naturligvis udarbejdes et detailbudget, men dette for at give bestyrelsen et indblik i omkostninger og mulig måde at organisere konferencen på.

Referat

Lise Dyhr redegjorde for baggrunden for punktet. Der var enighed om, at hvidbogen kan bruges i dagligdagen, og viden trækkes ud, når det er relevant for grupper, udvalg og fora. Det blev drøftet, at gruppens arbejde/ baggrundspapir med fordel kan bruges i klyngearbejdet og kvalitetsarbejdet.

Det blev forslået at omsætte hvidbogen til konkrete anbefalinger. Det blev drøftet, om en konference er en god ide, hvilket der var opbakning til.

Opfølgning

Sekretariatet og Lise Dyhr starter planlægning af konferencen, der finder sted i 2020.

 

6. Forslag til brug af henlæggelser fra formandskab og sekretariat

Indstilling

Det indstilles, at bestyrelsen drøfter og beslutter, om de er enige i, at der i DSAM regnskabet for 2017 henlægges de angivne beløb på de foreslåede aktiviteter.

Baggrund

På bestyrelsesmødet i maj blev regnskabet 2017 godkendt, som viste et overskud på lidt over en million kroner, som afsættes til henlæggelser. Formandskab og sekretariat foreslår, at en del af disse henlæggelser anvendes på følgende:

Synlighedskampagne for faget almen medicin
En kampagnegruppe bestående af Anders Beich, Louise Hørslev, Sine Barrett-Madsen, Kasper Lorenz Johansen og Maria Bundgaard har den seneste tid i samarbejde med eksternt bureau arbejdet på en synlighedskampagne for faget almen medicin. Kampagnen udføres som pilotprojekt på Folkemødet under titlen ”Hvis min læge ikke var her”. Det er målet, at kampagnen skal skabe opmærksomhed omkring egen læges rolle i en tid, hvor almen praksis er under pres. Indhold og budskab er i tråd med bestyrelsens strategidrøftelser om at skabe en fælles identitet for fagets udøvere. Det foreslås, at der afsættes 200.000 kr. til kampagnen i 2018/19. Midlerne skal gå til produktion af film, eksekvering af kommunikation, bistand fra bureau og evt. produktion af t-shirts, som fx kan deles gratis ud på Lægedage 2018, således at der på den måde kommer ”reklamesøjler” og ejerskab rundt i hele landet.

Kvalitetsområdet – elektronisk katalog
Som en del af udmøntningen af OK18 har DSAM sat fuldt blus på kvalitetsområdet bl.a. med ansættelse af en kvalitetskonsulent. Desuden skal der laves et elektronisk inspirationskatalog over græsrodsprojekter. Der er ikke sat penge af til kvalitetsområdet i budget 18 og det foreslås, at der sættes 300.000 kr. af til kvalitetsområdet i 2018. Penge, der bl.a. skal bruges til honorering, elektronisk platform mm.

Valghåndtering
Bestyrelsen valgte i 2017, efter at budgettet var godkendt, at valghandlingen til de regionale valg skulle varetages af FAS. Den endelige udgift til dette kender vi ikke endnu, men det bliver i omegnen af 30.-50.000 kr. Der kan evt. blive brug for advokatbistand til afklarende spørgsmål. Det foreslås derfor, at der sættes 50.000 kr. af til håndtering af valg i 2018.

Omrokering sekretariat
Sekretariatet fik i 2018 en ekstra medarbejder, hvilket vil sige, at der - de dage der er fuldt hus på kontoret - er 6 medarbejdere fordelt på 3 kontorer i Stockholmsgade. Dertil kommer, at der skal være plads til formand og 3 lægefaglige konsulenter, der også har deres (arbejds)-gang i huset samt studentermedhjælp, der ansættes til primært at hjælpe med Nordisk Kongres fra efter sommerferien. Det – og ønsket fra flere medarbejdere – om at få mere dagslys (vinduesplads) har betydet, at vi har lavet en omrokering på kontorerne samt inddraget et mødelokale til kontor. Udgifter til flytning og nyanskaffelser i den forbindelse beløber sig til ca. 30.000 kr., som det foreslås, at der henlægges midler til i 2018.

Aktivitet

Budget

 

 

Synlighedskampagne for faget almen medicin

200.000 kr.

Kvalitetsområdet – elektronisk katalog

300.000 kr.

Valghåndtering

50.000 kr.

Omrokering sekretariat

30.000 kr.

 

 

I alt

580.000 kr.

 Referat

Louise Hørslev redegjorde for baggrunden for punktet. Det blev vedtaget at bruge henlæggelserne på ovennævnte forslag.

Opfølgning

Sekretariatet søger for at få disse henlæggelser lagt ind i DSAM regnskab for 2017.

7. Forslag om støtte fra DSAM til speciallægearrangement for nye speciallæger i almen medicin v/Region Midtjylland

Indstilling

På vegne af DSAM Region Midtjylland foreslår Jette Kolding Kristensen og Roar Maagaard, at DSAM centralt fra 2019 igen bevilger op til 1000 kr. pr deltagende ung læge til arrangementet i Midt – og i alle andre regioner, der laver regionale arrangementer for nyuddannede speciallæger.

VI finder, at det er en rigtig god måde at
- fejre de unge lægers speciallægeuddannelse
- profilere DSAM som deres speciallægeselskab
- så at sige ”byde dem indenfor i selskabet”

Baggrund

I flere andre europæiske lande har man i mange år fejret nye speciallæger i almen medicin. Nogle steder er initiativtager universitet og andre steder de videnskabelige selskaber, hvor speciallægerne så bliver optaget som fuldgyldige medlemmer.

Inspireret af dette besluttede DSAM’s bestyrelse så i 2010, at DSAM ville yde tilskud til arrangementer for nye speciallæger med max 1000 kr. pr. nyuddannet deltager til sådanne regionale arrangementer. Forslaget kom formelt fra FYAM. (En bestyrelsesbeslutning, der i øvrigt aldrig formelt er blevet ændret).

I Region Midtjylland var dette anledning til, at man fra 2011 startede med sådanne arrangementer, der så siden har fundet sted i forsommeren – senest 1.6.2018. Disse arrangementer i Midt er meget anpriste blandt de unge læger og opfattes nu som en meget god og sikker tradition.

Arrangementet ser typisk sådan ud:

Sted: Skarrildhus hotel (herregård mellem Herning og Skjern i smukke omgivelser)
Arrangør: Region Midtjylland, PLO-Midtjylland og DSAM

Deltagelse er gratis for de nyuddannede (man inviterer det seneste års nye speciallæger) – for deltagelse i middag og overnatning betaler partnere 700 kr.

Praktisk:
Fredag 15-18: Fagligt arrangement for de nye speciallæger med deltagelse af koncerndirektør for Region Midt, formanden for PLO-Midt og repr. for DSAM/Udd.koord. (Roar M.). Man diskuterer muligheder og udfordringer for de ny speciallæger – fagligt og praksisdriftsmæssigt. Normalt meget livlig debat og opnåelse af fællesskabsfølelse.

19-sent: Festmiddag med taler og efterfølgende dans til populært orkester.

Overnatning og morgenmad og dernæst afrejse kl. 10 lørdag formiddag.

I 2018 deltog 40 nyuddannede speciallæger – og desuden 40 ledsagere.

Referat

Roar Maagaard redegjorde for baggrunden for punktet. Der var opbakning til punktet. Det blev besluttet, at DSAM afsætter 150.000 kr., der kan bruges regionalt på arrangementer for nyuddannede speciallæger i almen medicin i 2019. Det vil sige, at de regionale bestyrelser kan søge tilskud hos sekretariatet på op til 1.000 kr. pr. deltager.

Opfølgning

Sekretariatet sikrer, at et fælles koncept for fejring af nye speciallæger i almen medicin drøftes videre på formandsmøderne mhp på sigt at have det som fælles projekt mellem DSAM og PLO. Endvidere hensættes beløbet til 2019 af overskuddet fra 2017, hvilket sekretariatet også sørger for.

8. Forslag til midler til FYAMs kampagne 2017-2018 v/Annemette Pihl Lundberg

Indstilling 

Det indstilles, at bestyrelsen tager stilling til om de afsatte midler i 2017 kan overføres til 2018.

Baggrund

FYAM-udvalget havde i 2017 budgetteret med 35.000 kr. til FYAM Kampagnen ”Case Club”. Kampagnen var dog tænkt for stort, hvorfor den blev på tegnebrættet, indtil FYAM Internatet i marts 2018. Derfor blev der ikke brugt de budgetterede midler i 2017. 

Efter FYAM Internatet blev der tænkt i mindre skala, men samme koncept og ide. Produktet bliver et lommekort til kitlen, et reflektionsværktøj - hjælp til ”den gode henvisning, epikrise, kommunikation til anden sektor” i forbindelse med undervisning under sygehusdelen af hoveduddannelsen i almen medicin. 

FYAM-udvalget ønsker at overføre de 35.000 kr. af overskuddet fra sidste år til i år til design og tryk af lommekort samt præsentation af kampagnen på DSAM årsmøde 2018. 

Referat

Anne-Mette Pihl redegjorde for baggrunden for punktet. Der var opbakning til punktet.

Opfølgning

Sekretariatet og FYAM sikrer, at pengene overføres.

9. Mundtlig orientering IT & data v/Niels Ulrich Holm

Referat

Niels Ulrich redegjorde for nyt på IT og data-området fra PLO. Bl.a. er der kommet et udspil fra Sundhedsministeriet (SUM), som PLO er i dialog med SUM om.

Opfølgning

Ingen.

10. Spørgsmål til orienteringspunkter

Referat

Der var ingen spørgsmål.

Opfølgning

Ingen.

11. Eventuelt

Referat

Niels Ulrich Holm orienterede om, at der er en vejledning om genoplivning på vej, som PLO vil dele med DSAM.
Lise Dyhr orienterede om, at der er et nyhedsbrev på vej om tolkegebyr-sagen til medlemmerne.

Opfølgning

Ingen.

ORIENTERINGER

Status på Årsmøde 2018

Indstilling

Det indstilles, at bestyrelsen orienteres om planlægningen af DSAM’s årsmøde 2018.

Baggrund

Programmet til årsmødet er på plads og der er åbnet op for tilmeldinger via DSAM’s hjemmeside (bestyrelsesmedlemmer vi modtage et specielt tilmeldingslink snarest).


Konferencier til dagsarrangement: Vi håber, at Ellen Louise (chefredaktør for Practicus og observatør i DSAM’s bestyrelse) takker ja til denne opgave.

Konferencier til aftenarrangement: Er endnu ikke fastlagt.

Festtaler til middagen: Lotte Hvas har sagt ja tak til denne opgave.

Der laves 3 runde (godt placerede) borde til middagen med skiltning ”Mød en ny kollega” – hvor man netop kan sætte sig, hvis man gerne vil tale med nogle andre, end man plejer (eller er kommet alene til årsmødet).

Afslutningen i plenum fra 16:45-17:15: 10 minutter til FYAM til præsentation af kampagne, 10 minutter til DSAM (v/ Anders Beich), 5 minutters PR for NCGP 2019 og afslutningsvis afrunding på dagen samt tak for i dag v/ Anders.

DSAM-hygge arrangement om eftermiddagen kl. 17:15-18:15: Samme lokale som sidste år (det åbne pauseområde) med servering af øl, vand og vin. Foreløbig plan; Starter med en pep-talk v/ Anders Beich omkring hvad der rør sig i DSAM, - hvad er der sket siden sidst. Hernæst bliver deltagerne bedt om at fordele sig ved cafébordene i lokalet, - der vil blive udleveret et par spørgsmål og deltagerne opfordres til at drøfte i grupperne vedr. hvad er deres ønsker/forventninger til DSAM. Output vil evt. kunne danne grundlag for en spørgeundersøgelse efterfølgende blandt alle selskabets medlemmer. Louise Hørslev er tovholder.

Wildcards: Vi har droppet at tilbyde Wildcards til DSAM medlemmer, da det ikke giver så meget mening, da de kan søge om refusion.

Budget: Der bliver større udgifter til oplægsholdere i år til sessionerne, og forventningen er, at årsmøderegnskabet kommer til at balancere.

Regionsstande: Der synes ikke at være stemning for bemanding af standene, så det vil blive en ”lille model” i år, hvor at regionen fremgår af den enkeltes navneskilt, og at vi laver Ø’er i pauseområdet med de høje menu-skilte med tekst ”mød en kollega fra Region-H” osv.

Posters: Der vil blive ophængt posters i pauseområdet, som sættes op fra morgenstunden, og posterforfatter skal være ved sin poster i dagens sidste pause (fra 16:15-16:45). Annette Gehrs har informeret forskningsudvalget slut maj.

Udlån af lokaler til møde for interessegrupper/netværksgrupper/udvalg – de vil alle blive kontaktet og blive tilbudt at låne et lokale fra 17:15-18:15. Vi har 6 lokaler til udlån, som vil blive tildelt efter først-til-mølle-princippet.

Referat

Status på Årsmødet.

Opfølgning

Ingen.

Kvalitetsarbejdet i DSAM

Indstilling

Det indstilles, at bestyrelsen tager orienteringen til efterretning.

Baggrund

DSAM nedsatte primo januar 2018 sit eget kvalitetsudvalg i forlængelse af, at PLO havde valgt at oprette eget kvalitetsudvalg. Udvalgets overordnede formål er at medvirke til, at almen praksis yder behandling af høj faglig kvalitet og vedvarende udvikler sine ydelser og kvaliteten af dem, guidet af DSAM’s pejlemærker. Udvalget skal blandt andet udvikle og vedligeholde en idébank af DSAM-medlemmers forslag til kvalitetsinitiativer/-tiltag, der kan inspirere medlemmer og klynger på kryds og tværs af landet, aktuelle udfordringer m.m.

Udvalget er sammensat af 5 medlemmer, se medlemmer her.

Kvalitetsudvalget har siden sin dannelse afholdt en række møder, faciliteret brainstorm om indikatorer til kvalitetsudvalget på repræsentantskabsmødet i marts samt nedsat seks undergrupper med følgende formænd:

  • Datasporet v. Annette Houmand
  • Evalueringssporet v. Jette Kolding Kristensen
  • Græsrodssporet v. Ida Vester Feilberg
  • Indikatorsporet v. Anders Beich
  • Patientsikkerhedssporet v. Claus Rendtorff
  • Uddannelsessporet v. Ida Vester Feilberg

Datasporet er et samarbejdsspor sammen med PLO og fælles repræsentation i blandt andet Styregruppen for fagligt forum og KiAP’s Programstyregruppe.

Græsrodssporets formål er at samle og formidle information om allerede levende kvalitetsprojekter, der har fungeret i almen praksis. Græsrodssporet er ved at tage kontakt til it-leverandør for facilitering af en videnbank over disse projekter. Desuden skal der udvikles en projektplan, der beskriver, hvordan der sikres ejerskab til projektet. Græsrodssporet består p.t. af to medlemmer.

Indikatorsporets formål er udvikle gyldige indikatorer, der dækker de aktiviteter, der fylder i dagligdagen, og som kvalitetsklyngerne kan lade sig inspirere af og anvende i de lokale kvalitetsprojekter. Indikatorsporet har udarbejdet en matrice over de hovedområder, hvortil der skal udvikles indikatorer. Hovedområderne tager udgangspunkt i DSAM’s pejlemærker, de 8 nationale kvalitetsmål og PLO’s kvalitetsmål. Indikatorer tilstræbes at dække såvel den faglige, den organisatoriske som den oplevede kvalitet. På sit kommende møde i juni måned begynder udvalget at drøfte konkrete indikatorer. Det er endnu ikke besluttet, i hvilket it-format indikatorerne skal formidles. Indikatorsporet består p.t. af fem medlemmer.

Patientsikkerhedssporet har udarbejdet udkast til en patientsikkerheds-politik for DSAM. Udkastet er p.t. til kommentering i DSAM’s Patientsikkerhedsudvalg. Desuden har der i regi af udvalget været holdt møde med STPS om blandt andet tilsynspraksis. Patientsikkerhedsudvalget består foreløbig af et medlem.

Evalueringssporet er endnu ikke etableret.
Uddannelsessporet er endnu ikke etableret.

Referat

Orientering af DSAM’s kvalitetsarbejde.

Opfølgning

Ingen.

Forskningsudvalget v/Dorte Jarbøl

Indstilling

Det indstilles, at bestyrelsen tager orientering fra forskningsudvalget til efterretning

Baggrund

I DSAMs forskningsudvalg har vi drøftet mulighederne for at få et repræsentativt billede af hverdagslivet I almen praksis, når der indsamles data til forskning I almen medicin. Dette kan bl.a. opnås ved mulighed for at sende forespørgsler direkte til den enkelte læge.

I henhold til gældende lovgivning må hverken Lægeforeningen eller PLO udlevere e-mails på medlemmer uden samtykkeerklæringer.

Derfor har DSAMs forskningsudvalg i samarbejde med PLO-observatør i Forskningsudvalget kontaktet PLO for muligheden for en henvendelse til medlemmerne med forespørgsel om samtykke til at blive kontaktet via e-mail af de almen medicinske forskningsmiljøer. PLO er positiv, og der arbejdes i øjeblikket på en model, der opfylder kravene til den nye dataforordning.

PLO er positive overfor at udsende en nyhed med link til en side, hvor medlemmerne kan tilkendegive, at de ønsker at blive kontaktet i forskningsmæssig sammenhæng. Det kan være hensigtsmæssigt at danne et register, der registreres som en forskningsdatabase ved et af Universiteterne. Der skal etableres en organisation med styregruppe og kommissorium, der skal være på plads, før linket udsendes.

Forskningsudvalgets formand følger op i samarbejde med PLO-sekretariat og jurister.

 Øvrige orienteringspunkter

Vedr. klyngestruktur:

Forskningsudvalget har drøftet muligheden for at danne et netværk til viden-opsamling og gensidig orientering om følgeforskning i klyngestrukturen for at sikre synergi og diversitet i projekterne. Punktet dagsordensættes til fremtidige forskningsudvalgsmøder mhp. sikring af videndeling

Vedr. Forskningsformidling

Forskningsudvalget sætter forskningsformidling på dagsordenen til de næste møder. Der er bl.a. et ønske om at udvikle på nyhedsbrevet, sætte tydeligere kriterier/rammer, vælge månedens nyhed mv.

Der henvises iø til referat og særskilt punkt på dagsorden.

Referat

Status fra Forskningsudvalget.

Opfølgning

Ingen.

Høringer og udpegninger

Indstilling 

Det indstilles, at bestyrelsen tager orienteringen til efterretning.

Baggrund

DSAM bliver jævnligt inviteret til at afgive høringssvar og udpege almen medicinere til arbejdsgrupper og udvalg. Her orienteres bestyrelsen om de høringer og udpegninger, der er sket siden sidste møde. 

Udpegninger:

  1. Task force om styrket opspring af mennesker med alkoholafhængighed (Fonden Novavi): Sverre Barfod
  2. Arbejdsgruppe om indikatorer til forebyggelsestilbud (SST): Mette Line Soot
  3. Møde vedr. det risikobaserede tilsyn (STPS): Thomas Birk Kristiansen, Claus Rendtorff, Anders Beich
  4. Brugergruppe til Digital Almen Praksis (MedCom): Martin Bach Jensen
  5. NKR for identifikation og behandling af Vedvarende Sorglidelse (Nationalt Sorgcenter): Niels Saxtrup
  6. Dialogmøde om konsekvensændringer som følge af databeskyttelsesforordningen (SDS): Annette Houmand, Thomas Birk Kristiansen
  7. Arbejdsgruppe for faglige anbefalinger til organisering af fødetilbud (SST): Pernille Vieth
  8. NKR om opfølgning af patienter i behandling med opioider for non-maligne smerter (DASAIM): Gitte Krogh Madsen
  9. Lægeforeningens Forskningsudvalg (LF): Dorte Jarbøl
  10. Møde om vidensbro på diabetesområdet (SST): Jette Kolding Kristensen
  11. PLO-arbejdsgruppe om udvikling af indikatorer i almen praksis (PLO): Mette Line Soot, Anders Beich

 Se den komplette liste over udpegede via dette link

Høringer:

  1. Ændring af to vejledninger om fravalg af livsforlængende behandling, herunder genoplivningsforsøg, og om afbrydelse af behandling
  2. Høringssvar til udkast vedr. vejledning i medikamentel palliation til patienter med livstruende sygdom

Se alle høringssvar i deres fulde længde via dette link

Referat

Status på høringer og udpegninger.

Opfølgning

Ingen.

Nyt fra sekretariatet v/Louise Hørslev

Indstilling

Det indstilles, at bestyrelsen tager orienteringen til efterretning.

Baggrund

Sekretariatet har siden sidste bestyrelsesmøde arbejdet særligt med følgende opgaver:

Persondataforordningen.
Der er bl.a. udarbejdet en persondatapolitik for DSAM. Sekretariatet forsøger på bedste vis at leve op til lovgivningen og er i fuld gang med alle de opgaver dette medfører. Herunder indhentning af databehandleraftaler, reviderede arbejdsgange mv.

Åbning af valgside
Der er åbnet et valgside på dsam.dk og som noget nyt har vi udarbejdet en FAQ om valget.

Årsmøde
Ligeledes er tilmelding til årsmødet åbnet, og det spændende program er på plads (se også orienteringspunkt om årsmødet).

Preventing Overdiagnosis, Folkemødet, Lægedage, Karrieredag og Nordisk Lederseminar
Der er en række begivenheder både lige før og efter sommerferien. Vi har fuld gang i planlægningen af alle.

Vejledningsområdet
På vejledningsområdet rykker det særligt på diabetes-området, hvor en opdatering af diabtesvejledningen er på vej i præhøring, der snart lægges ny insulininstruks på hjemmesiden og vi skal til at markedsføre behandlingsvejledningen (lavet i samarbejde med DES).

Referat

Nyt fra sekretariatet.

Opfølgning

Ingen.