Tid og sted:           

Tirsdag, den 23. oktober 2018 hos DSAM

 

Til stede:

Bestyrelsen: Anders Beich, Dorte Jarbøl, Lise Dyhr, Claus Rendtorff

Observatører: Niels Ulrich Holm, Roar Maagaard, Ellen Louise Kristensen, 

Sekretariatet: Louise Hørslev

 

Afbud:

Bestyrelsen: Bolette FriderichsenLasse Karlsen Eck, Annette Houmand (sygdom), Annemette Pihl Llundberg, Jette Kolding Kristensen

Observatører: Christian Freitag, Niels Kristian Kjær, Martin Bach Jensen, Kaj Sparle Christensen, John Sahl Andersen

Gæst: Maria Bach Nikolajsen

 

1. Velkomst og godkendelse af dagsorden

Referat

Dagsordenen blev godkendt. Roar Maagaard orienterede om, at LVS indstiller Jette Kolding Kristensen som bestyrelseskandidat til LVS’ repræsentantskab. Det blev besluttet, at der skal opfordres til at give fuldmagt til DSAM-repræsentanter, der ikke kan deltage i LVS’ møde, såfremt det er muligt at stemme pr. fuldmagt.

Anders Beich orienterede om, at diabetes-vejledningen nu skulle være klar til offentlig høring og lægges på intra til kommentering.

Der blev opfordret til, at de bestyrelsesmedlemmer, der er fraværende til bestyrelsesmøderne, sender input/kommentarer til dagsordenen til sekretariatschef Louise Hørslev inden mødet.

Opfølgning

Sekretariatet lægger diabetes-vejledningen på intra, hvor bestyrelsen kan kommentere forud for næste bestyrelsesmøde 6/11.

Sekretariatet undersøger, om man kan stemme pr. fuldmagt til LVS’ repræsentantskabsmøde, og i så fald sikrer sekretariatet, at der indsamles fuldmagter til fordel for Jette Kolding Kristensen.

DEBATPUNKTER

2. Konstituering af bestyrelsen

Indstilling

Det indstilles, at bestyrelsen konstituerer sig efter repræsentantskabsmødet den 6. oktober 2018.

Baggrund

På baggrund af repræsentantskabsmødet den 6. oktober 2018 skal bestyrelsen konstituere sig med næstformand og kasserer. Endvidere skal ordførerskaberne besættes.

Ordførerskaberne har i den tidligere bestyrelse fordelt sig således:

FYAM: Annemette Pihl Lundberg
Patientsikkerhed: Claus Rendtorff
Evaluering: Jette Kolding Kristensen
It og data: Annette Houmand
Kvalitet: Anders Beich
Ulighed i sundhed: Lise Dyhr
Forskning: Dorte Jarbøl
Uddannelse: Bolette Friderichsen
Rekruttering: Maria Bach Nikolajsen

De forskellige udvalgsposter, øvrige poster og arbejdsopgaver skal også besættes. Dette sker på det efterfølgende bestyrelsesmøde 6. november 2018.

Referat

Der var ingen modkandidater til næstformandsposten.
Lise Dyhr påpegede, at hun overvejer at trække sig fra kommuneudvalget.

Opfølgning

Hvis Lise Dyhr trækker sig fra kommuneudvalget, vil ny repræsentant blive efterlyst over intras.

Sekretariatet sikrer, at der på næste bestyrelsesmøde drøftes ordførerskaber igen, da mange fra bestyrelsen var fraværende 23/10.

3. Mødedatoer i 2019

Indstilling

Det indstilles, at bestyrelsen drøfter og vedtager mødedatoer for 2019.

Baggrund

Det blev på temadagen for bestyrelsen i februar 2018 besluttet, at DSAM årligt skal holde 6 bestyrelsesmøder, herunder et internat. Der er allerede planlagt efterårsrepræsentantskabsmøde lørdag den 5. oktober. Formandskabet foreslår, at der også holdes forårsrepræsentantskabsmøde, og at et af bestyrelsesmøderne placeres dagen før dette.

Forslag til mødedatoer for bestyrelsen 2019:

Februar
Internat for den valgte bestyrelse samt ordinært bestyrelsesmøde inkl. observatører 6.-7. februar
Den valgte bestyrelse mødes fra morgenstunden 6/2 og drøfter et tema. Kl. 15-18.00 holdes ordinært bestyrelsesmøde inkl. observatører. Den valgte bestyrelse overnatter og fortsætter drøftelserne 7/2 om formiddagen. Internatet slutter 7/2 med frokost.

Marts
Forårsrepræsentantskabsmøde enten i weekenden 8.-9. marts eller 15.-16. marts. Bestyrelsen bedes drøfte, hvad der passer dem bedst. Der vil være bestyrelsesmøde dagen før repræsentantskabsmødet.

Maj
21. maj

September
26. september

Oktober
22. oktober

November
7. november

Referat

februar
Den foreslåede dato for internat blev bekræftet. Da der også er møde i Nordisk Kongres’ videnskabelige komite den 6. februar, skal internatet placeres i Middelfart, gerne samme sted som Nordisk Kongres-mødet, så Jette Kolding evt. kan overlappe.

marts
Der holdes forårsrepræsentantskabsmøde lørdag den 9. marts, og bestyrelsesmødet aftenen før den 8. marts. Mødet skal holdes i Lillebæltsområdet og være centralt at nå med tog. Der skal laves en indstilling til næste bestyrelsesmøde, hvor planlægning af mødet drøftes. Det blev foreslået, at regional struktur/vedtægtsændringer evt. kan drøftes på forårsrepræsentantskabsmødet.

maj
Den foreslåede dato blev bekræftet.

september
Den foreslåede dato blev ændret til 25. september.

oktober
Den foreslåede dato blev bekræftet.

november
Den foreslåede dato blev ændret til 25. november.

Opfølgning

Sekretariatet sikrer, at møderne indkaldes via Outlook og planlægger sammen med formandskabet indhold i møderne. Sekretariatet sikrer, at der på næste bestyrelsesmøde drøftes indhold i forårsrepræsentantskabsmødet. 

4. Indhold/tema - internat 2019

Indstilling

Det indstilles, at bestyrelsen drøfter, hvilket indhold/tema de ønsker på internatet i 2019.

Baggrund

Bestyrelsen har besluttet, at der skal være et internat i 2019. Formålet er at have god tid til at diskutere fokusområder og prioriteringer. Bestyrelsen bedes drøfte, hvilke indhold/tema, de ønsker på internatet.

Referat

Der blev foreslået forskellige emner, herunder:

  • Fortsættelse af strategiarbejdet (hvad skal selskabet prioritere sin tid på, hvordan skal vi kommunikere eksternt), evt. denne del med ekstern facilitering og deltagelse af journalist og Practicus redaktør. 

  • En status på kvalitetsarbejdet, både hvad angår indikatorer, realistic medicine og erfaringer fra pejlemærkeworkshoppen på årsmødet med deltagelse af kvalilitetskonsulent.

Opfølgning

Sekretariat og formandskab arbejder videre med planlægningen.

5. Evaluering af Årsmøde 2018 og opstart af Årsmøde 2019

Indstilling

Det indstilles, at bestyrelsen informeres om deltagerantal og feedback på årsmødet 2018 samt nedsætter en årsmødegruppe til planlægning af årsmødet 2019.

Baggrund

Årsmødet 2018:
Deltagerantal til dagsarrangement: 346 personer

Deltagere til festarrangement: 224 personer

Fordeling dagsarrangement/festarrangement:
DSAM: 119/92 personer
FYAM: 125/82 personer
SAMS: 9 personer (middag inkl. i 82 pax ovenfor)
FÆAM: 6 personer/3
Bestyrelse, gæster & årsmødegruppe 41 personer (heraf 23 DSAM og 7 FYAM) / 38 (23 DSAM/7 FYAM)
Ikke medlemmer: 19 personer/9
Oplægsholdere: 27 personer/N/A

Som ønsket er det i år lykkedes at knække kurven og få flere praktiserende læger til årsmødet. Tidligere år har der været  ca. 1/3 DSAM og 2/3 FYAM/SAMS-deltagere - nu er fordelingen ligelig.

Fordelingen har stor betydning for årsmødets økonomi, da FYAM/SAMS-medlemmer betaler noget mindre for deltagelse. 

Ydermere har der været en lille stigning i deltagerantallet i forhold til 2017, hvilket er flot taget i betragtning af, at der i år ikke har været uddelt Wildcards til FYAM og SAMS-deltagere.

Årsmødegruppen 2018 har bestået af 2 FYAM-medlemmer, 1 SAMS medlem, 1 DSAM-medlem (bestyrelsesmedlem) samt 2 DSAM sekretariatsmedarbejdere.

Evaluering af årsmødet er vedlagt som bilag, - følgende kan fremhæves;

  • Stor tilfredshed med keynote speaker og formen på dagen (mindre plenum – flere sessioner)
  • Stor tilfredshed med kvaliteten af sessioner
  • Stor opbakning til ph.d. Cup
  • Stor tilfredshed med fest og ikke mindst musikken.

Sekretariatet har ligeledes modtaget mange mundtlige positive tilbagemeldinger, - både på selve dagen/aftenen og her i den efterfølgende uge.

Årsmødet 2019:
Mange har kommenteret på, at det har været rigtig rart i år med en bedre fordeling af praktiserende læger og FYAM-medlemmer. For at kunne bibeholde denne kurs er det vigtigt med et program, der er interessant for alle læger uanset baggrund/alder.

For at kunne sammensætte et godt årsmødeprogram er det vigtigt med en vis erfaring samt mange kontakter, og derfor er det helt klart mest optimalt, hvis årsmødegruppen sammensættes bredt. Vi foreslår minimum 2 praktiserende læger (heraf mindst et ordinært bestyrelsesmedlem og evt. en tilknyttet forskningsmiljøet), 2 tilknyttet FYAM t samt evt. et SAMS medlem.

Bestyrelsen bedes nedsætte årsmødegruppen 2019.

Referat

Dorthe Jarbøl meldte sig til årsmødegruppen. Det blev besluttet at efterlyse flere deltagere til årsmødegruppen blandt repræsentantskabet på intra samt invitere Jette Kolding til det første møde (overleveringsmøde). Der blev foreslået forskellige emner/temaer, herunder shared decision making, realistic medicine (som paraply), klynger og multisygdom.

Opfølgning

Sekretariatet efterlyser flere deltagere til årsmødegruppen på intras og evt. i SAMS. Sekretariatet inviterer ligeledes Jette Kolding til det 1. møde. Så snart årsmødegruppen for 2019 er sammensat, vil sekretariatet indkalde til første indledende planlægningsmøde.

6. Tillæg til politikpapir ”Principper for RKKP databaser”

Indstilling

Det indstilles, at bestyrelsen drøfter og beslutter tillæg til politikpapir ”Principper for RKKP databaser”.

Baggrund

Bestyrelsen har tidligere vedtaget politikpapiret ”Principper for RKKP databaser”. Dokumentet er siden blevet opdateret en gang, og bestyrelsens RKKP-ansvarlige Annette Houmand foreslår, at der kommer endnu en opdatering til dokumentet. Formålet er at gøre det nemmere for sekretariat og Annette Houmand at sagsbehandle henvendelser fra RKKP.

Referat

Punktet blev skubbet til næste møde, da Annette Houmand var syg.

Opfølgning

Sekretariatet sikrer, at punktet flyttes til næste bestyrelsesmøde.

7. Patientsikkerhedsudvalgets rolle og fremtid

Indstilling

Det indstilles, at bestyrelsen drøfter rolle og fremtid for patientsikkerhedsudvalget.

Baggrund

PLO og DSAM har i flere år haft et meget aktivt patientsikkerhedsudvalg. Udvalget har taget udgangspunkt i det regionale patientsikkerhedsarbejde. I nogle regioner har det været PLO’ere, der har trukket læsset, i andre har det været repræsentanter fra DSAM. Udvalget har haft et tæt samarbejde med de regionale risikomanagere og har medvirket til udarbejdelse af undervisnings- og informationsmateriale til almen praksis. Klinikkerne har kunnet rekvirere besøg af risikomanagere/udvalgsmedlemmer mhp. undervisning og udvikling i klinikkerne.

Udvalget er repræsenteret i flere nationale udvalg vedrørende patientsikkerhed (jf. udkast til kommissorium).

Patientsikkerhedsudvalget har i mange år været drevet entusiastisk af Peter Gaardbo Simonsen (PGS), der har udført et stort arbejde for at udvikle en regional patientsikkerhedskultur i almen praksis. De sidste mange år er det DSAM, der har huset udvalget i sin organisation. Efter at PGS har trukket sig som formand, er PLO’s rolle i udvalget blevet eksponeret, da PLO- repræsentanterne i udvalget ikke mener, at de kan stille op som formand, når udvalget ikke har en klar fundering i PLO’s organisation.

I forbindelse med omorganiseringen af kvalitetsområdet i DSAM og PLO skal udvalgets kommisorium ændres. Der foreligger pt. et udkast til kommisorium, som er med som bilag.

DSAM’s bestyrelse bør tage udvalgets rolle og fremtid op til diskussion. Hvorledes skal det regionale patientsikkerhedsarbejde prioriteres? Hvorledes kan samarbejdet med PLO om dette område udvikles?
Hvis det er bestyrelsens holdning, at arbejdet og udvalget skal prioriteres, foreslår Claus Rendtorff, at der udarbejdes en indstilling til det fælles bestyrelsesmøde med PLO på Lægedage.

Referat

Claus Rendtorff redegjorde for baggrunden for indstillingen. Det blev drøftet, at udvalget skal revitaliseres for at blive funktionsdygtigt, men at det er et vigtigt udvalg også set i lyset af kvalitetsarbejdet. Det blev drøftet, at regional repræsentation både fra PLO og DSAM er vigtig. Det blev foreslået at drøfte udvalgets fremtid på det fælles bestyrelsesmøde på Lægedage. Niels Ulrich Holm og Claus Rendtorff vil gerne lave et oplæg til det fælles bestyrelsesmøde.

Opfølgning

Sekretariat og formandskab sikrer, at emnet bringes videre til det fælles bestyrelsesmøde på Lægedage.

8. Vedtægtsændringer for TPL

Indstilling

Det indstilles, at bestyrelsen beslutter om forslag til vedtægtsændringer for TPL kan godkendes og om, der er øvrig feedback til TPL vedr. vedtægterne.

Baggrund

På bestyrelsesmødet i november 2017 blev der drøftet vedtægtsændringer for TPL.

Der kom dog aldrig en formel godkendelse/endelig beslutning fra DSAM, og det har TPL brug for.

Referat

Formanden har siden mødets afholdelse besluttet at tage emnet op igen på næste møde, hvor Niels Kristian Kjær, der er observatør i TPL/MPL udpeget af DSAM, deltager og vil perspektivere sagen.

Opfølgning

Punktet flyttes til næste møde.

9. Input/mandat til vejledningsgruppen

Indstilling

Det indstilles, at bestyrelsen drøfter, hvilke input og hvilket mandat de ønsker, at vejledningsgruppen arbejder ud fra

Baggrund

På bestyrelsesmødet den 6. september blev det besluttet, at vejledningsgruppen skal samles for at drøfte koncept for og evaluering af proces og form for FAQtaark. Herunder ønskes bestyrelsens holdning til om alle FAQtaark skal printes og distribueres.

Det blev ligeledes besluttet, at der skal laves en indstilling til bestyrelsen, der opstiller scenarier for, hvordan DSAM imødekommer behovet for trykte vejledninger. Det blev fx foreslået, at der evt. kan være et kort hovedværk på max. 10 sider og resten elektronisk.

Endelig ønskes bestyrelsens holdning til, om der skal iværksættes store vejledninger i 2019 (se her oversigt over kommende vejledninger). 

Vejledningsgruppen mødes næste gang (dato i proces), og bestyrelsen bedes drøfte, om de har specifikke input, som vejledningsgruppen skal tage i betragtning ift. ovenstående.

Det er målet, at vejledningsgruppen efterfølgende laver en indstilling til bestyrelsen, der redegør for ovenstående og opstiller fordele og ulemper ved forskellige scenarier. 

Som baggrund er ligeledes her et link til artikel fra BMJ: Treatment burden should be included in clinical practice guidelines.

Referat

Bestyrelsen ønsker at få vejledningsgruppens forslag til, hvordan vejledningerne i fremtiden kan rammesættes, når det gælder:

  • Omfang, målgruppe, papir og ressourceforbrug/nytte for vejledningens forslag.
  • Hvor meget i metodehåndbogen?

Bestyrelsen ønsker, at der laves et beslutningsoplæg, hvor der redegøres for forslag til, mål og muligheder i de fire temaer. Evidensniveau på FAQta-ark skal ligeledes drøftes i vejledningsgruppen.

Der blev ønsket link til referater fra tidligere møder i vejledningsgruppen og koordinationsgruppen.Det blev drøftet, at vejledningsgruppen/sekretariatet skal give bestyrelsen et oprids over, hvad der er blevet besluttet tidligere i bestyrelsen omkring vejledninger + hvilke vejledninger, der er på tegnebrættet.

Der blev mindet om, at vi har en ambition om at inkludere spørgsmål om ønsker til emner for vejledning i survey til medlemmerne.

I referatet vedlægges ligeledes sekretariatets halvårsrapport til Fagligt Råd.

Opfølgning

Sekretariatet lægger link til referater fra møder i vejlednings- og koordinationsgruppen i referatet. Se her.

Sekretariatet lægger halvårsrapport til Fagligt Råd  på intras.

Vejledningsgruppen arbejder videre med bestyrelsens input og fremlægger på mødet i februar et oplæg til beslutning.

10. Indstillinger til Sara Krabbes Legat 2018

Indstilling

Det indstilles, at bestyrelsen godkender Forskningsudvalgets indstilling til uddeling af Sara Krabbes Legat 2018.

Baggrund

Jf. fundats: Legatet uddeles i en eller flere portioner til fremme af almenmedicinsk forskning, uddannelse og international kontakt i overensstemmelse med Dansk Selskab for Almen Medicins formålsparagraf.

Der var indkommet 14 ansøgninger. Ikke alle ansøgere havde udspecificeret ansøgte beløb.
Der var mulighed for at uddele i alt 50.000 kr.

Ansøgningerne vurderedes ud fra kriterier om relevans for almen medicin ud fra DSAM’s formålsparagraf. Opslaget er meget bredt, og der var denne gang en del ansøgninger, der faldt udenfor. Det kan overvejes, om der skal præciseres.

Referat

Dorte Jarbøl redegjorde for baggrunden for indstillingen. Det skal afklares, hvilken relation DSAM har til EURIPA.

Opfølgning

Sekretariatet sørger for det videre administrative arbejde med svar til alle ansøgere og udbetaling af midler.

11. Spørgsmål til orienteringspunkter

Her vil det være muligt at stille spørgsmål til de de orienteringspunkter, der følger nederst i dagsordenen.

12. Eventuelt

Dorte Jarbøl orienterede om, at hun arbejder videre på at finde kandidater til Vidensråd for forebyggelse og vender tilbage omkring dette. Det blev nævnt, at mindst en af kandidaterne skulle være godt forankret og have erfaring i den kliniske verden.

Ellen Louise Kristensen orienterede om, at Jonas Ebert er ansat som ny yngre Practicus-redaktør.

Anders Beich orienterede om, at EMA er kommet med en udmelding om, at de vurderer sammenhæng mellem hydroclorthiazid og hudkræft som en risiko, der får betydning for produktinformationen og formentlig kan medføre en del medicinomstillinger. Håndtering af sagen blev drøftet.

Niels Ulrich Holm orienterede om, at PLO gerne vil have DSAM’s deltagelse i et arbejde om populationsomsorg og desuden input til et strategipapir om forebyggelse. PLO sender anmodning til DSAM, der beskriver, hvad formålet er med papiret, deadline etc. sammen med udkastet.

ORIENTERINGER

13. DSAM på Lægedage

Indstilling

Det indstilles, at bestyrelsen orienteres om DSAM’s planer på Lægedage.

Baggrund

DSAM har som vanligt en stand på Lægetorvet på Lægedage 2018, hvor der vil foregå forskellige aktiviteter målrettet DSAM’s medlemmer og ikke-medlemmer.

Hovedfokus vil være Nordisk Kongres, som DSAM er vært for i 2019. Danmark er vært hvert 10. år, og det er derfor en stor begivenhed, som vi håber at se mange danske praktiserende læger til. Der vil være roll up med reklame for Nordisk Kongres, uddeling af go cards og en film (tekstet) med nogle af de keynotespeakers, man kan finde på Nordisk Kongres.

Derudover vil der på standen være fokus på rekruttering af medlemmer til selskabet. Der er lavet en folder med ”selling points” om de fordele, et medlemskab af DSAM bibringer, som vil blive delt ud. Og Practicus påtænker at lave en form for fokusgruppeundersøgelse af, hvad medlemmerne ønsker at læse om.

Standen vil være bemandet af sekretariatet, men bestyrelsesmedlemmer opfordres til at kigge forbi standen og i det omfang, det er muligt, være på standen i pauserne og dermed være med til at besvare spørgsmål fra medlemmer og ikke-medlemmer.

Derudover planlægges forskellige kommunikationsinitiativer, fx lægges der i løbet af ugen relevante nyheder op på sociale medier, nyhedsbreve sendes ud, og hjemmesiden opdateres.

Bestyrelsesmedlemmer fra DSAM’s valgte bestyrelse kan deltage gratis mandag og tirsdag, hvor der er politiske arrangementer på Lægedage. Dem, der kommer langvejs fra, tilbydes endvidere overnatning fra mandag til tirsdag. Bestyrelsesmedlemmer, der ikke har tilmeldt sig dette, men ønsker det, bedes kontakte sekretariatet hurtigst muligt.

Referat

DSAM på Lægedage.

Opfølgning

Sekretariatet arbejder videre med forberedelserne til Lægedage.

14. Nyt fra sekretariatet

Indstilling

Det indstilles, at bestyrelsen tager orienteringen til efterretning.

Baggrund

Valg og års- og repræsentantskabsmøde
Sekretariatet har siden sidste bestyrelsesmøde haft fokus på at gennemføre valget, som opnåede en stemmeprocent på 47,2%, hvilket er 0,2% procent højere end sidste år. Desuden er der blevet forberedt og afholdt års- og repræsentantskabsmøde, hvor de fleste fra sekretariatet deltog.

Efter afholdelse har der været fokus på at byde velkommen til de nye repræsentanter og evaluering af årsmødet 2018. Ligeledes skal der ske et revisorskift, som besluttet på Repræsentantskabsmødet.

Udbrede kendskab til DSAM
Sekretariatet arbejder løbende på at udbrede kendskabet til DSAM, hvem vi er og hvad vi laver. Et nyt tiltag i den forbindelse er, at der er i autosignaturen fra sekretariatet, er indsat en profiltekst om DSAM.

DSAM er de praktiserende lægers fagvidenskabelige selskab.
Vi arbejder for at fremme faget og udvikle det almenmedicinske speciale
med særlig vægt på uddannelse, forskning og kvalitetsudvikling.

Årsplan 2019
I sekretariatet er der lige nu ved at blive lavet en årsplan for 2019, hvor der udover de sædvanlige opgaver (afholdelse af valg, udpegninger og høringer, servicering af udvalg og medlemmer, vejledningsområdet mm) også er fokus på planlægning af de nye opgaver; herunder DSAM’s jubilæumsår samt ikke mindst Nordisk Kongres, som DSAM er vært for i juni 2019.

Referat

Nyt fra sekretariatet.

Opfølgning

Ingen.

15. Høringer og udpegninger

Indstilling 

Det indstilles, at bestyrelsen tager orienteringen til efterretning.

Baggrund

DSAM bliver jævnligt inviteret til at afgive høringssvar og udpege almen medicinere til arbejdsgrupper og udvalg. Her orienteres bestyrelsen om de høringer og udpegninger, der er sket siden sidste møde. 

Udpegninger:

  1. Diverse: Tænketank - Nordic NFGP statement = Anders Beich
  2. Diverse: Advisory Board for Nationalt Videnscenter for Hovedpine = Roar Maagaard
  3. IRF/SST: Rådgivende udvalg for Rationel Farmakoterapi (IRF) = Thomas Birk Kristiansen

 Se den komplette liste over udpegede via dette link

Høringer:

  1. Høringssvar vedrørende NKR for demens og medicinprioritering
  2. Høringssvar vedrørende NKR for udredning og behandling af ADHD hos børn og unge
  3. Høringssvar vedrørende NKR for opioidbehandling af kroniske non-maligne smerter
  4. Høringssvar vedrørende udkast til Vejledning om Epikriser
  5. Høringssvar til NKR for forebyggelse og behandling af adfærdsforstyrrelser hos personer med demens
  6. Høringssvar til NRL - farmakologisk behandling af unipolar depression blandt voksne
  7. Høringssvar vedrørende DomæneAnalyseModel af planer & indsatser, aftaler og stamkort i sundhedsvæsenet (DAM)
  8. Høringssvar vedrørende Deponeringslisten 2018-2019

Se alle høringssvar i deres fulde længde via dette link

Referat
Overblik over høringer og udpegninger.

Opfølgning
Ingen.