Tid og sted:           

kl. 10 - 15 på Park Hotel, Middelfart

 

Til stede:

Bestyrelsen: Anders Beich, Bolette Friderichsen, Claus Rendtorff, Dorte Jarbøl, Lise Dyhr, Lasse Karlsen Eck

Observatører: Niels Kristian Kjær, Ellen Louise Kristensen, Roar Maagaard

Sekretariatet: Louise Hørslev

Gæst: Peder Ahnfeldt-Mollerup deltager under punkt 19

 

Afbud:

Bestyrelsen: Jette Kolding Kristensen, Annemette Pihl Lundberg, Annette Houmand

Observatører: Martin Bach Jensen, Kaj Sparle Christensen, Christian Freitag, Niels Ulrich Holm, John Sahl Andersen

 

 

1. Velkomst og godkendelse af dagsorden

Referat
Dagsordenen blev godkendt.

Opfølgning
Ingen.

DEBATPUNKTER

2. Politikpapir om patientsikkerhed

Indstilling
Det indstilles, at bestyrelsen drøfter og godkender Politikpapir om patientsikkerhed.

Baggrund
2. udkast til Politikpapir om patientsikkerhed er en bearbejdning af det 1. udkast, som bestyrelsen behandlede på sit møde den 6. september 2018, efter at det havde været i høring i såvel DSAM's Kvalitetsudvalg samt DSAM og PLO's fælles Patientsikkerhedsudvalg. Bestyrelsen ønskede papiret forkortet til max. 2 sider. Dette er nu sket ved en sproglig og indholdsmæssig opstramning uden betydningsmæssige ændringer. Nærværende udkast har været til høring i DSAM's Kvalitetsudvalg i december 2018 og januar 2019.

Bestyrelsen bedes forholde sig til:

Er Politikpapir om patientsikkerhed dækkende for DSAM's prioriteter og retvisende på patientsikkerhedsområdet?

Og i givet fald, hvordan skal politikpapirets anbefalinger følges op af bestyrelsen, patientsikkerhedsudvalg og sekretariatet?

Referat
Claus Rendtorff redegjorde for baggrunden for politikpapiret, som der overordnet set var ros til. Det blev sat spørgsmålstegn ved ordet ”social indkomst”. I indledningen blev det foreslået at skrive anbefalinger først (herefter bekymringer m.m.). Det blev foreslået, at der specifikt i indledningen skal stå, at dokumentet kun gælder for almen praksis (og berøringsflader til almen praksis). Det blev anført, at der med fordel kunne stå noget om patientinddragelse ift. at styrke patientsikkerheden.

Opfølgning
Anders Beich sender Claus Rendtorff en sætning vedr. patientinddragelse, der kan tilføjes dokumentet. Claus Rendtorff opdaterer herefter dokumentet på baggrund af bestyrelsens drøftelser og lægger det på intra til endelig godkendelse.

3. Styrkelse af Patientsikkerhedsarbejdet

Indstilling
Det indstilles, at bestyrelsen drøfter og beslutter, om DSAM’s Kvalitetsudvalg skal udvides med et ekstra medlem i patientsikkerhedssporet, at bestyrelsen følger op på drøftelserne fra det fælles PLO/DSAM bestyrelsesmøde på Lægedage vedr. det fælles patientsikkerhedsarbejde samt drøfter udkast for kommissoriet til dette.

Baggrund
Patientsikkerhedsarbejdet er et voksende område både lokalt og nationalt. Claus Rendtorff er pt. Kvalitetsudvalgets eneste repræsentant på området. Bestyrelsen bedes drøfte, om Kvalitetsudvalgets patientsikkerhedsspor skal udvides med yderligere et medlem og i så fald hvem, der peges på.

På det fælles bestyrelsesmøde mellem PLO og DSAM på Lægedage blev det drøftet, at der fortsat er brug for et fælles udvalg, og der blev opfordret til, at indhold i kommissoriet blev drøftet i de to bestyrelser.

Bestyrelsen bedes på den baggrund beslutte om de fortsat er enige i, at det fælles patientsikkerhedsarbejde skal styrkes, og om de har forslag til kommissoriet.

Referat
Claus Rendtorff redegjorde for baggrunden for indstillingen. Det blev drøftet, at DSAM fortsat støtter et fælles udvalg og fælles samarbejde. Det blev drøftet, at der er behov for én ekstra person til at repræsentere Kvalitetsudvalgets patientsikkerhedsspor, og som kan gå til relevante møder med styrelser mm. Der blev nævnt et konkret forslag.

Opfølgning
Claus Rendtorff tager fat i Niels Ulrich Holm med henblik på at give tilbagemelding fra DSAM omkring det fælles samarbejde og meddeler udvalget, at der indkaldes til møde i foråret. Anders Beich tager med til drøftelse på PLO-bestyrelsesmøde/ formands-møde, hvordan udvalget og samarbejdet kan komme videre.

Lasse Karlsen Eck spørger den pågældende, om vedkommende – sammen med Claus Rendtorff – vil være den ekstra repræsentant i Kvalitetsudvalget patientsikkerheds-spor.

4. Deltagelse i EQuiP konference i marts 2019 i Grækenland

Indstilling
Det indstilles, at bestyrelsen drøfter og beslutter, hvem der skal repræsentere DSAM ved den 55. EQuiP Konference, der finder sted den 29. og 30. marts 2019 i Thessaloniki, Grækenland.

Baggrund
Kvalitetsudvalget har ønsket, at bestyrelsen drøfter muligheden for, at alle bestyrelsesmedlemmer, der ønsker at komme til EQuiP-konferencen i marts 2019, får udgifter dækket af DSAM.

Baggrunden er, at EQuiP’s konferencer er af høj relevans for almen praksis, og at de har stor faglig kvalitet.

Konferencen finder sted i Thessaloniki, Grækenland 29.-30. marts 2019.

Tema: Healthy Practices - Healthy professionals - Healthy Patients.

Link til hjemmeside: https://www.equip2019.eu/

Prisestimat for deltagelse i konferencen:

Flybillet

Ud torsdag 28/3 og hjem søndag 31/3

3.500 kr.

Hotel

Ca. 1.000 kr. pr. nat – 3 nætter i alt

3.000 kr.

Registrering konference

Prisen for medlemmer er 200 EUR

1.500 kr.

Tabt arbejdsfortjeneste

Torsdag og fredag

6.000 kr.

I alt

 

14.000 kr.

Sekretariatet anslår derfor, at det vil koste ca. 14.000 kr. pr. deltager. Der er i budgettet afsat i alt 30.000 kr., hvilket tidligere år har dækket, at 1 person deltager i to møder i EQuiP-regi hvert år.

Såfremt flere bestyrelsesmedlemmer ønsker at deltage i konferencen, skal der findes yderligere budgetmidler til dette, eller det eksisterende budget skal overskrides. En mulighed er også at lade alle, der vil, tage af sted med samme fordelingsnøgle, som bestyrelsen besluttede til Nordisk Kongres, nemlig at det beløb der var afsat blev fordelt som tilskud blandt alle interesserede (se referat her).

Til orientering har sekretariatet undersøgt, at der ikke er direkte forbindelse til Thessaloniki, og man skal derfor forvente en rejsetid på 5-10 timer hver vej med fly.

Referat
Anders Beich redegjorde for baggrunden for indstillingen. Det blev besluttet at lave en tråd på intra i Kvalitetsudvalget, indikatorsporet og græsrodssporet for at høre, om der er nogle, der vil med til konferencen. Det blev besluttet, at DSAM udbyder max tre pladser i alt, hvoraf en besættes af Claus Rendtorff. De tre pladser betales fuldt af DSAM, således at der bliver tale om en budgetoverskridelse på denne post. Sekretariatet vil forsøge at finde andre puljer, som midlerne kan tages fra. 

Opfølgning
Sekretariatet laver en tråd på intra i Kvalitetsudvalget, indikatorsporet og græsrodssporet.

5. Folkemøde 2019

Indstilling
Det indstilles, at bestyrelsen drøfter og beslutter, hvem der skal repræsentere DSAM til Folkemødet 2019.

Baggrund
Bestyrelsen har tidligere besluttet at sende tre repræsentanter til Folkemødet 2019. Det blev samtidig besluttet at oprette en tråd på intra, hvor interesserede kan tilkendegive, at de ønsker at repræsentere DSAM. Formandskabet, Bolette Friderichsen og Anders Beich, har tilkendegivet, at de ønsker at repræsentere DSAM. 

Sekretariatet deltager ikke i Folkemødet i år, da DSAM er vært for Nordisk Kongres i Aalborg, som er placeret i ugen efter Folkemødet og en stor del af sekretariatet tager allerede til Aalborg søndag for at gøre klar til de mange gæster. DSAM bliver stærkt repræsenteret på Bornholm, da FYAM-udvalget har besluttet at bruge en del af deres hensatte midler på at sende en delegation af fem yngre almenmedicinere til folkemødet i år. Maria Bundgaard er kontaktperson for gruppen. FYAM-udvalget holder internat i marts måned, hvor de finder den endelige gruppe. Når den endelige delegation er nedsat, vil det give god mening at koordinere deltagelse på Bornholm – både i relation til debatter og synlighedskampagnen.

DSAM har forhåndsreserveret tre værelser i Allinge sammen med PLO-delegationen, og der er afsat 50.000 kr. i budgettet til dækning af udgifter i forbindelse med Folkemødet. Det forventes, at DSAM i lighed med sidste år koordinerer deltagelse, debatter, transport m.m. med PLO.

PLO arrangerer to debatmøder; et holdes i Akademikernes Hus, det andet i et af Folkemødets eventtelte. Derudover er PLO i dialog med bl.a. KL, Danske Regioner, MedCom og Danmarks Apotekerforening om afholdelse af fælles debatarrangementer, der i givet fald holdes i de pågældende organisationers telte.

For en sikkerheds skyld har DSAM også bestilt egen færgebillet (ud onsdag aften og hjem lørdag formiddag), så det sikres, at DSAM-repræsentanterne kan nå hjem og deltage i Nordisk Kongres i Aalborg. FYAM-udvalget rejser ligeledes over onsdag og hjem lørdag og har bestilt transport med Bornholmerbussen. FYAM-delegationen sover i Allinge (Lægehusets baghave).

Referat
Anders Beich redegjorde for baggrunden for indstillingen. Udover formandskabet vil Claus Rendtorff og Lise Dyhr gerne med. Det blev besluttet, at alle fire tager afsted og med mulighed for, at Lise Dyhr og Bolette Friderichsen deler værelse, hvis ikke der kan skaffes flere værelser.

Opfølgning
Sekretariatet beder PLO om, at vi får familieværelser, så der er plads til alle, hvis der er behov for at dele værelser.

6. DSAM på Lægedage 2019

Indstilling
Det indstilles, at bestyrelsen drøfter og beslutter formål med DSAM’s deltagelse på Lægedage 2019, samt om DSAM har overordnet feedback til Lægedage-konceptet.

Baggrund
På det fælles bestyrelsesmøde for PLO og DSAM’s bestyrelser på Lægedage 2018 var et af punkterne en åben drøftelse af Lægedage. Der blev meget kort tid til drøftelsen, og derfor blev det besluttet, at de to bestyrelser efterfølgende skulle drøfte Lægedage hver for sig og melde tilbage til PLO-E. Det er dog sådan, at planlægningen af årets Lægedage allerede er godt i gang, så input fra bestyrelserne kan ikke nødvendigvis nå at blive implementeret i år. PLO-E har lavet udkast til fælles indstilling, der kan drøftes i de to bestyrelser, samt sendt diverse bilag omkring bl.a. evaluering, der er vedhæftet som bilag.

Derudover ønsker DSAM’s formandskab og sekretariat, at bestyrelsen drøfter, hvad de har af ønsker til DSAM’s stand på Lægedage.

DSAM’s stand på Lægedage i 2019 vil være på placeret på selve Lægetorvet ved siden af PLO, så der sikres en synergi mellem de to organisationer (modsat i 2018, hvor DSAM var placeret bag en væg bag ved KIAP).

Det har hidtil være praksis, at enkelte udvalg under DSAM (udover DSAM’s sekretariat) har været med til at bemande standen og har haft materialer med fra eget udvalg. Det har særlig gjort sig gældende for FYAM-udvalget,SAMS og Forskningsudvalget, der har haft posters med fra de forskellige forskningsenheder, som har skiftet på de forskellige dage. Desuden har DSAM selv haft aktuelt profilerings- og kampagnemateriale med. Dette har den fordel, at mange ”projekter” og emner vises frem, og det viser bredden af DSAM. Ulempen er, at det giver et rodet indtryk af selskabet, og der er for få kvadratmeter til, at de enkelte udvalg kan komme ordentligt til udtryk.

Bestyrelsen bedes drøfte, om den ønsker:

  1. Samme model som hidtil: Aktuelle tiltag fra DSAM vises frem, og alle udvalg får tilbud om at vise, hvad de laver, og skal samtidig være med til at bemande standen.

  2. Ny model: DSAM laver en stand med ét udtryk, hvor tema fx kan være synlighedskampagnen, realistic medicine, opmærksomhed på 50-års fødselsdagen i 2020 eller andet. Udvalg tilbydes, at de kan få lagt materiale på DSAM’s bogreoler, og de er velkomne til at indgå i bemandingsplanen med hovedfokus på det fælles tema, dog ikke med samme antal hoveder som hidtil (tidligere har FYAM, SAMS og Forskningsenhederne i snit været repræsenteret med 2 hoveder pr. dag, ligesom sekretariatet har bemandet standen med 2 hoveder pr. dag).

DSAM har jubilæumsår i 2020 og bestyrelsen kan derfor med fordel melde tilbage til Lægedage-sekretariatet, at der ønskes et solidt fokus på dette på Lægedage i 2020 og det derfor skal tænkes med i planlægning af næste års Lægedage.

Referat
Der var enighed om, at en model 2 vil være bedst for at sikre et ensartet udtryk, og at de udvalg, der deltager, får plads til materiale på bogreoler samt kan lave ”medlemsinddragende aktiviteter”, der ikke tager plads på standen. De behøver således heller ikke være tilstede hver dag. Det vil sige, at der fx ikke er postere fra Forskningsudvalget eller roll ups fra andre udvalg. Det blev udtrykt ønske om, at standen gerne måtte være med loungestemning fx i form af sofaer og lænestole.

Det blev drøftet, at synlighedskampagnen kunne være et emne, der under overskriften ”det gør en forskel, at vi kender hinanden” kunne forene alle de udvalg, der ønsker at blive repræsenteret

Lise Dyhr forespurgte om muligheden for, at RIV-netværket kunne være tilstede.

Af generel feedback til Lægedage-sekretariatet blev følgende bragt op:
Kan hospitalsdelen (yngre lægers) gebyr sættes ned, så det svarer til KBU-læger?
DSAM ønsker, at Lægedage-sekretariatet tager med i planlægningen af Lægedage 2020, at der sikres et solidt fokus på DSAM’s jubilæumsår.

Opfølgning
Sekretariatet melder generelt feedback tilbage til Lægedage-sekretariatet.
Sekretariatet arbejder videre med konceptet og sikrer, at alle DSAM-udvalg gøres opmærksom på det nye koncept og muligheden for at deltage og de præmisser, der gælder ift. at medbringe dialogbaserede værktøjer, men at de altså ikke kan reservere plads på selve standen og ikke får indflydelse på indretning.

Lise Dyhr laver en indstilling til næste bestyrelsesmøde omkring RIV-netværket og Lægedage.

7. Regions- og FYAM-valg 2019

Indstilling
Det indstilles, at bestyrelsen godkender køreplan for afholdelse af regions- og FYAM-valg samt overvejer ønsker og ideer til valgtema i Practicus.

Baggrund
Køreplan for valget
I modsætning til tidligere år blev både regionsvalgene og FYAM-valget i 2018 afholdt samtidig. Der var lagt et stort arbejde i at kommunikere ud, at – og hvorfor – nogle skulle stemme en gang, mens andre skulle stemme to gange. Der endte med kun at være elektronisk valg i to regioner, da heller ikke FYAM havde kandidater nok til elektronisk valg. Alligevel vurderer sekretariatet, at det ikke skabte problemer at afvikle valgene sideløbende.

I de to regioner, som havde elektronisk valg, modtog medlemmerne den samme mail med stemmeseddel, hvor de først blev bedt om at angive region og dernæst fik præsenteret valgsiden for den region, de havde angivet. Heller ikke det gav anledning til problemer. Der var kun få tilbagemeldinger til valgsekretariatet, og ingen af dem handlede om udformning af stemmesedlen med valg af region.

Den tredje ting, der adskilte sig fra tidligere år, var, at alle regioner havde samme deadline for opstilling, selvom valgmøderne blev afholdt på forskellige tidspunkter. Et medlem kunne således godt stille op, selvom vedkommende ikke havde præsenteret sig selv på valgmødet. Valgmøderne kunne derfor både rumme præsentation af kandidater og opfordring til at stille op, og sekretariatet vurderer, at det ikke havde indflydelse på deltagerantallet til valgmøderne, der dog altid trækker flere medlemmer til, hvis der samtidig er et aktuelt tema på programmet.

Sekretariatet foreslår, at regions- og FYAM-valgene gennemføres på samme måde i år (sideløbende og med FAS som valgsekretariat) og efter følgende køreplan:

1/4                                Regionsbestyrelserne fastlægger dato for valgmøde samt konstituerende møde og meddeler disse to datoer til sekretariatet senest mandag den 1. april.

4/9 Sidste frist for afholdelse af valgmøde samt indsendelse af valgoplæg er onsdag den 4. september kl. 12.

5-6/9 DSAM lægger løbende valgoplæg på hjemmesiden og orienterer FAS om opstillede kandidater torsdag-fredag den 5.-6. september.

9-10/9  FAS sætter valget op mandag og tirsdag 9.-10. september.
DSAM udsender nyhedsbreve om valgsituationen i de enkelte regioner til de enkelte regioner.

11-18/9   Selve valghandlingen afholdes i perioden onsdag den 11. september kl. 6.00 til onsdag 18. september kl. 12.

18/9 FAS orienterer DSAM om valgresultatet og DSAM formidler resultatet videre til de enkelte regionsbestyrelser, de opstillede kandidater samt Forretningsudvalget onsdag eftermiddag den 18. september.

20/9 Valgresultatet offentliggøres fredag den 20. september i nyhedsbreve til alle medlemmer.

25/9 Regionsbestyrelserne melder tilbage til sekretariatet, hvordan de har konstitueret sig.

5/10 Repræsentantskabsmødet holdes lørdag den 5. oktober.

Kommunikation om valget
De sidste to år har Practicus haft et decideret valgtema i årets tredje udgivelse. Første år med præsentation af kandidaterne, andet år med en mere udførlig beskrivelse fra regionsbestyrelserne. I begge år også med en masse ”sådan foregår det” og ”husk nu”-små artikler. Det vurderes, at det ikke længere er nødvendigt, hvorfor meget af stoffet fra valgtemaerne blot vil kunne læses på hjemmesiden her i 2019. Det samme gælder præsentation af kandidater til regionsvalget.

Derimod kan det overvejes, om eventuelle formandskandidater skal kunne præsentere sig i bladet, da vi i år skal have formandsvalg på repræsentantskabsmødet. Men eftersom man kan stille op helt frem til repræsentationsmødet, vil det kun være formandskandidater, der stiller op i god tid, som får den mulighed. Practicusredaktionen vil på sit møde ultimo januar prøve at komme med et udspil til indhold i valgtemaet, hvorefter sekretariatet vil se på det i et større perspektiv og i sammenhæng med de øvrige nyhedsmedier (Facebook, nyhedsbreve). Ideer og ønsker fra bestyrelsen modtages også gerne. En kommunikationsplan bliver således forelagt bestyrelsen på et senere tidspunkt.

Practicus med valgtema udkommer i uge 36 (første uge i september), og normal deadline for artikler er (pga. sommerferien) allerede 12. juni. For artikler til valgtemaet vil vi kunne rykke deadline til et sted i begyndelsen af august.

Referat
Louise Hørslev og Ellen Louise Kristensen redegjorde for baggrunden for indstillingen. Køreplan for valg blev godkendt. Det blev besluttet, at det regionale arbejde med fordel kan synliggøres tidligere fx i juninummer af Practicus.

Opfølgning
Sekretariat laver kommunikationsplan for valget og sikrer, at de regionale bestyrelser får en mail med køreplan og datoer.
Ellen Louise Kristensen sikrer, at der i juninummeret skrives om det regionale arbejde.

8. DSAM Forårsrepræsentantskabsmøde 2019

Indstilling
Det indstilles, at bestyrelsen drøfter og beslutter tema for repræsentantskabsmøde samt hvem, der står for facilitering af mødet.

Baggrund
Bestyrelsen har tidligere besluttet at holde repræsentantskabsmøde den 9. marts fra kl. 10-16.

Mødet blev i efteråret booket i Repræsentantskabets kalender, og indtil videre har 11 accepteret invitationen, 2 har reserveret dagen foreløbig, og vi mangler svar fra 22 inviterede. Både medlemmer og suppleanter er inviteret.

Vi har booket Hindsgavl Slot til arrangementet. Dvs. at bestyrelsen, der afholder bestyrelsesmøde om aftenen den 8. marts, overnatter på Hindsgavl Slot.

Bestyrelsen har tidligere drøftet forskellige temaer, hvor et af dem var realistisk medicin, som også er tema på internatet. For at sikre en synergi og et solidt fokus på emnet kunne det være en mulighed, at dette tema går igen på repræsentantskabsmødet.

Det er i hvert fald vigtigt, at tema fastsættes nu, så:

  • Repræsentantskabet i overskrift kan informeres om tema og give endeligt tilsagn om deltagelse
  • Planlægning kan begynde (herunder fastlægge hvem, der står for facilitering af mødet)

Udover et tema for dagen er det ønske fra HOC (planlægningsgruppen bag Nordisk Kongres), at der afsættes 15-20 minutter til at opdatere Repræsentantskabet på kongresssen og hvad de evt. kan gøre for at rekruttere deltagere. DSAM er ansvarlig for evt. underskud på kongressen og derfor vigtigt med et bredt ejerskab. Early bird udløber få dage efter at Repræsentantskabsmødet afholdes og Repræsentantskabet vil selvfølgelig også få en frisk status på deltagerantal.

Referat
Der blev drøftet forskellige emner, herunder realistisk medicin og det regionale arbejde. Et formål med repræsentantskabsmødet kunne være at drøfte, hvordan man regionalt kan udbrede kendskabet til realistisk medicin. Hvad trænger til at blive kigget på?
Det blev på den baggrund besluttet, at emnet er realistisk medicin med fokus på erfaringsudveksling.

Opfølgning
Anders Beich, Lise Dyhr og Dorte Jarbøl står i samarbejde med sekretariatet for den videre planlægning af repræsentantskabsmødet. Det blev besluttet, at der afsættes 10 minutter til at fortælle om Nordisk Kongres på repræsentantskabsmødet.

9. Retningslinjer for ekstern annoncering i DSAM’s medier samt forespørgsler om samarbejde med eksterne firmaer

Indstilling
Det indstilles, at bestyrelsen drøfter og vedtager Retningslinjer for ekstern annoncering i DSAM’s medier samt forespørgsler om samarbejde med eksterne firmaer.

Baggrund
DSAM får løbende forespørgsler om mulighed for samarbejde eller feedback på test af nye devices, undervisningsmateriale etc. Forespørgslerne kommer typisk fra private firmaer. Ligeledes får DSAM løbende forespørgsler om mulighederne for at annoncere og reklamere for kurser, kongresser, temadage og lignende, hvor målgruppen eller en del af målgruppen er praktiserende læger. Forespørgslerne vedr. annoncering kommer mange steder fra: Nationale og internationale sammenslutninger, patientforeninger, nuværende eller tidligere interessegrupper, søsterselskaber, paraplyorganisationer og myndigheder. Ligeledes får vi løbende henvendelser fra søsterselskaber og patientforeninger, der ønsker nye retningslinjer om fx behandling, henvisning eller visitering formidlet. Endelig får selskabet ofte forespørgsler om, hvorvidt vi vil sende spørgeskemaer ud til vores medlemmer på vegne af medier, forskere eller bureauer med det formål at undersøge holdninger eller indsamle viden om praktiserende lægers adfærd. Der er ønsker til alle vores kanaler, dog mest Practicus og hjemmesiden. 

De valg, som selskabet tager eller ikke tager omkring indhold i kommunikationen afspejler, hvem DSAM er. Med sekretariatschef Louise Hørslev og Practicus chefredaktør Ellen Louise Kristensen som drivkraft er der derfor udarbejdet udkast til retningslinjer med det formål:

  • at undgå at udvande DSAM’s egen medlemsinformation
  • at undgå, at annonceringer sætter aftryk på, hvordan DSAM opfattes af medlemmer og samarbejdspartnere  
  • at sikre en fair og ligelig behandling af alle forespørgsler
  • at lette sagsbehandlingen for sekretariatet og bestyrelse
  • at sikre en ensartethed formidlingen i DSAM’s medier

Det har tidligere været overvejet – for at imødekomme den stigende efterspørgsel på at bruge DSAM’s kanaler – at der fx en gang hver anden måned udsendes et nyhedsbrev  eller opdateres et faneblad på hjemmesiden -  med titlen ”nyt udefra” hvor kurser, kongresser, ny viden udefra formidles.

Det er dog vurderingen, at dette vil kræve næsten ligeså meget stillingsstagen og en del manpower i sekretariatet at redigere, udvælge, godkende og kommunikere med dem, der gerne vil med i en kalender eller i et nyhedsbrev. Erfaringen har også vist, at selv om vi blot er budbringere (fx på nyheder på Lægedage eller tilbud fra Månedsskriftet), så ender spørgsmålene omkring tilbud eller arrangementer hos os – altså, dem der har sendt ud eller lagt nyheden op. Det er derfor ikke en anbefaling, at vi tilbyder dette til andre end dem ”meget tæt på os selv” – og det er heller ikke en service, som medlemmerne har efterspurgt.

Referat
Punktet udgik på grund af tidsnød.

Opfølgning
Punktet flyttes til et kommende møde.

10. Spørgsmål og kommentarer til orienteringspunkter

Referat
Roar Maagaard orienterede, at der er fokus på at få mere almen medicin i studenteruddannelsen, og der er sendt brev til de relevante ministre med opfordring om dette.

Opfølgning

Ingen.

11. Eventuelt

Referat
Niels Kristian Kjær orienterede om, at Region Syd er ved at arrangere en fest for nye speciallæger.
Niels Kristian Kjær orienterede om, at der var omrokeringer i Månedsskriftet, og det overvejes at ansætte en ikke-lægelig direktør.

Lise Dyhr orienterede om temamødet for realistisk medicin og tankerne bag.

Anders Beich orienterede om, at en af deltagerne er gået ud af indikatorsporet, og der blev efterlyst et nyt medlem. Bestyrelsen blev opfordret til at tænke over relevante kandidater.

Opfølgning
Forslag til nyt medlem af indikatorsporet skal sendes til sekretariatet snarest muligt.

ORIENTERINGER

12. Nyt fra sekretariatet

Indstilling
Det indstilles, at bestyrelsen tager orienteringen fra Louise Hørslev til efterretning.

Baggrund
Organisationsgrad
Sekretariatet har ved årsskiftet opgjort DSAM’s organisationsgrad. Denne er på 74 %. Det vil sige, at 74 % af alle praktiserende læger (3.440 i alt i Danmark ifølge PLO) er medlemmer af DSAM. Pr. 31.12.2019 har DSAM i alt 4.658 medlemmer, hvoraf 2.537 er ordinære medlemmer, 1.464 er yngre læger, 269 er medicinstuderende og 386 er ikke-erhvervsaktive eller pensionister. 2 medlemmer er registreret som ekstraordinære medlemmer. I 2018 fik vi samlet 393 nye medlemmer i alle kategorier. 196 valgte at melde sig ud (det er både medicinstuderende og YL, der måske har valgt anden karrierevej og ordinære medlemmer der har meldt sig ud pga. pension). 9 af vores medlemmer er gået bort i det forløbne år.

Synlighedskampagne
Bestyrelsen bevilligede sidste år penge til at arbejde videre på en synlighedskampagne, som skal synliggøre værdien af faget. Kampagnegruppen har siden holdt flere møder med bl.a. et eksternt reklamebureau, der har hjulpet med at udarbejde koncept og inspiration til konkrete medieprodukter. Kampagnegruppen har besluttet, at de afsatte midler først og fremmest skal bruges til at udarbejde en high-end branding-film med afsæt i budskabet ”Det gør en forskel, at vi kender hinanden”. Filmen optages medio marts og forventes færdig omkring påske.

Practicus
Practicus-redaktionen har i længere tid summet over muligheden for at skifte grafiker og trykkeri, da vi søgte nogle bedre redaktør- og korrekturværktøjer. Tanke blev til handling, da Ellen Louise Kristensen blev ansat som ny chefredaktør, og første blad i de nye rammer kom på gaden medio december. Udover bedre værktøjer har bladet fået et helt nyt udtryk, og redaktionen er meget tilfredse med det nye layout. Udover en ændret arbejdsgang, som på sigt forventes at give en tidsmæssig gevinst, har vi opnået en økonomisk besparelse på cirka 25.000 kr. pr. blad (1/3 i forhold til tidligere pris). Som en sidegevinst får vi artiklerne på hjemmesiden med søgefunktion i en helt anden grad end tidligere, hvilket giver en yderligere besparelse på 25.000 kr. pr. år. De mange sparede penge kan dels imødegå den tabte indtægt af annoncesalg, og dels finansiere eventuelle udviklingstiltag. 

PKO træf
Vi har fået en forespørgsel på, om DSAM vil være vært for et PKO-træf i anledning af, at det i år er 30 år siden, at den første Praksiskoordinator blev ansat. Formandskabet har sagt ja til at lægge lokaler til og byde på smørrebrød i den anledning. Formand og sekretariatschef deltager ligeledes i fejringen. Hvis andre bestyrelsesmedlemmer er interesserede i at deltage, finder det sted 3/5-2019 i Stockholmsgade.

Referat
Nyt fra sekretariatet.

Opfølgning
Ingen.

13. Nordisk Kongres 2019

Indstilling
Det indstilles, at bestyrelsen tager orienteringen vedr. Nordisk Kongres 2019 til efterretning.

Baggrund
Tiden sig nærmer for den 21. nordiske kongres, som DSAM er vært for. Kongressen finder sted fra mandag d. 17. juni – torsdag d. 20. juni 2019 i Aalborg.

Planlægningen er i fuld gang, og alle sekretariatets medarbejdere er nu involveret i de mange forskellige opgaver. Jette Kolding Kristensen er som bekendt formand for planlægningsgruppen, og Annelli Sandbæk er formand for den videnskabelige komité, der har ansvaret for kongressens faglige indhold/program.

Sekretariatet afholder interne ugentlige møder, hvor alle opdateres på hinandens opgaver, og der er mulighed for at sparre indbyrdes. En gang pr. måned og frem til kongressen i juni måned, afholdes der et længere planlægningsmøde, hvor også Jette Kolding Kristensen deltager samt vores primære kontakt, Helle Klestrup, fra vores kongresbureau ”DIS Congress Service”.

Sekretariatet har netop været på en heldagstur til Aalborg og har afholdt møde med kongreschefen på Aalborg Kongres og Kultur Center samt været på rundvisning i Musikkens Hus (første dag med åbningssession samt efterfølgende reception foregår i netop Musikkens Hus).

Information om overordnet tidsplan fremgår af kongressens hjemmeside.

Det vil være for omfattende at skrive om alle de opgaver, der rører på sig lige nu, men overordnet set kan vi lige nævne;

  • Den videnskabelige komité mødes i starten af februar, hvor de skal sammensætte programmet på baggrund af de godt og vel 250 indsendte abstracts.

  • Foruden det videnskabelige program vil der i år som noget nyt blive etableret et loungeområde, der er dedikeret præsentation af græsrodsprojekter, der udspringer i praksis og har fokus på kvalitet og måden vi arbejder på. Deadline for tilmelding af projekter til ”Quality lounge” er d. 15. marts 2019.

  • Der arbejdes også på den mere detaljerede planlægning i form af drejebøger til åbnings- og afslutningssession, aftaler med kunstnere til optræden, detailplanlægning med lys- og lydteknikere, design af kongrestasker, navneskilte, vagtplaner for studentermedhjælpere og meget meget mere.

  • Og så er der naturligvis hele tiden stor fokus på kommunikation omkring kongressen, og der arbejdes hårdt på at få vores budskaber ud i hele Norden. PR-fokus vil i den kommende tid bl.a. omhandle ”Quality lounge” og opfordring til at tilmelde sig kongressen inden early bird udløber d. 15. marts 2019.

Der er en forhåbning om at nå op omkring 1200 deltagere til kongressen og helst ikke under 1000 deltagere, som er vores break-even. I Reykjavik i 2017 var der omkring 1470 deltagere, så 1200 deltagere er forhåbentlig ikke helt urealistisk.

Forud for selve kongressen vil der blive afholdt en mindre præ-kongres for yngre læger (ca. 80 personer). Det er FYAM-repræsentanter og NYGP (den nordiske pendant til FYAM), som har det overordnede ansvar for denne del af planlægningen, men vi er selvfølgelig i løbende dialog og hjælper hinanden, hvor vi kan.

Referat
Planlægning af Nordisk Kongres i 2019 er i fuld gang – bestyrelsen vil blive opdateret løbende.

Opfølgning
Ingen.

14. DSAM's Årsmøde 2019

Indstilling
Det indstilles, at bestyrelsen orienteres om planlægningen af DSAM’s årsmøde 2019 samt tager den foreløbige programskitse til efterretning.

Baggrund
Årsmødegruppen: 

Dorte Jarbøl – DSAM
Ellen Louise Kristensen – DSAM
Anders Elkær Jensen – FYAM
Camilla Aakjær – FYAM
Vinnie Andersen – DSAM’s sekretariat
Annette Gehrs - DSAM’s sekretariat
Sanne Bernard - DSAM’s sekretariat

Gruppen mødtes første gang i december måned og afholder næste møde i slutningen af februar.

Titel: Årsmødets arbejdstitel er p.t. ”Faglighed og forandring, - fra udfordring til mulighed”

Vision: At skabe et bredt program med relevans for alle ”kategorier” af læger. Vi ønsker at bibeholde den fine balance mellem antal deltagende FYAM-medlemmer og ordinære DSAM-medlemmer igen i år.

Idé: Minimum af plenumsessioner, workshops/sessioner både formiddag og eftermiddag.

Dagens program sammensættes med udgangspunkt i vores 4 søjler (forskning, internationalt arbejde, kvalitet og uddannelse).

Velkomst/keynote/plenumsession: Vi håber at få accept fra Martin Marshall som dette års hovedtaler med en keynote omhandlende faglighed, fællesskab og fremtid, - med fokus på at ændre udfordringer til muligheder i fremtidens almen praksis.

Sessioner: Planen er at afholde 12-14 workshops/sessioner (6-7 formiddag og 6-7 eftermiddag), hvoraf bl.a. følgende temaer p.t. er på tegnebrættet;

• Ultralyd - muligheder og begrænsninger
• Hudens dippedutter – teledermatologi
• Forskningstræningprojekter
• Øget faglighed internt fx ved supervision
• Hold fast i arbejdsglæden
• Tværsektorielle udfordringer - projekter der rykker
• Opsporing og håndtering af sårbare patienter, børn og familier, multisyge patienter, psykisk sårbarhed
• Faglige fællesskaber i klyngerne
• Klyngerne - hvordan laver vi et godt projekt
• Nyeste vejledninger / FAQta-ark
• Realistisk medicin
• Hvordan måler vi kvaliteten af arbejdet i almen praksis
• Webpatient/telekonsultation

Plenumsession efter frokost: Ph.D. Cup vil igen år blive afviklet efter frokostpausen, med en repræsentant fra hver af de fire forskningsenheder som deltager.

Fælles afslutning i plenum: Evt. præsentation af FYAM-kampagne og afrunding af dagen v/ Anders Beich

3 sideløbende sen-eftermiddagsarrangementer (efter fælles afslutning i plenum): Udlån af lokaler til møde for interessegrupper/netværksgrupper/udvalg, FYAM afholder generalforsamling, og sideløbende afholdes et hyggeligt ”DSAM-arrangement” – er der evt. nogle ønsker?

Foreløbig tidsplan:

09:30 Velkomst/keynote/plenumsession
11:00 Pause (inkl. mulighed for poster walk)
11:30 Workshops/sessioner
13:00 Frokost
14:00 – 14:30 PhD Cup
14:30 – 14:45 kort pause til lokaleskift
14:45 Workshop
16:15 Pause (inkl. mulighed for poster walk)
16:45-17:15 Fælles afslutning i plenum
17:15 – 18:15 DSAM netværksgrupper / FYAM Generalforsamling / hyggelig aktivitet
19:00 Velkomstdrink i foyer
19:15 Middag og fest med livemusik (slut kl. 02:00)

I pauseområdet vil der blive opsat posters (fra morgenstunden), og i de to lange kaffepauser vil der være mulighed for at deltage i en poster walk i pausens sidste 15 minutter.

Bestyrelsen besluttede sidste år omkring SAMS, at deltagergebyr for SAMS for dagsarrangementet er kr. 200,00, og vi fortsætter med samme pris for SAMS her i 2019.

Referat
Årsmødegruppen tilstræber at gøre årsmødet interessant for alle ”kategorier” af læger. Via Practicus og nyhedsbreve vil der løbende blive gjort opmærksom på, at der er mulighed for at høre mere om vejledninger, klynger m.v. til årsmødet i oktober.

Bestyrelsen opfordres også til at sprede budskabet om årsmødet i deres netværk og bede kolleger om at sætte kryds i kalenderen d. 4. oktober 2019.

Bestyrelsen er selvfølgelig altid velkomne til at kontakte sekretariat eller årsmødegruppen, hvis de har kommentarer eller forslag til årsmødet.

Opfølgning
Årsmødegruppen fortsætter arbejdet med planlægningsopgaverne, hvor endelig programfastsættelse og kontakt til oplægsholdere har stor prioritet. Bestyrelsen får løbende en orientering om planlægningen af årsmødet 2019.

15. Nyt fra Videreuddannelsesudvalget

Indstilling
Det indstilles, at bestyrelsen tager orienteringen fra Videreuddannelsesudvalget v/Roar Maagaard til efterretning.

Orientering
Pga. GDPR-reglerne er vi nødt til at ændre lidt teknisk på logbogens “kvalifikationskort”.

  1. Før jul havde vi et møde, hvor VIA havde indbudt repræsentanter fra de 4 lægeskoler med henblik på dels gensidig orientering og inspiration og dels med henblik på bedre sammenhæng mellem præ- og postgraduat uddannelse i almen medicin. Det viste sig at være meget nyttigt, da der fremstod ret markante forskelle mellem de 4 skolers program for almen medicin.

    Et spin off på mødet blev, at vi sammen henvender os til SUM og Forsknings- og Uddannelsesministeriet med to budskaber i et brev:

    - sørg for længere praksistid i medicinuddannelsen - det vil give bedre læger og bedre rekrutteringen til almen medicin
    - sørg for igen at betale for transport og logi til de studerende, der sendes langt væk fra universitetsbyerne

    Ved mødet blev Bolettes imponerende konkurrent til Bayeux-tapetet også præsenteret!

  2. Det helt hotte er naturligvis den påtænkte sundhedsreform og den deri inkluderede nødvendige (men voldsomme) udvidelse af antallet af uddannelsesstillinger i almen medicin. Sammen med at alle nu snart skal i almen praksis i KBU, så betyder det, at behovet for tutorlæger lige om lidt bliver meget stort - vil gerne fortælle nærmere om dette ved bestyrelsesmødet.

Referat
Nyt fra Videreuddannelsesudvalget.

Opfølgning
Ingen.

16. Nyt fra Kvalitetsudvalget

Indstilling
Det indstilles, at bestyrelsen tager orienteringen til efterretning.

Baggrund
Bestyrelsen fik i november 2018 en orientering om kvalitetsarbejdet i DSAM. Nærværende orientering er en opfølgning heraf.

Kvalitetsudvalget har siden sidste opdatering holdt to møder i hhv. november 2018 og januar 2019. Lise Dyhr indtrådte som medlem af udvalget i november måned.

Der har i kvalitetsudvalget været en særlig opmærksomhed på opbygning af videnbank af græsrodsprojekter, udvikling af indikatorer og patientsikkerhedssporets fundament og fremtid.

Græsrodssporets er fortsat koncentreret om at beskrive indholdet til en videnbank over lokale kvalitets-/græsrodssprojekter fra almen praksis. Det er et omfattende arbejde, der strækker sig fra et kvalificeret overblik over omfanget og spændvidden af græsrodsprojekterne til udarbejdelse af kravsspecifikation til videnbankens it-platform.
Claus Rendtorff indtrådte i sporet i november 2019.

Indikatorsporet har haft populationsomsorgen i centrum blandt andet med afsæt i en ny flerdimensionel cirkelformet matrice. Matricen skærper opmærksomheden på, hvordan sporets fokusområder relaterer sig til de raske/syge, skrøbelige/sårbare/mestringsparate og kompetente patienter i udviklingen af indikatorer for de respektive patientgrupper. Indikatorsporet har udpeget kontinuitet i læge-patient relationen som sit næste fokusområde, der skal udvikles indikatorer for. Ultimo januar forventes indikatorsporets "bibliotek", sporets samling af artikler og andet baggrundsmateriale at gå i luften på intras under fanen "Litteratur".
Line Soot har desværre måtte trække sig fra såvel DSAM's indikatorspor og KiAP's. Niels Saxtrup er trådt ind i begge spor.

Patientsikkerhedssporet har afsluttet sit arbejde med politikpapir om patientsikkerhed, der i dag fremlægges til bestyrelsens godkendelse. Derudover har patientsikkerhedssporets fremtidige sammensætning, aktiviteter og samarbejdsrelationer (nationale som internationale) været drøftet.

Referat
Orientering om DSAM’s kvalitetsarbejde.

Opfølgning
Ingen.

17. Nyt fra FYAM-udvalget

Indstilling
Det indstilles, at bestyrelsen tager orienteringen til efterretning.

Baggrund
FYAM Kampagnen 2017-2018: ”Er patientens problem løst” blev vel modtaget på Lægedage. Kampagnen findes aktuelt som lommekort, men der er ved at blive lagt sidste hånd på en app til Iphone og Android, således at den kan udbredes endnu mere, både i praksis og på sygehusene. Målgruppen vi vil fokusere særligt på er KBU-læger, da de endnu ikke har erfaring med sektorovergange og vil kunne bruge det som værktøj i forhold til henvisninger og epikriser.

Vi har i FYAM-udvalget besluttet at bruge vores hensatte midler på at henholdsvis Folkemødet 2019 og Nordisk prækongres og kongres 2019.

Vi sender en delegation på 5 afsted til Folkemødet, afsted onsdag og hjem igen lørdag med bus. Overnatning i telt i Allinge Lægehus’ baghave! Formålet er at øge synligheden for DSAM og FYAM udadtil og indad til samt formidle det der rør sig politisk i sundhedsvæsenet lige nu eller til den tid til FYAM-medlemmerne.

Vi sender en delegation på 8 afsted til både Prækongressen og Nordisk kongres. Overnatning på vandrerhjem og leje af cykler for nem transport i Aalborg. Formålet er især at vise vores nordiske yngre lægekollegaer, hvordan vi er organiseret i FYAM og vores arbejde, da der ikke er tilsvarende udvalg/organisering af kommende almen medicinere i de andre nordiske lande samt at formidle, hvad der sker på Nordisk kongres til FYAM-medlemmerne.

Regionalt skal nævnes, at der er kommet aktivitet i FYAM Nordjylland med samling af en gruppe engagerede FYAM’er, og de er i gang med at planlægge kommende arrangementer – første arrangement bliver omkring Karrieremuligheder som almen mediciner.

Referat
Orientering fra FYAM-udvalget om FYAM-kampagnen 2017-2018, Folkemødet 2019, Nordisk kongres 2019 og FYAM Nordjylland.

Opfølgning
Ingen.

18. Høringer og udpegninger

Indstilling
Det indstilles, at bestyrelsen tager orienteringen til efterretning.

Baggrund
DSAM bliver jævnligt inviteret til at afgive høringssvar og udpege almen medicinere til arbejdsgrupper og udvalg. Her orienteres bestyrelsen om de høringer og udpegninger, der er sket siden sidste møde. 

Udpegninger:

  1. STPS: Interessentmøde for tilsyn med vagtlægeordningerne 2019 - Camilla Høegh-Guldberg Spange
  2. IRF/SST: Specialistgruppe for NRL diabetes og anoreksika - Janne Unkerskov og Jette Kolding Kristensen
  3. PLO: Observatør - PLO-Hovedstaden - Lise Dyhr
  4. SST: Arbejdsgruppe til eftersyn af området vedr. cystisk fibrose - Christine Benn Munck
  5. Danske Regioner: Tværregional arbejdsgruppe om familiær hyperkolesterolæmi - Anne Marie Lundgaard
  6. SST: Arbejdsgruppe vedr. sygdomsspecifikt materiale om lavt stofskifte - Karen-Dorthe Bach Nielsen
  7. Diverse: Udvikling af kodeks for god sundhedsformidling - Anders Beich
  8. SST: Arbejdsgruppe vedrørende serviceeftersyn af pakkeforløb for modermærkekræft - Annika Norsk Jensen
  9. SST: Referencegruppe for satspuljeinitiativet: ”Det gode ældreliv” - Marianne Dam Lentz
  10. PLO: Lægefaglig arbejdsgruppe for forløbsplaner til patienter med kroniske lænderyg-smerter - Annette Houmand
  11. PLO: Arbejdsgruppe om populationsomsorg og den demografiske udvikling - Lise Dyhr og Anders Beich

 Se den komplette liste over udpegede via dette link

Høringer:

  1. Dansk Selskab for Kiropraktik: Vejledning om hovedpine i kiropraktorpraksis
  2. SUM: Bekendtgørelse om tilskud til psykologbehandling i praksissektoren for særligt udsatte persongrupper
  3. SUM: Lovforslag til ændring af lov om videnskabsetisk behandling af sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter og sundhedsloven (styrkelse af borgernes tryghed og tillid til sundhedsforskning)
  4. SUM: Udkast til forslag om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v., sundhedsloven og forskellige andre love
  5. SUM: Bekendtgørelsesændringer vedr. L 62 - ændring af lov med forsøgsordning med medicinsk cannabis (eksport af cannabisbulk, brug af pesticider og kontraktudlægning)
  6. STPS: Udkast til bekendtgørelse om behandlingsfarmaceuters virksomhedsområde samt udkast til bekendtgørelse om uddannelse til behandlerfarmaceut
  7. LVS: Afdækning af problemstillinger i forhold til adgang til journaldata i forbindelse med forskning
  8. SUM: Bekendtgørelsesændringer vedr. L 62 (ændring af lov med forsøgsordning med medicinsk cannabis) og L 63 (behandlerfarmaceuter)
  9. SUM: Diverse bekendtgørelser om medicintilskud
  10. STPS: Udkast til bekendtgørelse om behandlingstestamenter udstedt i medfør af lov nr. 254 af 6. april 2018 samt høring over ændring af vejledninger om fravalg af livsforlængende behandling, herunder genoplivningsforsøg og afbrydelse af behandling
  11. SST: NKR for behandling af emotionel ustabil personlighedsstruktur, borderline type
  12. SST: Anbefalinger for tværsektorielle forløb for mennesker med demens
  13. SUM: Forslag til Lov om ændring af sundhedsloven (Bedre digitalt samarbejde i sundhedsvæsenet og påmindelser til forældre vedr. børnevaccination)

Se alle høringssvar i deres fulde længde via dette link

Referat
Overblik over høringer og udpegninger.

Opfølgning
Ingen.

19. Drøftelse af vejledningsområdet

Indstilling
Det indstilles, at bestyrelsen drøfter vejledningsområdet overordnet.

Baggrund
Formandskabet faciliterer en drøftelse om vejledningsområdet overordnet. Her vil indgå en status på, hvor vi er lige nu.

Som baggrund til drøftelserne er vedlagt som bilag:

  • Vejledningsgruppens svar på bestyrelsens spørgsmål
  • Nye vejledninger og FAQtaark
  • Afrapportering til Fagligt Råd
  • Metodehåndbog til DSAM's Kliniske Vejledninger

Referat
Peder Ahnfeldt-Mollerup præsenterede sig og orienterede om sin første tid som vejledningsredaktør. Jette Kolding Kristensen orienterede om, at interview i forbindelse med diabetes-vejledningen var afsluttet, og der havde været meget brugbare input. Fokusgruppeinterview contra enkeltinterview blev drøftet. Det blev drøftet, om det var nødvendigt, at hele landet var repræsenteret i et fokusgruppeinterview. Det blev foreslået at afholde fokusgruppeinterview, når man alligevel ses til fx Årsmøde. Bestyrelsen drøftede, at de fortsat gerne vil have denne kvalificering (interview) ved kommende vejledninger og FAQtaark. Det kan variere fra vejledning til vejledning, hvilken form for metode der er mest fordelagtig, og forskellige metoder skal afprøves.

Det blev drøftet, at der er behov for et politikpapir på vejledningsområdet. Det blev drøftet, at det generiske forord, der tidligere er vedtaget, er starten på politikpapiret.

Det blev besluttet, at Anders Beich, Bolette Friderichsen og Jette Kolding Kristensen tager fat på processen med at udarbejde et politikpapir, med henblik på at det skal vedtages på et kommende bestyrelsesmøde.

Ressourceforbrug blev drøftet i forbindelse med udarbejdelse af vejledninger. Det blev drøftet, om der hører prioritering/fagligt skøn over ressourceforbrug til, når man laver anbefalinger.

Det blev drøftet, at det er vigtigt at diskutere klinisk formål, når en vejledning sættes i gang. Hvad skal den påvirke, hvad skal ændringen være?

Det blev foreslået, at præliminære overvejelser tages ud af metodehåndbogen og flyttes til enten selvstændigt afsnit eller bliver del af politikpapir. Det blev drøftet, om der i politikpapiret skal stå, at der skal være en vis evidens, før der kan være en anbefaling, eller om der godt kan være anbefalinger uden evidens, da der ikke er evidens for alt (PTSD-området/cancervejledning blev nævnt).

Peder Ahnfeldt-Mollerup redegjorde for de spørgsmål, som bestyrelsen tidligere har ønsket, at Vejledningsgruppen drøftede.

Det blev besluttet, at vejledninger og FAQtaark fremover udkommer på papir (der var enkelte, der var imod dette).

Øvrige anbefalinger fra Vejledningsgruppen skal tænkes sammen med politikpapiret og afventer derfor beslutning.

Det blev besluttet, at Cancervejledningen skal sende ud på papir til alle medlemmer, da det er en del af overenskomsten. Det blev besluttet at sende diabetes- og cancervejledningen ud sammen.

Det blev besluttet, at Peder Ahnfeldt-Mollerup spørger i hjertegruppen, om det vil give mening at udgive hjertevejledningen på papir.

Nye vejledninger og FAQtaark blev drøftet. Det blev besluttet, at følgende skal sættes i gang.

  • FAQtaark om demens
  • Revidering af Akuthåndbogen.

Det blev besluttet ikke at sætte vejledning/FAQTAark om lænderygsmerter i gang nu.

Beslutning om øvrige nye vejledninger/FAQTAark, der sættes i gang, skydes til næste bestyrelsesmøde, hvor der laves et oplæg med vurderinger for og imod et konkret emne, og der redegøres for, hvordan emnet kan gribes an:

Dorte Jarbøl og Bolette Friderichsen laver et oplæg om osteoporose.

Lise Dyhr, Lasse Karlsen Eck og Jette Kolding Kristensen laver et oplæg om den ældre medicinske patient.

Claus Rendtorff, Anders Beich og Bolette Friderichsen laver et oplæg om stress/angst/depression.

Opfølgning
Anders Beich, Bolette Friderichsen og Jette Kolding Kristensen arbejder videre med politikpapir for vejledninger.

Peder Ahnfeldt-Mollerup og sekretariatet sætter arbejdet i gang vedrørende demens og akuthåndbog.

Peder Ahnfeldt-Mollerup spørger hjertegruppen, om det vil give mening at udgive hjertevejledningen på papir.

Dorte Jarbøl og Bolette Friderichsen forbereder et oplæg om osteoporose til næste bestyrelsesmøde.

Lise Dyhr, Lasse Karslen Eck og Jette Kolding Kristensen forbereder et oplæg om den ældre medicinske patient til næste bestyrelsesmøde.

Claus Rendtorff, Anders Beich og Bolette Friderichsen forbereder et oplæg om stress/angst/depression til næste bestyrelsesmøde.