1. Valg af dirigent

Bestyrelsen indstillede Michael Dupont, der blev valgt uden modkandidat.

2. Konstatering af fremmøde

Dirigenten takkede for valget og oplyste, at repræsentantskabsmødet var lovligt indkaldt i henhold til DSAM’s love. 25 repræsentantskabsmedlemmer eller suppleanter var til stede svarende til hele repræsentantskabet, og mødet blev således erklæret beslutningsdygtigt.

Inden man gik videre med den formelle dagsorden, forespurgte dirigenten efter ønske fra Line Soot, Region Hovedstaden, om der kunne tilføjes et emne til punkt 11, som handlede om inhabilitet i forbindelse med en konkret sag i den nye bestyrelse. Repræsentantskabet blev spurgt, og ved håndsoprækning stemte 19 for, 0 stemte imod og 6 undlod at stemme. Line Soot ville gøre rede for sagen, når vi kom til punktet.

Herefter blev den nye bestyrelse samt det tilstedeværende sekretariat præsenteret.

3. Formandens beretning

Lars G. Johansen, formand for DSAM, henviste til den skriftlige beretning og fremhævede i den mundtlige beretning følgende fra det forgangne år, som ikke var blevet nævnt i den skriftlige beretning:

Rekruttering: Det er fakta, at der er mangel på praktiserende læger, og det har DSAM arbejdet med i det forgangne år. Men det er ikke nok, at der arbejdes hårdt i FYAM og i SAMS. Det er vigtigt, at der fokuseres mere på almen medicin på de enkelte universiteter. Der skal flere ind på medicinstudiet, og de politiske bestræbelser bør være større. Fra at ca. 23 % af alle læger var almenmedicinere, er dette tal nu faldet til 17 %.

Lægedage – 25 års jubilæum i år: Vi kan være stolte af vores efteruddannelse. Kun 80 % af alle uddannelseslæger kommer igennem praksis, det tal skal øges. P.t. ligger efter- og videreuddannelse hos PLO, måske skal det også ligge hos DSAM.

Kommunikation: På dette område er det ikke altid gået så godt. Der har gennem året været mange tæsk til formanden, og tonen, som har været anvendt intern er under al kritik. Der er foregået mobning af yngre og ældre forskere, som jeg ikke finder rimeligt. Er det sådan vi skal debattere? Skal tonen være så rå. Jeg mener, at det er vigtigt, at vi kan både skrive sammen, se hinanden i øjnene og diskutere vores uenigheder uden anvendelse af grimt sprog.

Herefter ønskede formanden at overlade beretningen til diskussion, og dirigenten spurgte forsamlingen, om der var kommentarer.

4. Drøftelse af formandens beretning

Claus Rendtorff, Region Hovedstaden indledte debatten og stillede sig undrende overfor formandens mening om tonen. Claus mente, at udmeldingerne har været uklare, DAMD-skandalen blev kørt for langt ud, og bestyrelse og formand var for længe om at komme på banen.

Lise Dyhr, Region Hovedstaden hilste det velkomment, at der ville blive taget initiativ til at bedre kommunikationen og kritiserede, at der ikke blev svaret på facebook-forespørgsler.

Gunvor Lillevang, Region Sjælland sagde, at vi ALLE brænder for vores sag. Vi har været ekstremt pressede, og vi må prøve at forstå, hvad det er, der frustrerer og forstå, hvorfor det sker.

Til disse kommentarer replicerede Lars G. Johansen, at han var enig i, at faget er i krise – og at det er blevet sagt i over 40 år. Han var ked af, at Lise Dyhr ikke havde fået svar og erklærede sig enig med Claus Rendtorff i, at der kunne være reageret på DAMD-sagen meget tidligere, men at der faktisk ikke er nogen, der har gjort noget ulovligt.

Hertil svarede Thomas Birk Kristiansen, Region Hovedstaden, at alle vidste, at det var ulovligt, og at det også var forkert at fortsætte, når alle vidste det.

Bolette Friderichsen, Region Nordjylland roste formanden for at være meget optaget af sit engagement i politikere og forskere, men mente, at der manglede øjenhøjde med medlemmerne. Men han havde været mere lyttende i året, der er gået, og hun var meget glad for besøgene i Nordjylland. Der er brug for, at DSAM lytter til medlemmerne og frustrationen bunder i manglende forståelse for medlemmerne. DSAM skal være medlemmernes selskab. 

Lene Unnerup, Region Syddanmark ytrede, at hendes oplevelse var, at DSAM har været medlemmernes selskab hele tiden. Tidligere tiders årsmøder blev afholdt med kun 25 deltagere, så det er en god udvikling. Med hensyn til vejledningerne var det ikke hendes oplevelse, at de var ubrugelige.

Thomas Drivsholm, Region Hovedstaden og lægefaglig konsulent i DSAM oplyste, at han ofte møder medlemmer, der bl.a. i relation til vejledningerne ofte spurgte, om DSAM ikke lige kunne….. Det er svært med de tilstedeværende ressourcer at favne det hele, og det kan være svært at levere det, der bliver efterspurgt. Det kan være svært ikke til tider at begå fodfejl, og vi skal hjælpe hinanden.

Lars G. Johansen tog igen ordet og ville gerne forsvare de kliniske vejledninger, samtidig med han påpegede, at det også er vores ansvar at udvikle vejledningerne – og at man altid skal holde sig for øje, at vejledningerne er et redskab til hjælp i dagligdagen. Lars sagde, at vi er et videnskabeligt selskab, som skal holde et vist niveau, så man kan spørge, om vi driver selskabet korrekt? Han mente, at vi skal tættere på forskningen og gerne med forskere, der ikke kun var observatører i bestyrelsen.

Hertil svarede Anders Beich, Region Hovedstaden, at der ikke var noget, der hindrede forskere i at stille op til repræsentantskabet, og at man i Region Hovedstaden havde håbet, at der var kommet forskere og stillet op til regionsmødet.

Gunvor Lillevang, Region Sjælland undrede sig over, hvorfor det så kun var forskningsdelen, der skulle styrkes. Hvorfor ikke også områderne vedrørende kvalitet og uddannelse?

Slutteligt kommenterede Johan Reventlow, Region Sjælland, at Lars Gehlert Johansen ikke havde kommenteret regnskabet for 2014, som også var bestyrelsens ansvar.

Herefter spurgte dirigenten om formandsberetningen kunne godkendes, hvilket salen indikerede ved at klappe.

5. Beretninger fra udvalg under selskabet

Der var fremlagt skriftlige årsberetninger fra de faste udvalg, og dirigenten forespurgte, om nogle af formændene havde yderligere kommentarer, hvilket ikke var tilfældet. 

6. Drøftelse af disse beretninger

Derefter spurgte dirigenten, om der var nogle kommentarer til beretningerne, hvilket heller ikke var tilfældet. 

7. Godkendelse af DSAM’s regnskab, Sara Krabbes regnskab og budget samt fastsættelse af kontingenter for det følgende år

DSAM’s revisor RIR v/partner Tina Doktor var til stede for at fremlægge DSAM’s regnskab for 2014.

Regnskabet blev gennemgået og efterfølgende blev det godkendt af repræsentantskabet.

Tina Doktor fremlagte endvidere DSAM’s budget for 2016, som lagde op til en kontingentstigning på samlet 10 % i 2016 fordelt med 12,5 % til speciallægerne, 10 % til FYAM-medlemmerne og 0 % til SAMS-medlemmer og pensionister. Formanden oplyste, at bestyrelsens begrundelse for kontingentstigningen var baseret på, at det var mere end 10 år siden, der sidst havde været kontingentstigning i selskabet, at der i selskabet var stigende aktiviteter og slutteligt for at konsolidere sig mod en eventuel momspålægning, som DSAM har modtaget fra Skat. Vi afventer en afgørelse fra Landsskatteretten på en lignende sag. Vores revisor og en ekstern rådgiver i denne sag er dog af den opfattelse, at vi bør være fritaget for moms.

Lene Therkelsen, formand for FYAM oplyste, at FYAM ønskede et samlet budget og ikke opdelt som i det fremlagte budget, så de selv kunne bestemme, hvor meget de brugte på fx kampagner og internat. Repræsentantskabet mente, at de enkelte posters størrelse kunne revideres i løbet af året. Det vigtigste er, at det samlede FYAM-budget overholdes.

Anna Weibull, Region Midtjylland spurgte, hvordan den enkelte læge ude i landet ville kunne mærke denne kontingentforhøjelse – og at det var vigtigt tydeligt at tilkendegive, hvorfor kontingentet skulle stige.

Cecilie Thorning Jacobsen, Region Hovedstaden spurgte, om aktiviteterne egentlig var for alle medlemmerne, eller om de kun var for de aktive. Hertil replicerede Lene Therkelsen, formand for FYAM, at det ville være OK for FYAM at invitere DSAM-medlemmerne med til deres aktiviteter, og at FYAM arbejdede for at blive mere synligt.

Efter denne korte debat godkendte repræsentantskabet budgettet for 2016, som dermed også vil indebære en kontingentstigning i 2016.

Slutteligt fremlagde Tina Doktor også Sara Krabbes regnskab for 2014. Dette regnskab blev også godkendt af repræsentantskabet.

8. Valg af formand, bestyrelsesmedlemmer og suppleanter til bestyrelsen, jf. DSAM’s love § 6, stk. 1

Formanden samt bestyrelsesmedlemmer fra Region Sjælland, Region Syddanmark og Region Nordjylland var på valg eller skulle genudpeges i år. Endvidere skulle der vælges to suppleanter for henholdsvis speciallægerne og FYAM.

Ekstraordinært skulle der endvidere vælges et frit FYAM-bestyrelsesmedlem på grund af forfald af både medlem og suppleant fra 2014.

Dirigenten indledte med at informere repræsentantskabet om valghandlingen i forbindelse med formandsvalget. Det var i forvejen af bestyrelsen besluttet, at afstemningen skulle være skriftlig. Vinderen ville blive fundet ved simpelt flertal. Dvs. først en runde, hvor alle i repræsentantskabet kunne stemme på alle tre kandidater. Såfremt der allerede i første runde ikke ville være simpelt flertal for en af kandidaterne, skulle de to kandidater med flest stemmer ud i en stemmerunde mere.

Indledningsvis fik hver formandskandidat 10 minutter til deres disposition – denne tid skulle også inkludere spørgsmål fra forsamlingen.

Johan Reventlow, medlem i DSAM indledte, blev efterfulgt af Anders Beich, bestyrelsesmedlem i Region Hovedstaden og sluttelig fik den siddende formand Lars G. Johansen ordet.

Lars G. Johansen meddelte, at han ønskede at trække sig fra formandskandidatposten.

Derefter kunne det konstateres, at der nu kun var to kandidater, og stemmeproceduren blev igangsat.

Resultatet af afstemningen blev:

Anders Beich – 16 stemmer

Johan Reventlow – 9 stemmer

Herefter blev Anders Beich erklæret som nyvalgt formand for DSAM. Begge kandidater fik efterfølgende ordet, hvor Lars G. Johansen samt de øvrige afgående bestyrelsesmedlemmer – Gregers Hansen-Nord fra Region Sjælland, Gunnar Axelgaard fra Region Midtjylland, Carsten Jensen fra Region Nordjylland og Niels Kristian Kjær fra Region Syddanmark - blev takket for deres arbejde i DSAM. 

Derefter nævnte dirigenten regionernes udpegninger til bestyrelsen.

Region Sjælland har udpeget Annette Houmand, der afløser Gregers Hansen-Nord.
Region Nordjylland har udpeget Bolette Friderichsen, der afløser Carsten Jensen.
Region Syddanmark har udpeget Christian Kjær Ravens, der afløser Niels Kristian Kjær.

På grund af forfald af både repræsentantskabsvalgt FYAM-medlem og suppleant i bestyrelsen skulle der vælges nye for 1 år.

Anne Louise Born Sylvest fra Region Hovedstaden, der havde forfald til repræsentantskabsmødet, stillede op repræsenteret af Benny Ehrenreich. Det gjorde Christina Svanholm fra Region Sjælland også. Begge kandidater fik 5 minutter til at præsentere sig selv, hvorefter der blev foretaget skriftlig afstemning.

Denne afstemning fik følgende resultat:

Anne Louise Born Sylvest – 12 stemmer
Christina Svanholm – 11 stemmer
Blank – 2 stemmer

Anne Louise Born Sylvest blev hermed FYAM’s frie medlem i bestyrelsen det kommende år.

Efterfølgende skulle der vælges to suppleanter fra henholdsvis speciallægerne og FYAM for 1 år.

For speciallægerne meldte Cecilie Thorning Jacobsen fra Region Hovedstaden sig og blev valgt som eneste kandidat.

For FYAM meldte Mette Marie Kofoed fra Region Syddanmark sig og også Christina Svanholm fra Region Sjælland ønskede at stille op som suppleant. Derefter valgte Mette Marie Kofoed at trække sig, og Christina Svanholm blev udpeget som FYAM-suppleant.

9. Valg af revisorer, jf. DSAM’s love § 7

Bestyrelsen indstillede RIR Revision, Roskilde, til genvalg. RIR Revision blev valgt. 

Endvidere skulle der vælges lægelige revisorer for 2 år. Marius Andersen fra Region Midtjylland blev genvalgt, og derudover blev Carsten Jensen fra Region Nordjylland valgt.

10. Forslag til vedtægtsændringer

Der var indkommet i alt 4 forslag til ændringer af DSAM’s love. Disse ændringsforslag kan ses her.

Direktør Karin Mette Thomsen motiverede de to første ændringsforslag, og Cecilie Thorning Jacobsen, Region Hovedstaden motiverede de to sidste ændringsforslag.

Afstemningen foregik ved håndsoprækning, og alle ændringsforslag blev vedtaget med følgende stemmeantal:

1. forslag vedrørende præcisering af at funktionstid kun er gældende i bestyrelsen: 24 stemte ja og 1 undlod at stemme.
2. forslag vedrørende en observatørplads i bestyrelsen for Forskningsenheden Aalborg: 25 stemte ja.
3. forslag vedrørende elektronisk afstemning ved regionsvalg: 23 stemte ja og 2 stemte nej.
4. forslag vedrørende afgivelse af stemmer i forhold til pladser på valg: 22 stemte ja og 3 undlod at stemme.

11. Forslag fra medlemmer

Der var ikke indkommet forslag fra medlemmer, men det var blevet vedtaget af repræsentantskabet, at et emne om inhabilitet kunne diskuteres.

Line Soot, Region Hovedstaden redegjorde for sit ønske om at få diskussionen omkring inhabilitet sat på dagsordenen. Det skyldtes helt konkret – men også generelt – om det skulle være muligt at være bestyrelsesmedlem og medlem af repræsentantskabet, når man er ansat af selskabet. Det konkrete tilfælde drejede sig om Bo Christensen, der var udpeget af Region Midtjylland til bestyrelsen, idet han også er ansat som redaktør af Practicus og dermed har en observatørpost i bestyrelsen.

Flere repræsentantskabsmedlemmer havde en holdning til dette, bl.a. mente Hans Christian Kjeldsen, Region Midtjylland, at der måtte være en bagatelgrænse, men at der selvfølgelig skal være vandtætte skotter mellem de forskellige kasketter.

Bolette Friderichsen, Region Nordjylland mente, at det var vigtigt at få engagementet bredt ud, og at det ikke kunne være til nogens fordel at samle på kasketter.

Gregers Hansen-Nord, Region Sjælland, mente, at habilitetsproceduren skulle til diskussion i bestyrelsen.

Flere andre ytrede sig, og konklusionen på diskussionen blev, at hele habilitetsspørgsmålet skulle drøftes i bestyrelsen og evt. indgå i revisionen af DSAM’s love, samt at Region Midtjylland skulle overveje, om de stadig ville pege på Bo Christensen som deres medlem i bestyrelsen, eller om de ville udpege en anden.

12. Eventuelt

Her ønskede Christian Freitag, formand for PLO, at få ordet. Hans budskab var, at der i PLO var sket meget det sidste halve år, og at det havde vist sig, at vi praktiserende læger faktisk er langt mere enige om mange ting, end vi egentligt troede, at vi var. Der er kommet mere fokus på tingene, og det har vist sig, at der ikke er noget galt i at være uenig. Debatkulturen er væsentligt forbedret i PLO, og det vil også ske i DSAM, var han sikker på.

Anders Beich, nyvalgt formand for DSAM, oplyste, at Region Hovedstaden ønskede at udpege Lise Dyhr til bestyrelsen, da han selv nu var blevet valgt til formand.

Slutteligt takkede Lars G. Johansen for et godt repræsentantskabsmøde og ønskede alle deltagerne en god tur hjem.

Referent: Dorthe Pedersen