1. Valg af dirigent

Bestyrelsen havde indstillet Tue Flindt Müller som dirigent, der blev valgt uden modkandidat.

2. Konstatering af fremmøde

Tue Flindt Müller takkede for valget og oplyste, at repræsentantskabsmødet var lovligt indkaldt i henhold til DSAM’s love. Alle 25 stemmeberettigede var tilstede.

3. Formandens beretning

Anders Beich gennemgik formandens beretning.

4. Drøftelse af formandens beretning

Der blev udtrykt tak til formanden for de forandringer, der var skabt, den fleksibilitet, som organisationen er præget af og det store arbejde, der er lagt i arbejdet de seneste år.

5. Beretninger fra udvalg under selskabet

De stående udvalg: Internationalt udvalg, Kvalitetsudviklingsudvalget, Forskningsudvalget, VIA-udvalget og FYAM-udvalget gav en kort mundtlig beretning.Der var ligeledes en kort mundtlig beretning fra interessegruppen Klinisk Ultralyd i almen praksis.

6. Drøftelse af disse beretninger

Beretningerne blev kort drøftet.

7. Godkendelse af DSAM’s regnskab, Sara Krabbes regnskab og budget samt fastsættelse af kontingenter for det følgende år

DSAM’s revisor RIR v/partner Tina Doktor var til stede for at fremlægge DSAM’s regnskab for 2016. Der var enkelte spørgsmål til regnskabet, der herefter blev godkendt.

Regnskab for Sara Krabbes Legat blev gennemgået og godkendt. En repræsentant havde et spørgsmål omkring uddeling af legater i 2016, som efterfølgende er blevet besvaret. Se fundats for Sara Krabbes legat her.  

Budgettet for 2018 blev ligeledes gennemgået og godkendt.

8. Valg af formand, bestyrelsesmedlemmer og suppleanter til bestyrelsen, jf. DSAM’s love § 6, stk. 1

Der var formandsvalg, og ved repræsentantskabsmødet start var der kun en kandidat, nemlig den nuværende formand Anders Beich. Der var ikke modkandidater, og Anders Beich blev derfor valgt enstemmigt for den kommende to-årige periode.

Der skulle ligeledes vælges suppleanter til bestyrelsen for frie medlemmer for henholdsvis DSAM og FYAM. Ellen Louise Kristensen stillede op som suppleant for det frie medlem for DSAM. Der var ikke andre kandidater, og Ellen Louise Kristensen blev derfor valgt. Lene Therkelsen stillede op som suppleant for FYAM og blev valgt uden modkandidater.

9. Afstemning: Forslag til justeringer af DSAM's love

Claus Rendtorff redegjorde for baggrunden for forslaget og gav herefter ordet til advokat Henrik Karl Nielsen, der redgjorde for ændringsforslagene. Henrik Karl Nielsen gennemgik derefter de enkelte paragrafer.

Debatten koncentrerede sig især om enkelte punkter:

Den nye paragraf om habilitet, hvor der især blev udtrykt tilfredshed med advokatens mundtlige formulering af, at man ’ikke er kronisk inhabil’, men noget der afgøres fra sag til sag. Dette giver mulighed for de fagligt aktive i DSAM at deltage i flere sammenhænge/forskellige fora og repræsentere faget udadtil.

Paragraf 2 om medlemskab indeholder en uklarhed i forhold til, hvornår man er ’på vej’ i specialet. Især hvis man er udenfor de gængse hoveduddannelsesstillinger eller i en mellemposition, fx mellem KBU og introstilling, eller hvis man holder pause i uddannelsesforløbet og påbegynder en PhD eller lign. Uklarheden har også været tilstede tidligere, men der blev henstillet til, at der blev arbejdet videre med at præcisere dette forhold.

Den største uenighed opstod omkring ’ekstraordinære medlemmer’, især hvis disse er læger fra andre specialer. Nogle ønskede, at det skulle være som i aktuelle vedtægter, hvor ’alle læger med interesse for almen medicin’ kunne være ordinære medlemmer, andre ønskede den nye formulering, hvor det blev gjort tydeligt, at de pågældende kunne være medlemmer, men ikke valgbare til besluttende organer.

Der var forslag om, at de der kan få ordinært medlemskab er: Alle speciallæger + de FYAM'er, der er på vej i specialet. Mens andre med interesse for almen medicin også stadigvæk kunne blive medlem, dog som "ekstraordinært" medlemskab – dvs. efter konkret vurdering (der ville skulle iværksættes en nem visitationsmetode). Imod dette forslag blev der nævnt, at nogen kunne blive kede af det, og alle skal føle sig ligeværdige. For dette argument var, at vi bør beskytte specialet i en tid, hvor mange "har interesse i almen medicin", men af mange forskellige årsager. Der blev for eksempel nævnt ansatte i udbudsklinikker i RN (rtg læger og andre), der kunne have en interesse i at forsimple det almenmedicinske speciale.

Først blev der stemt om at vedtage hele forslaget
14 ud af 25 stemmeberettigede stemte for at vedtage hele forslaget. Forslaget blev derfor ikke vedtaget, da det kræver 2/3 flertal at gennemføre vedtægtsændringer.

Dernæst blev der stemt om at vedtage alle ændringer minus paragraf 2
23 ud af 25 stemmeberettigede stemte for at vedtage hele forslaget minus ændringsforslagene i paragraf 2. Forslaget blev derfor vedtaget.

10. Fremtidigt mandat til Lovgruppen/strukturudvalget

 Anders Beich bad om en meningstilkendegivelse ift. om, hvordan man kan/skal arbejde videre med repræsentativitet i forhold til de interesser, der er tilstede i faget, herunder inddrage en diskussion af den regionale/centrale struktur.

19 stemmeberettigede tilkendegav, at der skulle arbejdes videre med dette. Dog ønskede man, at de punkter der var rejst under debatten, og især uklarhederne omkring FYAM, blev afklaret først.  Herefter kan et strukturudvalg arbejde videre med et oplæg om fremtidig struktur.

11. Valg af revisorer, jf. DSAM’s love § 7

Forretningsudvalget (formandskab, lægefaglig leder og sekretariatschef) havde indstillet RIR Revision, Roskilde, til genvalg. RIR revision blev genvalgt.

Der skulle ligeledes udpeges to lægefaglige revisorer. Marius Jensen ønskede at genopstille og blev valgt. Camilla Høegh-Guldberg Spange blev ligeledes valgt.

12. Forslag fra medlemmer

Der var ved fristens udløb ikke modtaget forslag fra medlemmer. 

13. Eventuelt

Anders Beich foreslog, at der blev taget et foto af den valgte bestyrelse.

Referent: Louise Hørslev