Årsberetning phd forum 2018

Dato: 12.-13. september

Ph.d.-forum er sammenslutningen af forskere inden for almen praksis, der endnu ikke har opnået en ph.d.-grad. Årsmødet 2018 blev afholdt i Roskilde, hvor de yngre forskere fra Forskningsenheden for almen praksis i København havde planlagt et interessant program over to dage med en blanding af sociale aktiviteter og spændende faglige oplæg. Der var 25 deltagere fordelt på miljøerne i Århus, Odense, Ålborg og København.

På årsmødets første dag havde vi besøg af retoriker Signe Hegelund, som holdt en interessant workshop om argumentation i teori og praksis. Workshoppen tog udgangspunkt i cases, som vi selv havde forberedt, og som handlede om aktuelle debatter om kræftscreening, opioider og cannabis i almen praksis. I løbet af workshoppen lærte vi at analysere andres argumentation samt forbedre vores egen og på den måde blive bedre til at indgå i komplekse debatter.

Efter dagens faglige program fik vi en times privat rundvisning på Roskilde Vikingemuseum, hvor vi fik en grundig gennemgang af, hvordan man havde brugt over 20 år på at udgrave og samle 5 vikingeskibe i Roskilde Fjord, så de nu kunne nydes sammen med en flot udsigt udover fjorden og et lille glas mjød i hånden.

På årsmødets anden dag havde vi fokus på etik. Dagens oplægsholder var Mickey Gjerris, der har en ph.d.-grad i bioetik, og arbejder som lektor, foredragsholder og forfatter. Mickey startede med et oplæg om, hvad etik er for en størrelse, og om forskerens ansvar. Dernæst diskuterede vi etiske problemstillinger i et par konkrete forskningsorienterede cases.

Som afslutning på årsmødet holdt vi generalforsamling, hvor hvert miljø kom med en kort status på det forgangne år, og hvor der blev valgt en ny formand for Ph.d-forum; Negar Pourbordbari fra Ålborg, samt en ny næstformand fra Aarhus; Nanna Holt Jessen.

Næstformændene i PhD forum er således

Ålborg: Næstformand Tamana Afzali. Suppleant: Camilla Aakjær

Aarhus: Næstformand Nanna Holt Jessen. Suppleant: Astrid Julie Bønnelykke

Odense: Næstformand Rikke Vognbjerg Sydenham. Suppleant: Theis Trabjerg

København: Næstformand Maria Louise Veimer Jensen. Suppleant: Kristine Henderson Bissenbakker

I forbindelse med generalforsamlingen fortalte Christina Svanholm desuden om den almenmedicinske forskning i Region Sjælland.

Årsmødet markerede enden på min formandsperiode samt 3 års virke i DSAM's forskningsudvalg. Det har været en spændende opgave, som jeg håber den  nye formand vil finde lige så interessant og lærerig som jeg.

Afslutningsvis skal lyde en stor tak til arrangørerne fra København samt en tak til bidragsyderne, Yngre Læger, Region Sjælland og de fire forskningsenheder.

Jonas Fynboe Ebert

PhD studerende, Forskningsenheden for almen praksis, Aarhus