Årsberetningen er den første for det nye formandskab, næstformand Maria Bundgaard og undertegnede, som i efteråret 2017 overtog roret i FYAM-udvalget.

FYAM-udvalget

Vi har i det forgangne år især haft fokus på organisering og struktur i FYAM-udvalget, som vi vil fortsætte med at arbejde på det næste år. Modsat tidligere hvor alle FYAM-udvalgsmøder blev afholdt i Odense, har vi i år afholdt møderne på skift i de fire universitetsbyer, hvilket giver mere kontakt til SAMS og de ph.d.-studerende i den pågældende by og jævn fordeling af rejsetid for udvalgsmedlemmerne. Ligeledes ligger vi møderne i relation til andre arrangementer som Lægedage og Årsmøde, hvor udvalgsmedlemmerne samles i forvejen. Vi vil fortsat arbejde på nemmere kommunikation for igangværende arbejde mellem udvalgsmøderne med brug af intranet og formidling af information fra diverse udvalg til FYAM-udvalget.

Fokus udadtil er fortsat hvad fremtiden vil bringe for os yngre almenmedicinere. Den nye PLO overenskomst har fokus på kvalitet og nye muligheder. I lægedækningstruede områder tegner der sig et billede af en fremtid for almen praksis i udvikling og med generel opbakning fra politisk side til almen praksis og det nære sundhedsvæsen, som forhåbentlig virker positivt på rekrutteringen til almen praksis, for det må siges at være en udfordring, som skal løses. Der er nu stor fokus på det fra politisk side, og vi vil sammen med PLO og DSAM gøre hvad vi kan for at påvirke rekrutteringen på alle niveauer, fra mere almen medicin på studiet, 100 % i KBU i almen praksis til mentorordninger og meget mere.

Et samarbejde som skal fremhæves i år er vores samarbejde med Almen Praksis Udvalget under Yngre Læger, som varetager de interesser som medlemmer af Yngre læger, der er i almen praksis, har. Der blev i foråret udsendt en medlemsundersøgelse til alle medlemmer af YL i introduktion- og hoveduddannelse i almen medicin samt speciallæger i almen medicin om uddannnelsesforhold og fremtiden. Vi venter spændt på resultaterne af denne medlemsundersøgelse og sammenligning med tidligere FYAM medlemsundersøgelser for at se tendenser, ønsker og bekymringer for fremtiden i almen praksis.

Hjemmeside

I december 2017 blev den længe ventede nye hjemmeside lanceret. Her har fokus været relevant information til de menige medlemmer, primært om regionale aktiviteter, men også information om DSAM’s fire søjler (Uddannnelse, Forskning, Kvalitet og Internationalt) og hvordan aktive medlemmer bidrager til arbejdet i disse udvalg. Nuværende og gamle kampagner er også let tilgængelige, hvis man vil vide mere. Ligeledes kontaktinformationer på regionale repræsentanter, hvis man har lyst til at være aktiv i FYAM.

Regionale grupper

Netop aktivitet i de regionale FYAM grupper er afhængig af regionale kræfter. Derfor er der aktuelt stor forskel på hvor mange aktiviteter der er i de enkelte regioner. FYAM Hovedstaden har stor succes med flere faglige arrangementer og netop afholdt sommerfest. Ligeledes flere faglige arrangementer i FYAM Syddanmark og Midtjylland, mens der er mindre aktivitet i FYAM Nordjylland og Sjælland. Vores fokus er at understøtte selv den mindste aktivitet, så hvis der sidder nogle med en god ide til et fagligt og/eller socialt arrangement, er det blot at tage kontakt til den regionale repræsentant i FYAM-udvalget eller styregruppen i den regionale gruppe. Der afholdes også flere fælles arrangementer med de regionale DSAM bestyrelser, hvilket har været et mål for FYAM udvalget, da det giver et godt netværk på tværs af generationer i den enkelte region.

Kampagne

Vi glæder os til at præsentere FYAM Kampagnen 2017-2018 på DSAM.s årsmøde. Den er blevet bearbejdet noget og har ændret karakter og form i forhold til første oplæg, men fokus er fortsat på uddannelse og ikke mindst samarbejde mellem sektorer. Vi håber I vil kunne bruge den i det daglige arbejde.

Vi går endnu et spændende år i møde med nye medlemmer af FYAM-udvalget og i DSAM’s stående udvalg, som vi glæder os til at tage imod. Og stor tak til de afgående medlemmer for deres indsats.

Annemette Pihl Lundberg, formand for FYAM-udvalget

September 2018