Vi må vælge, hvordan vi vil udmønte vores viden

Tale om dårlig livsstil har været en remse i dansk sundhedspolitik i flere årtier: Hold op med at ryge, spis rigtigt, drik mindre, motionér – og lev længere. Det er isoleret set ikke forkert, men ”man siger ikke, hvorfor Jeppe drikker”. I magelighed kan man i biologien snige sig udenom disse ubehagelige og besværlige analyser. Men kan vi det i almen praksis? Kan vi tillade os som andre sundhedsprofessionelle at vende kompleksiteten ryggen, når mødet med patienten bliver svært? Hvorfor gør folk ikke, som Sundhedsstyrelsen siger? Er de onde, ulydige eller dumme, når de bliver ved med at ryge eller spise franske kartofler? Ved de ikke, at det er usundt, og at de kan dø? Nåede kampagnerne ikke frem?

At ignorere de ydre vilkårs indflydelse på vores liv er en stærk simplificering af, hvad der fører til sygdom. Vi er mere end vores adfærd eller livsstil, vi er også vores mentale og fysiske livsbetingelser og erfaringer. Sociale og økonomiske forhold, miljø, kultur og historie har afgørende betydning for sundhed.

I det liberale menneskesyn har det enkelte menneske magt og ansvar over egen sundhed. Man er dermed skyldig, når det glipper, for man kunne altid have en bedre livsstil. Man vil altid være en synder.

Vi har som læger accepteret det standpunkt, at sygdom for en stor del skyldes, at den enkeltes livsstil ikke er i orden – ikke at det kan have med livsbetingelser at gøre. Vi skal så lede patienten ind på den rette vej og fortælle, hvordan man lever det gode liv – uden stress, røg og med masser af grønt og motion. Vi er udråbt til at være sundhedsapostle, og vi har påtaget os opgaven: at messe skyld til folk, ikke solidarisere os med dem; vi skal stå på vores planet og råbe til dem, at de skal komme over til os – i stedet for at gå med dem, hvor de er. Den individuelle sundhedslære er blevet et evangelium – og ve den, der synder. Sundhedsreligionen har ikke meget rum for tilgivelse.

Vi mennesker er en social flok, der består af mange individer; flokken har både formelle og uformelle regler – og beslutningerne om at ændre vores liv i større skala må vi tage i fællesskab. De landvindinger, der er gjort i mindsket sygdom og dødelighed er ikke primært sket på grund af ændret adfærd hos den enkelte. De er sket, fordi vores levevilkår har ændret sig. Adfærd, levevis, holdninger, værdier for ikke at tale om musiksmag, tatoveringer eller tøjmærker er knyttet til den gruppe, vi tilhører. Derfor er det svært for det enkelte individ at ændre sin livsstil afgørende, hvis tilhørsforholdet til gruppen udfordres.

Det enkelte menneskes udfordring skal derfor ses i det lys.

Vores syn på selve lægens rolle er udfordret her. For:

  • Arbejder vi med menneskelige objekter, biologiske maskiner, som vi doserer for og behandler på i en armslængdes afstand – en levende materie, der er pustet ånd i? Dette standpunkt kalder på evidens, påbud og tjeklister.

  • Eller arbejder vi sammen med patienten i et menneskeligt fællesskab, hvor vi også har et blik for det enkelte menneskes særegenhed og vilkår? Dette kalder på forståelse, medmenneskelighed og solidaritet – ud over vores basis i naturvidenskaben. Og det er tilmed en frasigelse af retten til sandheden. Det er at hidkalde dømmekraft, tvivl og nysgerrighed.

Vi har brug for sociologer, filosoffer, sprogfolk, kunstnere og andre til at vise andre vidensformer, vi skal bruge i vores virke. Vi må erkende, at verden er mere kompleks, end patoanatomien, evidensundersøgelser og databaser kan åbenbare for os. Ellers er vi medicoteknikere i stedet for læger.