Det er en forudsætning for både formand, arbejdsgruppens medlemmer og peer reviewers, at disse til enhver tid overholder DSAM's gældende regler for habilitet.

Det er desuden en forudsætning, at formand, arbejdsgruppens medlemmer og peer reviewers, inden påbegyndelse af arbejdet, afgiver en selvdeklarering i forhold til potentielle interessekonflikter.

Åbenhed og klarhed omkring potentielle interessekonflikter er påkrævet. DSAM ønsker dog at understrege, at en selverklæret interessekonflikt ikke pr. automatik vil medføre, at man bliver udelukket fra at indgå i en arbejdsgruppe. Der vil blive foretaget en individuel vurdering af betydningen af en evt. interessekonflikt i forhold til en given opgave.

Vurderingen foretages af DSAM’s formand/bestyrelse ud fra følgende hovedtemaer:

• Man har en særlig personlig eller økonomisk interesse i vejledningens emne

• Har en nærtstående relation (for eksempel familie), der har en særlig personlig eller økonomisk interesse i vejledningens emne

• Man har en nær tilknytning til en virksomhed, et selskab, forening el.lign., der har en særlig interesse i vejledningens emne

• Eller der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om ens upartiskhed.

Om selvdeklarering

Selvdeklarering skal indeholde oplysninger om hoved- samt bibeskæftigelser, herunder om man er medlem af bestyrelser/direktion/eller lignende i en eller flere virksomheder, institutioner eller foreninger. Der skal oplyses om eventuelle tidligere og nuværende interessekonflikter, herunder tilknytning til medicinal- og medicoindustrien, investeringer i disse, ansættelsesforhold etc. Dette gælder også deltagelse i sponserede kongresser, rejser, arbejdsgrupper o.lign. Hvis man er i tvivl om et forhold er af betydning, så skal man påføre dette også.

Eksempler på interessekonflikter:

• Ansættelse ved eller modtaget betaling for opgaver udført for en eller flere virksomheder eller institutioner indenfor de sidste 5 år, som har interesser i emnet for vejledningen.

• Har patent på et eller flere produkter inden for områder, der vedrører emnet for vejledningen.

• Personlige eller økonomiske interesser i virksomheder, som kan blive kontraktpart eller på anden måde indgå i et privatretligt forhold til emnet for vejledningen.

• Har aktier noteret i eget navn i medicin- og medicoindustri.

• Har fået vederlag og gaver af væsentligt omfang fra et firma/patientforening.

• Har nærmeste familie ansat, medejer eller på anden måde tilknyttet virksomheder eller institutioner, der er underlagt Sundhedsstyrelsens myndighedsudøvelse (slægtning af enhver art) o.lign.

• Om arbejdsplads - modtager din arbejdsplads økonomiske bidrag fra virksomheder eller institutioner, der vedrører emnet for vejledningen.