I DSAM opfordrer vi til, at man i de enkelte klinikker vurderer, om og hvordan man vil tilbyde lungefunktionsundersøgelse på baggrund af:

  1. Det lokale smittetryk
  2. Muligheden for afstand under undersøgelsen og evt. udånding til det fri
  3. Om man har personale, der er i øget risiko for alvorlig udvikling af COVID-sygdom
  4. Tilgængelighed af værnemidler (her foreslår vi som minimum mundbind/maske samt briller/visir til personalet).

Smitterisiko kan umuligt afhænge af lægens specialisering, men i høj grad af afstand til patienten under en procedure. Da speciallægepraksis er nævnt i forbindelse med LFU, vurderer DSAM, at også speciallæger i almen medicin kan bestille en svælgpodning på patienten og udføre LFU ved negativt svar < 48 timer, med henvisning til intentionen i SST's vejledning.

Denne idebank tjener som inspiration til, hvordan I kan organisere jer i praksis. Du er velkommen til at sende os en beskrivelse af den måde, I har valgt at gøre det på, til inspiration for andre. Det skal sendes til dsam@dsam.dk

Idebank til organisering

Jeg mener, at LFU bør forbeholdes dem, hvor det er nødvendigt for diagnostik, ikke til årskontroller for KOL her i coronatiden. Her kan man tale med pt (i telefon) og finde ud af, om pt er optimalt behandlet, og hvis ikke evt. justere på behandlingen og opfølgende telefonsamtale. 

Hvis man efter en st p et c og grundig anamnese tænker astma, sendes pt hjem og måle peakflow (på eget indkøbt PF meter) i 2 uger. Ved signifikant variabilitet har man diagnosen. 

Diffdiagnostisk kommer man derudover langt med RU Thorax, EKG, minus perifere ødemer. 

Speciallæge i almen medicin Jette Christensen

Patienterne bookes som sidste patient på dagen.

Tre dage før skal de have lavet en COVID-testning, og ved brug for reversibilitet får de recept på buventol, som skal medbringes til konsultation.

Sygeplejerskerne skal iføre sig FFP2-maske og visir.

Lægerne Frederiksværksgade, Hillerød

Jeg har foretaget en i april. Jeg bar FFFP3-maske, visir, overtrækskittel og handsker, spirometer med filter og afspritning/udluftning efterfølgende i 20 min.

Jeg har overvejet evt. at samle dem på én dag, evt. påføre dem et visir. De skal helst komme på ydertider, så jeg kan lufte grundigt ud og rengøre efterfølgende.

Jeg har ikke noget personale.

Læge Sanne Ohland-Andersen

I vores praksis begrænser vi brugen af LFU - men det er dog en væsentlig undersøgelse jævnligt. Inspireret af at vi giver pneumovaxinjektioner som et drive-in-tilbud, laver vi nu også LFU Open Air:

  • Vi har et særligt rum til LFU med PC og et LFU-device som via et kabel er koblet til PC’en. Kun lægen/sgpl. er i dette rum.
  • Så åbnes en lille siderude på klem, og LFU-devicen stikkes ud til patienten, der står på personale-P-pladsen, der i øvrigt er delvist skærmet uden indblik.
  • Patienten kan fint instrueres i korrekt teknik gennem vinduet.
  • Når der pustes, sker dette i god afstand fra den ganske lille vinduesåbning - og i vindretningen væk fra vinduessprækken.
  • Brug af korrekt teknik kan sagtens iagttages gennem vinduet.
  • Efter undersøgelsen stikkes LFU-devicen tilbage til lægen, filtret kasseres og det resterende afsprittes.

Hurtigt, nemt og effektivt – og patienterne tager godt imod det.

Skødstrup Lægepraksis