Praksis+ podcasts: Guider dig i din rejse fra uddannelseslæge til praktiserende læge
|
|
FYAM lancerer sammen med PLO-E og Månedsskriftet en ny podcastserie, Praksis+, målrettet yngre almenmedicinere, der overvejer livet som praksisejer – nu eller i fremtiden.
Podcasten består af tre afsnit og tager udgangspunkt i e-bogen Praksis+, som er en guide udviklet af FYAM og DSAM til læger i almen medicin, der ønsker indsigt i processen omkring at købe eller etablere egen praksis.
|
|
|
Podcastens tre afsnit
Afsnit 1: Drømmen om egen praksis
Første afsnit introducerer rejsen mod egen praksis. FYAM-formand Malene Nepper sætter ord på vigtigheden af visioner, værdier og mentorskab. Sara Kaae Frandsen, yngre almenmediciner, deler sine overvejelser om fremtiden.
Afsnit 2: Når drømmen møder virkeligheden
Andet afsnit fokuserer på det praktiske aspekt af praksiskøb. Vi følger Thomas Purup, der for nylig har købt praksis, og advokat Peter Jakobsen, som giver konkrete råd om faldgruber, købsaftaler og forhandlinger.
Afsnit 3: Kommende kompagnoner
I tredje afsnit møder vi Thomas Purup og Jonas Fynbo Ebert, som netop har købt praksis sammen. De deler erfaringer om partnerskab, samarbejde, værdiafklaring og de første måneder som nye kompagnoner.
|
|
|
Fra uddannelseslæge til praksisejer med opdateret rejsekammerat
E-bogen Praksis+ er netop opdateret i 2025 og dækker emner som visioner, værdier, samarbejde, økonomi og jura – og podcasten bygger videre på disse temaer med personlige fortællinger og faglige perspektiver.
Bogen blev udgivet af FYAM i 2013, men behovet for et værktøj, som kan give støtte og hjælp til processen fra uddannelseslæge til praksisejer, er stadig lige stort.
Bogen kan læses i sin helhed eller bruges som opslagsværk før, under og efter praksishandel.
|
|
Bogen er en interaktiv e-bog, og den bygger sig op omkring tre faser:
Fase 4: Valg af praksis og handel
Hvordan vælger man rigtigt? Hvad betyder noget for én? Og hvordan finder man den helt rigtige praksis?
Fase 5: Den første tid som nynedsat
Hvordan får man styr på alt det praktiske? Hvordan leder man sit personale? Er der styr på love, regler og sikkerhed?
Fase 6: Når butikken kører, og du skal sikre kontinuerlig balance og udvikling
Hvordan sikrer man efteruddannelse og kvalitet? Hvordan sikrer jeg trivsel hos mig selv og mine ansatte? Hvilke miljøer uden for praksis kan jeg være en del af?
|
|
|
Vil du engagere dig i forebyggelsesarbejde i almen praksis?
Interesserer du dig for forebyggelse i almen praksis? Så er posten som juniorrepræsentant i EUROPREV – the European Network for Prevention and Health Promotion in Family Medicine and General Practice – måske noget for dig.
|
|
EUROPREV
EUROPREV er en netværksgruppe under WONCA Europe – den europæiske gren af verdensorganisationen for praktiserende læger. Dansk Selskab for Almen Medicin er medlem af WONCA Europe, som så er inddelt i forskellige netværksgrupper, heriblandt EUROPREV. Læs mere om WONCA her.
EUROPREV har én seniorrepræsentant fra hvert land – fra Danmark er det professor John Brodersen. Siden 2019 har EUROPREV desuden haft en juniorrepræsentant fra hvert land med.
EUROPREV arbejder for at fremme evidensbaseret forebyggelse i almen praksis/almen medicin i Europa. Mange af initiativerne handler om Quaternary Prevention, dvs. at mindske forebyggende tiltag, som "gør mere skade end gavn", så overdiagnostik fylder også en del.
|
|
Hvad kræver det at være med i EUROPREV?
Medlemskab af DSAM/FYAM og interesse for evidensbaseret forebyggelse med et kritisk blik for, hvilke forebyggelsestiltag der reelt kommer patienterne mere til gavn sammenlignet med de mulige utilsigtede skadelige virkninger, som enhver medicinsk intervention kan indebære.
|
|
|
EUROPREV holder 1-2 fysiske møder om året; et 2-dages møde i foråret og et møde i sammenhæng med den årlige WONCA Europe-kongres (bemærk at deltagelse i møde i forbindelse med en kongres ikke automatisk udløser refusion af udgifter til deltagelse i kongressen, men kun i EUROPREV-mødet). I forbindelse med deltagelse i møder udenlands, skal du huske at ansøge sekretariatet/bestyrelse om dækning af rejse- og opholdsudgifter, før du planlægger en rejse. Mellem de fysiske møder foregår kommunikation på mail og via online møder.
Det kræver som minimum nogle få timers arbejde pr. måned at være EUROPREV-juniorrepræsentant, men kan selvfølgelig være flere timer, alt efter hvor meget man selv vælger at lægge i det. Hertil kommer deltagelse i to årlige møder i DSAM's Internationale Udvalg, hvor man sammen med seniorrepræsentanten har til opgave at opdatere resten af udvalget på, hvad der sker i EUROPREV.
Hvis ovenstående har vakt din interesse, og du – på baggrund af dit nuværende engagement i forebyggelsesarbejdet – kan bidrage til arbejdet i EUROPREV, så send din ansøgning til dsam@dsam.dk snarest.
|
|
|
|
|