Tilbage til oversigt
Nyhedsbrev

Forskningsnyt

Hvordan påvirker videonedbrud visitationen i lægevagten?


Dette registerbaserede studie undersøger, hvordan visitationen i lægevagten påvirkes, hvis video ikke kan anvendes til at vurdere patienten.
  • Studiet identificerede 6.605 opkald, som blev foretaget i perioder uden adgang til video.
     
  • Sammenlignet med opkald i perioder med normal drift (og adgang til video) havde opkaldene under videonedbrud en 15 pct. højere risiko for at føre til en fremmødekonsultation, mens der ikke sås nogen tydelig effekt på risikoen for hjemmebesøg.
     
  • Resultaterne tyder på, at antallet af fremmødekonsultationer i klinikken øges, når video ikke er tilgængelig.
Læs artiklen her

Personlig medicin på plejehjem – en undersøgelse af gennemførligheden af en kompleks intervention


Medicinsk behandling af ældre kræver særlig opmærksomhed pga. multisygdom og polyfarmaci. Alligevel inddrages plejehjemsbeboere og deres pårørende sjældent i medicinske beslutninger.

Dette kvalitative studie undersøger, om spørgeskemaet ”PREPAIR til plejehjem” kan fremme udbredelsen af personcentreret medicin ved at inddrage beboere og deres pårørende.
  • Spørgeskemaet PREPAIR, som består af fem korte spørgsmål, gav en struktur for inddragelse og gav de sundhedsprofessionelle indsigt i patientens ønsker, hvilket styrkede både dialogen og inddragelsen.
     
  • PREPAIR blev vurderet som relevant af beboere og pårørende, mens plejepersonalet og de praktiserende læger var uenige om relevansen af PREPAIR-skemaet.
Læs artiklen her

Fokuseret lungeultralyd: Et nyt værktøj ved mistanke om pneumoni i almen praksis


I dette randomiserede studie undersøgte vi effekten på antibiotikaforbruget og patientforløbet af at tillægge en fokuseret lungeultralydsscanning til praktiserende lægers vanlige undersøgelse af voksne med symptomer på akut nedre luftvejsinfektion, når den praktiserende læge mistænker, der måske er tale om en bakteriel pneumoni. Patienterne blev randomiseret til at modtage 1) den praktiserende læges vanlige undersøgelse, eller 2) den praktiserende læges vanlige undersøgelse + lungeultralyd.
  • Ved den initiale konsultation for luftvejsinfektionen blev der udskrevet 5 pct. mindre antibiotika i gruppen af patienter, der havde fået tillagt lungeultralyd. Akkumuleret blev der i denne gruppe udskrevet 8 pct. mindre antibiotika inden for den første uge fra konsultationen. Begge reduktioner var ikke statistisk signifikante.
     
  • Tillæg af lungeultralyd medførte en signifikant reduktion i antallet af genkontakter for luftvejsinfektionen til den praktiserende læge og/eller lægevagten inden for 28 dage.
     
  • Tillæg af lungeultralyd og de ovennævnte effekter heraf medførte ikke forlænget eller forværret symptom- eller sygdomsforløb for patienterne, som blev fulgt tæt og med meget høj patientdeltagelse.
Læs artiklen her

Lav kontinuitet i almen praksis for borgere i botilbud

  • Over en fjerdedel (27,8 pct.) af borgere i botilbud havde kontakt til mere end én lægeklinik på ét år – næsten dobbelt så mange som i den øvrige befolkning.
     
  • De patienter, der har kontakt til flere lægeklinikker, har flere kroniske sygdomme (fx hjerte-kar-sygdom), flere lægebesøg og flere akutte hospitalsindlæggelser.
     
  • Resultaterne peger på, at kontinuitet i almen praksis er afgørende for sårbare grupper – og at praktiserende læger kan spille en central rolle i at forebygge fragmenteret behandling.
Læs artiklen her

Overdiagnose i screening for svangerskabsdiabetes: Et scoping review
 

  • Forekomsten af gestationel diabetes mellitus (GDM) stiger globalt, blandet andet drevet af intensiveret screening. Der er markante internationale forskelle i, hvem der screenes, hvordan, og efter hvilke kriterier diagnoser stilles.
     
  • I en systematisk evidenssyntese af eksisterende randomiserede kontrollerede studier viser dette scoping review, at universel GDM-screening risikerer at føre til betydelig overdiagnostik (8–13,8 % af alle gravide).
     
  • Overdiagnostik betegner diagnosticering af tilstande, der ikke ville have medført skade, hvis de var forblevet uopdagede – og som derfor gør mere skade end gavn for både patienter og sundhedsvæsen.
     
  • Relevans for dansk praksis: Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi har sammen med Dansk Endokrinologisk Selskab anmodet Sundhedsstyrelsen om at udvide GDM-screening til alle gravide (universel screening) i stedet for den nuværende risikobaserede tilgang. Forslaget indebærer bl.a., at alle lavrisikogravide omkring 25. graviditetsuge skal have målt fasteblodsukker hos egen læge.
Læs artiklen her
Disse forskningsnyheder er udvalgt og leveret af Forskningsenhederne for Almen Praksis. Har du spørgsmål til en artikel, eller ønsker du at komme i kontakt med forskerne, så formidler vi gerne kontakten. Send en mail til dsam@dsam.dk.
Copyright © 2026 Dansk Selskab for Almen Medicin, All rights reserved.

Skriv til os på:
Dansk Selskab for Almen Medicin, Stockholmsgade 55, DK - 2100 København Ø
dsam@dsam.dk

Vil du ændre hvordan du modtager mails fra os?
Du kan opdatere dit valg af nyhedsbreve eller afmelde alle nyhedsbreve