Tilbage til oversigt

Nyhedsbrev

ADHD og overtagelse af behandlingsansvaret


DSAM ser et behov for at samle og tydeliggøre de gældende retningslinjer, så det står klart, hvornår behandlingsansvaret for patienter med ADHD kan overgå til almen praksis – og hvornår det ikke kan.

Medicinsk behandling opstartes som udgangspunkt i psykiatrisk speciallægeregi, mens almen praksis typisk overtager den fortsatte behandling, når kriterierne for stabilitet og overdragelse er opfyldt.

Medicinrådet har udarbejdet en fælles regional behandlingsvejledning/ lægemiddelrekommandation for medicinsk behandling af ADHD. I den står bl.a. at:

Voksne skal have haft stabil virkning og acceptable bivirkninger i minimum 3 måneder på en given dosis, før behandlingen kan overgå til egen læge. Dette vil i praksis ofte tage omkring 6-12 måneder at opnå.

Og:

Den klinik, der stiller diagnosen, bør også være ansvarlig for opstart og monitorering af evt. medicin, indtil patienten har været stabil (børn og unge: mindst 6 måneder, voksne: mindst 3 måneder) på samme dosis og præparat og ikke har haft behov for tæt opfølgning.

Det betyder, at behandling ikke kan overgå til almen praksis, før der foreligger dokumentation for, at patienterne har været stabile i 3/6 måneder.

Medicinrådets behandlingsvejledning anbefaler i øvrigt ikke rutinemæssig EKG-kontrol ved behandling med ADHD-medicin.

Særligt for børn:

Behandlingen af børn og unge kan også overgå til almen praksis, men kun hvis den praktiserende læge specifikt accepterer hver enkelt patient:

Såfremt der foreligger en regional aftale, kan børn og unge i stabil fase (mindst 6 måneder) i nogle tilfælde afsluttes til videre kontrol hos egen læge. Dette dog kun i de tilfælde, hvor patientens egen praktiserende læge har sagt god for at varetage den videre behandling.

Således forudsætter overgang af børn og unge til egen læge både stabilitet, en regional aftale, og at egen læge aktivt accepterer at overtage behandlingen. Overgangen for børn er aldrig automatisk.

Særligt for off-label-medicin:

I Medicinrådets vejledning står der videre, at:

Kombinationsbehandling med centralstimulantia og guanfacin kan afprøves i psykiatrisk speciallægeregi efter afprøvning af flere (mindst to) forskellige lægemidler.

Guanfacin og Dexamfetamin er ikke specifikt godkendt til behandling af voksne med ADHD og anvendes derfor off-label.

Ved off-label-behandling påhviler der den behandlingsansvarlige læge et skærpet ansvar. En praktiserende læge kan derfor afvise at overtage behandlingsansvaret, hvis lægen ikke finder det fagligt forsvarligt eller ikke føler sig tilstrækkeligt kompetent til at varetage behandlingen.

Se Medicinrådets ADHD-vejledning her

 

Retten til at sige nej til at overtage behandling


Sundhedsstyrelsen har i sin vejledning om behandling med psykofarmaka af voksne med psykiske lidelser og adfærdsforstyrrelser klart beskrevet, at en praktiserende læge ikke kan pålægges at overtage et behandlingsansvar.

FAQ 20

Vejledningen hjemler ikke, at en overtagende læge kan pålægges opgaven, hvis lægen fx ikke føler sig tryg ved det. Det må bero på en bilateral aftale mellem de relevante parter, i hvilket omfang den overtagende læge kan deltage i opgaven.

FAQ 21

En overtagende læge skal afvise at behandle en patient, hvis lægen ikke har de nødvendige kompetencer, eller hvis patienten ikke opfylder krav til, at fortsat behandling kan overgå. Lægen afviser at overtage behandlingsansvaret ved at henvise til relevant fagperson eller afdeling. At behandle uden nødvendige kompetencer er ikke et udtryk for omhu og samvittighedsfuldhed.

Dette betyder, at almen praksis har ret til at afvise overtagelse. Det gælder fx ved off-label-behandling med guanfacin til voksne. Ansvar for sådan behandling forbliver hos speciallæge i psykiatrien, medmindre andet aftales med egen læge.

Se Sundhedsstyrelsens vejledning (inkl. FAQ 20 og 21) her

Kort sagt:


Overdragelse af behandlingsansvar til almen praksis

  • Børn og unge: Stabil behandling med ADHD-medicin i mindst 6 måneder
  • Voksne: Stabil behandling med ADHD-medicin i mindst 3 måneder
  • Praktiserende læger har ret og pligt til at afslå at overtage behandlingen, hvis dette ikke kan ske på en patientsikker måde.

DSAM's videre arbejde


DSAM forventer at igangsætte arbejdet med en almenmedicinsk vejledning om ADHD efter sommerferien – med fokus på diagnostiske overvejelser i almen praksis, herunder hvem og hvornår der skal henvises til udredning, samt non-farmakologisk behandling og støtte.
Copyright © 2026 Dansk Selskab for Almen Medicin, All rights reserved.

Skriv til os på:
Dansk Selskab for Almen Medicin, Stockholmsgade 55, 2100 København Ø
dsam@dsam.dk

Vil du ændre, hvordan du modtager mails fra os?
Du kan opdatere dit valg af nyhedsbreve eller afmelde alle nyhedsbreve.