Tilbage til oversigt

Nyhedsbrev

Pneumokokvaccination seks år efter covid-indsatsen – hvad gør vi i almen praksis


I 2020-2022 blev mennesker i særlig høj risiko samt alle ≥ 65-årige tilbudt vederlagsfri pneumokokvaccination (PPV23/Pneumovax) som led i covid-indsatsen. Det er nu 6 år siden, de første blev vaccineret, og dermed opstår spørgsmålet om revaccination.

DSAM gennemgår her den aktuelle status og leverer en FAQ med konkrete råd om valg af vacciner.  
 

Status for pneumokokvaccination i 2026


Der er aktuelt ikke truffet beslutning om et nationalt program for gratis revaccination af den brede gruppe ældre, som blev vaccineret under covid-indsatsen, og de vil heller ikke modtage påmindelse om revaccination.

Sundhedsstyrelsen er i gang med en medicinsk teknologivurdering (MTV) af pneumokokvaccination. Resultatet forventes først senere i 2026, og indtil da må de gratis vaccinationer fra covid-perioden betragtes som et engangstilbud.

Det er imidlertid sådan, at pneumokokvaccination kan tilbydes med klausuleret tilskud til de fleste patienter, der modtog vaccinen gratis i 2020-22, fx alle patienter ≥ 65 år.

Derudover kan vaccination tilbydes til øvrige patienter mod egenbetaling.

Konsekvenser for almen praksis:

  • Der kan forventes patienthenvendelser, fordi der nu er gået 6 år siden pneumokokvaccinationerne under covid-indsatsen.
  • Der er ingen national indsats, hverken vaccination eller påmindelser.
  • De fleste patienter er berettiget til revaccination med klausuleret tilskud.
Praksis kan, hvis det ønskes, opspore disse patienter og tilbyde vaccination.
 
Hvilke grupper tilbydes klausuleret tilskud?

Praktisk håndtering – FAQ


Skal patienter revaccineres systematisk?
Nej.
Der foreligger ingen national anbefaling om generel revaccination, og der er derfor ikke grundlag for en systematisk indsats i almen praksis.


Skal klinikken identificere og indkalde patienter?
Nej.
Der er ingen anbefaling om (eller honorering af) opsporing eller indkaldelse, uanset om patienten kan få tilskud eller ej. Hvis det ønskes, er det tilladt, at praksis opsporer patienter, der er berettigede til klausuleret tilskud. Patienterne skal informeres om, at der er en delvis egenbetaling.


Hvad siger vi til patienter, der henvender sig?
Patienter kan informeres om: 
  • Hvorvidt de kan få klausuleret tilskud eller ej og til hvilken vaccine.
  • At der ikke findes en national anbefaling om gratis revaccination.
  • At sundhedsstyrelsen arbejder på en MTV, som kan ændre anbefalingerne.
  • At man kan vælge vaccination mod egenbetaling, hvis man ikke kan få tilskud.

Hvilke vacciner kan anvendes ved revaccination?
Der findes flere pneumokokvacciner til voksne i Danmark, og de kan alle udløse tilskud til patienter i specifikke målgrupper. Tilskudsreglerne overlapper hinanden, fordi der gradvist er kommet nye vacciner til.

Personer vaccineret med Pneumovax® under covid-indsatsen kan i princippet revaccineres med alle tre vacciner, ligesom de alle tre kan bruges til primærvaccination. 
  • Den 23-valente (Pneumovax) – polysakkaridvaccine (23 serotyper) – skal gentages hvert 6 år. Pris ca. 300 kr. Godkendt fra 2-års alder.
  • Den 20-valente (Prevenar 20) – konjugatvaccine (20 serotyper) – formentlig livslang effekt. Pris ca. 800 kr. Godkendt fra 6-ugers alder.
  • Den 21-valente (Capvaxive) – konjugatvaccine (21 serotyper) – formentlig livslang effekt. Pris ca. 900 kr. Godkendt fra 18-års alder.

Hvilken vaccine skal jeg vælge:  
Prevenar 20 eller Capvaxive: Hvis patienten er berettiget til tilskud til en af disse vacciner, er de det mest rationelle valg, da de ikke skal gentages. Tilskudskriterierne er identiske for disse to vacciner. De omfatter bl.a. alle patienter ≥ 65 år med diabetes eller kronisk hjerte-, lunge-, nyre- eller leversygdom samt en række sjældnere tilstande i alle aldersgrupper, fx cochleaimplantat og splenektomi. Den fulde liste over tilskudsberettigede tilstande er omfattende – se link til sidst i nyhedsbrevet

Pneumovax: Hvis patienten alene er berettiget til tilskud til Pneumovax, gives denne. ALLE patienter ≥ 65 år kan få tilskud. Dertil gives tilskud til patienter under 65 år med svær KOL og FEV1 < 40 %. I øvrigt kan alle med cochlearimplantat, splenektomi etc. få tilskud, men disse patienter bør vaccineres med Prevenar 20 eller Capvaxive.


Hvad gør jeg rent praktisk, hvis patienten kan få klausuleret tilskud
Hvis patienten opfylder kriterierne: 
  • Angives “klausuleret tilskud” på recepten, og patienten køber selv vaccinen på apoteket.
  • Vaccinationen afregnes med ydelseskode 8940, jf. profylakseaftalen.

Hvad med patienter, der ikke kan få tilskud?
De kan fortsat vaccineres, men: 
  • Vaccinen betales af patienten.
  • Konsultationen er også egenbetaling, som ved fx rejsevaccination.
  • Patienterne kan vælge, om de vil have en ”dyr” vaccine, der formentlig har livslang effekt, eller en ”billig”, der skal gentages hvert 6. år.

Er der vacciner nok?
Vaccinerne skal købes på apoteket. Pneumovax er i restordre til uge 24. De andre er hjemme. DSAM har varslet den største lægemiddelgrossist om et forventet øget behov for pneumokokvacciner.
 

Skal der måles antistoffer før vaccination?
Nej, det er ikke nødvendigt.
Hvis man giver Pneumovax, skal man blot sikre sig, at der er gået mindst 6 år siden sidste vaccine.
 
Se den fulde liste over tilskudsberettigede tilstande og sygdomme
Copyright © 2026 Dansk Selskab for Almen Medicin, All rights reserved.

Skriv til os på:
Dansk Selskab for Almen Medicin, Stockholmsgade 55, 2100 København Ø
dsam@dsam.dk

Vil du ændre, hvordan du modtager mails fra os?
Du kan opdatere dit valg af nyhedsbreve eller afmelde alle nyhedsbreve.