Kære DSAM-medlemmer
Vi har nu fået mulighed for at orientere os lidt nærmere i det nye lovforslag, som landede kort før sommerferien. Og vi har spurgt os selv om:
Får almen medicinsk kvalitet bedre eller ringere vilkår under denne lov?
Svar: Almen medicinsk kvalitet får samlet set ringere vilkår under dette lovforslag – ikke nødvendigvis i intention, men i struktur, styring og faglig forankring.
Selvom der aktuelt ikke skulle være en politisk intention om at svække det faglige miljø og fagets kvalitet, er det en realitet, at lovforslaget indebærer en betydelig risiko for netop dette.
Man risikerer, at fremtidige ministre eller nye politiske vinde får mandat til – uden inddragelse af de praktiserende læger - at nedlægge den almene praksis sektor, som vi har bygget op igennem 50 år, og som er anerkendt og beundret i udlandet.
1. Kvalitetsbegrebet bliver smallere og mere topstyret
Lovforslaget placerer ansvaret for kvalitet, forskning og samarbejde hos regionsrådene, mens Sundhedsstyrelsen (SST) får en styringsrolle med opfølgning, løbende revidering og fastsættelse af krav.
Dermed flyttes den faglige udvikling væk fra det nære praksisfællesskab og over i et administrativt og politisk system – uden garanti for lægefaglig forankring. Der er ingen garanti for, at de faglige miljøer - herunder DSAM - som SST i de fremtidige revideringer forventes at skulle rådføre sig med, får en egentlig indflydelse på basisfunktionen og dermed dé krav, som Indenrigs- og Sundhedsministeren vil kunne stille til almen praksis. Det risikerer at blive en ”proforma-høring”, når det ikke er lovfæstet, at det faglige miljø har en sikret stemme i udførelsen af basisfunktionen.
På side 30 + side 83-84 kan man læse, at Indenrigs‑ og Sundhedsministeren får formel bemyndigelse til – via bekendtgørelse – at fastsætte en national opgavebeskrivelse for almen praksis. Det betyder, at Ministeriet med hjælp fra SST kan definere, hvilke opgaver, krav og kompetencer almen praksis må forventes at håndtere – uden videre forhandling med lægerne. Indholdet kan ændres administrativt hvert 2.–4. år – uden politisk eller faglig forankring.
Der står endvidere, at der skal sikres balance mellem krav og ressourcer, kapacitet og kompetencer, men det er ikke beskrevet, hvorledes dette skal effektueres, og det er stærkt bekymrende, når lovforslaget lægger op til, at de faglige organisationer ikke er sikret indflydelse, og ikke kan sige fra på opgaver der er umulige eller patientskadelige.
Kvalitet risikerer at blive reduceret til aktivitetsmål (fx 95 % færdigbehandling mod nuværende 90 %), ventetider og digital tilgængelighed (fx antal e-konsultationer, antal dosisdispenseringer). Aktivitetsmål, som vil være på bekostning af dét, der fagligt set er kernen i almen praksis: Kontinuitet, relationer, faglige skøn, kontekst, tillid og generalistkompetence. Patientperspektiv og populationsansvar.
2. Fagets institutioner svækkes
Selvom Sundhedsstyrelsens opgavebeskrivelse nævner betydningen af KIAP, Fonden for Almen Praksis og de almenmedicinske forskningsmiljøer, nævnes disse institutioner ikke med ét ord i selve lovteksten. Det er meget bekymrende, for det betyder, at deres fortsatte rolle ikke er politisk og økonomisk sikret. Institutionerne kan nedprioriteres eller opløses uden ny lovgivning.
Faglig udvikling og kvalitetsarbejde i almen praksis har hidtil været styret af faget selv, hvilket har sikret høj legitimitet, praksisnærhed og engagement. Det risikerer nu at forsvinde.
Det bør skrives ind i lovforslaget, at den dataunderstøttede udvikling og understøttelse af forskning i almen medicinske tilbud og patientforløb skal indebære et ligeværdigt samarbejde med de almen medicinske institutioner og faglige organisationer, så den faglige kvalitet sikres. Ligeledes bør det anføres som et krav til det tværsektorielle samarbejde, at der er ligeværdig repræsentation fra almen praksis. Det er bekymrende, at Regionsrådet alene skal være garant for kvalitet i det tværsektorielle samarbejde. Det risikerer at medføre ensidigt fokus på sygehusdrift og besparelser her.
3. Faglig medejerskab og inddragelse udelades
Lovforslaget indeholder ingen bestemmelser om, hvordan PLO, DSAM eller fagligt funderede aktører skal inddrages i prioritering af efteruddannelse, udvikling af faglige standarder og vejledninger, forskningsprioriteringer eller kvalitetsarbejde. Dermed opgives den danske model, hvor almen praksis har haft reelt medansvar og medejerskab for sin egen faglige udvikling.
4. Finansieringsgrundlaget for kvalitet er uafklaret
I dag finansieres forskning, efteruddannelse og kvalitetsudvikling gennem overenskomstmidler (Fonden for Almen Praksis, KEU, KAP). Lovforslaget indfører en ny, "smal" aftalemodel – men det fremgår ikke, hvordan disse midler videreføres, beskyttes eller øremærkes til faglig udvikling. Uden øremærket finansiering risikerer vi afvikling af den eksisterende struktur, som er internationalt anerkendt for sin faglige uafhængighed og høje kvalitet.
Konklusion:
Lovforslaget rummer på papiret en ambition om højere kvalitet – men i praksis svækker det fundamentet for almen medicinsk kvalitet, fordi kvalitet gøres til en politisk og styringsmæssig opgave frem for en faglig. Derudover mister fagets egne institutioner strukturel og økonomisk forankring. Der er ingen krav om medejerskab og inddragelse af de alment praktiserende læger selv. Praksisnære kvalitetsbegreber som generalistviden, kontinuitet, patientperspektiv og populationsansvar risikerer at blive udvandet, når specialister i almen medicin ikke indgår som ligeværdige partnere i opgavebeskrivelsens myndighedsrettede del, og når de ikke har en lovsikret stemme i udformningen af den fremtidige basisfunktion.
Derfor er det vores klare vurdering, at almen medicinsk kvalitet får ringere vilkår under denne lov – medmindre der sker væsentlige justeringer i inddragelse, struktur og finansiering.
Maria Krüger, næstformand for DSAM
Bolette Friderichsen, formand for DSAM
|
|
