Tilbage til oversigt

Nyhedsbrev

Se optagelserne fra DSAM's møde om sundhedsreformen

 
Nåede du ikke at deltage i DSAM's informations- og debatmøde om Sundhedsreformen den 18. august, har du nu mulighed for se de forskellige oplægsholdere og deres præsentationer på video. Præsentationerne kan også downloades. Herudover har du også mulighed for at overvære selve paneldebatten.

For at blive klogere på, hvad lovpakken kan betyde for almen praksis, inviterede DSAM i samarbejde med Forum for Yngre Almenmedicinere (FYAM) og Aalborg Universitet (AAU) til møde om Sundhedsreformen.
 
Følgende fem eksperter deltog på dagen:
  • Bolette Friderichsen, formand for DSAM og speciallæge i almen medicin
  • Malene Nepper, formand for FYAM og læge
  • Niels Ulrich Holm, næstformand i PLO og speciallæge i almen medicin
  • Kjeld Møller Pedersen, professor, Dansk Center for Sundhedstjenesteforskning, AAU
  • Kent Kristensen, lektor,  juridisk institut, AAU
Der anslås at have været flere end 1.000 personer, som overværede mødet, enten hjemmefra bag skærmen eller i Aalborg.
 
Se videoer og præsentationer fra mødet

Høringssvar fra DSAM og FYAM


I forbindelse med regeringens lovforslag vedrørende sundhedsreformen og lovpakke 2 har både DSAM og FYAM afgivet høringssvar.

DSAM skrev bl.a. i sit høringssvar (se høringsvaret her):
"DSAM anbefaler, at lovforslaget gennemgår en grundig revision med henblik på genfremsættelse." 

Mens FYAM i sit høringssvar bl.a. skrev (se høringssvaret her):
"Overordnet er vi bekymrede for, at lovpakken vil underminere de praktiserende lægers evne til at levere behandling af høj kvalitet baseret på kontinuitet og patientcentreret tilgang, som er styrken i almen praksis."
 

Nyt redskabsark om vægttabsmedicin 


DSAM’s arbejdsgruppe om høj vægt har udarbejdet et redskabsark om brugen af vægttabsmedicin i almen praksis.

Arket dækker GLP-1-receptoragonister og kombineret GLP-1/GIP-receptorantagonister.
Formålet med behandlingen er at øge sundheden – ikke at medikalisere bestemte BMI-værdier.

Redskabsarket gennemgår bl.a. absolutte og relative kontraindikationer, mulige bivirkninger samt et forslag til patientforløb i praksis.

Redskabsarket findes allerede på dsam.dk og udkommer i trykt form i uge 38 sammen med Practicus. Her følger også FAQta-arket om vitamin B12-mangel og vejledningen "Afmedicinering – en systematisk tilgang".
 
Læs redskabsarket om vægttabsmedicin

Webinar om afmedicinering – præsentation af ny vejledning 


Hovedpointerne i den nye vejledning "Afmedicinering - en systematisk tilgang" bliver gennemgået på et webinar til efteråret - tilmeld dig nu og bliv opdateret på den nye vejledning

Dato: 29. september
Tid: Kl. 16.15 - 17.15
Sted: Online (webinar)
Tilmelding: Online, senest den 21. september
Pris: Det er gratis at deltage. 

Formålet er at styrke fokus på, hvornår og for hvem en revurdering kan være særlig relevant, samt hvordan processen kan organiseres i praksis.

Vejledningen giver ikke specifikke værktøjer til afmedicinering inden for enkelte lægemiddelgrupper, men lægger vægt på patientinddragelse, kommunikation med pårørende og samarbejde mellem faggrupper.

Webinaret indledes med et oplæg fra arbejdsgruppens formænd og efterfølges af en spørgerunde.

Vejledningen udsendes i uge 38 sammen med Practicus.
 
Tilmeld dig webinaret om afmedicinering

Nyt afsnit om videokonsultation i visitationsvejledning


Der er nu tilføjet et nyt afsnit om videokonsultation i visitationsvejledningen. Baggrunden er henvendelser om behov for mere konkret vejledning i brugen af video i lægevagten.

Videokonsultation kan anvendes, når det vurderes fagligt forsvarligt, og kan i nogle tilfælde erstatte fysisk fremmøde. Konsultationen skal journalføres på samme måde som en fysisk konsultation – med anamnese, relevante observationer, vurdering og plan.

Video ses primært som et supplement til telefonvisitation. Formålet er at opnå ekstra klinisk viden, der kan understøtte vurderingen og beslutningen om prioritering og behandling. Derfor bør video kun bruges, når det forventes at bidrage med oplysninger, der kan ændre visitationen eller vejledningen af patienten.

Der findes endnu begrænset evidens for, hvornår videokonsultation er mest hensigtsmæssig i lægevagtsarbejde, og hvilke faldgruber der kan være.

Generelt anbefales det fortsat at inddrage klinisk erfaring og mavefornemmelse i vurderingen. Det nye afsnit giver et overblik over situationer, hvor videokonsultation kan være særlig nyttig, og hvornår metoden ikke bør anvendes.

Læs mere om videokonsultation i visitationsvejledningen nedenfor.
 
Videokonsultation i visitationsvejledning - læs mere
Copyright © 2025 Dansk Selskab for Almen Medicin, All rights reserved.

Skriv til os på:
Dansk Selskab for Almen Medicin, Stockholmsgade 55, 2100 København Ø
dsam@dsam.dk

Vil du ændre, hvordan du modtager mails fra os?
Du kan opdatere dit valg af nyhedsbreve eller afmelde alle nyhedsbreve.