Tilbage til oversigt
Nyhedsbrev

Forskningsnyt

"Hun er sikkert på sprøjten" - Vægttabsmedicin ændrer hverdagen, men misbilligelse fra omgivelserne og bekymring præger brugen af Semaglutid i landdistrikter 


I dette kvalitative studie har vi undersøgt, hvordan personer med overvægt oplever at bruge Semaglutid til vægttab i et dansk landdiskret. Studiet er baseret på semistrukturerede interviews med ni deltagere rekrutteret fra almen praksis. 
  • Flere deltagere oplever negative opfattelser eller misbilligelse fra omgivelserne, herunder at behandlingen bliver anset som "snyd" eller "den nemme løsning".  
     
  • Deltagerne har positive oplevelser med behandlingen såsom øget energi i hverdagen, men behandlingen opfattes stadig ofte som en "midlertidig booster", og der er bekymring for vægtøgning efter ophør. 
     
  • Deltagerne var usikre på de langsigtede bivirkninger ved at tage medicinen i et mangeårigt forbrug og foretog løbende overvejelser om risikoen ved at bruge medicinen overfor konsekvenserne ved at leve med overvægt. 
Læs artiklen her

Frivillige idrætsforeninger ser potentiale i social prescribing


Dette kvalitative studie undersøger, hvordan frivillige i danske idrætsforeninger forholder sig til potentielt at modtage patienter fra almen praksis via social prescribing.
  • Aktører i danske idrætsforeninger er generelt åbne for at inkludere patienter via social prescribing, hvis deltagelsen bygger på personlig interesse og eget ansvar – ligesom for øvrige medlemmer.
     
  • En forudsætning for en vellykket henvisning er kendskab til patientens funktionsniveau og et passende match med relevante aktiviteter.
     
  • De frivillige instruktører udtrykker dog betænkeligheder om, hvorvidt social prescribing kan medføre uønskede ansvarsopgaver eller kræve særlige kompetencer hos frivillige.
     
  • Studiet peger på, at fremtidig implementering af social prescribing formentlig kræver støtte, klar rollefordeling og hensyntagen til foreningernes ressourcer, kultur og organisatoriske rammer.
Læs artiklen her

Kan sygeplejersker være med til at mindske lægers udbrændthed?


Dette spørgeskemastudie bygger på information fra knap 1.700 praktiserende læger om arbejdstid, ledelse/administration og udbrændthed.

Studiet er det første, der undersøger, om klinikkens sammensætning af medarbejdere med forskellige faglige færdigheder (skill mix) påvirker lægernes arbejdstid og risiko for at brænde ud.
  • Studiet peger på, at ansættelse af sygeplejersker kan være forbundet med en lavere risiko for udbrændthed hos lægerne, men samme effekt sås ikke for andre typer af praksismedarbejdere. 
     
  • Brugen af praksisstøttende personale synes ikke at have betydning for lægernes samlede antal af arbejdstimer, men lægerne brugte deres tid anderledes.
     
  • Uddelegering af opgaver fra læger til sygeplejersker kan tænkes at aflaste lægerne, men de kausale sammenhænge kan ikke udledes pga. studiets design.
Læs omtale her
Læs artiklen her

Klinikker med udsatte patienter ordinerer markant mere medicin – uanset sygdomsbyrde


Dette landsdækkende register-baserede kohortestudie undersøger variationen i potentielt uhensigtsmæssig medicin (PIM) i dansk almen praksis. Studiet bygger på data fra 1.703 klinikker i almen praksis og over 4,3 millioner tilknyttede patienter.
  • Ordinationen af potentielt uhensigtsmæssig medicin varierer betydeligt i almen praksis, og klinikker med udsatte patienter ordinerede markant mere potentielt uhensigtsmæssig medicin.
     
  • Disse forskelle kunne ikke forklares af den enkelte patients kliniske profil og sygdomsbyrde.
Læs omtale her
Læs artiklen her

Avancerede kliniske sygeplejersker styrker sammenhæng og kommunikation i det kommunale sundhedsvæsen

I dette casestudie undersøges, hvordan avancerede kliniske sygeplejersker (APN-sygeplejersker) bidrager til kommunikation, samarbejde og koordinering i komplekse forløb i det danske primære sundhedsvæsen. Studiet bygger på interviews med personer, der modtager pleje, pårørende og sundhedsprofessionelle samt en workshop med APN-sygeplejersker.
  • APN-sygeplejersker fungerer som strategiske kommunikatører og ansvarlige koordinatorer, der skaber sammenhæng i fragmenterede forløb og understøtter fælles forståelse mellem aktører på tværs af sektorer.
     
  • APN-sygeplejersker integrerer både grundlæggende og avancerede sygeplejefaglige kompetencer i samme møde, hvilket styrker relationel tryghed og klinisk kvalitet for patienter med komplekse behov.
     
  • Ved at tage udgangspunkt i den enkelte persons oplevede problemer identificerer APN-sygeplejersker, hvordan grundlæggende behov ofte ligger til grund for komplekse forløb – og kan dermed bidrage til mere helhedsorienteret, personcentreret pleje.
Læs artiklen her

Overvejelser og erfaringer med lægesøgning under den første corona-nedlukning

  • En spørgeskemaundersøgelse foretaget i foråret 2022 viste, at knap halvdelen af de 4927 personer, som angav at have haft brug for at kontakte lægen under den første corona-nedlukning, var bekymrede for at belaste sundhedssystemet unødigt. Ca. hver tredje var i tvivl om, hvad de måtte kontakte lægen med, og ca. hver fjerde var bekymrede for at blive smittet hos lægen.
     
  • Mange oplevede det som en fordel, at mere kunne klares digitalt, men ca. hver tredje angav, at de oplevede det svært at diskutere deres symptomer digitalt.
     
  • Ifht. lægesøgning efter corona-pandemien angav størstedelen (86 %), at de ikke havde ændret på, hvornår de søger læger, mens 10 % angav at vente længere tid og 4 %, at de søger læge hurtigere end før.
Læs artiklen her
Disse forskningsnyheder er udvalgt og leveret af Forskningsenhederne for Almen Praksis. Har du spørgsmål til en artikel, eller ønsker du at komme i kontakt med forskerne, så formidler vi gerne kontakten. Send en mail til dsam@dsam.dk.
Copyright © 2026 Dansk Selskab for Almen Medicin, All rights reserved.

Skriv til os på:
Dansk Selskab for Almen Medicin, Stockholmsgade 55, DK - 2100 København Ø
dsam@dsam.dk

Vil du ændre hvordan du modtager mails fra os?
Du kan opdatere dit valg af nyhedsbreve eller afmelde alle nyhedsbreve