Tilbage til oversigt

Nyhedsbrev

En personlig hilsen fra FYAM-formand Malene Nepper

 
Kære FYAM-medlem
 
Der er snart valg til FYAM-udvalget, og valget markerer samtidig slutningen på min periode som FYAM-formand, da jeg har valgt ikke at genopstille til posten. Jeg fortsætter mit fagpolitiske engagement i Yngre Lægers bestyrelse, som jeg blev valgt ind i tilbage i maj måned, sideløbende med fase 2 af min hoveduddannelse, som begynder 1. oktober. Jeg ser frem til et godt samarbejde med FYAM og FYAM's nye formandskab fremover.
FYAM har i min formandstid bevæget sig fra at være et traditionelt yngre specialeselskab til nu også at være en tydelig og konstruktiv stemme i den sundhedspolitiske debat. Dette er lykkedes uden at give køb på det sociale og faglige fællesskab, som er kernen i FYAM. 
 
Jeg er personligt stolt over, at FYAM har kunnet rumme en udvikling, som i min optik har været nødvendig i den sundhedspolitiske situation, vi har stået i og stadig står i med Sundhedsreformen. 
FYAM har skabt resultater og bliver nu inviteret ind, når fremtiden for almen medicin og lægedækning skal drøftes på blandt andet universiteterne, blandt sundhedsordførerne, i Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner - og ikke mindst i medierne. 

Vi har løbende haft en god koordination med DSAM og et godt samarbejde med PLO og Yngre Læger. Vi bidrager alle med vigtige perspektiver på fremtidens almen praksis.
 
Jeg er glad for, at der er kommet en god kandidat til FYAM-formandsposten. Tabitha Krogh besidder såvel et stort engagement for vores fag og bred indsigt i både sundhedspolitik og det almenmedicinske landskab. Tabitha er hoveduddannelseslæge på Fyn og har været aktiv i FYAM gennem en årrække. 
 
Der er mulighed for at stille op til både FYAM-formandsposten og de øvrige poster i FYAM-udvalget frem til 25. august, og vi hilser alle slags kandidater velkomne: fra KBU-læger til næsten-speciallæger - og også dig, som aldrig har meldt dig til en post før, men som har noget på hjerte om udviklingen af almen medicin. 
Vi har brug for alle perspektiver i FYAM for at stå stærkt fremover. 
 
Jeg er tryg og glad ved at overdrage FYAM til en ny formand og et engageret udvalg, som både har viljen og kompetencerne til at føre arbejdet videre og fortsat udvikle FYAM i takt med de behov, medlemmerne, specialet og omverdenen kalder på.  
 
Mvh 
Malene Nepper, afgående FYAM-formand

Bliv en del af FYAM-udvalget


Det er fortsat muligt at stille op til FYAM-valget! Har du brug for lidt inspiration til din egen opstilling, eller er du blot nysgerrig på, hvem som stiller op, kan du finde de forskellige valgoplæg her.
Disse poster er på valg i FYAM-udvalget
  • FYAM-formand
  • FYAM-udvalget, suppleant fra Region Midtjylland
  • FYAM-udvalget, suppleant fra Region Syddanmark
  • FYAM-udvalget, 2 medlemmer fra Region Østdanmark
  • FYAM-udvalget, medlem og suppleant fra Region Nordjylland
  • DSAM's Videreuddannnelsesudvalg, medlem og suppleant
  • DSAM's Internationale udvalg, 1 medlem og 1 suppleant
  • DSAM's Kvalitetsudvalg, medlem
  • YL's Almen Praksisudvalg, medlem (1 år) og suppleant.
Alle poster gælder som udgangspunkt for 2 år, medmindre andet er nævnt.  

FYAM-poster i repræsentantskabet

Der er desuden FYAM-repræsentanter i alle DSAM's regionsbestyrelser, som tilsammen udgør DSAM's repræsentantskab. Her kan du se de ledige pladser. 

Disse poster er på valg i repræsentantskabet
  • DSAM Østdanmark, 2 FYAM-medlemmer og 2 suppleanter
  • FYAM Syddanmark, 1 FYAM-medlem og 1 FYAM-suppleant
  • FYAM Midtjylland, 1 FYAM-suppleant
  • FYAM Nordjylland, 1 FYAM-medlem og 1 FYAM suppleant.
Medlemsposter gælder for 2 år, suppleantposter for 1 år. 
Som medlem af repræsentantskabet får du reel indflydelse. Du deltager i to årlige repræsentantskabsmøder med aktuelle sager og fagvidenskabelige temaer på dagsordenen. Du deltager i DSAM regionalt, hvor du kan repræsentere DSAM i regionale fora og være med til at holde medlemsarrangementer med hjælp fra sekretariatet.

Der er ikke krav om erfaring med organisationsarbejde. Vi har brug for kolleger med holdninger. Du bliver en del af et stort og levende fagligt fællesskab i DSAM, hvor der er plads til alle – uanset erfaring, arbejdsform og interesser. Her mødes kolleger med forskellige perspektiver og engagerer sig i at udvikle faget, styrke almen praksis og sikre, at den almenmedicinske stemme bliver hørt.

Din tid på møder bliver godtgjort, også når du repræsenterer DSAM eksternt.

Ønsker du at stille op til en FYAM-post i din regionale DSAM-bestyrelse, skal du blot skrive lidt om dig selv - f.eks. om din baggrund, og hvad dine mærkesager er - og sende det (gerne sammen med et portrætfoto) til dsam@dsam.dk. Fristen for at stille op og selve valgperioden er den samme som for FYAM-valget. 
Se mere om FYAM-valget her
Se mere om valget til repræsentantskabet her

Sådan sikrer du, at din stemme tæller


Det er vigtigt, at dine oplysninger er opdateret i vores system senest den 25. august kl. 10.00, hvis du skal kunne afgive din stemme til valget. 

Det er især din mailadresse, din arbejdsregion og dit medlemsforhold (ordinært medlem eller FYAM), du skal koncentrere dig om. Stemmesedlen sendes til den mailadresse, der står i vores medlemssystem. Det er ikke nødvendigvis den samme, som du modtager nyhedsbreve fra os på. 

Kontakt DSAM's sekretariat på dsam@dsam.dk, hvis du er i tvivl, om dine oplysninger er korrekte.
Copyright © 2026 Dansk Selskab for Almen Medicin, All rights reserved.

Skriv til os på:
Forum for Yngre Almen Medicinere (FYAM) under Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM)
Stockholmsgade 55, 2100 København Ø
fyam@dsam.dk

Vil du ændre, hvordan du modtager mails fra os?
Du kan opdatere dit valg af nyhedsbreve eller afmelde alle nyhedsbreve.