Tilbage til oversigt

Nyhedsbrev

Postkort fra FYAM på Folkemødet 2025, hvor fremtidens almenmedicinske stemmer blev hørt


Vi er hjemme igen fra Bornholm, hvor vi deltog i ni debatter og brugte dagene på at sætte almen praksis – og de kommende almenmedicinere - på dagsordenen.
 
Vi var et hold fra Jylland, Fyn og Sjælland afsted til tre dages intense aktiviteter i form af debatter, kaffemøder og dialog med beslutningstagerne.
 
Når FYAM deltager i den offentlige dialog, sikrer vi, at de yngre almenmedicinere bliver hørt, når der tales rekruttering, lægedækning, opgavebeskrivelse, lighed i sundhed og fremtidens klinikformer.
 
Mange af jer har fulgt med på vores Instagram, hvor vi bl.a. har delt klip med bl.a. Maria Krüger (DSAM) og Jørgen Skadborg (PLO), der fortæller om FYAM’s betydning i sundhedsdebatten netop nu. Maria Krüger fortæller bl.a.:
 
Man kan mærke, at der er bud efter jer fra politikere og fra myndigheder. De vil høre, hvad, I synes, er fremtidens almen praksis”.

Hvordan rekrutterer vi til fremtidens almen praksis?


I FYAM havde vi selv arrangeret debatten “5000 praktiserende læger om ti år - hvordan når vi det?”, som trak stor opmærksomhed. Journalist, Sigge Winther, var moderator og FYAM’s formand, Malene Nepper, stillede med blik på vores medlemsundersøgelser det afgørende spørgsmål til regionsrådsformand, Lars Gaardhøj (S), sundhedsordfører, Peter Kofoed (DF), og koncerndirektør, Martin Magelund, fra Region Sjælland.
Malene deltog også i debatter om den nationale opgavebeskrivelse og almen praksis’ fremtid, hvor hun understregede vigtigheden af kollegiale praksisformer – og pointerede, at 0% af FYAM’s medlemmer ifølge medlemsundersøgelsen ønsker at arbejde i koncernklinikker.
I forsøger at løse lægemanglen med klinikformer, som de kommende læger ikke vil arbejde i. Hvem er det så, man forventer skal bemande dem?” – kunne Malene fremhæve fra den seneste FYAM-undersøgelse.

Bedre kommunikation i sundhedsvæsenet og debat med Søren Brostrøm 


Daniel Staal Nyboe, FYAM’s næstformand, deltog i debatten “Forstår du, hvad sundhedsvæsenet siger?” og beskrev, hvordan ineffektive henvisningsgange spænder ben for både læger og patienter.
 
Vi bliver afvist, når vi forsøger at hjælpe patienterne – det er ikke i orden” – udtalte han blandt andet.

Han var også i en paneldebat om potentialet i kunstig intelligens til at frigive tid til kerneopgaven og pejlemærkerne i almen praksis. Derudover deltog Daniel i en paneldebat arrangeret af Normkritiske Læger, om sundhed for LGBT-personer med bl.a. forhenværende direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, og regionsrådspolitiker, Grethe Olivia Nielsson (EL).

Lægefaglige debatter med det yngre almenmedicinske perspektiv


Katrine Høgenhaven, FYAM-medlem af DSAM’s Videreuddannelsesudvalg, deltog i en debat om posttraumatisk hovedpine med fokus på kliniske retningslinjer og behandlingsmuligheder i almen praksis.
 
Bare der var flere læger som dig”, lød det fra en pårørende i teltet.
Også kroniske smerter og manglende behandlingstilbud blev debatteret af Daniel, mens Malene deltog i en debat om menopause hos Sundhedsstyrelsen – et emne, der i øjeblikket er højaktuelt. Debatten blev modereret af vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Nanna Skovgaard, og med FYAM som det faglige indspark, blev der drøftet symptomer og behandlingsmuligheder. Debatten vakte stor interesse med både grin og klapsalver fra deltagerne.
Folkemødet 2025 blev samlet set en stærk markering af FYAM’s stemme i sundhedsdebatten. Sammen med DSAM, PLO og Yngre Læger satte vi fokus på, hvordan almen praksis kan og skal udvikles i takt med fremtidige behov.
 
Vi ser frem til næste års Folkemøde – og hører gerne fra dig, hvis du har idéer til kommende debatter eller har lyst til at være en del af FYAM-delegationen.

Skriv til Malene på fyam-formand@dsam.dk, hvis du har forslag til en relevant debat.
Copyright © 2025 Dansk Selskab for Almen Medicin, All rights reserved.

Skriv til os på:
Forum for Yngre Almen Medicinere (FYAM) under Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM)
Stockholmsgade 55, 2100 København Ø
fyam@dsam.dk

Vil du ændre, hvordan du modtager mails fra os?
Du kan opdatere dit valg af nyhedsbreve eller afmelde alle nyhedsbreve.