Tilbage til oversigt

Nyhedsbrev

Nyt fra DSAM om ADHD-opfølgning hos børn og unge


DSAM oplever et stigende pres på almen praksis for at overtage medicinsk behandling og opfølgning for børn og unge med ADHD efter korte forløb i både offentlige og private tilbud.

Særligt ses børn og unge, der er udredt via sundhedsforsikringer eller private klinikker og afsluttet til egen læge efter få konsultationer – ofte uden længerevarende stabil behandling, tværfaglig indsats eller en plan for non-farmakologisk behandling.

Det giver anledning til betydelig faglig bekymring.

DSAM's faglige holdning


DSAM's faglige holdning er klar: Udredning, medicinsk behandling og opfølgning af ADHD hos børn og unge er en opgave for børne- og ungdomspsykiatrien og kan ikke forventes varetaget i almen praksis.

Opgaven er kompleks og kræver differentialdiagnostisk erfaring samt viden om komorbiditet og behandling i relation til barnets vækst, udvikling og pubertet.

Sundhedsstyrelsens retningslinje beskriver desuden ADHD-behandling af børn og unge som bredere end medicin alene med fokus på barnets funktion, trivsel og livskvalitet samt relevante non-farmakologiske indsatser – noget almen praksis sjældent har uddannelse eller kapacitet til at tilbyde.
 
Se evt. Sundhedsstyrelsens "Vejledning om medikamentel behandling af børn og unge med psykiske lidelser"

Der mangler evidens


Hvis behandling med psykofarmaka hos børn og unge skal udlægges til almen praksis, bør det hvile på solid evidens for både effekt, sikkerhed og forbedret funktionsniveau over tid. Denne evidens findes ikke.

Medicinrådets gennemgang fra 2025 viser, at evidensen i høj grad bygger på kortvarige studier, ofte med lav eller meget lav evidenskvalitet. Data om effekt foreligger kun for tre måneder. Det taler for, at behandlingen bør forblive på speciallægehænder inden for børne- og ungdomspsykiatrien, hvor der kan sikres systematisk opfølgning, bivirkningsmonitorering, vidensopsamling og forskning.

DSAM er i dialog med et pensionsselskab om forsikringsfinansierede ADHD-forløb for børn og unge. Vores bekymring er, at kortvarige og afgrænsede forløb kan efterlade børn og familier uden en ansvarlig tovholder – og skubbe et specialiseret behandlingsansvar over i almen praksis.
 
Se Medicinrådets gennemgang vedr. lægemidler og ADHD

DSAM anbefaler:

  • Overtag ikke behandlingsansvar for børn og unge med ADHD, medmindre I føler jer fuldstændigt fagligt trygge ved at overtage behandlingen.
     
  • Overtag i så fald kun ansvaret efter mindst seks måneders stabil behandling, klar behandlingsplan (herunder non-farmakologisk indsats), fyldestgørende epikrise og adgang til konference med specialist.
     
  • Tilbagehenvis til den udredende eller behandlende enhed, hvis forudsætningerne ikke er opfyldt.
     
  • Kontakt Styrelsen for Patientsikkerhed ved forløb, hvor der er bekymring for patientsikkerheden eller manglende overholdelse af faglige retningslinjer, eller send eksempler til DSAM, så vi kan følge udviklingen.
Dette er ikke en afvisning af børnene. Det er en fastholdelse af, at børn i psykofarmakologisk behandling skal have et fagligt forsvarligt, sammenhængende og specialiseret forløb.
 
I december 2025 udgav DSAM et holdningspapir om "Udredning og overtagelse af behandlingsansvar for børn og unge med ADHD". Du kan se holdningspapiret nedenfor.
Læs DSAM's holdningspapir om "Udredning og overtagelse af behandlingsansvar for børn og unge med ADHD"
Copyright © 2026 Dansk Selskab for Almen Medicin, All rights reserved.

Skriv til os på:
Dansk Selskab for Almen Medicin, Stockholmsgade 55, 2100 København Ø
dsam@dsam.dk

Vil du ændre, hvordan du modtager mails fra os?
Du kan opdatere dit valg af nyhedsbreve eller afmelde alle nyhedsbreve.