Tilbage til oversigt

Nyhedsbrev

Forståelsespapiret er et vigtigt skridt på vejen 


PLO og indenrigs- og sundhedsminister, Sophie Løhde, er henover weekenden blevet enige om et fælles forståelsespapir om lovpakke 2b. Forståelsespapiret blev fremlagt på et pressemøde den 22. september og betyder, at flere af de ændringsforslag, som vi de sidste 2,5 måned har arbejdet for, nu indarbejdes i lovpakken.

Vi tager positivt imod, at ministeren har lyttet til bekymringerne og imødekommet stort set alle dele af FYAM’s høringssvar. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, som vil styrke både faget og patienterne.

Der er dog fortsat områder, hvor lovpakken ikke giver de nødvendige løsninger. Ét centralt ønske er stadig uopfyldt: forkøbs- og tilbagekøbsret af regionsklinikker for kommende praktiserende læger. Ministeriet henviser til, at lovhjemlen blev fastlagt i lovpakke 1, hvilket gør en ændring umulig. FYAM vil derfor arbejde for en tæt dialog med Danske Regioner om, at regionsklinikker altid bør være midlertidige – og at nye praktiserende læger skal have mulighed for at overtage dem.

”Vi er tilfredse med, at der bliver lyttet til de yngre almenmedicinere. Vi har kæmpet for vigtige ændringer, og det er en sejr, at væsentlige punkter nu står over for at blive justeret i lovteksten. Men uroen er ikke væk, og det er afgørende, at ændringerne nu også reelt afspejles i den endelige lovtekst,” siger Malene Nepper, formand for FYAM.

Det er generelt en ærgerlig udvikling, at man i regeringen i første omgang har fundet grund til at lovgive omkring almen praksis. Den 1. juli stod vi med et lovforslag, som på alle måder var ekstremt svært at se os selv i. Det fik vi mulighed for at fortælle ministeren selv ved et møde i Indenrigs- og Sundhedsministeriet den 18. september.

Forståelsespapiret imødekommer nu mange af de mest bekymrende områder i lovforslaget, og det er vores klare forventning, at forståelsespapiret reelt vil afspejles i den endelige lovtekst. Vi glæder os derfor til igen at kunne fokusere på sundhedsreformens helt store formål: at alle danskere får deres egen læge.
Se forståelsespapiret her

DGE-modul om trivsel i praksis for uddannelseslæger


Vi er ved at lægge sidste hånd på FYAM’s kommende kampagne om trivsel og arbejdsglæde. Som led heri har vi udviklet efteruddannelse til nuværende og kommende praktiserende læger. 

For første gang lanceres nemlig i samarbejde med FYAM, PLO-E og KAP-H et DGE-modul som særligt er til uddannelseslæger i almen medicin.
Læs mere om DGE-grupper her
Er du i en (junior) DGE-gruppe - eller har du lyst til at skabe en - så kan I bestille modulet allerede fra vinter 2026. Hver gruppe får 15.000 kr. årligt i efteruddannelsesmidler, som kan bruges bl.a. til dette og mange andre spændende moduler. 

DGE-modulet ‘Trivsel i praksis for uddannelseslæger’, (som desuden er det første modul nogensinde til uddannelseslæger!), omhandler uddannelseslægers og kommende praktiserende lægers trivsel i praksis, og er udviklet på baggrund af jeres besvarelser til FYAM-undersøgelsen 2025.

Se rapporten her
Derudover kan du som noget nyt som hoveduddannelseslæge også uddanne dig til facilitator og derved tjene penge på at undervise andre DGE-grupper!  

Der er plads til 16 uddannelseslæger i almen medicin på kurset, som afholdes d. 27-28 februar 2026. Hold øje med kursuslisten på nedenstående link, men skriv datoerne ind i din kalender med det samme, hvis du er interesseret. Vi vil selvfølgelig også lægge det op på vores Instagram, så snart tilmelding er mulig. 
Følg med her
Copyright © 2025 Dansk Selskab for Almen Medicin, All rights reserved.

Skriv til os på:
Forum for Yngre Almen Medicinere (FYAM) under Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM)
Stockholmsgade 55, 2100 København Ø
fyam@dsam.dk

Vil du ændre, hvordan du modtager mails fra os?
Du kan opdatere dit valg af nyhedsbreve eller afmelde alle nyhedsbreve.