Tilbage til oversigt

Nyhedsbrev

DSAM's årsmøde 2026


Fredag den 2. oktober holder DSAM årsmøde på Hotel Comwell i Kolding. Tilmeldingen åbner den 1. maj - men allerede nu kan du godt sætte kryds i kalenderen.

Temaet for årsmødet er: Vores patienters virkelighed - hvor kan vi gøre en forskel?

Udover åbningssessionen vil der være en række forskellige parallelsessioner i løbet af dagen. Sessionerne byder bl.a. på oplæg om vold i nære relationer, ADHD og dermaskopi.

De to sidste år har der været deltagerrekord. Sidste år var der mere end 500 tilmeldt.

Dagen slutter af med et brag af en fest for dem, der har lyst. Til festen kommer "Verdens Bedste Band" og spiller op til dans og hygge.
 

DSAM sender vejledningen ”Astma og KOL i almen praksis” i offentlig høring


Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) sender udkast til vejledningen ”Astma og KOL i almen praksis” i offentlig høring fra 20. april til 22. maj 2026.

Vejledningen omhandler astma og kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) hos voksne. Sygdommene deler flere fælles elementer, men adskiller sig bl.a. i årsager, risikofaktorer, diagnostik, behandling og opfølgning.

Vejledningen indeholder bl.a. ny tolkning af responstests ved spirometri, ny AB‑E‑inddeling af KOL‑patienter samt inddragelse af blod‑eosinofiltal ved valg af behandling. Anbefalingerne er tilpasset almen praksis i Danmark med fokus på evidens, praktisk anvendelighed og et patientcentreret perspektiv.

Der har forud for den offentlige høring været internt review samt præhøring blandt udvalgte nationale samarbejdspartnere.

Du finder høringsmaterialet nedenfor.
 

Bemærkninger

Har du bemærkninger til høringsversionen, bedes du sende dem i et Word‑dokument med angivelse af afsnit og sidetal senest 22. maj 2026 til dsam@dsam.dk.

Høringssvar offentliggøres på DSAM’s hjemmeside, medmindre andet angives.
 
Se høringsmaterialet til vejledningen ”Astma og KOL i almen praksis”

Monogenetisk diabetes – læs mere i det nye Practicus online univers

Op til 1-3 % af diabetespopulationen estimeres at have en monogenetisk årsag til deres diabetes, men de fleste har ikke fået stillet den genetiske diagnose og er fejlklassificeret som enten type 1- eller type 2-diabetes. Korrekt diagnose er afgørende for behandling, livskvalitet og familieopsporing.

Læs mere om diagnosen, og hvordan den kan stilles i det nye Practicus online univers. Du finder hele artiklen nedenfor.

Fremover vil du kunne læse alle artikler fra det trykte blad online. Derudover vil der også være dagsaktuelle artikler og reportager, som udelukkende bringes online.

Practicus online er bygget op på samme måde, som du kender fra det trykte magasin – altså opdelt i forskellige kategorier og temaer.

Læs artiklen om monogenetisk diabetes

Kender du Dansk Almenmedicinsk Praksisnetværk?


Interesserer du dig for forskning inden for almen medicin, og vil du måske gerne være med til at bidrage til forskning inden for almen medicin, så er Dansk Almenmedicinsk Praksisnetværk stedet for dig.

Netværket er forankret i det danske almenmedicinske forskningsmiljø, som udgøres af de fire danske universiteter med forskning og uddannelse i almen medicin samt landets forskningsenheder for almen praksis.

Netværket gør det let for praktiserende læger at bidrage til kliniknær almenmedicinsk forskning i en varieret klinisk hverdag. Det udvikler samtidig den almenmedicinske faglighed og gavner både patienter, læger og sundhedsvæsen.

Netværket dækker hele landet, og i hver region er den en kontaktperson, som du kan kontakte for at høre mere om, hvad der sker i din region, og hvordan du kan bidrage.

Netværket holder løbende møder rundt om i landet, næste møde i netværket er på Sjællands Universitetshospital i Køge den 7. maj kl. 17-19 med mulighed for både fysisk eller online deltagelse.

Læs mere om netværket og næste møde nedenfor.
 
Læs mere om Dansk Almenmedicinsk Praksisnetværk

DSAM styrker vejledningsområdet

Fra midten af april bliver Emma Grundtvig Gram tilknyttet DSAM’s vejledningsområde som ekstern konsulent, hvor hun skal bistå vejledningsgrupperne med faglig sparring.

Emma har tidligere bistået arbejdsgruppen om vitamin B12-mangel, og er involveret i den kommende vejledning om kronisk nyresygdom.

Emma er kandidat i folkesundhedsvidenskab og tilknyttet Afdeling for Almen Medicin på Københavns Universitet. Hendes forskningsområde omfatter overdiagnostik, sociale medier og overforbrug af sundhedsydelser.

Udover forskning har hun også en projektansættelse i KiAP, ligesom hun underviser på hoveduddannelsen i almen medicin. Inden længe skal hun forsvare sin ph.d.-afhandling.
Copyright © 2026 Dansk Selskab for Almen Medicin, All rights reserved.

Skriv til os på:
Dansk Selskab for Almen Medicin, Stockholmsgade 55, 2100 København Ø
dsam@dsam.dk

Vil du ændre, hvordan du modtager mails fra os?
Du kan opdatere dit valg af nyhedsbreve eller afmelde alle nyhedsbreve.