Tilbage til oversigt

Nyhedsbrev

Repræsentantskabet i DSAM anno 2026


Valget til DSAM's repræsentantskab er afholdt, og de regionale bestyrelser har nu også konstitueret sig.

Kun en enkelt region får ny formand, idet Anders Elkær Jensen overtager formandsposten i Region Syddanmark. 
I den sammenlagte Region Østdanmark er Christina Kjerulff ny formand.  
I Midtjylland fortsætter Thomas Purup som formand, og det samme gør Janni Kristensen i Nordjylland. 

Nedenfor kan du se en oversigt over de regionale bestyrelser og det samlede repræsentantskab.

Tak til alle jer, der deltog i valget til repræsentantskabet. Det er med til at give et stærkt mandat til de valgte.
Se det nye repræsentantskab her

Formandens beretning:
Almen praksis skal forme fremtidens sundhedsvæsen

Sundhedsreformen er nu ved at blive omsat til virkelighed, og almen praksis står centralt i udviklingen.

I årets formandsberetning understreger DSAM's formand, Maria Krüger, behovet for, at almen medicin selv er med til at definere kvalitet og sikre, at sundhedsreformen gennemføres i takt med den nødvendige kapacitetsudbygning.
I beretningen sætter Maria også fokus på etableringen af det kommende Faglige Råd, DSAM's voksende rolle i sundhedspolitikken, arbejdet med kliniske vejledninger og kampen for at bevare den faglige kerne i almen praksis.

Maria kommer desuden ind på, hvad der definerer kvalitet i almen praksis, og at det ikke nødvendigvis er noget, man kan måle på.

Beretningen er Maria Krügers første beretning som formand for DSAM, og omfatter det sidste års aktiviteter i DSAM.

Læs hele formandsberetningen og få indblik i de faglige, politiske og organisatoriske aktiviteter, der præger almen medicin netop nu.
Læs formandens beretning

Ansæt en medicinstuderende i klinikken


Har I brug for ekstra hænder i klinikken? Så kan SAMS' jobportal måske være løsningen. Her kan I uden beregning slå ledige stillinger op. 

SAMS' jobportal er DSAM's online jobbank for medicinstuderende, og den giver læger i almen praksis mulighed for nemt at finde studerende til forskellige opgaver i klinikken.

En medicinstuderende kan efter oplæring blandt andet hjælpe med blodprøvetagning, LFU, EKG, vaccinationer, sekretæropgaver, dataindsamling og andre relevante kliniske og laboratoriefaglige opgaver. Det kan frigive tid for klinikkens sygeplejersker, så de i højere grad kan anvende deres specialiserede kompetencer, samtidig med at den medicinstuderende får værdifuld erfaring fra almen praksis.

Mange medicinstuderende, der er aktive i SAMS, har allerede deltaget i færdighedskurser, eksempelvis kurser i venepunktur, og kan derfor allerede have erfaring med nogle af de opgaver, I har brug for hjælp til. Hold derfor gerne øje med, om ansøgere nævner SAMS i deres ansøgning. Det kan være et tegn på, at de allerede har opnået kompetencer inden for praktiske færdigheder, som er relevante i almen praksis.

Styrk interessen for almen medicin
Når I slår en stilling op i SAMS' jobportal, får I ikke kun mulighed for at finde en ekstra hånd til klinikken. I er også med til at give medicinstuderende et indblik i hverdagen i almen praksis og inspirere flere til at vælge specialet.

Alle stillingsopslag gøres tilgængelige på SAMS' jobportal og deles desuden i den relevante SAMS-bys lukkede Facebookgruppe. På den måde kommer opslaget direkte ud til medicinstuderende, der allerede interesserer sig for almen medicin og måske netop har de kompetencer, jeres klinik søger.
Læs mere om SAMS' jobportal, og hvordan du opslår stillinger

Hvor godt kender du Giftlinjen?

Når patienter, pårørende eller sundhedspersoner henvender sig efter et muligt forgiftningstilfælde, kan Giftlinjen være en værdifuld sparringspartner. Men vidste du, at Giftlinjen ikke kun rådgiver om forgiftninger, men også overvåger nationale forgiftningsmønstre og bidrager til vigtige sundhedsfaglige indsatser?

I denne artikel giver Giftlinjen et indblik i arbejdet bag den døgnåbne rådgivningstjeneste, de hyppigste henvendelser fra almen praksis og en bemærkelsesværdig forgiftningssag, der viser, hvor uforudsigeligt toksikologisk arbejde kan være.

Du kan læse hele artiklen om Giftlinjen i Practicus online-universet på DSAM's hjemmeside. Her finder du alle artiklerne fra magasinet samt flere aktuelle artikler fra forsommerens kongresser.

Læs artiklen om Giftlinjen og praktiserende læger
Copyright © 2026 Dansk Selskab for Almen Medicin, All rights reserved.

Skriv til os på:
Dansk Selskab for Almen Medicin, Stockholmsgade 55, 2100 København Ø
dsam@dsam.dk

Vil du ændre, hvordan du modtager mails fra os?
Du kan opdatere dit valg af nyhedsbreve eller afmelde alle nyhedsbreve.